Folketingsvalget 1943

Artikler

Valgets udskrivelse:

Folketingsvalget i 1943 var som udgangspunkt en grundlovspligtig nødvendighed, idet regeringen havde siddet hele den 4-årige valgperiode. Den tyske besættelse af landet gjorde imidlertid spørgsmålet om afholdelse af et valg yderst problematisk. For politikerne var valget vigtigt, idet de uden et valg sad på et forfatningsmæssigt løst grundlag, hvilket ville gøre det lettere for besættelsesmagten at fjerne regeringen, da de kunne argumentere for, at den alligevel ikke var lovligt valgt.

For at afklare situationen kontaktede statsminister Erik Scavenius den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, der tillod afholdelsen af valget og overbevidste Berlin om fornuften heri, da et valg kunne styrke den statslige orden i Danmark. Valgdatoen blev sat til den 23. marts 1943.

Valgets temaer:

De tyske betingelser for at afholde valget betød, at der ikke kunne føres en almindelig demokratisk valgkamp – blandt andet måtte besættelsesmagten ikke kritiseres, og kommunistloven fra 1941 forbød alle kommunistiske organisationer.

Samlingsregeringens partier førte efter aftale en bevidst positiv agitation, fordi de frygtede, at interne stridigheder ville skade deres samarbejde – derfor fremlagde de kun deres partiers egen politik og kritiserede ikke de andres.

Det vigtigste tema i valgkampen var ”det nationale”. Samlingsregeringens partier agiterede for, at valget ikke handlede om partipolitik eller om støtte til Scavenius-regeringen men om tilslutning til folkestyret. Ville befolkningen vise sin tilslutning, skulle den stemme på enten Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti eller Venstre. Der lå naturligvis en modsætning heri, idet det netop var disse partier, der var det parlamentariske grundlag for Scaveniusregeringen.

Modstandsbevægelsen var ikke nogen samlet front, men de fleste dele opfordrede til at stemme på ”ukompromiterede mænd” fra de fire samarbejdende partier eller Dansk Samling. En væsentlig undtagelse var kommunisterne, der opfordrede vælgerne til at stemme blankt, da DKP var blevet forbudt i 1941.

Valgets resultater:

Valgdagen blev fejret som en national begivenhed med hejste Dannebrog, ”Har stemt”-badges og en stemmedeltagelse på 89,5 procent, hvilket er den højeste i Danmark nogensinde.

De talrige opfordringer om at stemme nationalt og støtte folkestyret havde haft sin virkning. Derfor blev de samarbejdende partier valgets store sejrsherrer, og regeringen kunne som ventet fortsætte. Imidlertid måtte den gå af allerede den 29. august 1943 efter det såkaldte augustoprør.

I samlingsregeringen havde Konservativt Folkeparti den største stigning i mandater, men også Socialdemokratiet gik frem. Det Radikale Venstre gik et enkelt mandat tilbage, hvilket kan skyldes forsvarspolitikken i 1930’erne, hvor partiet skar ned på forsvarsbudgettet. Venstre mistede to mandater.

Valget var et stort nederlag for DNSAP, for selv om partiet mobiliserede 43.000 stemmer, betød den høje valgdeltagelse, at partiet ikke fik flere mandater end ved valget i 1939. En anden taber var DKP, idet kun ganske få fulgte partiets opfordring til at stemme blankt.

Om artiklen

Forfatter(e)
Andreas Bekker-Christensen, Tine Skovbjerg, Sally Cecilia Stidsen, Simon Ege Dahl Kjærsgaard
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. november 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk