Forspil

Efter Frederik 1.s (født 1471, regent 1523-1533) død i 1533 kunne rigsrådet ikke enes om valg af en ny konge. Uenigheden skyldtes, at Frederiks ældste søn, hertug Christian af Slesvig-Holsten, havde demonstreret, at han var inkarneret tilhænger af det protestantiske opgør med den katolske kirke. Det betød, at de katolske bisper og deres tilhængere ikke kunne støtte hans valg som dansk konge, mens den protestantiske fløj i rigsrådet gerne så ham som rigets nye overhoved. Resultatet blev, at rigsrådet i første omgang skulle styre landet.

Et andet kongeemne var Christian 2. (født 1481, regent 1513-1523, død 1559), der var blevet fængslet af Frederik 1. i 1532. Han var byborgernes og sandsynligvis også de fleste bønders favorit. Støtten til Christian 2. var især stærk i København og Malmø. Disse byer allierede sig med den fremtrædende nordtyske hanseby Lübeck, som var stærkt utilfreds med den handelspolitik, der var blevet ført i Danmark. Lübeckerne hyrede en slægtning af de danske konger, Grev Christoffer af Oldenburg (1504-1566), som fører for en hær af lejetropper, der skulle erobre Danmark i Christian 2.s navn. Det var efter ham, at den påfølgende krig fik navnet Grevens Fejde.

Portræt af Christian 2. vist på anskuelsestavle fra begyndelsen af 1900-tallet. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Grev Christoffer af Oldenburg vinder frem

I juni 1534 gik grev Christoffers hær i land ved Skovshoved nord for København og i løbet af få uger fik han magten over både Sjælland og Skåne inklusive den sjællandske og skånske adel. Denne udvikling fik adelen i de øvrige landsdele til i juli måned at tilbyde hertug Christian den danske krone, og i august blev han hyldet i Horsens som Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559). Han hyrede herefter den erfarne holstenske lejetropfører Johan Rantzau, som startede med at angribe Lübeck fra Holsten.

I mellemtiden var der udbrudt et bredt folkeligt oprør på Fyn, der dog i første omgang blev knust af den nye konges tropper. Men herefter lykkedes det grev Christoffer og hans tropper at erobre Fyn. Senere bredte oprøret sig til Jylland. I september ankom Christian 2.s tro mand Skipper Clement (1484-1536) til Aalborg, og han og hans folk fik snart efter bønderne til at rejse sig i oprør i hele det nordlige og vestlige Jylland, hvor en lang række herregårde og borge blev plyndret og brændt i den såkaldte Clementsfejde. Det lykkedes bønderne at nedkæmpe en adelshær ved Svenstrup syd for Aalborg, mens en påfølgende belejring af Randers, hvor den jyske adel havde forskanset sig, mislykkedes.

Grev Christoffer af Oldenburg. Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907)  

Johan Rantzaus modoffensiv

I november blev der sluttet fred mellem Lübeck og Holsten, hvorefter Johan Rantzaus lejetrophær kunne bevæge sig op igennem Vestjylland og via Viborg til Aalborg, hvor Skipper Clement og de oprørske bønder havde forskanset sig. Kort før jul lykkedes det Johan Rantzaus krigsvante landsknægte at indtage Aalborg. Skipper Clement blev fanget under flugten derfra og siden dødsdømt. Ikke længe efter lykkedes det den skånske adel at frigøre sig fra grev Christoffers herredømme med hjælp fra den svenske konge, der i høj grad frygtede Christian 2.s genkomst. Tilbagegangen for den borgerlige fløj i konflikten fortsatte i foråret 1535, da Johan Rantzau og hans hær drog til Fyn, hvor de i juni 1535 vandt en afgørende sejr over bønder og borgere ved Øksnebjerg. I juli gik turen videre til Sjælland, hvor al modstand nedkæmpedes, indtil hæren nåede København, som dog langtfra var villig til at overgive sig. Byen blev derfor belejret. Det samme skete nogenlunde samtidig for Malmø. I den forbindelse havde det ikke været til nogen hjælp, at det efterhånden stærkt trængte 'borgerlige' parti havde allieret sig med endnu en nordtysk fyrste, hertug Albrecht af Mecklenburg, der befandt sig i København, da belejringen af byen startede.

I august 1535 udløste modgangen i krigen en revolution i Lübeck, og det nye bystyre indledte straks fredsforhandlinger med kong Christian 3. En endelig fred blev sluttet i februar 1536. Senere forsøgte Christian 2.s svigersøn uden held at iværksætte en undsætningsekspedition fra Nederlandene til fordel for det belejrede København. Enden på krigshandlingerne blev, at hovedstaden endelig den 29. juli 1536 måtte overgive sig efter et helt års belejring; Malmø havde måttet give op i april.

Resultatet

Det kirkelige resultat af Christian 3.s magtovertagelse var, at de katolske bisper blev fængslet i august 1536, og i oktober samme år gennemførtes reformationen og det formelle opgør med den katolske kirke.

Efter krigen fulgte også et retsopgør. Mest omfattende var det i Jylland, hvor alle bønder i den nordlige og vestlige del, som ikke kunne bevise, at de ikke havde deltaget i oprøret, måtte betale en såkaldt halsløsning (kompensation for ikke at blive henrettet), mens de bønder, der endnu ejede deres gårde, mistede deres ejendomsret og blev kongelige fæstebønder – med mindre, de var så rige, at de kunne genkøbe deres ejendomme.

Christian 2., der var blevet fængslet af Frederik 1. i 1532, måtte forblive i sit fængsel til sin død i 1559.

Kort over de 49 herreder i Jylland, hvis indbyggere af borger- og bondestand efter Clementsfejden i 1534 blev dømt kollektivt for oprør mod kongemagten. Kortet viser således oprørets geografiske udbredelse. Den tilsyneladende urimelige kollektive straf hang sammen med, at bondeoprør i middelalderen normalt blev vedtaget på herredernes ting med gyldighed for alle. Alle var altså principielt skyldige, til det modsatte var bevist. Det var således op til de dømte selv at bevise deres uskyld, hvilket var svært, da ingen vidner, som selv var dømt, blev accepteret. Det lykkedes da også kun for relativt få. Straffen var i princippet hængning og ejendomskonfiskation, men ved at betale en stor bøde, kaldet halsløsning, kunne de dømte frikøbe sig for dødsstraffen. De bønder, som selv ejede deres gårde (selvejerbønderne), mistede desuden ejendomsretten til deres gårde. Den kunne dog genkøbes, hvis de havde råd, hvad få havde. Illustration: Kort fra Hans Henrik Appels bog ”At være almuen mægtig”: de jyske bønder og øvrigheden på reformationstiden, 1992. Gengivet med tilladelse fra Hans Henrik Appel  

Konsekvenser

Resultatet af Grevens Fejde blev altså reformationen og dermed introduktionen af den protestantiske, kongestyrede statskirke, som bestod til demokratiets indførelse i 1849. Derudover kom udgangen på Grevens Fejde til at betyde en konsolidering af adelens meget stærke stilling i samfundet og dermed begyndelsen på den periode, som traditionelt betegnes som "Adelsvælden"; perioden fra 1536 til 1660.

Denne gobelin fra Kronborg vævet 1581-1584 viser Christian 3. stående udenfor det belejrede København i 1536 iført pragtrustning og med scepter og rigsæble i hænderne. Fra: Nationalmuseet

Lyt til en podcast om Grevens fejde produceret af Vores Tid og 24syv - et medie for kulturhistoriske museer med base på Nationalmuseet    

Danmark er et fredeligt land. Især inden for vores egne grænser. Revolutioner har vi ikke set mange af i Danmark. Mange andre lande har været gennem bitre og blodige kampe for frihed og demokrati, og i Danmark er den slags næsten altid kommet som en tilnærmelsesvis administrativ ændring. Borgerkrige er som regel ikke noget, vi forbinder med Danmark. Men det er der også en grund til: for vi har ikke haft en borgerkrig i Danmark i mange år. Nogle mener faktisk, at vi ikke har haft en siden 1500-tallet. Dengang havde vi til gengæld en meget blodig og afgørende en af slagsen. Hverken kongerække eller kirke var den samme efter denne strid - "Grevens fejde".

Vært: Jeanette Varberg, museumsinspektør og arkæolog på Nationalmuseet. Medvirkende: Jakob Ørnbjerg, historiker, ph.d., Nordjyske Museer. Tilrettelagt og produceret af Luna Lam og Nikolai Sørensen. Redaktør Lucas Francis Claver. Podcasten er produceret af Juhl & Brunse for Vores Tid og 24Syv. 

Se transskription af episoden her.  

Listen to "S2E4. Grevens Fejde: Borgerkrig i Danmark" on Spreaker.