Baggrund for fredsslutningen

Siden 1807 havde Danmark under Napoleonskrigene været allieret med Napoleon og blev derfor trukket med i dennes fald. I 1813 blev Holsten og Slesvig invaderet af russiske og svenske styrker, sidstnævnte ledet af Sveriges kronprins, Karl Johan. Fra svensk side havde det længe været et mål at erhverve Norge, og da de allierede behøvede de svenske stridskræfter til slutopgøret med Napoleon, støttede de dette krav.

Det svenske krav om afståelsen af Norge

Frederik 6. (født 1768, regent 1808-1839) havde krigen igennem stædigt afvist enhver tale om afståelser. Da en mægler fra det neutrale Østrig sidst i november 1813 indfandt sig i København med forslag om, at dele af Norge skulle afstås til gengæld for, at Frederik 6. kunne beholde det resterende Norge, blev dette afvist. Under indtryk af situationen i hertugdømmerne gik han dog til sidst med til at acceptere østrigsk mægling.

Den svenske kronprins Karl Johan accepterede den 15. december 1813 en våbenhvile, men ville derimod ikke vide af østrigsk mægling. Tværtimod forlangte han, at hele Norge skulle afstås. Han stillede to krav, som Frederik 6. kunne vælge imellem: enten afståelse af hele Norge straks mod løfter om territorielle og økonomiske kompensationer senere, eller afståelse af dele af Norge straks og resten af Norge ved fredsslutningen efter Napoleonskrigene – og uden nogen kompensation. Frederik 6. sagde atter nej, og Karl Johan truede med at genoptage fjendtlighederne. Men da Frederik 6. den 7. januar 1814 fik besked om, at Østrig nu havde opgivet at mægle og i stedet stillede sig bag de svenske krav, gav han sig og accepterede det svenske krav om afståelse af hele Norge.

Første side i fredstraktaten mellem Sverige og Danmark, hvor betingelserne for freden blev nedskrevet  14. januar 1814. Her ses det eksemplar, som Frederik 6. modtog fra den svenske konge efter aftalens ratifikation i februar 1814. Foto: Rigsarkivet

Forhandlinger med Storbritannien

Forhandlingerne begyndte den 10. januar 1814. Da den svenske kronprins Karl Johan havde sit militære hovedkvarter i Kiel i Holsten, fandt fredsforhandlingerne sted her. Der forhandledes skiftevis med Sverige og med Storbritannien. Fredstraktaten med briterne kom lettest i hus. En tilbagelevering af den danske flåde, som briterne havde beslaglagt i 1807, kom ikke på tale. Til gengæld blev kolonierne i Indien og Vestindien, som under krigen var besat af Storbritannien, tilbagegivet. Det samme blev Anholt, som briterne af strategiske årsager havde besat, mens Danmark måtte afstå Helgoland.

Forhandlinger med Sverige

Mere komplicerede var de dansk-svenske forhandlinger. Det lå fra starten fast, at Norge skulle afstås, men det blev som ”et kongerige forenet med det svenske” (§ 4) og altså ikke som en svensk provins. Traktaten rummede hemmelige bestemmelser om kongens privatejendom i Norge og om godtgørelse til Danmark på 1 million daler. Fra dansk side insisterede man på, at denne bestemmelse blev hemmeligholdt for at undgå beskyldninger om, at kongen havde solgt nordmændene for penge.

Danmark måtte forpligte sig til at tilslutte sig koalitionen mod Napoleon, og svenskerne påtog sig at formidle kontakt til de stater, som Danmark fortsat var i krig med. Det lykkedes den danske forhandler at få følgende passus indskudt: ”Grønland, Færøerne og Island ikke deri indbegrebne” (§ 4). Disse oprindeligt norske øer var kommet ind i riget sammen med Norge i 1380. Reelt blev øerne altså derved afstået af Norge til Danmark i 1814. Tidligere har man ment, at den danske forhandler udnyttede sin svenske modparts uvidenhed om disse øers historie til at redde dem for Danmark. Men grunden var snarere, at det udtrykkeligt var det norske fastland og ikke de nordatlantiske øer, som Sverige ønskede at erhverve. Til gengæld skulle den danske stat som kompensation for Norge have Svensk Pommern og Rügen, som i 1815 blev byttet til hertugdømmet Lauenburg, der grænsede op til Holsten. Også spørgsmålet om fordeling af den dansk-norske statsgæld voldte bryderier.

Buchwaldschen Hof i Kiel, bygningen hvor fredstraktaterne blev underskrevet den 14. januar 1814. Foto: Kieler Stadt- und Schiff-fahrtsmuseum

Efterspil

Den 19. og 25. januar 1814 blev traktaten ratificeret fra henholdsvis dansk og svensk side og gensidigt udvekslet den 9. februar. De allierede så dog fortsat med mistro på Danmark, som de mistænkte for i det skjulte at støtte et oprør i Norge. Og for at hindre mulig dansk sabotage af fredsaftalen indeholdt denne detaljerede bestemmelser om overdragelsen af Norge, ligesom de allierede truede med at opretholde besættelsen af hertugdømmerne, samtidig med at Sverige udskød den lovede kompensation. Senere på året blev der dog også sluttet fred med Preussen, Spanien og Rusland, og i januar 1815 forlod de sidste besættelsesstyrker endeligt Holsten. Der havde været frygt for yderligere territorieafståelser, ja for selve den danske stats eksistens, men ved Wienerkongressen 1814-15 blev den stærkt formindskede danske stats fortsatte eksistens bekræftet.

Freden i Kiel gjorde den danske stat til Napoleonskrigenes arealmæssigt største taber: fraset Grønland mistede den 2/3 af sit areal. Norge kom i november 1814 i union med Sverige, men fik lov at beholde sin frie grundlov, Eidsvoll-forfatningen, der var blevet vedtaget i maj 1814. Den danske stats befolkningssammensætning blev markant forrykket: forholdet mellem danske og tyske i den danske stat var nu 2:1, hvad der førte til skæbnesvangre nationale konflikter senere i 1800-tallet. Den danske stat var efter 1814, som forfatteren Poul Martin Møller skrev, ”et lidet, fattigt land”.