HØR: Dialekt fra Anholt i Kattegat

Lydklip

Kildeintroduktion:

Dialekten her er fra øen Anholt i Kattegat. Indtaleren er født i 1876, og optagelsen er fra 1956. I optagelsen fortæller indtaleren om de trange kår i barndommen, der blandt andet betød, at hun og hendes søskende måtte ud at tjene. De ordnede blandt andet fiskegarn for fremmede og samlede kokasser til brændsel derhjemme. Optagelsen er nedskrevet og tillempet nudansk i teksten herunder. Nedenfor teksten ses et oversigtskort med de danske dialektgrupperinger. Dialekten fra Anholt tilhører sprogområdet Djursland m.v.

 


Transskription:

Men vi børn vi skulle jo ud at tjene noget, så vi redte [fiske]garn for fremmede folk, og min mor hun passede jo så min fars garn. Så det gik jo godt dengang. Men min far han var jo meget fattig, så vi skulle jo tjene (...) ud at tjene alle sammen for at få noget til føden.

Men så (...) da vi blev lidt ældre, så blev min mor syg, og så var det mig, der skulle passe det hele, for... jeg havde godt nok haft en søster, men hun var død. Og så skulle jeg ikke rende til får [1], men når jeg gik til får, så skulle jeg ikke have lov til at gå, uden jeg skulle have mit bindetøj [2] med mig, for ellers så var det jo galt.

Og vi skulle samle møg, kogødninger [3] for at have med hjem til brændsel, for (...) der var jo ikke komfur eller sådan noget, fordi vi havde jo en grue med en trefod, og der underneden der fyrede de med alt det gamle skrammel, der var.

Oversigtskort over dialektgrupperinger.

Oversigtskort over dialektgrupperinger.


Ordforklaringer m.m.

[1] dvs. passe får, være fårehyrde
[2] dvs. strikketøj
[3] dvs. kokager, kokasser

Lydklip

Oprindelse
Statsbiblioteket
Kildetype
Lyd, Erindring
Medietype
Lydfil
Sidst redigeret
7. september 2021
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk