Harald Engberg: "Retten til at være forskellige" 1946

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne tekst fra Politiken den 10. april 1946 er et indlæg i en principiel debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946. I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle. Cand. mag. Harald Engberg (1910-1971) var gymnasielærer indtil 1945, hvorefter han blev ansat som teaterkritiker på dagbladet Politiken.

Med Udgangspunkt i den sidste Tids livlige Debat om det Demokrati, der for seks Aar siden syntes dømt til Undergang og stadig føles truet benytter cand. mag. Harald Engberg Lejligheden til et Forsøg paa at gøre demokratisk Status.

Det maa glæde os alle, at Modernismens tidligere Altmuligmand Poul Henningsen, efter sin Hjemkomst fra det svenske Eksil i en Række Kroniker synes at have specialiseret sig i Demokratiets Problemer, sidst i en Kronik her i Bladet, den 30. marts. Han har evig Ret i, at nogen bør gøre det netop nu. Maaske er han selv Manden, fordi han har været nødt til at tage væk og ved Hjemkomsten kan se bedre end vi andre, hvor meget Demokrati vi har sat til, mens vi troede at kæmpe for det. Maaske er han netop ikke Manden, fordi han ikke har taget hele Turen gennem de haarde Aar.

Gud ved, om han f.eks. forstaar, at disse Aar gav os en vis Smag for at handle rask og resolut, selv om et og andet spildtes, og en tilsvarende Afsmag for alt for endeløs teoretisk Palaver. Maaske vil han netop tage det som Eksempel paa, at vi er blevet nazificeret. Men man kunde ogsaa sige, at Demokratiet i alle Lande er blevet aktiviseret. Det var nødvendigt under Krigen, da Modstanderen dikterede Vilkaarene, men det er ikke mindre nødvendigt i en Efterkrigsperiode, da alt skal bygges op. Vi er f. Eks. for Flertallets Vedkommende tilfreds med, at Kjærbøl viste sig som en god Organisator, der i Løbet af Nul Komma fem fik tømt vore Skoler, selv om der maaske kom til midlertidigt at mangle Potter i nogle af de ny Barakker. Skønt vi selv i nogen Tid har manglet den Slags funktionalistiske Apparater, er vi paa den anden Side Poul Henningsen taknemmelig for, at han kræver demokratisk Aabenhed i saadanne Spørgsmaal. Men vi bliver sure, hvis Kritiken viser sig at være for spinkelt underbygget, for løsagtig Kritik, Kritik for Kritikens Skyld er blevet os en Vederstyggelighed. Frihed forstaaet som Retten til at fremsætte hasarderede Paastande, blot for teoretisk at hævde sin principielle demokratiske Ret til at fremsætte Paastande, vil flere end én opfatte som en skadelig Arv fra Trediverne, som vi gerne giver Afkald paa. Det var den usaglige Sludren i den Tids Evneløse Debatter, der gav det brede Flertal Lede ved Demokratiet og Smag for diktatoriske Afgørelser. Der er kun én Maade, som det langsomme Demokrati kan hævde sig paa over for det rabiate Diktatur, det er usvigelig Saglighed, fulgt af rolig Effektivitet. Det maa ikke ske igen, at Demokrati for Flertallet kommer til at staa som smukke teoretiske Diskussioner i Kronikerne eller Radiodiskussioner af saa indlysende Rigtighed, at man ikke behøver at lytte til dem. Demokratiet ændrer ikke sit inderste Væsen, men ustandselig sin ydre Form. Vi ønsker faktisk ikke rigtig P. H.-Demokratiet fra Tyverne og Trediverne tilbage.

I Stedet for at aabne en ny teoretisk Diskussion af Demokratiets Problemer, f. Eks. om Folkestyre fører til Demokrati eller vice versa, mens Tingene gaar deres skæve Gang, tror jeg de fleste hellere griber Sagen praktisk an og forstaar Demokrati som Evnen til at løse de opstaaende Problemer i Fællesskab saa hurtigt og effektivt som muligt ud fra den Følelse, som opstod i Krigsaarene, at vi er et Folk, hvis enkelte Bestanddele har samme Ret til at eksistere og trives.

For min Skyld maa man gerne nære den lyse Tro, at 100 pCt. af Befolkningen gennem en fornuftig Skoleopdragelse kan naa til at tage personligt Standpunkt til Samfundsproblemerne og vælge kritisk uden at lade sig paavirke af Propaganda. Men man bør ikke af den Grund ophøre med at være Realist og tage Hensyn til, hvad Intelligensprøver og Gallupundersøgelser Gang paa Gang afslører om den tunge Endes Evner. Hvor intet er, har selv den bedste Opdragelse tabt sin Ret. Det er Demokratiets smukkeste menneskelige Indhold, at det ikke sætter noget Skel mellem Elite og Masse. Enhver kan selv bestemme, hvad han eller hun vil henregnes til. Men hvis vi ikke vil flyve rundt i de smukke Teoriers blaa Skyer, kan vi lige saa godt erkende, at et brugbart Demokrati ledes af den mest vaagne Portion i de forskellige Befolkningslag, der maa trække Resten mere eller mindre godvilligt med. Hertil vil Propaganda være nødvendig. Demokratisk Partipropaganda, afpasset efter dem, som den skal bide paa.

Man faar aldrig et Gennemsnitsmenneske til at gaa til Valg paa den østlige eller vestlige Udvej til Demokrati eller paa det kantske Synspunkt paa politisk Frihed. Vil vi virkelig interessere Folk for deres demokratiske Rettigheder, saa maa vi tage dem, hvor de staar i deres Hverdag. Vi maa tage deres Oplevelser i de fem lange Aar og deres Fordomme med og arbejde ud fra dem. For det første maa vi gøre os klart, at Flertallet af Unge i Frihedskampen næppe kæmpede bevidst for Demokratiet.

Det var ikke blot Kaj Munk eller Arne Sørensen, der var antidemokratiske Frihedskæmpere. Naar hele vor Stilling i Begyndelsen af Besættelsen var saa ualmindelig tvetydig, laa det i, at Slaget udefra traf os desillusionerede. Et stort Tal var aabenlyst uinteresseret i vor politiske Styreform, de aktive Grupper i hvert Befolkningslag var øjensynligt dødstrætte af de demokratiske Talemaader. Snakken om Parlamentslede var mere end Mundsvejr. Det bør vi huske altsammen, inden vi begynder forfra.

Frihedskampen udløste spontant de Kræfter, som Demokratiet ikke havde formaaet at spænde for sin tunge Vogn. Vort Problem i Dag er at omsætte denne Kraft, saa den kan trække i de forskellige parlamentariske Partier. For at det skal ske, maa man begynde med at fastslaa, hvad den Ungdom, der gik ind i Kampen, stod og faldt for. De kæmpede mod et tysk Diktatur for Retten til at være sig selv som Nation og som Individ. Retten til at være sig selv, det er endnu langt fra Demokrati. Under Kampen var Følelsen af at være ens og ville ét den store samlende Oplevelse. - Det, der er saa svært for Frihedskæmperne at forstaa, er, at de i Virkeligheden kæmpede for Retten til at være forskellige, nationalt, socialt og menneskeligt. Det er det Faktum, der nu paa saa mange virker forstemmende og forvirrende, fordi de ikke havde gjort sig det klart før og under Kampen. Men Retten til at være forskellige er, naar alt kommer til alt, i mine Øjne Kardinalpunktet i alt Demokrati. Saa længe vi ikke blankt indrømmer alle denne Ret, er vi i Virkeligheden nazificerede. Enhver ægte Demokrat maa staa og falde med denne Læresætning, det er Tolerancen over for Individualiteterne, vi skal begynde med at indbanke, undskyld inddiskutere i Skolens Børn. Mens Demokratiet har forslæbt sig paa en misforstaaet Fortolkning af den skønne Parole om Lighed, har i Diktaturerne nogle faa tiltaget sig Retten til at gennemføre den for alle de andre. Det kaldtes Ensretning og symboliseredes smukt i Uniformerne. Diktaturerne kan gennemføre Ligheden, saa langt det er menneskeligt muligt, ved at hugge en Hæl og klippe en Taa. Skal Ligheden konsekvent gennemføres, kan vi godt sige Farvel til Demokratiet, hvis Leveform er Samarbejdet mellem forskellige Grupper og Individualiteter. Lighed kan simpelt hen kun gennemføres diktatorisk. Som det gaar nu, paaberaaber baade Demokrati og Diktatur sig Lighedens Princip. Det er meget forvirrende. Følgelig er det vor første Opgave at lære Folk, hvad der er demokratisk og hvad der er diktatorisk Lighed. Det demokratiske Lighedsprincip indebærer ikke, at vi skal være Numre i et Parti eller Vælgerflokke, men forskellige Individer og Grupper i Samarbejde paa samme Plan. Udvidet internationalt kaldes det mellemfolkeligt Samarbejde. Diktatorisk Lighed har man saa smukt udtrykt i George Orwells nye diktatursatire "Animal Farm", hvor Grisene i Kraft af deres Intelligens opkaster sig til Herrer over Gaardens andre Dyr og udsender denne Parole: "Alle Dyr er ligestillede, men visse Dyr er mere ligestillede end andre." Diktaturerne er flinkest til at skaffe Lighed, men kun paa forskellige Planer. De, der af sociale, nationale, racemæssige eller andre Grunde er forskellige fra den Lighed, man ønsker gennemtrumfet, maa tvinges til at være lige, men følgelig paa et andet (lavere) Plan, end de, der er lige paa den rigtige Maade. Dette er Lighedens Paradoks: gennemføres den konsekvent er ny Ulighed Resultatet. Ganske simpelt, fordi Menneskene ikke, som paastaaet, fra Naturens Haand er lige, men kun frie.

Frihedskampen Verden over har vist, at Menneskene ikke ønsker at være lige. De vil være forskellige, det maa man begynde med at notere. Men hvor langt strækker dette Krav om Forskel sig i Praksis? Poul Henningsen gaar utrættelig ind for det konsekvente Demokrati. Man skal have lov til at være saa forskellig fra andre, at man kan være Nazist om man behager og organisere sig som saadan med andre Ligesindede. Klare Teorier er godt, men Praksis har lært os, at man ikke kan spille med en Modstander, der ikke anerkender Spillets Regler. Det er forkert ud fra Demokratiets rene Idé at forbyde noget Parti. Men man kæmpede ikke for Demokratiets rene idé, men mod sindssyge Udskejelser. Det er teoretisk forkasteligt, men erfaringsmæssig sund Sans at neutralisere enhver Gruppe, der aabenlyst viser, at den har til Hensigt at tilintetgøre den Form for menneskeligt Samliv, som Folkets Flertal, nogle med Livet som Insats har vist, at det foretrækker for Diktatur, hvor mange Mangler, dette Demokrati saa er behæftet med. Det er bedst at neutralisere saadanne Grupper paa demokratisk Vis, d.v.s. ved at lade dem komme til Orde som Parti og slaa dem ned med Argumenter og effektiv Politik. Men viser det sig at være en Flok psykopatisk prægede Individer, der er fuldstændig immune over for demokratisk Paavirkning og blot kynisk benytter Situationen til at fiske i rørt Vande blandt de ringest udrustede Landsmænd, maa Demokratiet saa ikke bruge sine Magtmidler til at uskadeliggøre dem? Hvad slags Ismer eller Ister det saa er? Man kan dog ikke blive ved med at flygte til Sverige for dem? Vist har Forbud farlige Konsekvenser. Al Handlen har det. Det engelske Demokrati anbringer alligevel med Sindsro Hr. Mosley bag Tremmerne, hver Gang det skønnes at være nødvendigt.

Man kan i hvert Fald ikke som Poul Henningsen være absolut Demokrat og samtidig aabne østlige, vestlige, sydlige eller nordlige Veje for udemokratiske Løsninger af Fremtidens Problemer uden at være en haabløs Teoretiker. Ønsker man en Mulighed bevaret, f. Eks. for en Samfundsforbedring gennem det, man kalder Proletariatets Diktatur, saa maa man vedkende sig, at man kun er Demokrat til en vis Grad. Det er et ærligt Standpunkt, at man, hvis Samfundets økonomiske Problemer gaar i Haardknude, vil hugge den over. Men hvis man er en ganske konsekvent og aktiv Demokrat, maa man sætte sig imod en saadan Løsning, rent ud sagt forbyde den.

Vil man undgaa, at en saadan sidste Mulighed for Diktaturet stadig spøger, maa man ikke, som Poul Henningsen i sin sidste Kronik, gaa paa akademiske Kattepoter uden om den Kage, der hedder det økonomiske Demokrati. Her er det jo Tampen brænder. Frihedskampen tør vel fortolkes saaledes, at man, da det gjaldt, satte sin personlige Frihed over alle økonomiske Hensyn. Man kæmpede mod Undertrykkelse, selv hvor den vilde have kunnet bringe økonomiske Fordele. Man foretrak Usikkerhed og Livsfare for trygge Slavekaar, det mangelfulde Demokrati med personlig Frihed for det perfekte Diktatur med Ensretning. Men gaar Kravet om at være forskellige ogsaa saa vidt, at det indrømmer økonomisk Ulighed? En ikke ringe Del af de Unge, der kæmpede, har tænkt sig, at der efter Kampen skulde komme et Samfund med større økonomisk Lighed. Hvis de ønskede fuldstændig og hurtig Lighed, burde de have kæmpet for Diktaturet, hvad ogsaa en Fløj af dem vel gjorde. Man behøver ikke at være Kommunist for at kræve større økonomisk Demokrati. Det er det, Menigmand i Virkeligheden spørger efter. Det er Realiteterne, man søger i den lange Snak om Demokratiet. Vil og kan Demokratiet foretage saa drastiske Indgreb i Samfundsmaskineriet, at enhver føler, at ingen Samfundsklasse florerer overdaadigt paa Bekostning af en anden? Kan man overhovedet gennemtvinge en nationaliseret eller socialiseret Økonomi samtidig med, at man bevarer demokratisk Frihed? Det er det Spørgsmaal, vi vist alle kreser om. Eller var Frihedskampen kun en sidste Opblussen af den nationale og demokratiske Individualisme, inden den uniformerede Kollektivisme triumferer, som baade Industrialismen og Statssocialismen synes at indebære?

Kan vi tilnærmelsesvis - for Menneskene bryder sig ikke om at være helt lige - gennemføre, at der er Potter, og hvad vi ellers har Behov, til alle - i svære Tider til ingen - behøver vi ikke at bekymre os for Diktaturpartier og heller ikke diskutere saa fortvivlende akademisk og teoretisk om Folkestyre og Demokrati. For saa vil de Toneangivende i alle Samfundsgrupper foretrække denne parlamentariske Form for Samarbejde, der passer vore kværulantiske Særheder bedst.

De forskellige Indlæg i Debatten viser dog, at der kan være god Mening i at gøre den 9. April til en almindelig Bededag for Friheden, der minder os om, at Demokratiet altid er i Fare, netop paa Grund af den Frihed, det indrømmer til at tænke og mene. (Det er det spændende ved denne Leveform). Det kan f. Eks. i en farlig Situation svækkes af en kristen Demokrat som Hal Koch, fordi han kun tror paa Aand og ikke vil sætte Magt ind. En anden lige saa stor Idealist, Nordahl Grieg, døde i Overbevisningen om, at dette var nødvendigt. Hal Koch stiller Uret 100 Aar tilbage og tager Grundtvig til Vidne, skønt den kloge Gamle formede sin liberale Parole "Frihed for Loke saa vel som for Thor" i en helt anden Situation, hvor det fremstormende Demokrati netop havde Brug for helt fri Bane for at kunne vælte den smuldrende Enevælde. I Dag er Demokratiet i Defensiven mod en ny Form for Enevælde.

Men det er ogsaa truet af en humanistisk Principrytter som Poul Henningsen, fordi han ikke vil erkende, at ingen menneskelig Idé, heller ikke det absolutte Demokrati i Praksis kan føres igennem til sin sidste Konsekvens uden at blive absurd. Det trues endeligt af en taktisk Demokrat som Leif Gundel, der gemmer sig bag et Slogan som "Folkets Vilje - Landets Lov", indtil han har de 51 pCt. af Vælgerne og med den Autoritet kan fratage Resten den Ret til en anden Tro, som Demokratiet indrømmer Mindretallet i Forhold til dets procentvise Styrke.

Maaske har han Ret i, at det eksisterende "borgerlige" Demokrati lever og dør med det nuværende økonomiske Systems Uligheder mellem Klasserne. I saa Fald gør han klogt i at udnytte Demokratiets Frihed saa langt, som det ud fra marxistisk-leninistisk Strategi er brugbart i det proletariske Diktaturs Tjeneste. Men omvendt maa de, der sætter Retten og Friheden til at være forskellige højere end alle Diktaturstaters Løfter om økonomisk og menneskelig Lighed som Professor Hurwitz være rede til at værne den eksisterende, demokratiske Leveform mod Grupper, der vil benytte Friheden til at fratage andre Friheden.

Om kilden

Forfatter(e)
Harald Engberg
Dateret
10.04.1946
Oprindelse
Politiken 10/4 1946 s. 9-10. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 213-220.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Harald Engberg
Dateret
10.04.1946
Oprindelse
Politiken 10/4 1946 s. 9-10. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 213-220.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk