Henning Podebusk, ca. 1320-1387/88

Artikler

Henning Podebusk var Danmarks vigtigste politiker fra ca. 1368-1387/88, altså i slutningen af Valdemar Atterdags og begyndelsen af det, som normalt opfattes som Margrete 1.s regeringstid. 1368-72 ledede han landet i krigstid, mens Valdemar Atterdag i Nordtyskland forsøgte at skaffe sig allierede mod den overmægtige koalition, som angreb Danmark. Fra 1376 til sin død var han drost, dvs. kongens stedfortræder, og dermed i samarbejde med Margrete 1. leder af formynderstyrelsen for den umyndige kong Oluf frem til 1385.

Baggrund

Henning Podebusk stammede fra fyrstendømmet Rügen, som fra 1168 til senest 1438 var et len, underlagt den danske krone, mens Roskildebispen udøvede den gejstlige myndighed på øen Rügen frem til Reformationen. Han tilhørte en sidegren af den oprindeligt slaviske fyrsteslægt og hans familie besad, hvad der i realiteten var et grevskab, der omfattede ca. en femtedel af øen, selvom det aldrig blev kaldt et grevskab. Hovedsædet bar det slaviske navn Putbus, hvad der så på dansk blev til Podebusk.

Han giftede sig ca. 1357 med sin halvkusine af samme slægt. Hendes mor havde via sin fader, grev Jakob af Nørrehalland, arverettigheder til dansk gods, og således kom de i besiddelse af borgen og godset Egholm ved Hornsherreds rod på Sjælland, som i 1415 omfattede en del mere end 40 bondegårde.

Politisk karriere

I 1350 gik Henning Podebusk i Valdemar Atterdags tjeneste, blev snart medlem af det kongelige råd og i 1365 gælker i Skåne, dvs. kongens stedfortræder her og ikke mindst på det meget vigtige Skånemarked. Tre år senere blev landet angrebet af en mægtig koalition omfattende Hansestæderne, Mecklenburg, Sverige, Holsten, hertugdømmet Slesvig og en stor del af de førende stormænd i Jylland. Inden Valdemar Atterdag drog udenlands udnævnte han Henning Podebusk til "Danmarks Riges Høvedsmand".

I denne position indgik han i 1370 den meget vigtige såkaldte Stralsundfred med Hansestæderne. Den indebar, at hansestæderne i 15 år skulle have udleveret Skånemarkedet, dvs. borgene på Skånes Øresundskyst og de områder, der administreredes fra disse. Indtægterne herfra skulle gøre det ud for krigsskadeerstatning. Dermed havde koalitionen mistet sin økonomiske hovedkraft, og der kunne efterhånden sluttes fred med de øvrige parter én for én. Karakteristisk for Henning Podebusks position i Nordeuropa administrerede han fra 1371-78 Skånemarkedet mm. på Hansestædernes vegne samtidig med, at han fortsatte med at være Valdemar Atterdags betroede hjælper, da denne vendte tilbage til Danmark i 1372.

Valdemar Atterdags død

Efter Valdemar Atterdags død i 1375 udbrød der krig om, hvem der skulle efterfølge ham; hans dattersøn fra Mecklenborg eller hans dattersøn fra Norge. Valdemar synes i sidste ende at have foretrukket den norske løsning i form af den femårige Oluf, der var søn af Valdemars datter Margrete og den norske konge, Håkon 6. Næppe mindst takket være Henning Podebusks indsats lykkedes det at få Oluf valgt til konge den 3. maj 1376. Det kneb dog stærkt med støtten hertil udenfor Sjælland og Skånelandene. Henning Podebusk blev udnævnt til drost og dermed leder af formynderregeringen frem til Oluf blev erklæret myndig som 15-årig i 1385. I denne periode fik han i tæt samarbejde med Margrete 1. løst de voldsomme udfordringer, som opstod i og med, at Mecklenburgerne kom til at herske over ganske store dele af riget i kraft af, at derværende lokaladministratorer tilsluttede sig deres sag. Dette førte til krig og omfattende indre uro i landet.

Da disse problemer var blevet løst, døde den da 16-årig kong Oluf pludseligt i august 1387, hvorefter Margrete meget hurtigt blev valgt "til fuldmægtig frue, til husbond og til hele Danmarks riges formynder". Der kan næppe være tvivl om, at Henning Podebusk spillede en væsentlig rolle i dette.

I slutningen af 1387 eller begyndelsen af 1388 døde Henning Podebusk imidlertid, hvorefter Margrete benyttede lejligheden til at afskaffe det gamle prestigefyldte embede som drost ved at undlade at udnævne en efterfølger.

Efterkommerne

En af Henning Podebusks sønner var biskop i Odense. To andre giftede sig med døtre af danske stormænd og blev dermed betydelige godsbesiddere i Danmark samtidig med, at de videreførte deres herskab på Rügen. To generationer senere, i 1483, delte to brødre imidlertid tingene, så den ene fik de rügenske besiddelser og den anden de danske. I 1702 uddøde den rügenske gren, hvorefter den danske overtog og flyttede til Rügen, hvor mandslinien uddøde i 1858. Herefter overgik godset til sidelinier. Den sidste private besidder af Putbus døde i koncentrationslejr i 1945, mens Hitler forinden havde konfiskeret godset.

Om artiklen

Forfatter(e)
Anders Bøgh
Tidsafgrænsning
1320 - 1388
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

D. Kausche: Geschichte des Hauses Putbus und seines Besitzes im Mittelalter (1937)

Anders Bøgh: Sejren i kvindens hånd. Kampen om magten i Norden ca. 1365-1389, (2003)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Anders Bøgh
Tidsafgrænsning
1320 - 1388
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

D. Kausche: Geschichte des Hauses Putbus und seines Besitzes im Mittelalter (1937)

Anders Bøgh: Sejren i kvindens hånd. Kampen om magten i Norden ca. 1365-1389, (2003)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk