Gunnar 'Nu' Hansen: "Har den olympiske idé overlevet?", 1980

Kilder

Kildeintroduktion:

Gunnar 'Nu' Hansen (1905-1993) var fra midten af 1920’erne og mere end 50 år frem en dansk radio og tv-journalist, der især blev kendt for sin nyskabende og engagerede sportsjournalistik. I dette essay fra 1980, foranlediget af de netop afsluttede Olympiske Lege i Moskva, stiller Gunnar 'Nu' Hansen spørgsmålet: "Har den olympiske idé overlevet?".  Efter en gennemgang af de danske resultater giver han et retrospektivt syn på sin egen mangeårige karriere som journalist ved legene og reflekterer over de aktuelle politiske begivenheder. OL i Moskva i 1980 blev præget af den kolde krig og blev af både USA og USSR anvendt i propagandaøjemed. Flere vestlige lande boykottede således OL på den amerikanske præsident Carters opfordring, mens østblokken brugte legene til at vise kommunismens kunnen. Ifølge Gunnar 'Nu' Hansen burde olympiaden fungere som en sportsbegivenhed af rent kulturel karakter til fremme af det mellemfolkelige samvirke – ikke som en del af et storpolitisk spil.

Moskva, august 1980. Den olympiske by.

Har den olympiske idé overlevet?

De 22. olympiske sommerlege er slut. På Lenin stadion fældede Mischa[1]på den mest charmerende måde afskedstårer. Det var en fremragende idé.

Kort efter svævede den 10 meter høje bjørn med de store øren og de skælmske smilende øjne, op mod den mørke augusthimmel og forsvandt, medens stjerner og raketter i et enestående festfyrværkeri sluttede de mest omtalte olympiske lege nogensinde.

Dansk idræt klarede sig. Som ved alle tidligere lege. Det blev til to guldmedailler, en af sølv og to af bronze. Langt mere end ventet.

Dansk idræt skal tilbage til 1968 i Mexico, for at finde en lignende medaillehøst.

Den første dansker, der besteg sejrspodiet var cykelrytteren, den 25-årige Hans Henrik Ørsted. Der er god tradition for, at cykelsporten vinder medailler ved de olympiske lege. Det skete i Montreal 1976, da 100 km landevejsholdet kørte bronze hjem. Jørgen Emil Hansen, Gert Frank, Werner Blaudzun og Jørn Lund stod for denne uventede præstation. I 1972 i München vandt Niels Fredborg guld i sin favoritdisciplin, 1000 meter på tid. Den eneste medaille Danmark vandt. I Mexico i 1968 vandt baneholdet Gunnar Asmussen, Mogens Frey, Per Lyngemark og Reno B. Olsen guld. Leif Mortensen, Niels Fredborg og Mogens Frey sølv, og i Tokio 1964 var det Kjeld Rodian og Preben Isaksson der kom på sejrspodiet, og går vi endnu længere tilbage – til tyverne – står Henry Hansens og Willy Falck Hansens navne med guldbogstaver i de olympiske skrifter.

Hans Henrik Ørsted vandt bronze. Han havde vistnok regnet med lidt mere ædelt metal efter hans forberedelser og resultater før legene. Den schweitziske guldmedaillevinder Robert Dill-Bundi havde Hans Henrik kort før legene besejret ved et stævne i Berlin.

Svømmepigen Susanne Nielsson præsterede noget ganske særligt. Hun blev nr. 4 i 200 meter brystsvømning, og hun vandt bronze i 100 meter. Hun mødte de bedste i verden på den korte distance. Hendes tid på 100 meter var imponerende. Delfinen fra Aarhus kappede 1,9 sekund af rekorden. Medens hun virkede lidt nervøs ved starten på 200 meter, var hun vældig oplagt og i humør da hun gik på startskamlen til 100 meteren. Begyndelsen var ikke den allerbedste – ved 50 meter var hun nr. 5 eller 6 – men hendes spurt var blændende – overbevisende. Vi skal tilbage til Else Jacobsen og Inge Sørensens storhedsdage i denne disciplin for at finde præstationer, der nærmer sig Susannes. Da jeg fulgte Susanne på 100-meteren, tænkte jeg tilbage på Berlin 1936, hvor den 12-årige skovserpige Inge sloges om trediepladsen med hollænderinden Waaberg og englænderinden Storey. Dengang blev det også til bronze til Danmark.

Når Hans Henrik og Susanne klarede sig så godt skyldtes det simpelthen deres grundfysik. De havde begge gennemført et nøje planlagt træningsprogram, som ikke blot var træning to eller tre dage om ugen. Susanne havde været i bassinet næsten hver dag, og Hans Henrik havde været i sadlen hver eneste dag. For Susannes vedkommende som regel 10.000 meter om dagen og ind i mellem ofte 15.000 meter. Hans Henriks daglige tur var 150 kilometer på landevejen. Det er barske vilkår, men det er nødvendigt, hvis man vil være i eliten og spise de søde kirsebær af toppens gyldne skål.

Når de ved legene stillede op til start, når Hans Henrik spændte pedalremmene, og Susanne entrede startskamlen, havde de en god samvittighed. De var i form – i topform – og det giver tryghedsfornemmelse. En forbilledlig forberedelse med talentet som baggrund var afgørende. I de to discipliner, som gav bronze til Danmark, var der ingen idrætsfolk fra de boycottende lande, som havde styrke til at placere sig blandt de bedste. Man kan ikke lade være med at tænke på, at det var blevet sølv til Susanne, hvis hvert land kun måtte stille en deltager, som det er tilfældet i flere andre idrætsgrene. Tre fra Sovjetunionen var foran Susanne.

Skeetskytten Kjeld Rasmussen var ikke til at skyde igennem den sidste konkurrencedag. Han splintrede lerduerne til grus. Han hævede bøssen, sigtede og ramte. Den 25-årige maskinarbejder fra Burmeister og Wain havde den ro og koncentration, som er nødvendig, når lerduen med 120 kilometers fart kommer jagende ud fra kastemaskinen. Hans lynsnare reaktion var hver gang forbløffende. Guld til Kjeld efter en afslutning som gysereksperterne Hitchcock og Agathe Christie ikke kunne have produceret bedre. Blandt de mange lykønskningstelegrammer, der strømmede til Kjeld Rasmussen, havde jeg på fornemmelsen, at telegrammet fra B. og W. glædede ham mest. – De har hjulpet mig mange gange, når jeg skulle have fri til internationale konkurrencer eller træning, sagde han. Kjeld Rasmussen var også med i Montreal[2], hvor han plaffede 192 duer ned og med otte forbiere, placerede han sig omkring nr. 15. Det fortæller noget om den hårde konkurrence. Der gives ikke ved dørene. Efter legene i Montreal har han sat verdensrekord og været europamester. Han ved noget om denne idrætsgren. Henning B. Clausen fra Aarhus opnåede maksimumpoints i liggende riffelskydning i helmatch. Det er olympisk rekord.

Sejlerne. Det er et herligt folkefærd. Der står frisk luft og saltvandssprøjt om dem. Danmark var med i fem klasser, og når finnjollesejleren Lasse Hjortnæs undtages klarede alle sig godt. Før sejladserne var de tre i Solingen, Poul Richard Høj Jensen, Valdemar Bandolowski og Erik Hansen overbevist om, at de i Tallinn ville slutte i medaillierækken. De regnede så småt med guldet – som de havde vundet i Montreal – og det blev guld. Ikke færre end tre gange ud af syv sejladser passerede de dommerskibet som nr. 1. Tornadoen med Peter Due og Per Kjærsgaard fra Århus vandt sølv og indfriede alle forventninger og lidt til, og dersom Flying Dutchman’en ikke var blevet disket den første dag, havde brødrene Jacob og Jørgen Boysen Møller vundet bronze. Starbåden var næsten ved alle sejladser pænt placeret, medens den dygtige jollesejler Lasse Hjortnæs slet ikke fik lejlighed til at vise sin kunnen. Alt drillede ham.

På Lenin stadions løbebaner tordnede sprinteren Jens Smedegaard på 400 meteren. Han satte dansk rekord og nåede til semifinalen. Men der skal noget ganske særligt til, for at præstere to store løb den samme dag. Om formiddagen satte Jens rekorden og nåede til eftermiddagens semifinale, men her var han ikke blandt de løbere, der placerede sig til finalen. Det var første gang siden legene i Paris 1900, Danmark havde en deltager så langt fremme i den disciplin.

