Grundlovstaler, 1849-

Artikler

Den 5. juni 1849 fik Danmark sin første frie forfatning, og siden er dagen blevet markeret med møder og fester. Talerne ved disse arrangementer tematiserer Grundloven som fundament for det danske samfund og fortolker forfatningens værdier i en samtidig kontekst.

Talere og temaer

Modsat talen ved folketingets åbning og nytårstalerne, hvor henholdsvis statsministeren og dronningen har privilegeret taleret, er grundlovstalerne ikke monopoliserede, og alle kan principielt benytte lejligheden til at ytre sig. Den mulighed bruger kulturpersonligheder, præster og især politikere til at hævde deres syn på demokrati, frihed og grundlæggende danske værdier. Som sådan kan grundlovstalerne betragtes som partsindlæg i en overordnet kontinuerlig forhandling om, hvad det vil sige at være dansk.

Grundlovstalerne dvæler ved forfatningens betydning og har ofte en stærk historisk forankring. Talen er en lejlighedstale, men den rummer tydelige politiske overtoner, fordi den netop i sin fortolkning af grundlovens værdier og rettigheder etablerer et grundlag for fremtidige politiske beslutninger.

Fra fællesmøder til politiske platforme

De tidligste grundlovsarrangementer forløb som friluftsmøder i foreninger, kirker og højskolekredse. Som folketingsmedlem C.A.F. Christensens opfordring i 1854 afspejler, hyldede talerne gennemgående kong Frederik 7., der havde skænket folket den frie forfatning: "Og lad os nu, efter at have nedbedet Himlens Velsignelse over Hs. Majestæt og hvert hans Værk, udøse vort Hjerte og med en tusindfoldig Jubel besegle vor Glæde og Taknemlighed for Hans Gave". De nationalliberale betonede især de frihedsrettigheder, som forfatningen manifesterede, i deres hyldest, mens de konservative kræfter luftede deres skepsis overfor yderligere demokratisering af samfundet.

Talerne afspejlede en grundlæggende uenighed om grænserne for folkestyret. Denne uenighed blev gradvist tydeligere og med Den gennemsete Grundlov fra 1866, fik konflikten mellem det liberale Venstre og det konservative Højre yderligere næring. Resultatet var en forbitret forfatningskamp, som ikke mindst udspillede sig på landets talerstole. Her blev Grundlovens rettigheder, restriktioner og reguleringer af samfundet henholdsvis angrebet og forsvaret i passionerede og patosbårne taler. Som konsekvens blev grundlovsdagens folkelige fællesmøder fra 1870’erne suppleret af de politiske partiers egne arrangementer, og den tradition som vi kender i dag blev dermed etableret.

Arbejderbevægelsens grundlovsfejringer

Den spirende arbejderbevægelse støttede Venstre i forfatningskampen og bakkede op om en fælles front mod Højre, der forsøgte at fastholde godsejere og helstatsmænds privilegerede position i samfundet.  I sin grundlovstale fra 1886 langede den socialdemokratiske Christian Hørdam kraftigt ud efter J.B.S. Estrups konservative regering, som han kaldte "en Kræftbyld på det nuværende Samfund”. Han understregede, at arbejderbevægelsen ikke deltog i den borgerlige fejring af 1866-forfatningen, for med den gennemsete udgave af Grundloven fra 1866 var der ”mindre Grund end nogensinde før til at raabe Leve for Grundloven".

Denne tilsyneladende antifejring blev allerede betonet ved arbejderbevægelsens første grundlovsmøde i 1872, hvor fagforeningslederen Carl Würtz proklamerede, at dagen burde bruges til at "mindes det Initiativ, der blev taget ved, at man forsøgte at lægge den nedarvede uindskrænkede Magt i Folkets hænder" og til at protestere mod regeringens misligholdelse af junigrundlovens ånd.

Det var altså de principielle demokratiske frihedsrettigheder i den oprindelige grundlov, arbejderbevægelsen tog udgangspunkt i, og det var folkets rolle i tilblivelsen af den oprindelige grundlov, der blev fremhævet: "man kan tage ved Lære af det danske Folks optræden i 1848: Når man står solidarisk sammen, så kan ethvert Ønske gennemføres", sagde Würtz i 1872 og knyttede dermed grundloven til det kernesocialistiske begreb 'solidaritet'.

På dele af venstrefløjen blev Grundloven langt op i det 20. århundrede udlagt som en borgerlig institution, der befæstede magthavernes position på bekostning af folket ved at hævde kongens magt, folkekirkens magt og ejendomsrettens ukrænkelighed. Af samme grund fejrede eksempelvis SF ikke dagen før engang i 1990’erne.

Folket og magten

Med parlamentarismens indførelse i 1901 sluttede forfatningskampen, men som grundlovstalerne afspejler, var der stadig kampe at kæmpe. Kvinderne kæmpede for eksempel for en grundlovsmæssig ligestilling med mændene. Med forfatterinden Gyrithe Lemche i spidsen lykkedes det i 1915, hvor kvinderne opnåede valgret og valgbarhed til folke- og landsting.

Grundlovens grundlæggende princip om, at magten skal udspringe af folket blev ofte tematiseret i løbet af 1930'erne og 1940'erne af især Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Forholdet mellem Folketinget og Landstinget blev flere gange udlagt som et modsætningsforhold mellem folket og den privilegerede elite. I 1930 kom frustrationerne over Landstingets uforholdsmæssigt store magt til udtryk i den socialdemokratiske socialminister K.K. Steinckes grundlovstale, hvor han konsekvent brugte betegnelsen "demokratiet" om det folkevalgte regeringsflertal som modsætning til Landstinget med de indbyggede konservative garantier som eksempelvis valgretsalderen på 35 år og ¼ indirekte valgte medlemmer. På grund af tokammersystemet: !har Demokratiet endnu aldrig haft Magten selv om det havde Regeringen […] Thi Magten har altid til syvende og sidst været forskanset i det Landsting, hvor de konservative Partier har haft Flertallet", sagde Steinicke i 1930.

Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre kæmpede i mange år for en revision af Grundloven, og da de i 1939 sendte et forslag til en grundlovsændring til folkeafstemning, blev de bakket op af flere konservative med John Christmas Møller i spidsen. Resten af de konservative og Venstre var imidlertid imod og opfordrede folk til at blive hjemme på afstemningsdagen. Resultatet var, at forslaget faldt på grund af for lav valgdeltagelse.

Med grundloven af 1953 blev Landstinget nedlagt, og de sidste formelle begrænsninger af demokratiet blev ryddet af vejen. Men magtarrogance er fortsat et tema for grundlovstalerne. I 2001 rettede formand for Venstre, Anders Fogh Rasmussen, et frontalangreb mod den socialdemokratisk ledede regering, som han mente: ”baserer magten på kammerateri, vennetjenester og magtfordrejning”. Dermed skabte han en fortælling om, at SR-regeringen misligholdt Grundlovens principper. Denne fortælling anvendte Fogh Rasmussen til at lave en analogi mellem de politiske situationer i 1901 og 2001 og argumenterede for, at det igen var tid til et systemskifte.

Grundlovstalens politiske og ideologiske funktion

Anders Fogh Rasmussens anklager om SR-regeringens politiserende embedsmænd blev et halvt år senere et vigtigt tema i valgkampen, der resulterede i, at de borgerlige partier overtog regeringsmagten. Foghs fortælling om Socialdemokraternes magtmisbrug blev fortalt gennem en fortolkning af værdierne i Danmarks forfatning, og grundlovstalen blev en platform for Foghs fremtidige projekt.  Eksemplet viser, at lejlighedstalerne har en vigtig politisk og ideologisk funktion, fordi det er gennem dem, vi formulerer og skaber en fælles forståelse for de normer og værdier, som politiske beslutninger bygger på.

Om artiklen

Forfatter(e)
Sofie Horskær Madsen
Tidsafgrænsning
1849 -
Kildetype
Tale
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. oktober 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Ifversen, N. og Lindhardt, J. (red.): Ingen over Tinget – Intet under Tæppet. Danske politiske taler fra Ørsted og Hørup til Poul og Pia (2009)

 

Warring, Anette: Historie, magt og identitet. Grundlovsfejringer gennem 150 år (2004)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Sofie Horskær Madsen
Tidsafgrænsning
1849 -
Kildetype
Tale
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. oktober 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Ifversen, N. og Lindhardt, J. (red.): Ingen over Tinget – Intet under Tæppet. Danske politiske taler fra Ørsted og Hørup til Poul og Pia (2009)

 

Warring, Anette: Historie, magt og identitet. Grundlovsfejringer gennem 150 år (2004)

Udgiver
danmarkshistorien.dk