Fri abort

Baggrunden

Ældre dansk lovgivning dikterede strenge straffe til kvinder, der forsætligt afbrød en graviditet. I 1866 blev dødsstraf afløst af strafarbejde i op til 8 år. I 1930’erne skete der ændringer i synet på svangerskabsafbrydelse. Strafferammen blev nedsat til højst 2 års fængsel, og der blev indført en såkaldt ’nødretsregel’: hvis en kvindes liv eller helbred var i overhængende fare på grund af graviditeten, kunne hun efter ansøgning få udført en legal abort. Der blev nedsat en Svangerskabskommission, hvis betænkning i 1937 førte til en lov, der tillod legal abort på medicinsk, etisk og eugenisk indikation.

Den næste svangerskabslov fra 1956 tilføjede den såkaldte ’defektindikation’, der tillod legal abort, hvis kvinden led af ”fysiske eller psykiske defekter”. I 1967 nedsattes endnu en svangerskabskommission, der i 1969 kom med sin betænkning. Den medførte i 1970 indførelse af en social indikation i svangerskabslovgivningen, der nu udover medicinske, helbredsmæssige og arvelighedsmæssige forhold også skulle tage hensyn til kvindens sociale og økonomiske situation. Kvinder under 18 og over 38 år fik reelt adgang til fri abort.

Optakten til indførelsen af ’fri abort’

I begyndelsen af 1970’erne stod man med en lovgivning i et vadested. Mødrehjælpskontorerne skulle sagsbehandle ansøgningerne om tilladelse til abort. Flere og flere ansøgte, og flere og flere fik tilladelse – i 1972/73 ansøgte 12.052 kvinder, og der blev givet tilladelse til 10 540. Samtidig blev det skønnet, at der blev foretaget 15-25 000 illegale aborter om året, hos læger, kvaksalvere eller efter gør-det-selv-metoder. Loven blev altså en fortolkningslov, og der var et åbent misforhold mellem lovens intentioner og befolkningens opførsel.

Fra midten af 1960’erne opstod der pres fra flere interessegrupper. Der blev arrangeret høringer og demonstrationer for fri abort, og der blev udgivet bøger og pjecer med personlige fortællinger og abortvejledninger. Aktivister arrangerede såkaldte abortrejser til Polen, der som mange andre kommunistiske lande havde fri abort, og til England og Sverige, hvor abortlovgivningen blev fortolket mere liberalt end i Danmark.

Årtierne op til gennemførelsen af svangerskabsloven i 1973 blev også præget af ændret terminologi. Hvor man i begyndelsen anvendte følelsesbetonede og moralske ord som ’fosterdrab’ og ’fosterfordrivelse’, gik man senere over til at anvende det mere neutrale udtryk ’svangerskabsafbrydelse’ og endelig det medicinske/kliniske ’abort’.

Lovgiving og debat

Med start i 1967 fremsatte Socialistisk Folkeparti i alt fem gange et lovforslag om fri adgang til svangerskabsafbrydelse. Først i 1973 kunne der opnås parlamentarisk grundlag for lovforslagets vedtagelse. Debatten i Folketinget blev kendetegnet af skarpe fronter mellem tilhængere og modstandere. Tilhængerne af fri abort lagde vægt på vilkårlighed og formynderi i Mødrehjælpens praksis, utilstrækkelighed i den hidtidige lovgivning, kvindens ret til selvbestemmelse, ligeret for mænd og kvinder, og et ideal om ønskebørn. Modstanderne fremhævede, at adgang til fri abort kunne risikere at lægge pres på kvinden og få hende til at vælge en abort af bekvemmelighedshensyn. Desuden blev der lagt vægt på fostrets rettigheder frem for kvindens, og det blev frygtet at en liberal abortlovgivning ville påvirke seksualmoralen og føre til øget promiskuitet.

Årsager

Gennemførelsen af loven om fri abort må forstås i sammenhæng med andre ændringer i perioden. Debatten og argumenterne blev påvirket af studenteroprøret, pornoens frigivelse 1969, øget adgang til prævention og seksualoplysning i løbet af 1960’erne, den nye kvindebevægelse, kvindens ændrede rolle, forestillingerne om ønskebørn, og skred i seksuelle og sociale normer.

Efterspil

Ved vedtagelsen af loven var der profetier om en voldsom stigning i abortantallet, men det har siden indførelsen ligget ret stabilt på 15 – 20 000 indgreb om året. Abortlovgivningen har dog også efterfølgende været til debat. Forskellige foreninger, især med udspring i kirkelige miljøer, har agiteret for lovens afskaffelse. Senere diskussioner har især handlet om udskydelse af abortgrænsen til 18. eller 24. uge, og om selektiv abort, hvor et foster fravælges på grund af (risiko for) medfødt handicap eller sygdom. Kristeligt Folkeparti, i dag Kristendemokraterne, dannedes i 1970 som reaktion på blandt andet liberalisering af abortlovgivningen, men er nu splittet om spørgsmålet.