Forhandlingerne om Nordsøolie og naturgas, 1962-1986

Artikler

I 1962 havde den daværende regering givet Dansk Undergrunds Consortium under A.P. Møller eneret på eftersøgning af olie og naturgas i den danske del af Nordsøen, men i lyset af både oliekrisen (fra 1973) og de lovende forekomster af olie og naturgas søgte skiftende regeringer gentagne gange i 1970'erne at genforhandle aftalen. Statsselskabet DONG fik forkøbsret på olie og naturgas, og staten investerede store ressourcer i etableringen af naturgasnettet. Det blev dog ikke modsvaret af en interesse fra forbrugerside, og DONG's økonomi var helt afhængig af store statslige tilskud. Igennem 1980'erne opstod der store uenigheder mellem regeringen og oppositionen om styringen af DONG.

1962-1980: A.P. Møllers eneret på eftersøgning af olie og gas i Nordsøen

I 1962 havde den socialdemokratisk-radikale regering indgået en koncessionsaftale (aftale mellem en offentlig myndighed og en virksomhed, der giver virksomheden retten til en bestemt aktivitet) med grosserer og skibsredder A.P. Møller (1876-1965) og Dansk Undergrunds Consortium (DUC). Aftalen gav A. P. Møller eneret på eftersøgning af olie og naturgas i hele den danske del af Nordsøen. Aftalen var 50-årig, men havde en klausul om, at der inden for 10 år skulle være indledt kommerciel udnyttelse af lokaliserede olie- og gasforekomster. I 1972 var denne prøveperiode blevet udvidet med to år til den 8. juli 1974. Regeringens tilgang til eftersøgningen af olie og gas havde været præget af et begrænset engagement, men det ændrede sig med oliekrisen i 1973, hvor behovet for alternativer til olie fra Mellemøsten stod klart. 

I 1974 havde DUC indledt en begrænset olieproduktion i Dan-feltet, mens ingen gasproduktion endnu var igangsat. Det var således ikke helt klart, om DUC havde levet op til aftalen, og Poul Hartlings Venstreregering besluttede derfor at hyre et amerikansk konsulentfirma til at vurdere, om koncessionen var overholdt.

Konsulentrapporten blev færdig i 1975, og her var regeringsmagten skiftet tilbage til Socialdemokratiet, der således arvede sagen. I rapporten blev det vurderet, at koncessionsaftalen var overholdt, hvad olien angik, men ikke på gasområdet. Samtidig understregede rapporten, at DUC's eftersøgning langt fra havde været imponerende, og at der givetvis var betydeligt mere gas i undergrunden end DUC - og i øvrigt også en række geologer fra Danmarks Geologiske Undersøgelser - regnede med. Rapportens vurdering lagde op til, at regeringen burde søge at få aftalen med A.P. Møller-virksomheden genforhandlet eller sendt til voldgift med henblik på at ændre den og eventuelt åbne op for andre firmaers gaseftersøgning, fx det i 1972 stiftede statsselskab Dansk Olie og Naturgas A/S (DONG).

A.P. Møller-virksomhedens svar var et juridisk responsum, der understregede, at DUC havde overholdt koncessionsbetingelserne, og at den gældende koncession derfor skulle videreføres uden nye aftaler. Den nyvalgte socialdemokratiske regering søgte derefter i fortrolighed at få genforhandlet aftalen. Det lykkedes for så vidt, da der blev truffet en ny aftale, men den stadfæstede i store træk den tidligere koncession. Der blev dog tilføjet klausuler om, at den danske stat skulle have forrang til at aftage den kommende gasproduktion, samt at dele af koncessionsområdet efter en nærmere bestemt langtidsplan skulle tilbageleveres til staten.

1976-1980: Kritik af regeringens aftale med A.P. Møller-koncernen

I 1976 nedsatte den socialdemokratiske regering et parlamentarisk Undergrundsudvalg, så partier med sæde i Finansudvalget kunne blive fortroligt orienteret om konsulentrapporten og forhandlingerne med A.P. Møller-koncernen. Det lykkedes imidlertid også Preben Wilhjelm (f. 1935) fra Venstresocialisterne at få sæde i udvalget. Denne plads udnyttede han bl.a. til at spørge ind til rapporten og til at sætte et stort spørgsmålstegn ved det fornuftige i den aftale, som regeringen og firmaet A.P. Møller havde indgået.

Undergrundsudvalgets medlemmer var underlagt et fortrolighedskrav, men alligevel valgte Preben Wilhjelm at offentliggøre sine spørgsmål og regeringens svar på dem. Hermed fik offentligheden indblik i hvad der var foregået og foregik.

Til gengæld hyrede A.P. Møller-koncernen den kontroversielle højrefløjsagent Hans Hetler til at snage i Wilhjelms privatforhold. Det - og en række af andre lyssky forhold, herunder Hetlers tidligere samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste - blev afsløret af Ekstra-Bladet i 1977. To år senere, i 1979, sendte DR dokumentarudsendelsen "Det sidste stik", der i stort omfang var baseret på Wilhjelms fortrolige materiale og rådgivning. Udsendelsen blev en øjenåbner for Folketinget og befolkningen om det hemmeligholdte spil om Nordsø-rigdommene. Det bidrog til en voldsom politisering af emnet, hvilket kom til at påvirke genforhandlingerne af koncessionerne, som fandt sted først i 1980'erne.

1979: Aftale om levering af naturgas fra DUC til DONG

I slutningen af 1970'erne forøgedes det statslige engagement på energiområdet væsentligt, ikke mindst hvad angik naturgasproblematikken. I SV-regeringens (1978-79) regeringsgrundlag stod der om energipolitikken, at der foruden atomkraft skulle etableres et dansk naturgasnet. Det skyldtes naturligvis behovet for at mindske afhængigheden af importeret olie, men også, at det nu var hævet over enhver tvivl, selv for A.P. Møller-koncernen og DUC, at der var store gasforekomster i den danske del af Nordsøen. Især det såkaldte Tyra-felt så lovende ud med hensyn til naturgas.

Regeringen regnede med, at der ville være gas nok i Nordsøen til at dække 20 % af det danske energibehov i mindst 20 år.  Venstres handelsminister Arne Christiansen (1925-2007) gik derfor aktivt ind de forhandlinger, der begyndte i 1978 mellem DUC og statsselskabet DONG om en gasleveringskontrakt.

Kontrakten var kompliceret at få udarbejdet, og forhandlingerne gik flere gange i stå, inden man den 9. marts 1979 underskrev en endelig aftale. Aftalen omfattede levering af 55 milliarder kubikmeter gas over en 25-årig periode med start pr. 1. oktober 1984. Det var et voldsomt engagement både for DONG og for DUC.

Den lange kontraktperiode og de svingende olie- og gaspriser gjorde det vanskeligt at sætte en pris på gassen. Forhandlingerne blev yderligere kompliceret af, at der ud over pris også skulle aftales leveringstempo og ­­-sted. Det krævede mange forhandlinger, inden man nåede frem til den ordning, at DONG skulle etablere (men dermed også potentielt kontrollere) den rørledning, der skulle føre gassen i land fra felterne i Nordsøen.

Folketinget godkendte efterfølgende med et bredt flertal beslutningen om, at DONG skulle etablere transmissionsnettet.

1980: Aftalen med A.P. Møller genforhandles

Året efter, i 1980, ønskede den socialdemokratiske regering imidlertid igen at få revideret aftalen. Baggrunden var dels, at Danmark i de sidste måneder af 1979 for alvor ramtes af den anden oliekrise, og dels at der politisk, i medierne og i befolkningen var en klar fornemmelse at, at A.P. Møller-koncernen havde fået olien for billigt.

Denne gang havde regeringen forberedt sig grundigt gennem en koordinering af forhandlingsudspil og forhandlingstilgang i et nedsat DUC-regeringsudvalg. På regeringens vegne fremsendte energiminister Poul Nielson (f. 1943) i februar 1980 et forhandlingsudspil til A.P. Møller-koncernen. Regeringen ønskede, at efterforskningen efter olie og gas skulle øges, samt at de sokkelarealer, som DUC ikke producerede fra, skulle leveres tilbage hurtigere end den tidligere aftale tilsagde. Derudover ønskede staten forkøbsret til halvdelen af den producerede olie samt etablering af en statskontrolleret olierørledning fra Nordsøen til Fredericia, hvor Shell-raffinaderiet lå. Endelig overvejede regeringen at blive direkte partner i DUC og dermed aktiv i eftersøgningen af olie og gas. I sit forhandlingsudspil truede energiministeren desuden med muligheden for at opnå regeringens ønsker via lovgivning, hvis A.P. Møller ikke gik i forhandlinger. Det var således en langt hårdere kurs over for DUC, end de danske regeringer hidtil havde anlagt.

Forhandlingerne blev langstrakte og var nær ved at bryde sammen. Poul Nielson stillede derfor et lovforslag om regulering af eneretsbevillingen, om etablering og benyttelse af en olierørledning samt om statens ret til køb af flydende kulbrinter. De borgerlige partier var betænkelige ved denne fremgangsmåde. Regeringen kunne derfor ikke vide, om den ville have flertal for forslaget, og i sidste ende kunne det følgelig ende med et folketingsvalg, hvis regeringen gjorde det til et kabinetsspørgsmål. Det var regeringen imidlertid villig til, fordi det fremstod som en vindersag i befolkningen. Ifølge en Observa-meningsmåling støttede befolkningen regeringens lovforslag, hvilket givetvis var med til at bringe A.P. Møller-koncernen tilbage til forhandlingsbordet.

I marts 1981 opnåedes en aftale. Regeringen fik opfyldt tre af sine hovedmålsætninger fra udspillet i februar 1980 om at få præciseret og tilbageleveret de store koncessionsområder, som DUC ikke havde efterforsket eller trods efterforskning ingen konkrete planer havde om at udnytte. Disse områder kunne staten nu sende i udbud igen. Det blev desuden besluttet, at DONG skulle etablere og drive en rørledning til transport af kulbrinter fra Gorm-feltet i den sydlige del af sokkelområdet til Fredericia. DUC skulle betale afgifter for brugen af rørledningen. Endelig opnåede DONG forkøbsret til 40 % af olien, der dog kunne føres tilbage til DUC til samme pris, som DONG skulle betale, men i et begrænset åremål. Nok havde A.P. Møller opnået en række modificeringer i forhold til regeringens udspil, men grundlæggende var aftalen en gevinst for regeringen i forhold til den gamle ordning. Ikke desto mindre var ordningen ganske lukrativ for DUC, hvis man sammenligner med ordningerne i de andre Nordsø-lande.

1982-1985: DONG i økonomiske problemer

Anlægsarbejdet i forbindelse med etableringen af DONG's transmissionsnet og rørledningerne var det hidtil største i Danmarks historie, og staten investerede enorme ressourcer i naturgasnettet. Forbrugerne udviste imidlertid ikke en tilsvarende interesse for at blive koblet på systemet og købe naturgas. Både private og virksomheder meldte sig på rørnettet i uventet langsom takt, og det truede med at undergrave DONG's skrantende økonomi og de tilknyttede fem regionale selskaber rundt om i landet.

Den første del af naturgasnettet, som omfattede Sønderjylland og hørte under det regionale selskab Naturgas Syd, blev taget i brug den 1. oktober 1982 med tysk gas. Planen var, at den første naturgas fra Nordsøen ville være klar i 1984, hvilket gjorde problemet med DONG's økonomi påtrængende.

I Folketinget var man dog uenig om, hvilken strategi man skulle lægge for DONG. Den nye borgerlige Firkløverregering under Poul Schlüter (f. 1929) ville gerne kommercialisere DONG og lade selskabet overgå til en aktieselskabsform og på den måde mindske de statslige forpligtelser. Regeringen måtte i energipolitikken dog bøje sig for et alternativt flertal bestående af Folketingets oppositionspartier (Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne). De ønskede en stram politisk styring af DONG samt at give DONG større indflydelse på dispositionerne i de regionale gasselskaber, så man kunne sikre sammenhæng i udviklingen af gasinfrastrukturen og -forsyningen. Denne politik forudsatte en øget statslig investering i DONG.

Efter hårde forhandlinger lykkedes det i juni 1983 at nå et kompromis mellem regeringen, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre om en ny lov. Denne gav Folketinget større indsigt og direkte kontrol med DONG gennem et repræsentantskab, som energiministeren skulle sammensætte i samråd med Folketinget. Samtidig blev styringen af de regionale selskaber lagt ind under DONG, så de kunne pålægge dem bestemte pris- og leveringsaftaler.

Forliget var dog ikke nok til at rette op på DONG's dårlige økonomi. Regnskabet for andet halvår af 1983 viste således et resultat, der var syv mia. kr. dårligere end forventet. Årsagen var afsætningsproblemer, og i horisonten truede likviditetsproblemer. Endnu engang måtte regeringen i forhandlinger med oppositionen om at stabilisere DONG økonomisk. I april 1984 blev der indgået en aftale om at tilføre DONG kapital, i 1985 500 mio. kr. og i 1986 385 mio. kr. Hertil kom et årligt rente- og afdragsfrit lån på 385 mio. kr. frem til 2005. Desuden blev elselskaberne pålagt at aftage DONG's overskydende gas, hvilket var en enorm opgave at pålægge dem. I 1984 havde DONG ikke selv kunnet afsætte 0,84 mia. m3 gas, og selskabet forventedes at producere 2,5 mia. m3 i 1985. De to store elselskaber Elsam og Elkraft (sammenslutninger af kraftværker i hhv. Vest- og Østdanmark) fungerede som selvstændige selskaber, og de havde ikke været direkte involveret i den politiske forhandlingsproces. De markerede også offentlig tvivl om, hvorvidt de havde kapacitet - og økonomisk incitament - til at aftage de store mængder naturgas. Det lykkedes dog at få en aftale i stand efter en måneds forhandlinger, hvor den konservative statsminister Poul Schlüter (f. 1929) undervejs truede med et lovindgreb.

1984-1986: Udbud af koncessioner til olieudvinding

I perioden 1984-86 var der to udbudsrunder til salg af koncessioner til olieudvinding i Nordsøen. Statens selskab Dansk Olie og Gasproduktion A/S (DOPAS) ønskede i den forbindelse at blive operatør i olie- og gasudvindingen. Det vakte kritik fra interesseorganisationen Dansk Industri, der frygtede konkurrenceforvridning og at udenlandske operatører ville afholde sig fra at byde.

Selvom den borgerlige regering af ideologiske årsager ønskede mindst muligt statsligt engagement og mest mulig fri konkurrence, var der også væsentlige samfundsøkonomiske interesser på spil. Hvis staten engagerede sig som operatør kunne man sikre både udvikling af dansk knowhow om olie- og gasudvinding og en maksimal udnyttelse af den danske undergrund. Oppositionen - med Socialdemokratiet i spidsen - ønskede derimod ikke, at private selskaber skulle stå for eftersøgningen efter olie, men ville i stedet give statsselskabet DONG en ledende rolle. Her satte den borgerlige regering foden ned, og ved at indgå en aftale med Det Radikale Venstre om et samarbejde mellem staten og private virksomheder fik regeringen brudt det alternative flertal i energipolitikken. Ifølge aftalen skulle der oprettes et Dansk Operatørselskab I/S, hvor DONG ejede 50 % og det nystiftede Dansk Energi Consortium (Denerco) ejede 50 %.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1962 - 1986
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. november 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1, Gads Forlag (2017)

Olesen, Niels Wium og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2, Gads Forlag (2018)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1962 - 1986
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. november 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1, Gads Forlag (2017)

Olesen, Niels Wium og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2, Gads Forlag (2018)

Udgiver
danmarkshistorien.dk