På marken og i stalden

Karen var ofte ude at inspicere arbejdet på marken, og hun noterede omhyggeligt i dagbøgerne, hvordan høsten forløb; efter at have høstet rug, hø og havre blev "aldt Kornet kiørdt ind som var Boghveden, det sidste 14. september 1774". Også såningen blev beskrevet, og notatet 19. maj 1775 "havde den dag saaet her Vinter Hvede i stedet for Sommer Hveede" viser, at Karen var bevidst om, at der var blevet sået den forkerte type, der derfor ikke ville sætte aks.

Der er mange indførsler om gårdens husdyrhold, f.eks. fødtes 19. februar 1774 årets første lam. 21. maj samme år skriver Karen "Dejlig Vejr, alle Kiøerne kom ud paa Græs", og i marts 1774 folede "den Røde Vogn hoppe […] og fik Een hoppe føl." Oktober til april var slagtetid på Bidstrup, og der blev slagtet stude, svin og får. Karen beskrev omhyggeligt hvor mange dyr, der blev udtaget til slagtning og hvornår, samt hvor meget henholdsvis kødet og skindet vejede. I oktober 1774 blev der slagtet en stud, der vejede 24 lispund og 13 pund (ca. 197 kg.) og skindet vejede 3 lispund 12 pund (knap 30 kg.). Der blev slagtet får i to omgange, første gang 32 stk. og næste gang 39 stk., det har været en travl tid på gården!  

Studehandel

Studehandel var afgørende for gårdens drift. Der blev opkøbt stude, der senere blev solgt videre. Studene skulle afsættes om foråret, så de kunne nå frem til Ditmarsken i Holsten først på sommeren. Efter en sådan vandring ville de være godt magre, så de lokale kvægbønder skulle kunne købe dem i god tid til at kunne fede dem op, så de kunne blive solgt videre til slagtning i de nordtyske byer.

I foråret 1774 var situationen bekymrende; i marts "kom Her 2 Oxen Kiøbere […] men der blev ingen Handel." En måned senere kom endnu en købmand, men "Kiøbmanden havde kiøbt paa Frisenborg, derfor blev der ingen handel." Atter fire købmænd var forbi uden at købe dyrene. Karen og Hans Henrik må have været godt nervøse, for blev studene ikke solgt dette forår, ville Bidstrup gå glip af store indtægter. Endelig 24. april købte den lokale studeopkøber gårdens besætning, men han har nok kunnet forhandle sig til en god pris.

Et af Bidstrups to øxnehuse, hvor studene stod. Studehandel var afgørende for Bidstrups indtægter. Foto: Kirsten Nijkamp  

Tiende, indfæstninger og andre indtægter

Interessante er også indførslerne om tiende. Det var Karens mand, der inddrev den skat. Det har åbenbart ikke været et helt let arbejde, for i 1775 var han af sted efter tiende seks gange.

Endnu en afgørende post er indfæstninger, den sum penge Karen fik, når en bonde fæstede et hus eller en gård. Beløbene varierer, Christen Andersen Skrædder i Schiød betalte 26. maj 1789 4 rigsdaler for et hus, mens Karen fik 90 rigsdaler i fæste fra en stor gård drevet af Jens Ivarsen i Haslund 18. februar 1790. Bidstrup havde 150 fæstere, og fæstegodset var spredt ud over 12 sogne.

En anden indtægt var bøder. På denne tid var godsejere sigt- og sagefaldsberettiget, hvilket betød en ret og forpligtelse til at rejse tiltale, når der blev begået forbrydelser på godset. Forbrydelserne er ikke altid specificeret i regnskaberne, men nogle gange har Karen skrevet årsagen, og heraf kan vi udlede noget om datidens lov og ret, f.eks. var utroskab et offentligt anliggende på den tid. 9. juni 1794 får Karen "forefaldne Bøder for Iens Hansen i Schiød, angaaende Hds [hans] Ægteskabsforbrydelse." Jens Hansen, der var Karens fæstebonde, havde begået ægteskabsbrud og straffen herfor var 4 rigsdaler.

En anden lov, vi stifter bekendtskab med gennem regnskaberne, er forordningen om stavnsbåndet. 14. oktober 1781 betalte Karen drikkepenge til "Enke Koenens Folk i Panerup (…) for Een Karl dee tog i Skoven." Stavnsbåndet betød, at karle i alderen 4 – 40 ikke måtte forlade det gods, de hørte under ved fødslen uden godsejerens tilladelse. Karlen har forsøgt at slippe af sted uden Karens accept, men blev altså fanget og bragt tilbage.

Bidstrups store lade. På lofterne blev der opbevaret korn og hø efter høsten. Foto: Kirsten Nijkamp

Forpagtningskontrakten

Bidstrups markjorde, enge, græsningsland og dele af skovene var bortforpagtet. Det vil sige, at Karen havde en forpagter, der styrede driften af hovedgårdens landbrug. Det var på denne tid ikke ualmindeligt at bortforpagte hele eller dele af jorden, hvorved herregården fik en fast indtægt.

Forpagtningskontrakten for 1789 er bevaret, og den giver et grundigt indblik i gårdens drift, blandt andet hvilke afgrøder der skal dyrkes hvor og hvornår. Det er bestemt, at overmarken, der var inddelt i 12 markstykker, første år skulle "besaaes med Boghveede, 2det Aar med Rug, 3die med Byg, men det 4de og 5te Aar besaaes med Haure og følgelig inddeelt til 5 Aars Brug og 6 Aars hvile." Der skulle altså dyrkes forskellige afgrøder på marken i fem år, og sjette år skulle den ligge brak. Forpagtningsafgiften lød på 1600 rigsdaler i 1782 og 1800 rigsdaler fem år senere. Denne betragtelige sum penge var Karens primære indtægt.

En post Karen gør meget ud af i kontrakten er hoveriet. De fæstebønder, der boede nærmest godset var hoveripligtige, dvs. de var forpligtede til at hjælpe til på Bidstrup udover at passe deres egne gårde og levere den årlige landgilde (afgift) til Karen. Hoveribønderne havde en mængde pligter blandt andet pløjning, harvning, såning og høst.

Til gengæld gjorde Karen sit for, at forpagteren ikke udnyttede bønderne mere end højst nødvendigt. For eksempel foreskriver 3. post i kontrakten, at pløjningen skulle foregå, når det var belejligt for bønderne, og i 4. post specificeres det, at det er forpagterens ansvar at "der ey tilsiiges fleere Folk til Hove til et hvert slags Arbeide, end høy fornødenhed udfordrer." Man kan dog ikke antage, at det var lutter næstekærlighed fra Karens side. Det var også i hendes egen økonomiske interesse, at forpagteren ikke drev rovdrift på bønderne, så de ikke kunne passe deres egne marker og derved ikke kunne betale landgilden.

 
Stik af Bidstrup fra 1767. I forgrunden ses fæstebønderne i gang med høsten. Illustration: Pontoppidans Danske Atlas IV (genoptrykt 1968)  

Landboreformer

Der må også have været hoverifrie bønder, i hvert fald skriver Karen 18. juli 1775 "dii frie bønder fik Øll og Brewin [brændevin] 8 Potter." De store landboreformers endelige mål var skabelsen af en selvejerstand af bønder, og i 1769 kom den første lov om selveje. Dette initiativ opfordrede bønderne til at købe sig fri af fæstevæsnet, men godsejerne beholdt dog stadig visse rettigheder over deres frie bønder.

Regnskaberne for 1791 beskriver et andet landbohistorisk spændende fænomen, nemlig udskiftning. "Douceur til Kroer Manden i Haurum, som opmaaldte og udskiftede Granslef Mark, efter Beboernes Forlangende og som Hand haver meegen Ulejlighed med samme" skriver Karen 11. juni. Førhen havde bønderne dyrket jorden i fællesskab, men ved udskiftningen fik hver enkelt bonde sit eget stykke jord, han kunne dyrke uafhængigt af de andre. Bønderne ønskede selv udskiftningen, men det har åbenbart ikke været helt enkelt at gøre dem tilfredse! Nogle bønder fik for eksempel lidt dårligere jord end andre måske til gengæld lidt mere, andre bønder fik jord, der lå lidt længere væk. Udskiftning var en kompliceret proces!