Gyrithe Lemche: "Dansk Kvindesamfunds Fremtidsarbejde under sin nye § 1", 1915

Kilder

Kildeintroduktion:

Med grundlovsændringen den 5. juni 1915 fik kvinder samme valgret som mænd. Kort tid efter mødtes Dansk Kvindesamfund til et ekstraordinært fællesmøde med foreningens tillidsmænd. 259 mødte frem. Nedenfor er forretningsudvalgets formand Gyrithe Lemches (1866-1945) tale i anledning af, at forslaget om en ny formålsparagraf for Dansk Kvindesamfund var blevet vedtaget. Ændringen indebar, at § 1 ændredes fra ” Dansk Kvindesamfunds Formaal er at arbejde for Kvinders kommunale og politiske Valgret og Valgbarhed, samt at virke til Fremme for Kvindernes almene Udvikling, for deres Uddannelse til selvstændigt Erhverv og for at forbedre deres Stilling i Familie, Samfund og Stat” til ”Dansk Kvindesamfunds Formaal er: a) at udvikle og dygtiggøre Kvinden til den fuldmyndige Borgers Ansvar og Arbejde. b) at arbejde for Kvinders Ligestilling med Mænd i Familie, Samfund og Stat.
c) at forbedre Kvinders og Børns Kaar, særlig ad Lovgivningens Vej.

Gyrithe Lemche opfordrede til at mobilisere det nye vælgerkorps gennem oplysnings- og undervisningsvirksomhed samt ved at sikre, at kvinder blev repræsenterede i politiske fora.  Med hendes egne ord havde kvindebevægelsens målsætning ændret sig: ”Før var Maalet: Valgretten, nu er Maalet: den rette Brug af Valgretten.”  Nu havde de den – hvordan skulle de bruge den?

Debatten om den ændrede formålparagraf kan læses i kilden ”Beretning fra Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Odense, 19.-20. juni 1915”

Dansk Kvindesamfunds Fremtidsarbejde

under sin nye § 1.

Indledning til Punkt 5 paa D.K. Fællesmøde 1915.

Igaar vedtog vi Dansk Kvindesam­funds nye Par. 1, Flaget i vor Maste­top, der skal sige Verden, hvem vi er, og hvorhen vi styrer. I dag skal vi tale om, hvad vi kan foretage os for at gøre vort Flag respekteret paa alle Have og respekteret af os selv.

Dansk Kvindesamfunds nye Par. 1 deler sig efter tre Arbejdslinier, an­givne henholdsvis i Stykkerne a, b, og c.

Stykke a lyder saaledes: at udvik­le og dygtiggøre Kvinderne til den Fuldmyndige Borgers Ansvar og Arbejde. Vejen her er tydelig afstukken og ikke til at tage fejl af; den ligger lige i Forlængelsen af den Vej, D. K. har fulgt gennem 43 Aar. Før var Maalet: Valgretten, nu er Maalet: den rette Brug af Valgretten.

D. K. [Dansk Kvindesamfund] skal drage Omsorg for, at danske Kvinder faar den Oplysning, som gør dem i Stand til med Udbyt­te for sig selv og Samfundet at bru­ge deres Stemmeret, og - om de maatte have Lyst og Evne dertil - gøre Fyldest i kommunal eller politisk Virksomhed. Denne Oplysning kan meddeles paa forskellig Maade: f. Ex. ved en udbredt Foredragsvirk­somhed. Men gode Foredragsholdere vokser ikke paa Træerne, og gode Fo­redrag skal betales og betales godt. Enhver Arbejder er sin Løn værd, enten han er en Haandens eller en Aandens Arbejder. Det Princip skylder vi os selv overalt at hævde. Vor Foredragsvirksomhed vil komme til at koste os adskilligt, og ikke alle Kredse har lige let ved at skaffe Penge. Fælleskassen maa lette dem Byrden; men en tom Fælleskasse kan ingen Hjælp yde, derfor maa vi være rede til at styrke vor Fælleskasse, vor Finanshovedkasse. Naar den ikke i Øjeblikket ser sig i Stand til at yde de svage Kredse den Hjælp, de tiltrænger, saa er det fordi D. K. hidtil har udbudt Kvindesagen ad­skilligt under Indkøbspris, ganske som den Brygger, Kierkegaard for­tæller om, som falbød sit Øl en Skilling under Indkøbspris pr. Flaske, fordi, som han sagde, »det er Mæng­den af Kunderne, som gør det.« Man­den gik selvfølgelig fallit, og det samme vil D. K. gøre og Kvindesa­gen med, om vi bærer os ad som Bryggeren. Men dette staar ikke paa Dagsordenen i Aar, det tales vi maaske nærmere ved om til næste Aar.

At skaffe de passende Foredrags­holdere tilveje, bliver naturligvis for det meste Fællesstyrelsens Sag, men vi kan ikke hertil undvære Medlem­mernes Hjælp. Hvert Medlem i D. K. maa prøve sig selv, om der ikke i hende skulde slumre Emnet til en Foredragsholder, og hun maa prøve sine Omgivelser, om der ikke mulig blandt dem skulde findes et brug­bart Emne. Jeg er saa temmelig sik­ker paa, at der blandt de tilstedeværende Tillidsmænd sidder mere end én med Foredragsholderens Marshals stav skjult i sin Tornyster.[1] ­­­­- En an­den Form for at skaffe Kvinder den Udvikling og Oplysning, som den fuldmyndige Borgers Ansvar kræver, er Diskussionsmøder; derfor raader jeg Kredsene til at gøre deres Med­lemsmøder til Diskussionsmøder, helst uden fremmed Indleder, for at uøvede Medlemmer ikke skal ængste sig for at fremsætte deres Mening. Jeg tror, Medlemmerne ad denne Vej opnaar den bedste Indøvelse i Tale­rens og Valgkandidatens Virksom­hed.

Endelig som en tredie Form for oplysende Virksomhed vil jeg anbefale Undervisning i Samfundskundskab, i Forbindelse med Spørgetimer. Jeg tror, at den aktive Tilegnelse, som denne Oplysningsform bygger paa, er af langt større Værdi for den en­kelte, end den passive Tilegnelse, som vindes af Foredragene. Jeg byg­ger denne Tro paa den Erfaring, jeg selv har høstet som Formand for en Kreds. I Løbet af to Aar har vi i denne ganske nye Kreds afholdt 4 Kursus, dels i Stats- og Kommune forfatning, dels i Familieret og Nationaløkonomi, og sidste Aar i An­ledning af Verdenskrigen Kursus i de europæiske Stormagters politiske Historie i sidste Halvdel af det 19de Aarhundrede, med gratis Adgang for det indkaldte Mandskab. Vort næste Kursus bliver paa Medlemmernes Opfordring Undervisning i den nye Grundlov og Valglov, og derefter har vi tænkt os at gøre en kortfattet Fremstilling af de bestaaende politiske Partiers Hi­storie til Emne for det følgende Kur­sus. Denne Form for Undervisning vækker ikke blot Medlemmernes Interesse for almene Spørgsmaal, men skaber et udmærket Sammenhold mellem Deltagerne, som kommer til at udgøre Kredsens egentlige Kærne. Jeg vil derfor paa det varmeste an­befale den til Efterlignelse. Jeg tror, en saadan Undervisning lader sig indføre de fleste Steder i Landet. Med saa duelige Kræfter, som vor Folke­skole nu raader over, maa der sik­kert indenfor hver Kreds af D. K. fin­des en duelig Lærer eller Lærerinde, ja maaske flere, som kan paatage sig en saadan Undervisning, eller en enkelt Gren af den. - Men det er ik­ke alene ad den teoretiske Vej, vi skal dygtiggøre Kvinden til den fuldmyndige Borgers Ansvar og Arbejde. Ogsaa praktisk Dygtiggørelse kan betegne et Skridt fremad mod dette Maal. Jeg anbefaler derfor Kredsene D. K.’s gammelkendte Kursus i Mad­lavning, Næringsmiddellære og Sundhedslære, ja, jeg betænker mig end ikke paa at nævne Skræddersy­ning. Jo bedre egnet en Kvinde er til at fylde sin Plads i Hjemmet, jo bed­re vil hun ogsaa, om hun har Kald dertil - fylde sin Plads i det offent­lige Liv i Kommunalraad eller paa Rigsdag, og med jo mere Vægt vil hun afgive sin Stemme paa Valgda­gen. Der er maaske nok dem, som vil smile ved Tanken om, at en Hus­moder, hvis Hovedsyssel har været at bruge Slev[2] og Naal, skal kunne gøre Gavn i offentlig Virksomhed - der var jo ogsaa engang dem, som mente, at D. K.’s Arbejde for Kvin­dens huslige Dygtiggørelse førte bort fra Valgretten - men jeg tror nok, at i dette Stykke kommer Tvivlerne til at revidere deres Anskuelser. Jeg kan heller ikke indse, hvorfor en Mand, som f. Eks. har dygtiggjort sig i at rulle Cigarer, skulde være mere egnet til politisk Virksomhed, end en Kvinde, som med Duelighed Styrer og forvalter sit Hus. Og Cigar­mageren er jo dog som bekendt in­gen ukendt Fremtoning i dansk Politik.[3] - Saa meget om den første Arbejdslinie, om Fremtidsarbejdet for at udvikle og dygtiggøre Kvinden til den fuldmyndige Borgers Ansvar og Arbejde.

Den næste Linie, udtrykt i Par. 1’s Stykke b er den, hvor, om jeg saa maa sige, Tampen brænder i Dag, den foretrækker jeg derfor at gemme tilsidst og gaar over til tredie Arbejdslinie, udtrykt i Par. 1’s Stk. c: at arbejde for at forbedre Kvinders og Børns Stilling, særlig ad Lovgiv­ningens Vej.

For at tjene dette Formaal siger det sig selv, at Fællesstyrelsen altid maa have et Vindu aabent i Retning af Lovgivningsarbejdet paa Rigsda­gen, og være rede til at gribe ind naarsomhelst der er Lejlighed til at forbedre Børns Kaar og lette Kvin­derne den ulige Lod, som er dem af Naturen tildelt i Sammenligning med Mændenes. Men ogsaa her maa Medlemmerne ude i Kredsene være Fællesstyrelsen behjælpelige med Raad og Anvisninger, byggede paa deres stedlige Erfaringer. Jeg vil ik­ke lægge Skjul paa, at jeg her ven­ter mig meget af den fremtidige Ord­ning, vi paa dette Møde har vedtaget, med Distriktsrepræsentanter inden­for Fællesstyrelsen. Flere af de til­stedeværende vil maaske huske, at Fællesstyrelsen for et Aar siden udsendte Spørgeskemaer til Kredsene for at erfare, hvorledes Plejebørnstilsyn og Værgeraad virkede ude omkring i Landet til Underretning for det Udvalg, som arbejder med det store og vigtige Børneforsorgsspørgsmaal. De Besvarelser, som indsendtes, gav Udvalget et fortrinligt Ma­teriale, og jeg haaber, den Vej til Samarbejde mellem By og Land, som vi her slog ind paa, maa kunne forfølges videre i Fremtiden.

