Folketingsvalget 1909

Artikler

Valgets udskrivelse:

Konseilspræsident Niels Neergaard (1854-1936) udskrev i overensstemmelse med den daværende grundlovs krav om valg hvert tredje år folketingsvalg til afholdelse den 25. maj 1909. J.C. Christensen (1856-1930) trådte i september 1908 tilbage som konseilspræsident som følge af Alberti-sagen, hvor justitsminister P.A. Alberti (1851-1932) stod anklaget og senere blev dømt for dokumentfalsk og bedrageri af banker og statskassen for et stort beløb. J.C. Christensen havde i forbindelse med en ministerrokade i juli 1909 efter Albertis afgang indlemmet moderate venstrefolk i regeringen, og han havde dermed skabt grobund for en samling af de to venstrepartier, Venstrereformpartiet og Det moderate Venstre. Den relativt nyudnævnte finansminister, den moderate Niels Neergaard, overtog posten som konseilspræsident og forsvarsminister fra J.C. Christensen i en prekær politisk situation.

Udover den verserende Alberti-skandale var Rigsdagen optaget af at få vedtaget en ny forsvarslov. Forsvarspolitikken havde været et politisk stridspunkt i flere årtier, og på grund af udenrigspolitiske forhold - især spændinger mellem Tyskland og Storbritannien - var det nu en nødvendighed at få ordnet forsvarspolitikken relativt hurtigt. Niels Neergaard havde fremlagt sit forslag til en ordning i februar 1909, men kunne ikke få flertal for denne, da de forskellige venstregrupperinger var splittede på området.

Valgets temaer:

Valgkampen blev især påvirket af Alberti-sagen og debatten om forsvarsloven, hvor uenighederne mellem venstrepartierne gik på, hvorvidt og hvordan man skulle forsvare Danmarks neutralitet. Neergaard ønskede, at man ordnede forsvaret således, at det rettede sig ligeligt imod angreb fra begge de to stormagter Storbritannien og Tyskland. J.C. Christensen ønskede derimod ikke et forsvar, der kunne tolkes som fjendtligt over for Tyskland. Denne holdning baserede han på informationer fra de hemmelige forhandlinger, som hans departementschef i Krigsministeriet, L.C.F. Lütken (1863-1918), nogle år tidligere havde ført med den tyske generalstab, og som ingen andre kendte til. Splittelsen hos Venstrereformpartiet var så udtalt, at der på stemmesedlerne var anført, hvilken af de to forsvarspolitiske ordninger, dets kandidater tilsluttede sig.

Uenighederne hos venstrepartierne gjorde Højre i stand til at fremstille sig selv som det egentligt nationale og driftssikre parti, selvom Højre visse steder støttede de Moderates kandidater. Det Radikale Venstre, som i 1905 var dannet på grund af modstand mod Venstrereformpartiets nye forsvarspolitiske linje, agiterede stærkt imod en forsvarslov, der ville betyde nye store militære udgifter. Socialdemokratiet befandt sig på nogenlunde samme linje som Det Radikale Venstre, men agiterede også for sine andre mærkesager, blandt andet lavere arbejdstid og sociale forbedringer for arbejderklassen.

Valgets resultat:

Det splittede Venstrereformparti blev valgets store taber. Partiet tabte 18 mandater og halverede dermed sit mandattal i forhold til valget i 1901, hvor det fik regeringsmagten. Af partiets 37 mandater tilsluttede 11 sig desuden Neergaard og De Moderates forsvarspolitik, hvilket var endnu et nederlag. Partiets krise førte til fremgang hos de andre borgerlige partier. Højre fortsatte sin fremgang og besad nu 21 mandater, en tilvækst på 9 mandater, selvom partiets stemmetal var det samme som ved foregående valg. Det Radikale Venstre høstede en fremgang på 9 mandater til i alt 20 samt en markant procentmæssig fremgang. Det Moderate Venstre oplevede en mindre tilbagegang procentmæssigt, men vandt alligevel 2 nye folketingsmandater.

Socialdemokratiet opnåede for første gang at blive det parti, som flest vælgere - 29,1 % - satte deres kryds ved. Dog betød valgloven, at de ikke opnåede en tilsvarende andel af mandater. På denne måde kom valget i høj grad til at afspejle konsekvensen ved den daværende valgmetode med flertalsvalg i enkeltmandskredse, der ved dette valg igen begunstigede Venstrereformpartiet. Valgmetoden indebar, at landet blev delt op i 114 valgkredse, og den kandidat, der modtog flest stemmer i hver af disse, blev valgt. Resten af stemmerne var i princippet spildt.

Valgets resultat klargjorde ikke den politiske situation, og Neergaard ønskede ikke at fortsætte som konseilspræsident. Da en afløser ikke lå lige for, måtte han vente til august, inden han blev afløst af den ellers for længst pensionerede venstrepolitiker, lensgreve Ludvig Holstein-Ledreborg (1839-1912). Efter i oktober 1909 at have fået vedtaget en forsvarslov, der blev et kompromis mellem Højres, De Moderates og Venstrereformpartiets politik, gik Holstein-Ledreborg af efter et mistillidsvotum. Herefter dannede Det Radikale Venstre regering med Carl Theodor Zahle (1866-1946) som konseilspræsident. Han måtte dog  acceptere, at et flertal i Rigsdagen netop havde vedtaget en forsvarslov, som hans parti indædt havde bekæmpet.

Statistik:

Fordelingen af stemmer m.v. ved folketingsvalget i 1909. Der hersker en vis usikkerhed omkring tallene, idet stemmelisterne blev ført mangelfuldt i nogle valgkredse. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tabellen. Kilde: Danmarks Statistik 

Mandatfordelingen ved folketingsvalget i 1909. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tallene. Kilde: Danmarks Statistik  

Den procentvise fordeling af stemmer ved folketingsvalget i 1909. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tallene. Kilde: Danmarks Statistik 

Mandatfordelingen ved folketingsvalget i henholdsvis 1909 og 1906. Resultatet af folketingsvalgene på Færøerne indgår ikke i tallene. Kilde: Danmarks Statistik   

Om artiklen

Forfatter(e)
Pelle Mortensen
Tidsafgrænsning
1906 - 1909
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. marts 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Thorsen, Svend: De Danske Ministerier 1901-1929 (1967)

Mørch, Søren: 24 statsministre (2000)

Bang, I.M.: Rigsdagsvalgene 1895-1910 (1911)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Pelle Mortensen
Tidsafgrænsning
1906 - 1909
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. marts 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Thorsen, Svend: De Danske Ministerier 1901-1929 (1967)

Mørch, Søren: 24 statsministre (2000)

Bang, I.M.: Rigsdagsvalgene 1895-1910 (1911)

Udgiver
danmarkshistorien.dk