Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Frederik 4. 1671-1730

Artikler

Frederik 4., 11.10.1671-12.10.1730, konge af Danmark og Norge fra 1699, søn af Christian 5. og Charlotte Amalie; gift med prinsesse Louise af Mecklenburg-Güstrow 1695. Frederiks uddannelsesmæssige baggrund var ringe, men han bestræbte sig flittigt på selv at lede statens styrelse. Han lagde således vægt på personligt at udnævne embedsmænd og indførte en ugentlig audienstid, hvor enhver undersåt kunne indgive sine ønsker eller klagemål. Hans regeringstid var præget af krig. I 1700 kom det til krig med Sverige over det gottorpske spørgsmål, men efter svensk landgang på Sjælland måtte Danmark skyndsomst slutte fred. Næste krig var Store Nordiske Krig 1709-20. Målet var at generobre Skåne, Halland og Blekinge, men en dansk landgang i Skåne endte katastrofalt. Frederik var som øverstbefalende ikke uden skyld i dette og andre militære fejlgreb. Alligevel betød Frederiksborgfreden i 1720 en væsentlig sikkerhedspolitisk forbedring. Året efter lod Frederik sig hylde som arveherre af stænderne i hertugdømmet Slesvig.

På det indenrigspolitiske felt oprettedes i 1701 en landmilits, og året efter blev vornedskabet afskaffet; rytterskoler oprettedes fra 1721, og forskellige missionsforanstaltninger, bl.a. Hans Egedes Grønlandsrejse, blev iværksat.

Frederik, der i 1692-93 og 1708-09 besøgte Italien, var meget interesseret i bygningskunst og havearkitektur. Han lod Frederiksberg Slot opføre (fra 1699), og inspirationen fra Italien gjorde sig gældende både i slottets ydre og i Bénoit Le Coffres loftsmaleri i maskeradesalen på øverste mezzanin, hvis motiv er hentet fra karnevallet i Venezia. Desuden lod Frederik Fredensborg Slot opføre (fra 1720), ligesom Odense Slot blev ombygget 1721-23 og en ny hovedbygning (nordfløjen) føjet til.

I 1695 blev Frederik viet til prinsesse Louise af Mecklenburg-Güstrow, der blev mor til kronprins Christian (6.). Desuden havde han gennem tiden flere elskerinder, hvoraf to blev gift med ham til venstre hånd. Den ene, Anna Sophie Reventlow, som han havde lært at kende ved et maskebal i 1711 og året efter ladet bortføre, blev dagen efter dronning Louises bisættelse i 1721 tillige viet til ham til højre hånd og kort efter kronet som dronning. Dette sidste forhold vakte forargelse og bragte ham i modsætningsforhold til andre medlemmer af kongefamilien, bl.a. tronfølgeren. Forholdet til Anna Sophie var meget lykkeligt, og hun øvede indflydelse på hans valg af rådgivere. Hun fødte ham flere børn, der dog alle døde som små. Dette og tiltagende sygdom bidrog til, at kongeparret i hans sidste år nærmede sig pietismen.

Frederik 4., som i sit testamente fra 1723 advarede kronprinsen mod at vælge rådgivere blandt den gamle adel, var en af de konger, der kom tættest på at realisere Kongelovens ideal om personlig kongelig enevælde. Undertiden kunne han dog have tendens til at lade omhuen for de administrative detaljer overskygge storpolitikken.

 

 

Læs mere om Frederik 4 på denstoredanske.dk

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015