H.C. Hansen: ”Pas på Overdrivelserne” i Børne- og Ungdomslederen, 15. marts 1933

Kilder

Kildeintroduktion:

I begyndelsen af 1930'erne foregik der en militarisering af dele af det politiske miljø i Danmark. Der opstod blandt andet uniformerede politiske bevægelser og private korps. De etablerede partier reagerede forskelligt på udviklingen. Hvor Det Konservative Folkeparti forsvarede brugen af politiske uniformer, tog Socialdemokratiet og ledelsen af dets ungdomsorganisation D.S.U. afstand fra uniformeringen. For eksempel advarede H.C. Hansen (1906-1960), der dengang var forbundssekretær i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, imod uniformstendenserne i artiklen "Pas på Overdrivelserne" fra marts 1933. Artiklen blev bragt i bladet Børne- og Ungdomslederen, der blev udsendt til børne- og ungdomsledere i den socialdemokratiske idræts- og fritidsbevægelse, og den er et tidligt vidnesbyrd om socialdemokraternes syn på militariseringen af den politiske kultur. Desuden viser artiklen, at det ikke kun var danske nazister og Konservativ Ungdom, der tillagde sig skjorte, støvler og skrårem, men også medlemmer af den socialdemokratiske ungdom. Socialdemokratiet slog efterfølgende hårdt ned på brugen af uniformer, som ifølge partiet fremprovokerede voldelige sammenstød mellem politiske grupper. Således fremsatte partiet sammen med Det Radikale Venstre et lovforslag om uniformsforbud den 11. april 1933, der blev vedtaget i Rigsdagen med støtte fra Venstre. Nedenfor kan du læse H.C. Hansens artikel om de socialdemokratiske uniformer.

Pas paa Overdrivelserne.

Et Par Ord om de blaa Bluser og deres "Tilbehør".

Allerede for nogen Tid siden bragte vi i B. & U. et lille Indlæg om de blaa Bluser, betitlet "Maskeradefigurer". Den Udvikling, der den seneste Tid indenfor visse Grupper af D.s.U.[1] har fundet Sted paa Bluse-Omraadet, er af en saadan Art, at der er Grund til paany at henlede de ledende Kammeraters Opmærksomhed paa, at der maa sættes en Bremseklods paa den Udvikling, der foregaar.

Det kan straks fastslaas, at denne Artikel ikke vender sig mod de blaa Bluser. Tværtimod. Men den vil vende sig imod de Overdrivelser, der følger med Blusen adskillige Steder. Medens Blusen fra første Færd ikke har været ment som en Uniform, og stadig ikke er en Uniform for D.s.U.ere, saa har nu en Del Kammerater begyndt at opfatte den som saadan og udstyret sig derefter: Bluse, rødt Tørklæde, Skraarem, lange Støvler, Trepilemærker[2] (paa Ærmet, paa Lommen, paa Bæltet og Gud ved hvor), og det "sidste skrig" er - blaa Kasketter a la Arbejderværnets[3] graa Kasketter.

Vi vil igennem disse Linier bede Lederne i D.s.U. skride ind mod alle de Overdrivelser, der her kan være Tale om. Vel véd vi, at en Del Kammerater vil hævde, at vi tvinges ind i denne Udvikling af vore Modstanderorganisationers Arbejdsform, men dette holder ikke fuldt og helt Stik, og i hvert Fald er Argumentets Vægt ikke tilstrækkeligt til at motivere de Uhyrligheder, vi har været stillet overfor.

I Forbindelse med denne Overvurdering af de ydre Symbolers Betydning løber vi nemlig den Fare, at faa Bevægelsen gjort yderst løs i Sammenføjningerne i den Forstand, at det først og fremmest bliver Bluse- og Demonstrationsmedlemmer, vi fremelsker, medens det Arbejde, der maa og skal være Bevægelsens egentlige, Dygtiggørelsesarbejdet, det socialistiske Skolingsarbejde, trænges i Baggrunden. Endnu ligger denne Fare ikke umiddelbart for, men fortsættes den Udvikling, som nu en Del Steder kan iagttages, bliver Problemet højaktuelt.

Vi skal ikke i D.s.U. undervurdere det følelsesmæssige Moment i Opdragelsen og ejheller give Afkald paa saadanne fornuftige Midler, som paa dette Omraade maa synes os hensigtsmæssige, men det maa altid være vor Pligt at søge Kammeraternes følelsesmæssige Forbindelse med Bevægelsen erstattet eller underbygget, om man vil, med forstandsmæssig Erkendelse og Afklaring. Bliver Bevægelsen for en stor Del af Kammeraterne kun Bluse, Kasket, langskaftede Støvler, Trepiletegn og Demonstration paa Demonstration, saa er vi inde paa den Linie, der fører mod Bevægelsens Forfladigelse, mod aandelig Stagnation, mens Stupiditet, Overfladiskhed, Hurrasocialismen faar gode Dage.

Dette maa forhindres. Stop Overdrivelserne. Giv Raaderum for den sunde Sans. Reager overfor det uægte, det kunstlede. Hold Vejen fri for de dybtgaaende og alvorlige Opgaver, som D.s.U. har.

H.C.[4]

 


[1] Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU): politisk ungdomsorganisation stiftet i 1920.

[2] Trepilemærket: trepilebevægelsens logo, der symboliserede socialismens kamp mod blandt andet nazismen. Trepilebevægelsen blev med inspiration fra Tyskland dannet i starten af 1930'erne af medlemmer af Socialdemokratiske Studenter i København. Bevægelsens formål var at vise en synlig antifascisme i København. Socialdemokratiet og partiets ungdomsafdeling DSU var skeptisk indstillet over for gruppens aktiviteter, og gruppen blev i 1934 forvist fra den danske arbejderbevægelse.

[3] Arbejderværnet: uniformeret demonstrationsværn oprettet af Danmarks Kommunistiske Parti i starten af 1930'erne.

[4] H.C. Hansen (1906-1960): politiker, formand for DSU 1933-1937; medlem af Folketinget 1936-1960 for Socialdemokratiet; finansminister 1945 og 1947-1950, udenrigsminister 1953-1958, statsminister 1955-1960.