Heretica, 1948 - 1953

Artikler

Heretica var et dansk tidsskrift, som fik stor indflydelse på efterkrigstidens litteratur og kultur. Det udkom 1948-1953 med skiftende redaktører. 1948-1949 blev tidsskriftet redigeret af Thorkild Bjørnvig (1918-2004) og Bjørn Poulsen (1918-2000), 1950-1951 af Martin A. Hansen (1909-1955) og Ole Wivel (1921-2004), og 1952-1953 af Frank Jæger (1926-1977) og Tage Skou-Hansen (1925-2015). Heretica blev det centrale talerør for efterkrigstidens litteratur og kultur, og fremtrædende forfattere, videnskabsfolk og kulturpersonligheder bidrog til tidsskriftets seks årgange.

Baggrund og tilblivelse

Heretica blev udgivet af Wivels Forlag (1945-1953), som Ole Wivel drev i samarbejde med vennen Knud W. Jensen (1916-2000), der havde overtaget en ostegrossistvirksomhed og en stor formue efter sin far. I april 1946 tog Ole Wivel til Aarhus for at besøge Bjørn Poulsen, en ung litteraturhistoriestuderende. Wivel ønskede at drøfte udgivelser af den engelsk-amerikanske digter T.S. Eliot og mødte ved samme lejlighed en anden ung litteraturhistoriestuderende, Thorkild Bjørnvig. Meget snart kom et tæt samarbejde i stand mellem Wivel, Poulsen og Bjørnvig omkring udgivelser af litteratur og planer om et dansk tidsskrift.

Jens Kruuse (1908-1978) var Bjørn Poulsens og Thorkild Bjørnvigs lærer ved universitetet i Aarhus, og mange af de ideer, der lå til grund for planerne, var undfanget i hans timer. Tanken med tidsskriftet var, at skribenterne skulle udgøre et fællesskab, der ikke havde grund i en bestemt ideologi, politisk retning eller bevægelse. Det skulle være et tidsskrift for efterkrigstidens opbrud og kunstneriske udtryksformer, og der skulle være plads til forskellige holdninger og livsindstillinger. Kun ét krav skulle gøre sig gældende: modet til personlig stillingtagen. Dette åbne og rummelige fundament gjorde det svært at finde et navn til tidsskriftet. Men en dag i december 1947 indløb et telegram fra Aarhus til Ole Wivel i København. Det lød: Heretica.

Kætterier: 2. verdenskrig, den kolde krig og ideologierne

Ordet Heretica er latinsk, men kommer af det græske ord hairetikos, som betyder ’at vælge’. Det benyttes om tilhængere af en retning, specielt i kristen tid om kættere og kætterier. Med dette navn ønskede redaktionen at signalere, at tidsskriftet var ment som et kætteri mod tidens dominerende sekulariserede tankegange. Fællesnævneren var fremhævelsen af det enkelte menneske og af kunsten som modvægt til fremmedgørelse, nihilisme og umyndiggørende masseideologier af politisk eller kulturel art, og religion og teologi var emner, som spillede en stor rolle i tidsskriftet.

Heretica begyndte at udkomme i slutningen af 1940’erne, hvor tiden var præget af de erkendelser og erfaringer, som 2. verdenskrig havde bragt med sig. Først og fremmest nazismens ødelæggelser og rædsler – propagandaen, diktaturet, krigsmaskineriet, forfølgelserne og udryddelserne i kz-lejrene. Det affødte krise, traumer og mismod, som ikke blev mindre af den kolde krig, der var under opsejling mellem USA og Sovjet, og bevidstheden om atombomben, som allerede havde vist sine uhyggelige virkninger to gange i forbindelse med bombningerne af Hiroshima og Nagasaki i august 1945.

Det var dog ikke kun 2. verdenskrigs aktuelle erfaringer, som Hereticas kætterier var vendt imod, men mere generelt de tankegange, som førte frem til nazismen. Nærmere bestemt de mange ’ismer’og ideologier, som havde indskrænket mennesket i årtier og fremmet ensretningen, diktaturet, splittelsen og banaliseringen af tilværelsen og livsoplevelsen. Og her tænkte tidsskriftets medarbejdere på alle ismer, der gennem tiden var blevet dyrket som afguder: positivismen, naturalismen, liberalismen, socialismen og biologismen. Disse afguder blev betragtet som kulturkrisens egentlige baggrund, og opgøret med disse blev Hereticasanliggende.

Sprog og realitet

Kulturkrisen blev nært forbundet med sprogets verden. Det var hereticanernes opfattelse, at der var sat et skel mellem sproget og den personlige erfaring, og at skellet var affødt af kulturens fornuftsdyrkelse, objektivering, abstraktion, teknokratisering og udbredte brug af massemedier.  Som modsprog til dette ’upersonlige’ sprog valgte nogle af hereticanerne en meget personlig, højtidelig og patetisk stil, og det er denne patos, som Heretica oftest forbindes med i dag. Men som det hedder i Dansk Litteraturs Historie: ”Deres patos, der senere har været et let offer for litterær satire, var en måde at udøve sproglig modstand på. I denne henseende er Heretica i overensstemmelse med den senere modernisme, der i vid udstrækning også har betjent sig af modsprog – det vil sige udtryksformer, der anvendes oppositionelt i forhold til tidens herskende sprog, magtens sprog.” Modstandens sprog kom først og fremmest til udtryk gennem lyrikken, som jo er en meget personlig og subjektiv genre. Og Paul la Cours Fragmenter af en dagbog slog tonen an i de første numre af tidsskriftet med sine poetologiske overvejelser over digtningens betydning: ”Digter er enhver, i hvem Enheden i alle Ting lever og vidner […] Find mennesket, som gik tabt.”

Det var imidlertid ikke kun lyrik men mange forskellige litterære genrer, forfattere og generationer, der fandt vej til Heretica: Paul la Cour (1902-1956) og Karen Blixen (1885-1962), som brød igennem i 1930’erne, Martin A. Hansen, Ole Sarvig (1921-1981), Thorkild Bjørnvig, Frank Jæger og Erik Knudsen (1922-2007), som brød igennem i 1940’erne, og Jørgen Gustava Brandt (1929-2006), Tage Skou-Hansen og Per Højholt (1928-2004), som fik deres egentlige gennembrud i 1950’erne og 1960’erne. Denne mangfoldighed skabte med tiden flere holdningsmæssige opgør inden for medarbejdernes egne rækker, og nogle skribenter forlod tidsskriftet efter at have ændret syn på kunstens forhold til politik. Men betragter man Hereticas seks årgange som helhed, ser man, at tidsskriftet holdt sit løfte ved at give plads til forskellighed og skabe rum for den personlige stillingtagen.

Hereticas efterliv

Heretica er uden tvivl det danske tidsskrift i det 20. århundrede, som har været mål for størst opmærksomhed, kritik og myter. Litteraturhistorien forbinder det ofte med negativt ladede ord som advent, elfenbenstårn og højstemt patos. Men ikke mange kritikere har haft blik for oprøret mod tidens ’rette’ tone, som lå i denne sproglige strategi.

Heretica er ligeledes blevet beskyldt for at dyrke nordisk litteratur på bekostning af den internationale modernisme. Men bladrer man de seks årgange igennem, må man konstatere, at få tidsskrifter har oversat så mange forskelligartede forfattere, som Heretica faktisk gjorde. Ældre klassikere og modernistiske digtere fra alle egne af verden blev præsenteret, fx William Blake, William Faulkner, Hermann Hesse, Friedrich Hölderlin, Frederico Garcia Lorca, Pablo Neruda, Edith Södergran og William Carlos Williams.

Endelig er det svært at fastholde billedet af elfenbenstårn, når man opregner, hvad Hereticas medarbejdere før og siden kom til at betyde for det danske samfund: Martin A. Hansen, Ole Sarvig og Tage Skou-Hansen gik ind i modstandskampen under 2. verdenskrig. Knud W. Jensen købte Gyldendal i 1952, grundlagde det moderne kunstmuseum Louisiana i Humlebæk, og brugte sin formue på indkøb af kunst og støtte til dansk kulturliv. Ole Wivel blev en fremtrædende forlagsmand, og Thorkild Bjørnvig gik aktivt ind i den økologiske bevægelse. Desuden var forfattere fra kredsen omkring Heretica drivende kræfter i forbindelse med oprettelsen af det første Kulturministerium i 1961 og af Statens Kunstfond i 1964.

Mangt og meget er sagt og skrevet om Heretica, men de fleste kan blive enige om, at tidsskriftet gjorde en forskel ved at tale splittelsen, fremmedgørelsen og nihilismen imod og ved at forsvare kunsten og den personlige stemme. Heretica var et litterært og kulturelt knudepunkt for den spænding mellem tradition og modernitet, der blev formuleret i efterkrigstiden, og mange forfattere er blevet inspireret af de skribenter, der bidrog til tidsskriftet.

Om artiklen

Forfatter(e)
Lotte Thyrring Andersen
Tidsafgrænsning
1948 - 1953
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. april 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Anders Thyrring. ”Et væv af dialoger. Den dialogisk-religiøse velfærdstematik hos Heretica-forfatterne og Martin A. Hansen”, Kættere, kællinger, kontormænd og andre kunstnere. Forfatterroller i den danske velfærdsstat. Redigeret af Anne-Marie Mai, Odense 2013, s. 71-96.

Andersen, Lotte Thyrring og Svindborg, Bruno: Poetiske forposter. Jens Kruuse og Heretica – breve 1942-72. Per Højholt og Heretica – Breve 1948-53, København 2008.

Martin A. Hansen: Kætterbreve. Martin A. Hansens korrespondance med kredsen omkring Heretica, bind 1-3. Udgivet af Anders Thyrring Andersen, København 2004.

Kjældgaard, Lasse Horne: ”Heretica 1948-1953”, Dansk Litteraturs Historie, bind 4, 1920-1960. Redaktion: Klaus P. Mortensen og May Schack, København 2006, s. 463-468.

Thon, Jahn: Refleksjon – kritikk – protest. Forståelsesformer i unglitterære tidsskrifter: Heretica, Rondo og Profil, Oslo 2001.

Wivel Ole: Romance for valdhorn. Erindringsmotiver, København 1972.

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Lotte Thyrring Andersen
Tidsafgrænsning
1948 - 1953
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. april 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Anders Thyrring. ”Et væv af dialoger. Den dialogisk-religiøse velfærdstematik hos Heretica-forfatterne og Martin A. Hansen”, Kættere, kællinger, kontormænd og andre kunstnere. Forfatterroller i den danske velfærdsstat. Redigeret af Anne-Marie Mai, Odense 2013, s. 71-96.

Andersen, Lotte Thyrring og Svindborg, Bruno: Poetiske forposter. Jens Kruuse og Heretica – breve 1942-72. Per Højholt og Heretica – Breve 1948-53, København 2008.

Martin A. Hansen: Kætterbreve. Martin A. Hansens korrespondance med kredsen omkring Heretica, bind 1-3. Udgivet af Anders Thyrring Andersen, København 2004.

Kjældgaard, Lasse Horne: ”Heretica 1948-1953”, Dansk Litteraturs Historie, bind 4, 1920-1960. Redaktion: Klaus P. Mortensen og May Schack, København 2006, s. 463-468.

Thon, Jahn: Refleksjon – kritikk – protest. Forståelsesformer i unglitterære tidsskrifter: Heretica, Rondo og Profil, Oslo 2001.

Wivel Ole: Romance for valdhorn. Erindringsmotiver, København 1972.

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk