HØR: Emma Gad taler om samfundets udvikling i 1913

Kilder

Kildeintroduktion:

Samfundsdebattøren og forfatteren til bl.a. 'Takt og Tone' fra 1918, Emma Gad (1852-1921), taler i dette lydklip fra 1913 om samfundets udvikling i begyndelsen af det 20. århundrede. Hun fremhæver både udviklingen på bl.a. uddannelses- og sundhedsområdet og den teknologiske udvikling. Emma Gad fremhæver dog især, hvordan kvindens muligheder i samfundet er blevet udvidet. Til sidst i klippet husker Emma Gad lytteren på, at lykken ikke alene består af materielle goder.

Lydklippets varighed: 0:02:33.

Emma Gad
Emma Gad. Fra
Dansk
Lydhistorie, Statsbiblioteket.

 

Talt i Grammofon den 21. september 1913 af Emma Gad.

Ved denne mærkelige Opfindelses Hjælp kan altsaa nu det ene Slægtled tale personligt til det næste. Lad mig da sige, at de, der kommer efter os vistnok har Grund til at være denne Generation taknemmelige for det Arbejde, den har gjort. I det Spand af Tid, jeg har levet, har jeg set en saa mægtig Udvikling til det bedre, at man næsten ikke kan tro, det var forundt tidligere Slægtled at være vidne til noget lignende. Det er, som om Menneskenes Ansvarsfølelse først ret er vaagnet i Løbet af de sidste 50 Aar og har fundet Vej ud til alle Livets Forhold, til Folkeundervisning og Sygehjælp, Retspleje og Beskyttelse af de Gamle og Svage. Men i intet Forhold er i det Tidsrum Retfærdigheden sket Fyldest i højere Forstand og i klogere Fremsyn end ved at give Kvinderne Rettighed og Pligt til Selverhverv og Deltagelse i det offentlige Liv. Man har indset, at kun den Stat, der giver sine Borgerinder saavel som sine Borgere Ret til helt at udnytte Evner og Kræfter til Gavn for Helheden, kun den vil kunne naa til den fuldeste Blomstring.

Som Løn for dette store, fælles Samfundsarbejde saa man en mægtig Fremgang opstaa i Handel og Vandel, en Fremgang, der støttedes af Tidens store Opfindelser. Der, hvor i min Barndom Tranlygten søvningt belyste sparsomt befærdede Gader, straaler nu de elektriske Lys over livlig Storstadsfærdsel og travlt Handelsliv. Men i én Henseende, maaske den væsentligste, er det gaaet tilbage. Den Dyd, der hed Nøjsomhed, er, mens jeg har levet, saa godt som forsvundet fra Verden og dermed den stille Sindets Glæde. Ved den hastige Udvikling er Erhvervene blevet flere, Fortjenesten større, Mulighederne mere ubegrænsede. Enhver vil have mere. Alle har kun Blikket henvendt paa dem, der er naaet endnu videre i Luksus og Livsnydelse. Skal jeg bringe den kommende Slægt et Ønske, saa er det, at den foruden en Fortsættelse af Nutidens rige Udvikling maa faa lidt mere Ro i Sjælen, lidt mere Forstaaelse af, at Nydelse og Livsglæde ikke er ensbetydende, og at den sande Lykkefølelse beror fuldt saa meget paa det Indre som paa det Ydre.

Om kilden

Forfatter(e)
Emma Gad
Dateret
21.09.1913
Oprindelse
Statsbiblioteket
Kildetype
Lyd
Medietype
Lydfil
Sidst redigeret
14. september 2009
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk