Folketingsvalget 1971

Artikler

Valgets udskrivelse

Den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard udskrev valg til afholdelse den 21. september 1971, fire måneder før valgperiodens udløb. Han havde i tre et halvt år ledet en regering bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti og sit eget parti, Det Radikale Venstre.

Den borgerlige regering havde siddet på magten gennem en periode med ungdomsoprør og en voksende kritik fra venstrefløjens side rettet mod den udenrigspolitiske støtte til USA. Samtidig ønskede de borgerlige kernevælgere, at den første borgerlige regering i 20 år skulle forsvare deres værdier. Regeringen håbede på, at de økonomiske reformer, den havde indført i marts 1971, samt statsminister Hilmar Baunsgaards tv-tække, der ved valget i 1968 havde været med til at trække næsten en halv million stemmer til hans parti, ville få valget til at falde ud til regeringens fordel.

Valgets temaer

Valgkampen viste imidlertid, at de borgerlige vælgere måske nok var tilfredse med den populære statsminister, men at især de konservative vælgere følte, at regeringen havde svigtet den traditionelle, borgerlige moral.  Det var især efter, at den konservative justitsminister Knud Thestrup i 1970 havde indført et smuthul i lovgivningen, der reelt gav kvinder over 18 år adgang til fri abort, og blot et år forinden havde fremsat et lovforslag i Folketinget om at frigive billedpornografien.

Denne politik havde i 1970 ført til dannelsen af Kristeligt Folkeparti, der under valgkampen nu talte imod fri abort og fri porno. Mange konservative vælgere flygtede til det nye parti eller blev hjemme i sofaen. At fristaden Christiania blev oprettet samme måned, som valget blev afholdt, og at der samtidig med valget skulle stemmes om nedsættelse af valgretsalderen fra 21 til 20 år, hjalp heller ikke på de borgerlige stemmetal. Den økonomiske politik havde heller ikke levet op til forventningerne. Det var svært at skære i velfærdsydelserne, og arbejdsløsheden fulgte økonomien, der var på vej ind i dårligere tider efter højkonjunkturen i 1960'erne.

Valgets resultat

De radikale bevarede deres mandattal fra rekordvalget i 1968 og fik 27 mandater, men da de to andre koalitionspartier, Venstre og Det Konservative Folkeparti, tilsammen gik 10 mandater tilbage, kunne regeringspartierne kun mønstre 88 mandater. Efter en fintælling blev det konstateret, at Kristeligt Folkeparti lige præcis ikke havde klaret spærregrænsen.

Hos oppositionen måtte der også en fintælling til for at konstatere, at heller ikke Venstresocialisterne nåede over spærregrænsen. Både Socialdemokratiet og SF havde imidlertid markant fremgang og fik i alt 87 mandater.

Da hverken regeringen eller oppositionen således havde flertal, forsøgte Det Radikale Venstre at danne en bred regering med socialdemokratisk deltagelse og Hilmar Baunsgaard i spidsen, men forgæves. Danskerne måtte derefter vente i spænding, til der blev afholdt folketingsvalg på Færøerne den 5. oktober. Inden da havde de to grønlandske mandater (efter lidt tvivl hos den ene) valgt at pege på Socialdemokratiets Jens Otto Krag, og da det færøske valg endte med at give hver side et mandat kunne Jens Otto Krag atter, ligesom flere gange i 1960'erne, indtage statsministerposten i en socialdemokratisk mindretalsregering med støtte fra SF. Men på det smallest mulige grundlag.