Men ligesom Fællesstyrelsen altid i sit Arbejde maa have et Vindu aa­bent i Retning af Rigsdagens Arbejde, maa Kredsene ogsaa altid have et Vindu aabent i Retning af de stedlige Kommunalraad, og altid væ­re rede til i paakommende Tilfælde at foretage Henvendelser til Kom­munalstyrelsen til Fremme af D. K.’s Formaal. Af størst Vigtighed er det dog, at Kredsene skaffer sig Repræ­sentanter i Kommunalraadene, som forpligter sig til ikke at handle imod D. K.’s Programpunkter. Repræsentationsspørgsmaalet danner imidler­tid en naturlig Overgang til den sid­ste Arbejdslinie, som ligger udtrykt i Par. 1’s Stk. b: Gennemførelsen af Kvinders fulde Ligestilling med Mænd i Familie, Samfund og Stat, og hermed befinder vi os da oppe i dette Mødes mest brændende Spørgsmaal, hvad vi skal gøre for at skaffe os Repræsentanter paa Rigsdagen og i de kommunale Raad, thi uden Re­præsentanter begge Steder gennem­fører vi ikke Kvindens fulde Ligestil­ling. Men Repræsentanter er ikke til­strækkeligt; Lighedskravet kræver ligesaa mange Repræsentanter som Mændene. Og her vil jeg straks be­gynde med at gøre skarp Front mod den almindelig udbredte Antagelse, at Kvindesagen er repræsenteret ved enhver Kvinde, som indvælges, saaledes, at enhver Kvinde er at foretræk­ke for enhver Mand. Den største Fa­re for Kvindesagen ligger efter min Mening ikke deri, at vi slet ingen Kvinder faar indvalgt, eller maaske kun nogle enkelte, den ligger deri, at vi kun faar indvalgt Kvinder, som vi ikke kan føle os repræsenterede ved, fordi de er ganske uden Forstaaelse af Kvindesagens Idé. Dette bli­ver sikkert ofte Tilfældet, hvis vi overlader til Partierne alene at be­stemme, hvilke Kvinder de vil op­stille og ikke søger at skaffe os Indfly­delse paa Valget af dem. Det bliver derfor nødvendigt, at vi fastslaar, at den Kvinde, D. K. skal føle sig re­præsenteret ved, kan ikke stemme for Love, som rejser kunstige Skel mellem Mand og Kvinde, f. Eks. ik­ke for Love, som gør den ene Ægte­fælle til den andens underordnede, som udelukker Kvinder fra bestemte Embeder og Stillinger, som deres Na­tur ikke lægger dem Hindringer i Vejen for, ikke for Love, som fast­sætter en forskellig Lønsats for Mænd og Kvinder med samme Uddannelse, ikke for Love, som bygger paa den gamle Vranglære om én Moral for Mænd og én for Kvinder.

Kan en Kvinde med alle disse For­behold finde sin Plads indenfor et af de bestaaende Partier, ja, maaske endog faa dette Parti til at opstille sig som sin Kandidat, da saa meget desbedre; det vilde være den aller simpleste Løsning af Spørgsmaalet; men skulde det vise sig, at hun ikke kan det, at kun saadanne Kvinder kan trives indenfor Partierne, som gaar paa Akkord med Kvindesagens Idé, forfusker den og ved given Lej­lighed forraader den, da maa D. K. ikke vise den Tanke fra sig, at ska­be en ny Delingslinie, som kan om­fatte de Mænd og Kvinder, som be­kender sig fuldt og helt til Kvindesagens Idé. Thi D. K. har ingensomhelst Pligt til at opretholde de be­staaende Partier, det har tværtimod en Pligt til at omforme dem saaledes, at Kvindesagen kan rummes i dem. Der er rigtignok et gammelt Ord, som siger, at man skal ikke komme ny Vin paa gamle Læderflasker; thi naar den unge Vin gærer, sprænges Læderflasken, og Vinen spildes. Hvis de bestaaende Partier i Tidens Løb er blevne saadanne gamle Læ­derflasker, at de ikke kan udvide sig og rumme Kvindesagens Idé, saa hø­rer Kvindesagen ikke hjemme der men maa se sig om efter nye Læderflasker, som kan rumme denne Idé. Jeg tvivler ikke om, at Kvinderne vil blive nødte til at dele sig efter An­skuelser, saaledes som Mændene har gjort, men det behøver ikke nødvendigt at være efter netop de samme Delingslinier, som skilte Mændene for omkring en Menneskealder siden. Kvindebevægelsen betegner i Øje­blikket det sidste og yderste Frem­skridt, ingen anden Reform i den ny Grundlov kan tilnærmelsesvis sam­menstilles med den, at Kvinderne, de hidtil stumme, har faaet Mæle. Men om Kvinderne blot skulde have faaet Mæle for at sværge til det bestaaende, det vilde jeg finde højst beklage­ligt, ja ganske bagvendt. D. K.’s Op­gave i Fremtiden kan derfor ikke bli­ve at paalægge sine Medlemmer som en Pligt at melde sig ind i et af de bestaaende Partier, men at paalægge dem, hvad enten de staar indenfor Partierne eller udenfor Partierne at holde Kvindesagens Idé i Ære. En­hver Kvinde, som forpligter sig her­til, og sidder inde med de fornødne Evner, kan D. K. give sin Anbefaling som Valgkandidat, enten hun kun stiller sig paa D. K.’s Program eller tillige paa et andet Partis Program.

Fællesstyrelsen fraraader bestemt D. K.’s Medlemmer i Øjeblikket at danne en politisk Nydeling, vi maa først se, hvor langt vi ad den frede­lige Forhandlings Vej kan komme med de gamle Delinger. Men dermed være ikke sagt, at D. K. tilraader si­ne Medlemmer at slaa enhver Tanke af Hovedet om at skabe en politisk Nydeling. En Statsmand har en­gang sagt om et politisk Spørgsmaal: Tænk altid derpaa, tal aldrig derom. Netop saaledes bør D. K. forholde sig til Spørgsmaalet om et Kvindeparti, hvorved jeg altsaa forstaar, ikke et Parti af Kvinder mod Mænd, men af Mænd og Kvinder samlede hovedsa­gelig om Kvindesagens Program. - Et saadant Parti er vor Reserve for det Tilfældes Skyld, at alle andre Veje slaar fejl. Sikrer vi ikke Kvindesagen denne Reserve, udleverer vi den med det samme.

Saa er der endnu et, jeg vil lægge Medlemmerne paa Hjærte med Hensyn til Kvinders Forhold til de bestaaende Partier. Vi har ingen For­tid sammen med dem, og vi er der­for ikke bundne til Fortidens Aftaler. Vor politiske Historie baade i og udenfor Partierne begynder d. 5. Ju­ni 1915 og ikke en Dag før. Kun ved at holde os dette for Øje, og ved at have Kvindesagens Idé ubrydelig tro, vil vi være i Stand til at give Samfundet den nye Indsats, den un­ge styrkende Vin, som vi alle sam­men af vor dybeste Trang ønsker at give det. Derfor:

Se frem og ej tilbage, hvad højest Du attraar,

Maaske dog engang under Solen Du naar.


Ordforklaringer m.m.

[1] At have marchalsstaven i tornysteret: at have mulighed for at klare sig godt på et felt. 

[2] Slev: grydeske; stor træske.

[3] Der henvises til Thorvald Stauning (1873-1942), der var uddannet cigarsorterer. Han var i 1915 formand for Socialdemokratiet.

Digitalisering af kvindehistoriske kilder
Denne kilde er en del af projektet "Digitalisering af kvindehistoriske kilder".

Om kilden

Dateret
19.06.1915
Oprindelse
"Dansk Kvindesamfunds Fremtidsarbejde under sin nye § 1." i Kvinden og Samfundet, årgang 31, nr. 13, 15. juli 1915.
Kildetype
Tale
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. juni 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Dateret
19.06.1915
Oprindelse
"Dansk Kvindesamfunds Fremtidsarbejde under sin nye § 1." i Kvinden og Samfundet, årgang 31, nr. 13, 15. juli 1915.
Kildetype
Tale
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. juni 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk