Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Hans 1455-1513

Artikler

Hans, 2.2.1455-20.2.1513, konge af Danmark og Norge fra 1482 samt af Sverige fra 1497; søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg (ca. 1430-95), gift med Christine af Sachsen. Skønt Hans var blevet hyldet som tronfølger i sin fars levetid, overtog han ikke regeringsmagten i 1481, idet rigsrådet styrede i et knap toårigt interregnum. Antagelig skyldtes dette et forsøg på gennem en fællesnordisk håndfæstning atter at samle de tre nordiske riger. Sverige ønskede imidlertid ikke at deltage, så Hans underskrev i 1483 en blot dansk-norsk håndfæstning, hvorefter han kronedes.

Uden bemærkelsesværdige brud på forfatningen eller imod traditionerne udvidede han kongemagtens indflydelse, og som sin mor besad han en ikke ringe sans for økonomi og finanser. Især søgte han at fremme dansk handel og søfart, hvilket ofte gav et konfliktfyldt forhold til hansestæderne. Til gengæld sluttedes i 1490 handelstraktater med England og Nederlandene.

De højere kirkeembeder blev gerne besat med lavadelige eller borgerlige, der havde haft en fortid som skrivere i Det Kongelige Kancelli, og Hans fortsatte sin fars politik med at spille rivaliserende højadelsgrupper ud imod hinanden, fx ved besættelse af rigsembeder og slotslen. Da hans yngre bror Frederik (1.) blev myndig, måtte han i 1490 dele hertugdømmerne Slesvig og Holsten med ham; men da hertug Frederik følte sig forfordelt med hensyn til arv i kongerigerne, fastslog Rigsdagen i Kalundborg i 1494, at Danmark var et udeleligt valgrige, og afviste dermed hertugens krav.

I sine fortsatte bestræbelser på også at blive anerkendt som konge af Sverige sluttede Hans i 1493 en traktat med Rusland imod den fælles fjende. Hans hvervede tropper, og efter et sejrrigt felttog blev han omsider i 1497 kronet til svensk konge, mens hans søn Christian (2.) i 1499 anerkendtes som tronfølger. Da hertug Frederik i samråd med det holstenske ridderskab ville angribe det selvstændige Ditmarsken, valgte Hans at deltage med sine lejetropper, men led her i 1500 et katastrofalt nederlag. Herefter rejste Sverige sig atter i oprør, og kongens sidste år var et langt forgæves forsøg på atter at få magten her.

Hans' eftermæle bærer præg af hans behændige udnyttelse af belejlige hævndrab inden for aristokratiet, hvor især mordene på Poul Laxmand og på den norske oprører Knut Alvsson næppe med rette ansås anstiftede af ham, men det bidrog til at tegne et machiavellistisk billede af ham. Ifølge traditionen var ikke blot kongens ungdomsliv hektisk, men også hans senere år; hans forbindelse med adelsdamen Edele Jernskæg (d. 1512) bidrog formentlig til, at han og hans dronning i hans sidste ti leveår reelt levede separeret.

 

Hans, illustration fra Før og Nu (1924), originalstik på
Det Kongelige Bibliotek. Fra Wikimedia Commons.

 

Læs mere om Hans på denstoredanske.dk

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015