Gallup 1947: Er gud til?

Kilder

Kildeintroduktion:

I 1947 var det endnu langt størstedelen af den danske befolkning (80 %), der troede på eksistensen af Gud. Troen stod stærkere på landet end i byerne, og flere kvinder end mænd erklærede sig for troende. Tendensen til religionens mindre fremherskende rolle i samfundet, der blev tydelig i anden halvdel af 20. århundrede, kan dog allerede spores i undersøgelsen. Således var gudstroen stærkest blandt de ældre, mens de yngre aldersgrupper i højere grad betegnede sig som ikke-troende eller tvivlende. I en nutidig optik er det bemærkelsesværdigt, at undersøgelsen ikke forholder sig til, hvilken religion de adspurgte bekendte sig til. Dog viser kommentarerne, at danskerne havde forskellige forestillinger om Gud.

Analysefirmaet TNS-Gallup har siden 1939 foretaget meningsmålinger i Danmark om de emner, der optog danskerne. Det drejer sig både om storpolitiske spørgsmål og de små dagligdags ting, der har haft betydning for almindelige menneskers hverdag. Meningsmålingerne er en værdifuld kilde til dansk historie efter 1945. Både fordi de måler danskernes holdninger til en lang række meget forskellige spørgsmål, men også fordi de spørgsmål, der blev stillet, giver et indblik i, hvad man dengang fandt det interessant at spørge om.

Sammenfatning af meningsmålingen

På spørgsmålet "tror De der findes en Gud" svarede danskerne således:

  • 80 % tror på guds eksistens
  • 9 % tror ikke på gud - heraf 13 % blandt mænd og 5 % blandt kvinder
  • 10 % ved ikke.

Inddeler man danskerne geografisk, så ses det, at

  • 17 % af københavnerne ikke tror på gud - 13 % er usikre
  • 9 % af indbyggerne i provinsbyerne ikke tror på gud - 10 % er usikre
  • 4 % på landet ikke tror på gud - 6 % er usikre

Blandt de 80 %, der tror på guds eksistens, tror:

  • 73 % på, at gud kan gribe ind i det enkelte menneskes liv 
  • 11 % ikke, at gud kan gribe ind i det enkelte menneskes liv
  • 16 % ved ikke.

 

Gallup i Danmark og Sverige undersøger Befolkningens Stilling til en Række religiøse Spørgsmaal. Kun tre af fem tror, Gud indgriber i Menneskets Liv.

I denne og en følgende artikel omtales Resultatet af en Undersøgelse, som Dansk Gallup Institut for nylig har fortaget overfor den religiøse Indstilling blandt Mænd og Kvinder i By og paa Land, i alle Aldre og Samfundslag. En tilsvarende Undersøgelse er samtidig foretaget af Svensk Gallup Institut og giver et interessant Grundlag for sammenligning.

Undersøgelsen har omfattet et Udsnit af Befolkningen, der i sin Sammensætning paa alle maader svarer til hele den voksne samlede Befolkning og giver et nøje Udtryk for dennes Mening om en Række religiøse Spørgsmaal, af hvilke det første lyder saaledes: ”Tror De, at der findes en gud”?

Kun faa Ikke-Troende.
Gudstroen har dybe Rødder i Befolkningen. Af hver 100 adspurgte har 80 aabent erklæret, at de tror, der findes en Gud, og kun 9 benægtet hans Eksistens. 10 staar usikre, og blot 1 ønsker ikke at svare paa Spørgsmaalet. I Sverige er resultatet af Svarene meget nær det samme med 83 bekræftende, 8 benægtende og 9 usikre.

Blandt medlemmer af Folkekirken er der 8 %, som ikke tror paa en Gud og 10 %, som er usikre. Blandt Ikke-Medlemmer findes 23 % som ikke tror, 6 % som er usikre, medens 71 % mener, at Gud findes.

Kvinder er mere troende end Mænd. 13 % af Mændene benægter Guds Eksistens mod kun 5 % blandt Kvinder. De yngre staar ogsaa svagere i Troen end de ældre. Under 35 aar har 12-13 % svaret benægtende og lige saa mange er usikre, men i Alderen fra 35 til 50 aar er det kun 10 %, der svarer Nej og 10 %, som ikke ved, hvad de skal svare. De mere end 50-aarige viser derimod 87 % Troende og blot 6 % Ikke-Troende samt 6 % usikre.

Socialt er der ikke megen Forskel paa de Ikke-Troende, derimod er de usikre forholdsvis dobbelt saa talrige i Arbejderstanden som blandt de økonomisk mere velstillede.

Størst Forskel finder man ved at se rent geografisk paa svarene. I københavn findes 17 %, som ikke tror paa en Gud, i Provinsbyerne 9 %, men blandt landboerne kun 4 %. Til svarende er der 13 % usikre i Hovedstaden, 10 % i Provindsbyerne og blot 6 % paa Landet. Med andre Ord findes der 7 af 10 i København, som tror, der findes en Gud mod 8 af 10 i Provindsbyerne og 9 af 10 i landdistrikterne.

I Sverige gør det samme Forhold sig gældende. De, der ikke tror paa Guds Eksistens, udgør kun et Par Procent i Lndbrugegnene, men 15-16 % i de bymæssige Samfund.

De talrige Kommentarer, der har ledsaget Svarene, viser meget varierende Opfattelser af Gudsbegrebet. Blandt dem, der bekender sig til Troen paa Guds Eksistens, siges f.Eks.: ”men ikke en Gudfader med langt Skæg – en Guddom for os alle og over os alle. Har store Erfaringer for, at hvis man rigtigt beder, er der en Kraft, der kan hjælpe”. – ”I mit inderste mener jeg, der er nogen, som holder Haanden over en, naar noget forløber godt”. – ”Der findes en Gud, men ikke som Kristendommen forkynder det” – ”Gud er ingen ”han”, Gud er Aand indgivet os, f.Eks. af Grundtvig og Hostrup” – ”Man tror jo, fordi det er fortalt gennem Generationer, men noget haandgribeligt Bevis har man jo ikke paa, at Gud eksisterer”. – Den usikre siger: ”man skal vel nok tro, men tvivler altid”.

Gud og mennesket.
Det er langtfra alle af de fire Femtedele af Befolkningen, der tror paa Guds Eksistens, som ogsaa mener, at Gud griber ind i det enkelte Menneskes Liv. Paa et yderligere Spørgsmaal om de tror paa en saadan Indgriben, har knap tre Fjerdedel (73 %) svaret bekræftende, medens hver tiende (11 %) ikke tror, og de øvrige (16 %) ikke ved, om de tør tro paa det eller ej.

Det er ogsaa her Mændene, som tror mindst – 16 % af Mændene men kun 6 % af Kvinderne har svaret benægtende, og de samme Tendenser som overfor det første Spørgsmaal gør sig ligeledes gældende i de andre Inddelinger. De unge er de mest skeptiske og usikre, medens den forholdsvis største Tro findes i den ældste Generation. Tvivlen er ogsaa langt mere udbredt i Arbejderstanden end i de andre Samfundslag, og Benægterne findes dobbelt saa ofte blandt Københavnerne som blandt Landboerne, men samtidig gør disse sig maaske ikke saa mange Tanker om Spørgsmaalet, idet 18 % har svaret ”ved ikke”, medens den tilsvarende Procent i København er 13.

I Sverige er Troen paa Guds Indgriben i Individets Liv stærkere end i Danmark med 80 % ja mod 73 % herhjemme, 7 % Nej mod 11 %, og 13 % usikre mod 16 % - men Svarenes Fordeling blandt Kønnene, Samfundslagene, Land og By samt indenfor de forskellige Aldre stemmer nøje overens med danske Forhold.

I en følgende Artikel gengives Resultatet af yderligere et Par Spørgsmaal, der handler om Troen paa et Liv efter Døden, og hvorledes et saadant Liv kan tænkes at være.

Om kilden

Dateret
19.04.1947
Oprindelse
TNS Gallup
Kildetype
Meningsmåling
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. januar 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Dateret
19.04.1947
Oprindelse
TNS Gallup
Kildetype
Meningsmåling
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. januar 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk