Bygningshistorie

Da Fregatten 'Jylland' løb af stablen den 20. november 1860, var den det tredje skib i en planlagt serie på fire, hvor forløberne, 'Niels Juel' og 'Sjælland', var blevet sat i vandet i henholdsvis 1855 og 1858. 'Jylland' var den første i serien, der fra fødslen var en fuldkraftsfregat. Dvs. den var bygget af træ og havde master, men var dertil udstyret med en maskine og en skrue, der gjorde det muligt både at sejle for vind- og kulkraft.

Maskinen i 'Jylland' var fremstillet af det danske firma Baumgarten og Burmeister, og opsynet med arbejdet blev ført af overmaskinmester William Wain. Mødet mellem Burmeister og Wain blev starten på det samarbejde, der senere udmøntede sig i industrigiganten B&W. 'Jylland' var således barn af den begyndende industrialisering i Danmark. Udviklingen overhalede imidlertid fregatten, nærmest før den blev søsat.

'Niels Juel', 'Sjælland' og 'Jylland' kom til verden i en teknologisk brydningstid, hvor panserskibe så småt begyndte at erstatte træskibe. Mange søfolk og officerer var skeptiske overfor udviklingen. Men efter Slaget ved Hampton Roads den 9. marts 1862 under Den Amerikanske Borgerkrig, hvor panserskibene CSS Virginia og Monitor beskød hinanden i timevis uden at nogen af dem tog synderlig skade, stod det klart, at disse fartøjer var fremtiden. Efter denne episode opgav også den danske flåde at satse på træskibe, og den fjerde planlagte dampskruefregat i serien, Peder Skram, blev i hast lavet om til et panserskib. ”Niels Juel” og 'Sjælland' fik ligeledes maskineri bygget ind i de eksisterende skrog.

Set i dette lys var Fregatten 'Jylland' og dens søsterskibe symboler på en svindende æra. Dette forhindrede den dog ikke i, med en tophastighed på 14 knob, at være flådens hurtigste fartøj, hvilket afgjordes ved et kapløb ud for Møn i juli 1864.

Slaget ved Helgoland

Fregatten 'Jylland' kom til at stå sin prøve under 2. Slesvigske Krig i 1864. Den danske flåde fik her blandt andet til opgave at hindre østrigske skibe i at komme de preussiske og østrigske landtropper til hjælp, og 9. maj 1864 fik 'Niels Juel', 'Jylland' og korvetten 'Heimdal' fjenden i sigte i farvandet ud for Helgoland. Der var tale om de østrigske skibe 'Schwarzenberg' og 'Radetzky', der ligesom 'Niels Juel' og 'Jylland' tilhørte den sidste generation af dampskruefregatter, de preussiske kanonbåde 'Basilisk' og 'Blitz' samt hjuldamperen 'Adler'. Da kanonbådene og hjuldamperen ikke kom til at spille nogen betydelig rolle i slaget, og danskerne havde flere kanoner, viste de danske skibe sig at være modstanderne overlegne.

Det første skud affyredes kl. 13.45. Kampen foregik ved, at man lagde sig parallelt med fjenden og affyrede kanonerne mod hinanden. Indledningsvis forsøgte østrigerne tillige med en dristig manøvre at entre de danske skibe, men måtte give fortabt grundet heftig beskydning.

Efter to timer lykkedes det danskerne at sætte ild til 'Schwarzenbergs' sejl, og fjenden måtte flygte til det neutrale Helgoland over hals og hoved. Netop som Fregatten 'Jylland' var i færd med at optage forfølgelsen, blev fregattens ratline skudt midt over af splinterne fra en granat, og man måtte opgive at sætte efter.

'Jylland' var det danske skib, der blev ramt hårdest af modstanderens skyts. Værst stod det til ved kanon nr. 9, hvor en kanonkugle var gået igennem skroget og havde efterladt sig mange lemlæstede og døde. Under træfningen mistede 'Jylland' i alt 12 mand. Men adskillige blev også så voldsomt sårede, at de måtte til skibskirurgerne og få sønderskudte arme og ben savet af. De sejrende danske sømænd blev modtaget med jubel ved hjemkomsten til København, og orlogskaptajn Suenson, der havde styret slagets gang fra 'Niels Jue'", modtog Dannebrogordenens storkors. Slaget ved Helgoland fik dog ingen reel betydning for det endelige udfald af 2. Slesvigske Krig.

Slaget ved Helgoland den 9. maj 1864. Forrest i billedet ses den østrigske fregat Schwarzenberg, hvis for-top var blevet skud i brand under slaget. Illustration fra Danmarks Historie i Billeder (1898).

Livet ombord

Tilværelsen som sømand i 1864 var barsk, og et ophold på 'Jylland' var præget af streng disciplin. På hvert nyt togt påmønstrede der mange værnepligtige, der aldrig havde sejlet før, og meget skulle læres. For at skibet kunne manøvreres gnidningsløst, og kanonerne betjenes korrekt i eventuelle militære træfninger, beordredes sømændene til kanon- og geværeksercits flere timer dagligt. Derudover satte officererne en ære i at skibet var skinnende rent og i god stand, hvorfor meget tid gik med at tilse og vedligeholde materiellet samt skrubbe på bronze, sejl og dæk.

I fritiden var der ikke meget at give sig til. Eftersom man ikke kunne forlade skibet, måtte man stille sig tilfreds med at sy, skrive breve eller snige sig til at tage en lur. At drille de værnepligtige, der aldrig tidligere havde været til søs, ved at lokke dem til at kravle højt op i riggen for at prøve at kysse masteknoppen var også en yndet beskæftigelse. Privatlivet var begrænset, da 'Jyllands' besætning talte 430 mand. Ro fandt man kun ved at kravle op på mærsene 30 meter over dækket.

Skønt 'Jylland' var en krigsmaskine, var langt de fleste dage kendetegnet ved rutine og kedsomhed. Dette opvejedes dog til fulde, når man en sjælden gang fik landlov på en fremmed kyst og kunne tage ud og få stillet sin eventyrlyst. I 1864 var lange rejser noget, der var de færreste danskere forundt, hvorfor en del sømænd fik deres livs største oplevelse under deres ophold på fregatten.

De sidste år i aktiv tjeneste

Slaget ved Helgoland var den eneste gang, Fregatten 'Jylland' var i kamp. Herefter tjente 'Jylland' som eksercerskib og foretog derudover togter til Dansk Vestindien for at repræsentere Danmark blandt de stadig mere oprørske indfødte.

I 1874 ophøjedes 'Jylland' til kongeskib i anledning af, at Christian 9. skulle til Island for at fejre øens 1000-års jubilæum. Man byggede ved denne lejlighed en kongebolig på dækket, der blandt andet indeholdt et topmoderne vandkloset. Boligen kom også til nytte i 1876, hvor kongefamilien var på sommervisit hos den russiske zar. 'Jyllands' sidste aktive togt gik til De Vestindiske Øer i 1886-87. Herefter fungerede den som kaserneskib indtil 1908.

Fregatten 'Jylland' frem til i dag

Fra 1908 gik fregatten en omtumlet skæbne i møde. Dette år besluttede flåden at sælge fregatten til et tysk ophugningsfirma, men dette vakte så stor røre blandt en gruppe nationalsindede købmænd og søofficerer, at de gik sammen og købte den tilbage. I flere år forsøgte gruppen forgæves at rejse penge til skibets vedligehold, indtil det i 1912 blev overtaget af en godsejer fra Palsgaard. 'Jylland' blev opankret ud for Juelsminde og fungerede som telegrafstation frem til 1925. I 1934 gik Thorvald Stauning ind i kampen for nationalklenodiet, og arbejdet med at bevare skibet blev et beskæftigelsesprojekt for arbejdsløse under krisen.

Fra 1935 til 1960 lå fregatten i København, hvor den indtil 1950 blev brugt som overnatningsfacilitet for omtrent 200.000 provinsbørn, der blev inviteret til hovedstaden på skolerejser af Foreningen til Provinsbørns Ferie-Ophold i København. Initiativet blev sat i søen som tak for, at landboerne under den store koleraepidemi i 1853 havde modtaget feriebørn fra storbyen. Det havde desuden til formål at mindske den ofte dybe kløft mellem land og by. Efter at fregatten om natten den 2. december 1947 kæntrede i Københavns havn, var den imidlertid i meget dårlig stand og efterhånden ikke egnet til ferieopholdene. 

Fregatten blev i 1960 sejlet til Ebeltoft for at fungere som turistattraktion. Det var dog først i løbet af 1980'erne, man fik rejst pengene til den fornødne istandsættelse, således at man i 1994 kunne åbne dørene til museet Fregatten 'Jylland'. Fregatten er i dag verdens længste bevarede træskib.

Fregatten Jylland ved havnen i Ebeltoft.