Hvad er en herregård?

Ordet herregård bruges på flere måder. I dag betegner det typisk en større gård med markante, historiske bygninger. Historisk betegner en herregård en godsejers eller netop en herres (eller herremands) egen gård, som han selv drev og administrerede sine ejendomme fra i modsætning til de underliggende fæstegårde. Sådan blev ordet brugt siden 1600-tallet og er stort set synonymt med ordene hovedgård og sædegård. Hovedgård betegner den centrale gård for et godskompleks, mens sædegård betegner en gård, som var sæde, dvs. bolig, for en adelig familie. Ordet hovedgård var det gængse begreb i juridisk-økonomisk sammenhæng, mens skattelovgivningen mest talte om sædegårde. Ordet herregård var derimod dels dagligsprogets ord, dels det ord, der især blev brugt, når man talte om, at ejendommene var prægtige og herskabelige.

Herregårdene 1400-1660

Stormandsgårde har der eksisteret i årtusinder, men herregårde som en særlig juridisk og funktionelt defineret enhed hører senmiddelalderen til, dvs. perioden fra ca. 1350 til 1536. I den periode kom større jordejeres ejendomme til helt overvejende at bestå af gårde, som blev bortfæstet på livstid mod en fast afgift. Heroverfor var herregården eller hovedgården den gård, en adelsmand selv drev og boede på. Hertil blev knyttet særlige privilegier. Herregårdene var fri for alle jordskatter, og fra 1524 var de også fritaget for at betale tiende til præst og kirke. Herregårdene var samtidig normalt centrum for et gods, som betyder herregården og det samlede kompleks af tilhørende fæstegårde, huse, møller mv.

I Frederik 1.s håndfæstning fra 1524 fastslås kravene til, at en gård var en hovedgård. Det var den, hvis en adelsmand drev den for egen regning og enten boede på den eller havde en foged boende der. Det betød, at en gård let kunne skifte status. Gården Holm ved Hornslet var i 1400-tallet bolig for lavadelsslægten Peetz og derfor herregård. 1516 blev den solgt til Aarhus bispestol, og da bispen bortfæstede gården til en bonde, var den nu bondegård. Herregård blev den igen i 1559, da Jørgen Rosenkrantz byttede sig til den og gav den navnet Rosenholm. Skiftene ændrede ikke gårdens størrelse, men dens status. De var almindelige i 1400- og 1500-tallet.

Omkring 1550 var der ca. 700 herregårde i Jylland og på øerne. En tredjedel af dem forsvandt frem til 1682, men til gengæld kom der lige så mange nye til, så det samlede tal var stort set uændret. Den store udskiftning i herregårdenes rækker hænger sammen med, at herregårdene ikke betød ret meget økonomisk i 1400-tallet og det meste af 1500-tallet, og mange af dem var ikke større end store bondegårde.

Fra slutningen af 1500-tallet blev herregårdene større og økonomisk vigtigere. Samtidig blev der under renæssancen bygget store og prægtige hovedbygninger på mindst en tredjedel af landets herregårde. Det bidrog til at gøre herregårdene mere stabile.

Før 1660 var det kun adelen, der kunne eje herregårde. Kongen havde sine egne store gårde, der lignede herregårdene og blev drevet på samme måde, men de blev normalt kaldt ladegårde. Ordet ladegård kendes også på adelsgodserne. Det betyder dels en herregårds driftsbygninger, dels en stor gård, der havde driftsbygninger, men ikke nogen herskabsbolig. Det er i den sidste betydning, man betegnede kongens store gårde som ladegårde.

Her ses herregården Rosenholm lidt nord for Hornslet på Djursland som illustreret af J. Kornerup i 1858. Fra: Nationalmuseet

1660 - ca. 1780

Med enevældens indførelse i 1660 ændredes herregårdenes status på flere måder. Adelens eneret på at eje herregårde blev ophævet. Fra 1682 havde kun herregårde med 200 tønder hartkorn underliggende fæstegods inden for to mil (14 km.) stadig skattefrihed. De blev kaldt komplette hovedgårde. De såkaldt ukomplette hovedgårde havde ikke ret mange særlige rettigheder – dog beholdt de friheden for at betale tiende.

Det kunne have gjort herregårdsbegrebet meget flydende, men det skete ikke. I 1682 kom der forbud mod at oprette nye herregårde. Rige folk begyndte at opkøbe små herregårde og lægge mere fæstegods under dem, så de små godser ofte blev større. Langt de fleste af landets hovedgårde fik derfor et pænt stort fæstegods under sig og blev drevet ved hoveri, så de snarere kom til at skille sig mere ud end før. Fra 1680 til 1780 var der kun ganske få udskiftninger i rækken af herregårde.

I den periode var der knap 700 herregårde i landet, og de dækkede 9% af landets jord målt i værdi. Den gennemsnitlige herregård svarede i størrelse til syv gennemsnitsbondegårde, men der var store forskelle. De største havde jord som 30-40 bondegårde, mens de mindste ikke var større end store bondegårde.

1780 til i dag

Med landboreformerne i anden halvdel af det 18. århundrede gik herregårdsbegrebet delvis i opløsning i store dele af landet. Mellem ca. 1770 og 1810 gik halvdelen af landets jord fra fæste over i selveje. Når bondegårdene blev solgt fra, blev herregården ofte samtidig helt eller delvis udstykket. De herregårde, der stadig havde fæstegods under sig, skilte sig stadig ud. Der hvor fæstegårdene blev solgt til selveje og herregården udstykket, var der til gengæld meget ringe forskel på de gårde, der kom ud af det. Den tidligere herregårdsjord havde stadig visse særrettigheder i forhold til skat og tiende, men ellers var der ingen forskel i funktion mellem den tidligere herregård og store tidligere fæstegårde. Der var heller ikke altid nogen forskel i størrelse.

Mellem 1850 og 1919 solgte også den sidste halvdel af landets herregårde fæstegårdene fra. De store gårde blev dog ikke udstykket i denne periode. Snarere blev de lidt udvidet, og der kom lidt flere af dem. Herregårdene overlevede som store gårde, men mistede formel særstatus. Skattefriheden var ophævet i 1850, og tiendefriheden forsvandt, da tienden blev afskaffet i 1903.

Man talte dog stadig om ”herregårde”. En ”herregård” omkring år 1900 ville normalt sige en gård, der var markant større end almindelige gårde, hvor ejeren ikke deltog i det fysiske arbejde og typisk havde forvalter eller andre mellemled mellem sig og dem, der gjorde arbejdet, og hvor hovedbygningen var statelig, og ejerfamiliens livsstil anderledes and almindelige bønders. Det gør begrebet meget flydende. Lokalt havde man ofte klare meninger om, hvad der var en herregård, men at lave entydige lister for denne periode er meget vanskeligt.

Dette nye herregårdsbegreb har været under nedbrydning siden 2. verdenskrig. Landbrugets strukturudvikling har gjort, at de klassiske godser og herregårde ikke kan betegnes som store landbrug mere, og der er ikke meget tilbage af den herskabelige livsstil. Det har gjort, at herregårdsbegrebet er mere flydende end nogensinde. I dag bruges ”herregårde” ikke om det store landbrug, men mere om ejendomme med prægtige bygninger, og det vækker først og fremmest associationer om en bestemt herskabelig livsstil – som knap findes mere.