Vægtløfteren Erling Johansen satte ny rekord, og præsterer man at sætte dansk rekord ved legene, understreges det, at udtagelsen har været berettiget. Håndboldspiller[]ne startede i stor stil – men stod ikke helt distancen.

Det var de første olympiske lege nogensinde i et socialistisk styret land, med den 73-årige præsident og partichef Leonid Bresnev som topfigur, og Moskva arrangerede legene perfekt. Der var gjort alt for at forholdene for idrætsudøverne og lederne skulle være de bedst mulige, og det var de. Alle havde kun ros og lovord over træningscentre og konkurrencesteder. Indkvarteringen var den bedst mulige – transporterne til de forskellige steder fungerede perfekt. De meget store sikkerhedsforanstaltninger og de mange kontroller kunne virke generende – men den internationale olympiske komite havde stillet stærke krav i den retning, og for dem som huskede ugerningen mod den israelske lejr i München i 1972 var de mange vagter kun en betryggelse. Idrætsudøverne kunne føle sig sikre.

 

Har den olympiske idé overlevet?

Vil der blive olympiske lege i Los Angeles om fire år?

På den store lystavle og resultattavle på Lenin stadion blev Los Angeles ikke tændt. Der stod blot på gensyn om fire år, og det var staten Californiens flag der gik til tops på en af flagmasterne og ikke det stjerneprydede banner.

Legene i den form de har i dag er milevidt fra den franske Baron Pierre de Coubertins idé, da han i parken ved Sorbonne-universitetet i 1894 fik de tanker at genskabe antikkens olympiske lege – vække dem af deres tusindårige søvn – hvor rig som fattig – hvid som farvet – uden hensyn til religion eller race, skulle mødes og kæmpe på lige fod. Han ville samle verdens idrætsungdom.

I dag er nationernes kamp om medaillerne blevet et propagandamiddel for systemet, for det apparat, som styrer den stat, hvor legene foregår.

Der er så godt som ingen amatører ved legene. Næsten alle er mere eller mindre professionelle. Langt de fleste af østeuropas idrætsstjerner er heltids-udøvere. Legen er blevet væk. Det er nationernes kamp om guld, sølv og bronze det drejer sig om.

Aldrig tidligere er et olympisk år blevet gennemført under så vanskelige forhold som denne gang. Idrætten har atter været et politisk bagholdsvåben. Men samtidig har idrætten vist sin værdi og betydning i samfundet. Er idrætten i billedet, er millioner af mennesker verden over interesseret og engageret. Idræt er kultur, og det er kulturen og ikke politikerne der binder samfundet sammen. I det storpolitiske rævespil er idrætten desværre blevet et frugtbart våben.

Det var klart at i flere konkurrencer savnedes deltagere fra de lande, der boycottede legene på præsident Carters opfordring. Det var navnlig indenfor atletikken, i mændenes svømmekonkurrencer, i ridekonkurrencerne og i et par idrætsgrene til.

Men i den forbindelse skal det siges, at hvis legene skal standses, hvis de har overlevet, er det ingen amerikansk præsident der skal opfordre dertil. Det skal være idrættens egne, der træffer den afgørelse.

Det jeg har savnet ved disse lege, er at i flere idrætsgrene var det ikke idrætsudøverne, men nationen der sejrede – den politiske idé – systemet der havde vist sin styrke. Det var fortrinsvis hos russere og østtyskere, eftersom de erobrede halvdelen af medaillerne. Jeg savnede den spontane sejrsglæde, som efter min mening må strømme eller risle gennem den idrætsudøver, der har vundet olympisk gulv, sølv eller bronze. Jeg savnede hjerte og sjæl ved flere sejrsceremonier.

De mennesker, der opfordrer til boycot af olympiske lege, har ikke begrebet hvad den internationale idræt har betydet for det mellemfolkelige samvirke.


[1] Mischa var navnet på Moskva-legenes maskot, en russisk bjørn.

[2] OL i Montreal (Canada) i 1976. 

Om kilden

Dateret
1980
Oprindelse
Hansen, Gunnar: ”Har den olympiske idé overlevet?” i Det var dengang…, 1982
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1980
Oprindelse
Hansen, Gunnar: ”Har den olympiske idé overlevet?” i Det var dengang…, 1982
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk