Indhold:

Om socialistisk Kultur

I.

II.

III.

[til top]

Om socialistisk Kultur

Ærede Partifæller!

Klubben »Karl Marx« har vist mig den Ære at bede mig indlede en Diskussion her i Aften om »socialistisk Kultur«. Og skønt der jo er mange her, som i Kundskab og Erfaring er bedre udrustede end jeg, saa har jeg dog ikke villet undslaa mig for at rykke frem med mine Lægmandsbetragtninger. Det afgørende er, at Sagen bliver drøftet; Anledningen hertil er min­dre vigtig. Og da jeg altsaa kun kan give Dem de Tanker, jeg Som menig dansk Partifælle har gaaet og gjort mig, saa maa til Gengæld De af Dem hernede, der kan diskutere Sagen ud fra en fyldigere Viden end min, komme frem her og føre Tankegangen videre og knytte Sammen­hængen fastere, end jeg formaar. For det turde snart være paa Tide at faa disse Ting luftede; det er mit Indtryk, at vi danske Socialister ofte famler for meget, naar Talen er om mere almene Synsmaader; at vi ikke er os selv bevidste nok endnu. Og jeg mener, at vor Fremgang og vort Sammenhold som socialrevolutionært Parti vilde vinde ved Paroler med mere fuldtonig og gen­nemtrængende Klang end de Dagsbefalinger har, hvorunder vi nu gaar til Kommunevalg, Folke­tingsvalg, Generalforsamlinger, Udvalgsmøder og alle de andre nyttige Ting, som er vort Arbejde.

Det falder mig naturligt at gøre Tankegan­gen rent syntetisk. Jeg agter ikke at opstille en Definition paa »socialistisk Kultur« og saa analy­sere det Begreb efter dets forskellige Anvend­else; men jeg vil anlægge et Par foreløbige Syns­punkter, der synes mig ejendommelige for Social­ister, dertil knytte nogle Betragtninger og Slut­ninger og derpaa søge at samle Resultaterne og knytte dem til en Almenforestilling, der da om­trentlig maatte svare til hvad jeg forstaar ved »socialistisk Kultur« i Modsætning til andre Kulturer. - Hertil skal jeg saa endelig føje nogle Bemærkninger af mere aktuel Karakter.

(Jeg betænker mig ikke paa at følge en saadan Tankegang i denne Forsamling, hvor vi jo føler ens og forstaar hinanden paa Halvvejen. Hvis man skulde tale for liberale Overklassefolk, Studenter eller sligt, maatte man ander­ledes bruge Pegepinden. Men vi er jo ikke i Sinkeklassen).

[til top]

I.

Det første Synspunkt jeg da vil anlægge, er det materialistiske Synspunkt.

Vi Socialister tror ikke, at de smaa og saa forskellige menneskelige Ideer og Idealer er de afgørende her paa Kloden.

Vi tror derimod, at det fysiske Liv gaar sin lovbestemte stærke Gang, at vi maaske kan lure det dets Love af og saa efter Evne indrette os derunder - navnlig naar vi ogsaa udforsker det fysiske Produkt, der hedder Mennesket og Men­neskesamfundet. Denne Mening om vore Kaar synes os den sandsynligste, efter hvad vore Naturvidenskabsmænd og Psykologer har lært os. Hvis Folk af andre Meninger kan begrunde deres Meninger bedre end vi, saa lad dem gøre det; foreløbig er det ikke gjort. Vi hævder alt­saa, at vi ikke lever paa Maanen, men under tungt Tryk fra alle Sider. Vi er uhyre afhæn­gige og foranderlige.

Tænk Dem en klog og viljestærk ung Mand, der gaar ned ad Gaden; (en Student, en Digter, en Kunstner, hvad De vil); han har i sit Liv gennemgaaet en harmonisk Udvikling, som det vist hedder, læst Høffdings Etik [1] og ved aandelig Energi smedet sig et Jeg sammen, som Høff­ding siger, af den aller ædleste og fineste Form; det er ret et dejligt og lovende Menneske. I et aabent Vindue i Gaden staar en smuk lille Urte­potte; og da det nu blæser en NW. Vind over Byen, og Manden, som ejer Potten, ikke har lukket Køkkendøren ordentlig til, springer den op ved et særlig sejgt Vindstød, Gardinet ved Gadevinduet suges ud og river Urtepotten med sig; den falder ned i Panden paa vor unge, lovende Mand - plask ligger han der. Men han døer ikke af det. - Det er ikke hans tarvelige, materielle Væsen, der ødelægges ved denne tar­velige, materielle Begivenhed, at en Urtepotte falder ud af et Vindue. Hvis det bare var det, fandt vi nok paa et Par trøstende Ord om den evige Sjæls Frigørelse fra Stoffet el. lign. Nej, han bliver Idiot. En Maaned efter sidder han lallende og savlende i en Krog og fletter Siv ­andet kan han ikke. Hele hans dejlige Jeg er blæst væk; hele den harmoniske Udvikling er spildt, Tankens storartede Rige er forsvundet; her er ikke Spor af Trøst. - Men sund og kraf­tig er han; spiser og drikker godt og har hele Kroppen i bedste Orden; han vil sikkert leve rigtig længe.

Alene saadan et Tilfælde kunde nok faa os til at tvivle om den Magt, vore sjælelige Rørelser skulde have her i Verden. Men Erfaringen stiller os overfor mangfoldige lignende. Vi ser, hvorledes stærke Mænd falder døde om, blot de ridser Fingeren paa et Søm eller et Straa; vi erfarer, hvorledes Sjælelivet forvandles eller siver bort ved Anvendelse af en Smule Opium eller Alkohol eller Hurtiggift; vi ser, hvordan de mageløse Jeg’er splintres og spaltes og knuses for smaa tilfældige materielle Paavirkninger.

Det er kun Enkelttilfælde, vil De sige. Men tager Naturen ellers Hensyn til vore aandelige Tarv? Tænk paa Naturkatastroferne: Oversvømmelser og Jordskælv, Storm og Brand og Lynslag, Hedebølger og Frostperioder - se, hvorledes alle disse Begivenheder jo sætter ind og hører op uden ringeste Hensyn til de smaa, menneskelige Værdiers Bestaaen, knusende og kvælende Mennesker og Menneskeværk, hvor de rammer.

Men vi har stærkere Fjender endda. Vi har de store Farsoter [2] og alle Klodens tusinde Syger; de menneskelige Organismer, som jo bare er lidt Vand og Kul og Æggehvide o. s. v._, de følger smukt de store fysiologiske Love, og den bitte Sjæl, de bærer rundt med sig, svajer og svinger og glæder og lider og dunster bort og vaagner op, eftersom Organismen i Øjeblikket finder for godt. Har vi nogen Grund til at være hovmodige og tillægge vore Ideer og Idealer nogen Magt? Hvor mange smukke Menneskesjæle skyller i dette Øjeblik over Bord Verden over? Og hvor mange driver om i Havsnød efter Vejrets Vilje?

Og dog er der jo Hjælp. Hvor en Orang­utang eller et Samfund af Orangutanger vilde staa magtesløse, der har vi Over-Aber i Kraft af vore større Hjærner Midler i Hænde til at forebygge eller mildne alle disse Ulykker, Na­turen bestormer os med: Vi har vor rationelle Organisation. Vi har først og fremmest vor møjsommeligt opbyggede Naturvidenskab, der udforsker Naturlovene og organiserer Naturkræfterne efter vore Tarv, vore Interesser; Na­turvidenskaben, der endelig er blevet renset og frigjort for alle bløde og barbariske Følelses­elementer, og som først har naaet sine Resultater, efterat den har skænket sit Hjærte til den gode, strænge Mekanisme, der ikke lover andet, end den kan holde. Jeg skal ikke komme nærmere ind her­paa, men i denne Forbindelse kun nævne det vældige og fastknyttede Forsikringsvæsen, der nu om­spænder Jorden og hvis Opgave det jo er at mildne Følgerne og fordele Smærterne af Naturens An­greb, og i hvis Kontorer der heller ikke tales om smukke Idealer og sjælelige Værdier, men kun om tørre Sandsynlighedsberegninger og kolde Fakta - uden hvilket det hele vilde være virk­ningsløst. Den materielle Natur lader sig kun modarbejde i materialistisk Aand.

Nu vil man indvende, at der ikke er noget særlig socialistisk i disse Betragtninger og disse Foranstaltninger, og det kan være meget rigtigt. Et hvilketsomhelst voksent Menneske vil roligt indrømme Menneskets aandelige Afhængighed af de materielle Rørelser, naar Talen bare er om Ulykker, dramatiske Særtilfælde, abnorme Hæn­delser.

Det, der særkender Socialismen, er efter mit Skøn dette, at den ogsaa hævder Menneskets aandelige Afhængighed af de materielle Rørelser under alle normale Forhold. Eller som Marx ud­trykker det: »Det materielle Livs Produktions­forhold betinger i det hele taget den sociale, po­litiske og aandelige Livs-proces. Det er ikke Menneskets Bevidsthed, der bestemmer deres Tilværelse, men det er omvendt deres sociale Til­værelse, der bestemmer deres Bevidsthed.« Her staar vi ved det afgørende, der sætter os i Mod­sætning til de andre. Og den, der ikke deler dette Syn, er ikke Socialist.

Jeg vil ikke her begrunde den materialistiske Historieopfattelse; det turde være overflødigt. Men forudsat at den er godkendt, hvilket Præg vil den da sætte paa det socialistiske Arbejde? Jeg skal tage Spørgsmaalet ganske jævnt. Vi betragtede før en Del Tilfælde, hvor de materielle Magter forstyrrede og tyranniserede Menneskenes aandelige Bestræbelser: Ulykker, Naturkatastrofer, Sygdomme. Men skønt disse Tilfælde viste sig umaadelig talrige og umaade­lig effektive, maatte de dog betragtes som Sær­tilfælde, som abnorme Begivenheder i Slægtens Liv. Og det overvældende Flertal af menneske­lige Lidelser, dem, der hører det normale Liv til, har vi endnu tilbage, og gælder det endnu om at modarbejde. Den uhyre Sum af sjælelige Neder­lag og Skuffelser, og af aandelig Afmagt over­for de materielle Kræfter, Menneskehedens store Flertal - Lønarbejderklassen - oplever i det daglige Liv, ligger endda paa dens Skuldre. Nu er vi ved Hovedsagen. De materielle Kræfter; der her er Tale om, er ikke Tordenvejr og Jordskælv og Sygdomme, men menneskelige Sam­fundsmagter. Nuvel, Mennesket og Menneske­samfundet er et Naturprodukt, ligesaavel som Aberne og Myrerne og Planterne og Bacillerne og de ladede Tordenskyer og Vulkanerne og Ha­vet - og hvad har Underklassen da at gøre, naar den vil forebygge eller mildne de Ulykker, der voldes den af Samfundsmagterne! Akkurat det samme, som alle Mennesker gør overfor Naturkatastrofer og Sygdomme: Rationel Organisation! Denne Organisation er den internationale Ar­bejderbevægelse. Heller ikke hér gør man sig Illusioner om Bevidsthedens, om Ideernes Be­tydning. Vi bor hverken i Himmelen eller paa Maanen. Man udforsker i god materialistisk Aand det materielle Livs Produktionsforhold: saadan og saadan virker de, de og de Følger har de, de og de Aarsager bærer dem oppe. Og naar saa de afgørende Magtfaktorer er fundne, stræber man at ændre dem i Overensstemmelse med sine Interesser, og underbygge de nye Produktions­forhold godt med disse nye Magtfaktorer.

Ligesom man efter sit Kendskab til de elek­triske Love bygger Lynafledere mod Lynene, saaledes bygger man her efter sit Kendskab til Produktionens Love og under Hensyn til de Menneskers Natur, man arbejder med: Fagfor­bund og Vælgerforeninger og Bladforetagender og Brugsforeninger imod Overklassen. Man kunde ogsaa lade være, og bare gaa i Procession og bede Jomfru Marie hjælpe, eller apellere til Arbejdskøbernes gode Hjærte, men Erfaringen har vist, at det ikke er saa virkningsfuldt. De Folk flytter sig nok kun, naar de maa og selvom det er meget godt at have moralsk Ret o s. v., saa er det dog bedre at have Magt. Rigtig me­gen, solid Magt.

(At det ofte er ved aandelige Midler, f. Eks. ved Udbredelse af visse Retfærdighedsideer, at Masserne skal vækkes og drages ind i Organisa­tionerne, forringer jo ikke Bevægelsens materialistiske Karakter. Det for os afgørende er, at de materielle Produktionsforhold, forvandles og ordnes; og Erfaringen har lært os, at det sker kun gennem materiel Magt. Og at denne ma­terielle Magtforskydning maa regne med en in­dre Forvandling hos Masserne og forudsætter et socialistisk Oplysningsarbejde, er jo ogsaa noget andet, som jeg skal omtale senere. Metoden er naturvidenskabelig, Magt mod Magt! og mo­derne Arbejdere føler sig sikkert ogsaa nærmere knyttede til Naturvidenskabsmænd end til andre lærde Herrer. Jeg véd f. Eks. ude fra 8. Kreds ­naar vi der sender Materiale ud til Vælgerne, saa springer vi roligt Overklassefolkene over; men vi sender ud til alle Lægerne, fordi de ligesom er af samme Aand som vi andre, og maaske kunde gaa og have Lyst til at stemme paa Liste A. Og jeg kunde nævne mange andre Eksempler paa en saadan Samfølelse.)

For at samle Tankegangen i faa Ord: Det er ejendommeligt for Socialister, at de anlægger et materialistisk Syn paa Menneskelivet, - at de anerkender vor aandelige Afhængighed af de materielle Betingelser, hvorunder vi lever, og da særlig af de Produktionsforhold, som raader i det Samfund, hvor vi fører vort daglige Liv. Og endelig, at de som det eneste Middel, der skal kunne hjælpe i vor Afmagt, anerkender rationel Organisation.

Og hermed kommer jeg da til det andet Syns­punkt, der synes mig ejendommeligt for Social­ister, og som nogle Gange er dukket op i det fore­gaaende: det sociale Synspunkt, bestemt ved Solidaritets-, ved Broderskabs-Følelsen overfor alle vore Medmennesker. Den rationelle Orga­nisation, vi stiller op mod de materielle Magter, bygger nemlig nødvendigvis paa Samarbejde mellem Individerne - og i ganske særlig Grad, naar det er Samfundsmagterne, der skal modarbejdes. Hertil kræves Disciplin og Solidaritet. Og Socialismen sigter videre og peger paa, at det nye ordnede Samfund, den opbygger, jo kun kan sikres, naar Individerne holdes sammen af stærke Broderskabsbaand. Vi hører dog alle sammen; alle er vi betingede af de forrige Slæg­ter, de fælles Omgivelser og af hinanden; ingen har noget særligt at være hovmodig af, saa svagt og afhængigt hvert enkelt Menneske er. Vi maa holde sammen; for at modstaa Naturens Magt, maa vi arbejde broderligt i Fællesskab; ellers splittes vi og gaar i Spaanerne. Og videre: i Samfundsarbejdet er det umuligt at afgøre, hvor den enes Ydelse begynder, og den andens holder op. Alle er i og for sig lige nødvendige som Led i Sammenhængen; og derfor kræver vi social Lighed; ingen ulige Start! Enhver har Ret til Arbejde og til et anstændigt Udbytte af sit Ar­bejde. Vi taaler ingen Klasser og lægger ingen Særrettigheder i Hænderne paa Enkeltindivider eller Mindretal; thi Erfaringen viser, at det da gaar galt for Flertallet. Frugterne af Slægtens rationelle Organisation, nemlig Storteknikens kolossale Kræfter, bør tilegnes af Samfundet, og sikre Samfundets Velfærd. Produktionen bør socialiseres. Privatejendomsretten bør afskaffes. Alle disse bekendte Programpunkter forudsætter som givet den sociale Synsmaade, jeg her har fremdraget. Og ud fra denne Synsmaade for­staas og motiveres simpelt og fast alle de social­istiske Angreb paa Militarismen, paa Fædre­landeri, Racehad; Klassedeling - og ikke mindst paa den snevre og fordærvelige Selviskhed inden­for selve Arbejderklassen: Skruebrækkeriet. Alt dette er en Socialist forhadt og utaaleligt; og den, der ikke har dette Syn, er ikke Socialist.

Jeg skal ikke udvikle dette nærmere; jeg har nu nævnt. to Synsmaader, der synes mig ejendommelige for Socialister: den materialisti­ske og den sociale. Begge Synsmaader maa til; en enkelt er ikke nok. Man kan meget vel tænke sig en kras Arbejdskøber eller Børsjobber, der ser fuldstændig materialistisk paa Menneskenes Kaar og ikke regner med noget andet solidt end materielle Magtfaktorer; men som dog tænker ganske usocialistisk, fordi han aldeles ikke be­tragter sig som solidarisk med sine Medborgere, og mangler social Pligtfølelse. Paa den anden Side kan man ogsaa forestille sig en særdeles broderligsindet Samfundsborger, fuld af Lig­hedsideer, som dog tænker ganske usocialistisk, idet han nemlig ganske mangler den materialisti­ske Indsigt, og nøjes med at drømme om »Ret­færdighedens Sejr« eller »Idéernes Magt« eller saadan noget, der for os lyder som forargelig Snak. Begge Synsmaader maa til, mener jeg, før vi har Socialisten.

Vi vil nu gaa over til at se lidt paa vore Mod­standeres Synsmaader i Forhold til vore i Nutidens kapitalistiske Lande.

[til top]

II.

I ethvert Klassesamfund vil det ifølge Marx være saaledes, at den herskende Klasses materi­elle Interesser dikterer denne Klasse dens aande­lige Kultur og Moral, som den saa søger at paa­tvinge de undertrykte Klasser. - Vel! - Men naar nu de undertrykte Klasser bliver sig deres materielle Interesser bevidste (ved Agitation, ved Selvbesindelse eller ved Sult) og naar de faar fundet sig de Magtmidler, der paa den mest rationelle Maade angriber Herreklassens Over­magt, og begynder at lade dem virke - kortsagt, naar der indtræder en Klassekamp, da vil der samtidig indtræde en Kulturkamp. Thi den aan­delige Kultur og Moral, som bestemmes af den herskende Klasses Interesser, er selvfølgelig i Strid med den, der bestemmes af de nye, stik modsatte Interesser.

Saadanne Klassekampe udgør Verdenshistorien. I det 19. Aarh. sejrede jo Bourgeoisiet over Feud[a]lmagten og indledede den privatkapitalisti­ske, liberale Aandskultur i Europa, som hersker her endnu. Men imens tog Maskindriften og dermed Kapitalismen saa rasende Fart, at det moderne Proletariat opstod og med det en helt ny og overmaade dyb Klassedeling. Og af denne Deling fremgik da den moderne Klassekamp eller Klasseskrig, som er Nutidens Kendemærke. Og saa er der sket dette, at Proletariatet (fra 1847, da det kommunistiske Manifest sloges op - og til nu) er bleven sig sine materielle Interesser bevidst og under sit rationelle Arbejde for den nye socialistiske Produktionsform har rejst sig mod Overklassens liberale Aandskultur og Moral og har antaget en ny Kulturform, nemlig den socialistiske, hvis særlige Kendetegn altsaa er et udpræget materialistisk og et udpræget socialt Syn paa Menneskelivet. Vi staar midt i en Kul­turkamp, hvor det gælder at slaa Overklassens gamle Aandsform ned og fremme vor egen.

Ærede Partifæller - noget af det værste, der kunde ske, var, at Indførelsen af socialistiske Produktionsformer kom for tidligt. (Jeg siger ikke noget om, hvorvidt det er sandsynligt, at det vil ske eller ej). Jeg mener, at førend den liberale Kultur og Moral og Tænkemaade fra det 19. Aarh. var overvundet blandt Mas­serne, kunde det ikke gaa. De maa gøres fortro­lige med hele den nye Samfundsmekanisme; det er deres Vaner og Vurderingsmaade, der skal sikre dens Gang. Det 19. Aarhundredes Produk­tionsform har paatrykt Folk deres Aandsform, og før den nye Aandsform har sejret, er den nye Produktionsform ikke stabil i et demokratisk Samfund. Vi agter jo ikke at styre ved Stats­kup, men ved Flertalsafgørelser. Det kunde maa­ske synes, som om jeg her (i Strid med den ma­terialistiske Historieopfattelse) lod Aandsformen komme først og den materielle Produktionsform bagefter; men det gør jeg ikke. Jeg mener netop, at det er Maskindriften og Udbyttersystemet vi kan takke for, at en stor Del af Underklassen føler og tænker socialistisk. Men jeg hævder, at indtil den nye Produktionsform er gennemført, vil vi stadig være udsat for Tilbageslag og Over­rumplinger, saalænge vi ikke kan stole paa Fler­tallet, saalænge det er saa sløvt eller vaklende, at det ikke kender sine egne Interesser og ikke føler og tænker klart i Overensstemmelse her­med, nemlig socialistisk. Saalænge kan det ikke betragtes som en solid Magtfaktor mod Over­klassen. Her er Tale om en Overgangstid, en social Revolutionstid, hvor to fjendtlige Produk­tionsformer slaas paa Liv og Død - og dermed to fjendtlige Kulturer - og da siger jeg: saa­længe den gamle liberale Kultur raader over Masserne, og de ikke er socialistisk oplyste, saa­længe er det ikke raadeligt at bygge den social­istiske Samfundsmagt paa dem.

Og her staar jeg da ved det Spørgsmaal, der vel sagtens særlig vil bære Diskussionen i Aften: Er vi - i det danske Socialdemokrati - os den dybe Forskel bevidste, der er mellem socialistisk og liberal Kultur? og hævder vi os nok overfor den liberale Kultur? Jeg kan straks sige, at det er mit Indtryk, at vi ikke er det og ikke gør det - i Forhold til vor materielle Magtstilling. Der er sikkert langt igen. Vi finder os alt for roligt i, at Overklassen med tusinde Røster (jeg skal straks nævne Eksempler) tuder Folk Ørene fulde med sin liberale Kultur og Moral og Tænke­maade - som i sit Væsen er antisocialistisk og modarbejder vore Interesser. Lad mig gennem nogle Eksempler begrunde denne Paastand.

Hvis vi undersøger Nutidsmoralen i den danske Arbejderklasses daglige Liv, ser vi Be­greber om ondt og godt aflagrede fra højst for­skellige Tider og Samfundsformer. Ligefra de gamle østerlandske Slavesamfund gennem Mid­delalder og Kirkevælde og Feudalmagt og op til det 19. Aarhundredes liberale Frikonkurrence og Kapitalisme. Samt endelig nye socialistiske Værdibegreber.

De allerældste er dog stærkt i Forfald. Jeg tænker paa de rigtige religiøse Slavefølelser: Re­spekt for Øvrigheden, Tillid til Konger og Præster og Foresatte o. s. v. samt den barnlige Tro paa Guden i Himlen, man skal kaste sig i Støvet for og blindt lade raade. Saadanne Følel­ser har ikke meget at sige mere. Men endnu er Arbejderne fyldte med Feudalisme og Liberal­isme. Jeg mener hermed saadanne Værdibegre­ber, som under sjæleligt Dække (om jeg saa maa sige) er skudt Folk i Skødet, men som i Virke­ligheden nøje er bestemt ved Godsejer- og Bour­geoisi-Herreklassens materielle Interesser. Ogsaa her er baade ældre og senere Lag. Vi har f. Eks. de tre gamle Dyder: Flid, Ærlighed og Nøjsom­hed. Det er ganske klart, at det er af største In­teresse for Herremænd og Arbejdskøbere, at de­res Arbejdere er beherskede af saadanne Moral­begreber - des større bliver Profitten. Og Over­klassens Præster og Skribenter har da ogsaa Dag ud og Dag ind præket disse Egenskabers umaa­delige Betydning for Sjælens Frelse og harmo­niske Udvikling - sikkert i bedste Mening. Og det har Folket saa vænnet sig til at tro paa.

Nøjsomheden er dog heldigvis i stærk Ned­gang; til Trods for alle Præster og Afholds­profeter og Dydsdragoner synes Underklassen absolut utilbøjelig til længere at ville forsage Livets Goder.

Ærligheden, der bunder i den dybe Respekt for Privatejendommen, er vist ogsaa noget paa Retur; vi tager ikke et Tyveri saa højtideligt som Moses eller Chr. V eller Frederik VI gjorde. Erkendelsen af Samfundsforholdenes Overmagt og den sultne Maves Styrke overfor de ædleste Forsætter vokser og breder sig. Heraf følger at­ter klart vore Meninger om Straf og Retspleje.

Fliden kniber det mest med; de allerfleste Ar­bejdere føler det sikkert som en moralsk Pligt at gaa i Arbejdsselen; men dog mener jeg, at Arbejdet af Socialister i og for sig maa anses for et Onde, som vi ved Teknikens Fuld­kommengørelse søger at vælte fra os. Flid er dog en god kapitalistisk Ide, der kan fremme Ejerens Profit paa de flittiges Bekostning; og det er sikkert Forklaringen paa, at Samfundet Dag ud og Dag ind præker Flid for Underklas­sens Sønner og Døtre i alle Skoler.

Dog vil jeg tilføje, at det selv om disse noget ældre kapitalistiske Dyder gælder, at de ofte fra et socialistisk Synspunkt med Rette holdes i Ære af Arbejderne. Men det er da ikke paa Grund af deres indre sjælelige Betydning for Individet - men kun for saa vidt de har social Betydning. De Egenskaber og Værdier, der svækker Solidariteten og Samfundsfølelsen, er imod Underklassens Interesser og derfor - socialistisk set - umoralske. En god Socialist maa saaledes føle Nøjsom­hed som en Pligt, saalænge hans Klassefæller lider Savn. Han maa ogsaa vise Ærlighed, hvis han f. Eks. har faaet Kammeraternes Midler betroet; han maa ikke være selvisk og asocial. Det er ogsaa hans socialistiske Pligt at arbejde ihærdigt for Organisationens Vækst; her maa han vise Flid. Og naar hans Ligemænd har betroet ham et Arbejde for det almene Vel, saa maa han ikke skulke sig fra det.

Men naar vi da atter betragter de liberale Værdier fra det 19. Aarhundrede og deres Magt i Underklassens Liv, saa støder vi ogsaa paa yngre og mere skæbnesvangre Lag. Der findes Ideer, der i sin Tid tændtes ved Bourgeoisiets økonomiske Frigørelse, og som viste sig meget farlige for Bourgeoisiet selv, idet de har med­virket til Proletariatets Vækkelse. Det er jo noget, vi kender saa godt: at Kapitalismen maner Kræfter frem, som vokser den over Hovedet, og som den senere ikke kan styre. Den unge Libe­ralismes Førsteidé var: Individets Frigørelse og selvstændige Blomstring - man trængte jo nem­lig til Frikonkurrence i Stedet for Lavsvæsen og Stavnsbaand. Og det er jo en Ide af stor agita­torisk Værdi og dramatisk Kraft - ogsaa for vor Agitation. Men den er yderst farlig at lege med og hviler i Virkeligheden paa en Kultur, der ikke er socialistisk og som det ikke tjener vore Interesser at fremme.

De liberale snakker saa meget om Frihed, og saa er ærede Partifæller ofte tilbøjelige til at blive glade og tro, at det derfor er vore Folk. Men det er for Tiden vore værste, ja vore eneste alvorlige Fjender.

Liberalismens værste Fjende er jo netop den rationelle Organisation, der er vort Liv og vor Lyst. Dens Væsen er splittende, isolerende, indi­vidualiserende, dramatisk. Socialismens Væsen er samlende, organiserende, gentagende. De libe­rale er Søndagsbørn, der løber paa Eventyr og paa Vildveje, og som elsker at flyve hist op og her ned eller at gaa i Skoven, og sukke. Vi andre hører afgjort Hverdagen til, og vor sjæle­lige Ligevægt er netop vor Styrke. –

Den liberale Kultur, som den endnu prækes og skrives af alle Verdens fine Sjæle, er indadvendt og aandelig. Den socialistiske Kultur er afgjort udadvendt: Jorden er dens Felt; dens Arbejde er rationel Organisation imod Naturens blinde Mag­ter, imod den afsindige, barbariske og ødelæg­gende Samfundsform, der hedder Privatkapital­ismen, og mod alle de Broderskabsfjender, der opretholder den væbnede Fred og muliggør Kri­gen. Det staar mig ikke klart, hvad man her skulde udrette med Aandelighed. Mon man kan skyde Flodheste og Næs[e]horn med Aandelighed? Mon man kan stoppe Hvide Sande [3] med sjælelige Værdier og smukke Følelser? Men Næs[e]horn og Flodheste det er rene Skødehunde ved Siden af de Bæster, der hedder den besiddende Klasse i alle Lande. Og selve Vesterhavet er ikke stærkere end Kapitalen. Skal jeg derimod sige Dem, ærede Partifæller, hvad man kan gøre ved at præke Aandelighed og indre sjælelig Kul­tur: man kan sløve og dulme trætte og udslidte Mennesker, og holde dem hen med Snak, og slukke deres Trods og deres Utaalmodighed.

Det 19. Aarhundredes liberale Kultur drøf­tede og grublede over Sjælen og Gud og Dø­den og førte gevaldige indre Kampe med sig selv. Tusinder af Mennesker kunde sidde i døde­lig Spænding, om Peter og Sofie fik hinanden eller ej i den nye Bog. Individets indre Rørelser og hans Frelse eller ikke Frelse var alt! Lige op til Ibsen og Strindberg. Jeg anser dette for et lavere Kulturtrin end vort. Jeg mener, vi har Lov til at tale om vore vankundige [4] Fædre og Bedstefædre. Jeg betragter for største Delen denne Indadvendthed som Svaghed, Afmagt, Flugt fra Virkeligheden.

Vi andre lader os ikke skræmme af den ma­terielle Verdens Larm og Spil. Vi er fortrolige med det hele. Vi er selv stærke. Vi staar paa en Basis af Naturvidenskab og af Indsigt i Sam­fundets Love, som de i gamle Dage kun kunde drømme om. Vi føler ingensomhelst Trang til at krybe ind i vor egen Sjæl og føre store Kampe derinde. Der er sandelig nok at slaas med i Na­turen og i Samfundet. Lad det 19. Aarhundre­des gevaldige indre Problemer være meget gode for dens Tid; os kan de ikke interessere saa stærkt, da vi nu ser helt anderledes paa et Indi­vid, end de gjorde dengang. Den ærede Til­værelse er tilvisse overmaade bred og vanske­lig; men dyb er den aldeles ikke; det hele er meget lige til. Dette Syn paa Tilværelsen er godt socialistisk og forudsætter Fortrolighed med de materielle Kræfter, der betinger os, og Fortrolighed med de Menneskemasser, der arbejder sammen med os.

Er Arbejdernes Flertal gennemtrængt af denne Kultur, der skal sætte det socialistiske Samfund i Leje og holde det gaaende? Jeg mener som sagt, at det kommer, men at det kommer for langsomt; og at de liberale i alt for høj Grad endnu faar Lov at føre det store Ord. - Under­klassen er jo dog af det daglige materielle Liv skolet i Materialisme og skolet i Solidaritet. Hvordan skulde en Trappekone forestille sig noget ved Ideernes Sejr eller det sande, det skønne og sligt? Sin Fagforening og sin Syge­kasse regner hun med. Retfærdigheden og Gud i Himlen er Nonsens for hende, men Arbejds­tidens Nedsættelse, det forstaar hun, og hun véd nøjagtigt, hvad Petroleumen koster. Og som Ar­bejderne tænker materialistisk til daglig, saa­ledes føler de ogsaa godt socialt. Fattigfolk er jo de eneste, der ved hvad Hjælpsomhed er ­- det gælder baade Underklassen i By og paa Land. Den alene har Forudsætningen for at kunne lede det nye Samfund, blot den selvbevidst og sejgt holder fast ved disse to uvurderlige Egenskaber - og ikke render efter de liberale Vindbøjtler, der kommer anstigende med deres Aandelighed - enten det er Kirkefolk eller verdslige Profeter. Jo mere Arbejderklassen faar fine, sjælelige Tarv, des mere demoraliseres den, og des mere styrkes Fjenden.

Maa jeg her indskyde nogle Ord om vor gamle Fjende, Kirken. At den kalder sig kristen, interesserer mig mindre, da den moderne Kirke jo intet har med den rigtige alvorlige og over­spændte Kristendom at gøre. Jesus har en ud­mærket Evne til at akklimatisere sig efter de Folk, han dyrkes af. Ligesom Gudfader holder han altid med de stærkeste Eskadroner. Kun savner hans Ledere ofte Evne til i rette Tid at se, hvorledes Magten vil forskyde sig; og jeg mener, de denne Gang er kommen for sent paa det, og aldrig vil indhente Arbejderklassen, hvor langt de end strækker sig. Der er ingen Tvivl om, at Kirken vil lempe sig endnu mere i mate­rialistisk og demokratisk Retning, end den alle­rede har. Det vil sikkert ikke vare længe, før Jesus bliver Tilhænger af den konfessionsløse Skole f. Eks.; allerede nu interesserer han sig stærkt for det sociale Spørgsmaal, som det kal­des, og for Ungdommens Dygtiggørelse i Fod­bold; eller som Pastor Ricard [5] udtrykker det: han siger Ja til Livet. Og det kan jo altsam­men være meget rart for Kirken selv. Men der er dog en Grænse, og Kirken er og bliver for aandelig til, at vi kan forstaa den. Jeg betragter den som et Stykke Antisocialisme, som en liberal Samfundsmagt. Hele dens Begrebsverden med de tre Guder og Jomfrufød­selen o. s. v. o. s. v. er tilfældige Biting; Hoved-tingen er, at den er aandelig og vil have Folk til at gruble over Sjælens Frelse i Stedet for at organisere sig og tage de materielle Problemer under Debat. (Af samme Grund er jeg lidt bange for Ateister, idet der jo er den Mulighed, at de interesserer sig for Ateisme, hvilket er en overflødig og tarvelig Interesse).

De socialdemokratiske Ungdomsforeninger burde efter mit Skøn hellere hænge i med natur­videnskabelige og socialøkonomiske Foredrag i Stedet for at gøre Kirken den Tjeneste atter og atter at samle Medlemmernes Opmærksomhed om religiøse Diskussioner. Tro mig, det er ikke Re­ligiøsitet, Arbejderne trænger til - men det er Videnskabelighed. Det, Masserne trænger til, er at faa det dyrebare Fond, de har af materialistisk og social Følemaade, at faa det klaret, renset, organiseret, rationaliseret. Det er hertil, Under­klassen (ofte ved svære Ofre) opretholder deres Presse og deres Agitatorer, og disse Organer har den Pligt at røgte dette Hverv paa Trods af Fjenden, i Disharmoni med den liberale Koncert, i Strid med alle de fine og ædle Herrer og Damer, der sidder Landet over og har deres paa det tørre, og som i Ud­bytternes Interesse fylder Folk med alskens Sjæleri. Jeg ved intet grufuldere end en Social­ist, der vil hævde sig overfor en Liberal ved at overbyde ham i Dannelse. Og der er jo desværre ingen Tvivl om, at vore Penneførere ofte savner socialistisk Kultur og er liberalt smittede, ja helt savner Evnen til at skelne mellem ondt og godt og snakker lige frejdigt løs om begge Dele; at vi i alt for høj Grad savner klare Talsmænd og Tolkere af det Syn paa Livet, der er det store Flertals, Arbejdernes, i dette Land. Vi lader Overklassens Digtere og Skribenter og Profes­sorer føre det store Ord.

Hvorfor gør vi os ikke selv mere gældende? Vi har jo megen Magt, og mange vil følge os.

[til top] 

III.

Lad os se paa nogle af de Organer, hvorigen­nem den offentlige Mening og det almindelige Livssyn giver sig Udtryk. Skønlitteraturen f. Eks. Hvilke Skribenter dominerer her for Tiden? Folk, der i deres inderste Væsen er os fremmede og fjendtlige. Individualister og Skønskrantere og Pubertetsdigtere, eller bløde og løse, glimrende Fantaster - som f. Eks. Johannes V. Jensen, der ikke forstaar mere af den nye Tids faste Kultur, end en Lystrejsende kender til Atlanterhavets Strømninger og Dyb­vandsliv. Endnu, efterat vi har et socialistisk Parti i Danmark paa over 100,000 Stemmer, ken­der jeg intet rigtigt socialistisk dansk Digter­værk. Jeg regner ikke Aakjærs og Skjoldborgs og Nexøs Bøger hertil. Jeg vil ikke ligefrem sige, at en Bog, der handler om socialistisk Agi­tation, ikke kan være en socialistisk Bog; men dog vanskeligt. »Pelle Erobreren« synes mig det i hvert Fald ikke. Nexø og de andre kan være fortræffelige - ligesom Partiets politiske Presse er fortræffelig, men deres Værker er mig ikke socialistiske nok. De savner efter min uforgribe­lige Mening den rolige og stærke Fortrolighed med og Hengivenhed for Naturen og Folket, som ganske ubevidst skulde ligge en Socialist i Blodet - det brede, frie Aandedrag (om jeg saa maa sige), der skulde spores gennem alt. Tag en Bog som »den italiænske Rejse« af Goe­the (der ovenikøbet var Geheimeraad) og De vil, tror jeg, finde dobbelt saa meget socialistisk Aand heri som i alle vore voldsomme agitatoriske Dig­terværker tilsammen, og den vil sikkert blive læst og forstaaet meget længere end disse.

Hvis jeg iøvrigt skulde driste mig til at pro­fetere om Litteratur, saa vilde jeg antage, at Dramaet vil synke stærkt i Værdi. Baade Schillers Sjæledramaer og Faust og Brand og Peer Gynt og Strindberg - og alle disse gam­meldags sønderrevne Problemstykker vil savne Folks Interesse om hundrede Aar og kun læses for visse Enkeltheders Skyld, der er Handlingen uvedkommende. Hvad vedkommer disse rædsomme indre Konflikter os? Men brede, lystige udadvendte Skuespil som Holbergs og Molières vil nok blive dyrkede, ligeledes vil Naturlyriken blomstre, og navnlig vil den gode Fortællekunst, der nu er Askepot, blive sat i Højsædet. Men alt dette er Fremtidsfantasi; endnu fører de an­dre det store Ord. Hvornaar kommer mon det Menneske, den Socialist, der ud fra sit Hjærtes Overflødighed kan skabe det Digterværk om det moderne Liv, der vil tolke vore Følelser og være Udtryk for vor Kultur? Maaske er han paa Vej.

Det var Litteraturen. Vender vi os mod Teatret, er det heldigvis stærkt i Forfald. Alle Byens Avislæsere taler ikke mere hele Dagen om Skuespiller Hansen og hans kunstneriske Sejr i Gaar Aftes. Folk bryder sig ikke om Sjælekunst mere. De vil have lystige Stykker eller flotte Udstyrsstykker, eller søger til store Varieteer og Biografteatre, naar de vil paa Komedie, og det vidner om stor sjælelig Sundhed hos Befolknin­gen. Her er Folket det stærkeste, og det paa­tvinger i nogen Grad Teatrene sin Smag, men dog er det ofte slemme søde og løgnagtige Ting, der bydes os f. Eks. i Biografteatrene, og hvis vore Anmeldere gjorde Hals, saa turde man vel ikke vedblive at byde Arbejderne disse saakaldte sociale Stykker, hvor Kapital og Arbejde faar hinanden i Enden og de strejkende, der er klædte i maleriske Pjalter, ender med at raabe Hurra for Fabrikantens Datter, medens Fabrikanten staar grædende i Baggrunden med Fagforenin­gens Tillidsmand om Halsen. Men Folk er som bekendt taalmodige.

Tænk paa, hvad de »upolitiske« underholden­de Billedblade bringer af Stof. Lige fra den stu­pide »Ill. Tidende« til Forstadbiografernes Uge­revu er det blot Overklassens Verden, der illu­streres. Arbejderen har ved Fyraften at sidde pænt og se paa Kongetog og Militærparader og faar saa lidt Sport i Tilgift og maaske et Par Flyvemaskiner. I Stedet for, at hans Interesse­sfære burde springe frem paa Lærredet, at den brede arbejdende Verden burde passere Revu for ham, og hans Brødres Kampe og Fester i alle Lande leve op paa de brogede Blade og glæde ham og styrke hans Selvtillid og Mod. Som det nu er, regnes der kun med Overklassens Smag.

Det samme gælder Arkitekturen, Københavns kunstneriske Byggesæt. Ligesom i Bogverdenen synes her Kunstens Udøvere at befinde sig i en Kælder under Jorden, eller langt ude paa Landet i Uskyldighedstilstanden fra forrige Aarhundrede - uden ringeste Samfølelse med det Folks Væ­sen, de tilhører. Og her er vi tvungne til daglig at beskæftige os med deres Værker, medens vi dog kan lade de daarlige Bøger ligge. Der byg­ges jo aldrig et Hus her i Byen, der passer til Byens Aand. Ligefra Nyrops Raadhus til Nikolaj Spir og den nye Banegaard - og til alle de søde Villaer, der anbringes ved de grønne Træer ­et det Liberalismen, der taler. Hvad skal vi dog med alle disse smaa snurrige Kroge og Døre og symbolske Figurer og Taarne og Spir og Stads? Lad os dog faa brede, stærke Flader at se paa, i det Samfunds Aand vi bygger op! Lad os f. Eks. nede ved Frihedsstøtten ligeoverfor Bane­gaarden faa bygget et rigtig mægtigt Hus, saa at de Rejsende straks kan se, at det er en ordent­lig velorganiseret By, de kommer til, og ikke en lille rodet Idyl. Vi er dog ikke idyllisk anlagt her i København, men ordentlige velorganiserede Mennesker. De vil sige, at det er Smaating - ja maaske? Men jeg synes nu ikke, det er helt Smaating, at det aldrig falder nogen ind at protestere mod, at saadan et Par Arkitekter har Lov at jaske med vor By, som om det var deres, og Flertallets Smag og Aand ikke havde noget at sige. Saa har vore Partifæller i de store, moderne tyske Byer det dog langt bedre; det er Huse og Gader, en Socialist holder af at færdes i.

Men jeg skal standse med denne Oprams­ning og slutte. Det vil være ørkesløst at søge at vinde de liberale Kunstnere og Skønaander; de forstaar ingenting. De tror, at de besidder Kul­turen, og at vi andre er Barbarer. Saa de skal bare tvinges i Knæ og bringes til Tavshed. De forstaar ikke, at det er Nonsens at tale om Kul­turen, da alt Menneskearbejde er Kultur. Det kommer selvfølgelig an paa, hvilken Kultur det er - deres eller vor - den indadvendte, split­tede, liberale Kultur; eller den udadvendte, stærke, socialistiske Kultur. Da de ikke forstaar Socialismen, (fordi de har deres paa det tørre og ikke gider se sig om) tror de saamænd ikke paa den socialistiske Kultur, før den har kørt dem i Grøften. Men dem om det! Hvis disse Folk ikke faar læmpet sig efter Underklassens Aand (og jeg nægter ikke, at nogle radikale Folk allerede er Kvartsocialister) saa skubbes de blot i Krogen, skrumper ind til en ædel og af­stumpet Klike, der sidder og jamrer over Indivi­dets Ødelæggelse og Personlighedens Ruin -­ ligesom Adelen i sin Tid jamrede over Tidens Ryggesløshed, da Borgerskabet kørte dem i Grøften. Enhver, der har gode Øren, vil allerede nu kunne høre saadanne Klagetoner og Kultur­suk i Europas liberale Presse og Litteratur. Og det bliver meget værre, eftersom Proletariatet hugger ind. Tilsidst bliver det saa pibende fint, ­at det helt bliver borte i den nye Hverdags Sang. Gid det maa ske snart.

Ærede Partifæller!

Dengang vi gik til Præsten, fortalte han os, at den gamle Jødegud gav Moses 10 Bud paa to Stentavler oppe paa Sinai Bjærg om alt, hvad man ikke maatte. Samtidig tordnede det. Meget højtideligt. Men da Moses kom bærende paa Fliserne ned i Dalen til sine Landsmænd og saa dem danse omkring Guldkalven (hvilket syn­tes os Drenge langt fornøjeligere end at løbe rundt i Bjærgene i Tordenvejr), saa blev han saa vred, at han knuste samme Fliser; og efterat han havde tugtet de stakkels Jøder, satte han sig og skrev sine 10 Bud op paa to nye. Saavidt jeg ved, har man endnu i en katolsk Kirke den Stol, han sad paa og skrev.

Som bekendt har disse Forbud i Tidernes Løb vist sig meget generende for det almene Vel og har for en stor Del maattet opgives - og man har ofte spurgt sig selv, om det virkelig var Vorherres Mening med alt det, eller om noget af det bare er Ændringsforslag, Moses har lavet bagefter. Og det synes virkelig saadan. Man maa nu meget mere, end man skulde tro efter Mosebudene; f. Eks.: Du skal ikke begære Din Næstes Hus eller Hustru, Svend eller Pige, Okse eller Asen eller noget, der hører Din Næste til ­jo, det skal Du netop gøre i mangfoldige Til­fælde; lad det saa tordne saa galt det vil. Men til Gengæld har jo saa en tysk Forsker fundet et nyt Forbud, nemlig det 11. Mosebud, som man tidligere ikke kendte, men som i vore Dage er særdeles vigtigt og som man under ingen Om­stændigheder maa bryde; det lyder Du sollst dich nicht verblüffen lassen! Det burde særlig præ­kes for Socialister i Danmark.

Vi skal ikke tabe Næse og Mund, naar Bour­geoisiet gør sig til af sin Kultur; det er en skidt Kultur, som ikke passer os. - Vi skal ikke lade os forbløffe ved, at Bourgeoisiet gennem sin Presse og sin Litteratur gør sig fint, for vi er meget finere. - Vi skal ikke lade os imponere af, at den liberale Overklasse gennem sine Em­bedsmænd og sine Professorer driver Propa­ganda for sine Interesser og kalder det Viden­skab; det er værst for saadanne Professorer selv, om de ikke forstaar os. - Vi skal ikke længer sidde og knurre i Krogen; vi skal have de andre af Gulvet, enten det passer dem eller ej. Det er nemlig os, der har Ret, og de andre, der skal vige.

Vi har nu Brug for tungtbevæbnede og ufor­sonlige Mænd, der ikke lader sig forbløffe. Saa kommer den taktiske Smidighed i anden Række. Det er ikke Fiksfakserier, vi har for. Vi maa være sikre paa, at vore Tillidsmænd ikke pludse­lig synes, at Fjenden ogsaa har Ret og løber af Sted for at gøre sig gode Venner, for bagefter at maatte komme hinkende og med den Besked, at det var nok alligevel ikke i den Gade, vi var ind­budt. Saa har vi Lov at blive arrige og sætte dem i kort Line for Fremtiden. Stemningsfolk er der nok af. Men vi skal ikke regne med For­haabninger og Stemninger og Fjendens blaa Øjne, men kun med Magt. Fjenden skal være Fjenden. Og vore Tillidsmænd er vore og ingen andres.

Jeg skønner ikke bedre, end at de Tiaar, vi nu gaar i Møde, er overordentlig skæbnesvangre. Brede og tunge Begivenheder staar for Dø­ren, store, europæiske Klassekampe er sikkert i Vente, - sandsynligvis større end Verden no­gensinde har kendt. Vi kan ikke klage over at leve i en død Tidsalder. Livet har aldrig nogen­sinde været saa rigt og saa vanskeligt som nu; og der kræves en Indsigt og et Arbejde af os, der vil være med, som langt overgaar, hvad ældre, uskyldigere Slægtled har haft behov. Vi maa strænge os an. At grundlægge og sikre den so­cialistiske Kultur i Europa er ikke Smaating. Det er i hvert Fald en Sag, ved Siden af hvilken alle andre »Sager« svinder ind til Nips og Nix. Og vi, der efter ringe Evne deltager i det social­istiske Oplysningsarbejde, tør betragte os som Elitearbejdere, hvis Fag giver os Fortovsret paa Gaderne. Os vil man forstaa om hundrede Aar; men alle de liberale Sjæle, der nu fører det store Ord og gør sig tykke paa Fortovene, ja deres Indsats vil da højtregnet være Numre paa Mu­sæet fra Privatkapitalismens sidste Tid og kun interessere Special-Historikere, og maaske ikke engang det, men bare den Kone, der støver dem af. Lad os dog ikke bejle til disse stakkels Men­neskers Agtelse; lad os ganske roligt skyde dem i Rendestenen.

Og lad os da fortsætte det daglige Arbejde - og jo mere tørt og materialistisk, des nyttigere er det - styrke Organisationerne, gaa frem ved Kommunevalgene, stemme for Smaareformerne i Rigsdagen; men samtidig vil vi huske paa, at vi er os selv, og de andre er Fjenden, der bare fortjener Fortræd og Nederlag og Ydmygelse. Naar Herreklassen er kvalt og kørt væk, skal vi jo styre Riget. Vi skal dygtiggøre os til en Ger­ning saa revolutionerende som aldrig nogen har været. Vi skal fremme det nye Samfund, hvor Produktionsmidlerne er Fælleseje, og ingen lever af andres Arbejde - Tilstande, som vil forvandle Verden og omvurdere Menneskenes Værdier. Denne store Omvurdering - i materialistisk og social Aand - er det vor Opgave at gennemføre trods alle de gamle Kulturers Værdibegrebe,r der strider herimod. Gennemsyre Masserne med den socialistiske Kultur, uden hvilken et socialistisk Samfund ikke kan sikres, og saa gennem sindrigt og velorganiseret Samarbejde dyrke vor gode, jordiske Planet og fremme Broderskabet mellem alle Mennesker.
Denne Opgave løser Arbejderklassen kun gennem Magt, hvilende paa Selvhævdelse og Selvtillid, og den har ingen andre at tage Hensyn til under Kampen end sig selv.

Herbert Iversen.

Ordforklaringer m.m.

[1] Harald Høffding (1843-1931) var en dansk filosof, der blandt andet blev kendt for at hævde, at etik kunne forankres på et menneskeligt, dvs. ikke-religiøst, grundlag. 

[2] Farsot: sygdomsepidemi.

[3] I 1910 skabtes en kanal mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet ved Hvide Sande. Projektet resulterede i store oversvømmelser, der resulterede i, at man i 1912 besluttede at lukke kanalen. 

[4] vankundig: uvidende, uoplyst.

[5] Olfert Ricard (1872-1929), dansk præst. Stod i spidsen for det kristelige ungdomsarbejde, bl.a. KFUM.