Folketingets åbningstaler, 1953-

Artikler

På første møde i folketingsåret, den første tirsdag i oktober hvert år, giver statsministeren en mundtlig redegørelse i folketingssalen for rigets tilstand og nogle af regeringens lovforslag i det kommende år. Talen har lovhjemmel i grundlovens § 38, hvor der står, at statsministeren giver ”en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger.” Den mundtlige redegørelse efterfølges af en skriftlig fremlæggelse af regeringens lovforslag. Åbningstalen er en politisk tale med fokus på politiske ideer og konkrete tiltag, men den rummer også ceremonielle træk.

Forløbere for statsministerens redegørelse
Traditionen med at regeringens leder holder en åbningstale er på en måde et levn fra kongens trontale. Selv efter demokratiets indførelse holdt kongen i 1901 en trontale i Rigsdagen, og ved flere følgende lejligheder åbnede kongen - som i hvert fald formelt var regeringsleder – Rigsdagen. Det blev der lavet om på fra 1921 hvor statsministeren hvert år stod for åbningen af Rigsdagen, om end i ’kongens navn.’ I 1925 holdt statsminister Thorvald Stauning en tale hvor han også redegjorde for regeringens politiske program. Selv om talen i 1947 og 1948 formelt blev holdt af den nye konge Frederik 9., var det dog på vegne af regeringen, og talen blev overrakt ham af statsministeren i salen. I 1949-1952 åbnede statsministrene igen Rigsdagen i ’kongens navn’ og i Grundloven af 1953 blev talen så endelig lovfæstet som statsministerens, ligesom indholdet blev bestemt som en redegørelse for rigets almene tilstand.

Amerikansk pendant
Folketingets åbningstale minder på nogle punkter om en amerikansk tale,”State of the Union Address.” Før 1949 kaldtes den bare ”the annual message,” og hjemlen findes i den amerikanske forfatning hvor der er en bestemmelse om at den amerikanske præsident ”fra tid til anden skal informere kongressen om nationens tilstand og give anbefalinger til deres overvejelse om hvilke tiltag han finder nødvendige og hensigtsmæssige.” I 1913 indførte præsident Woodrow Wilson at denne information skulle gives mundtligt i form af en tale, og med udbredelse af radio og tv udviklede talen sig til at være en henvendelse fra præsidenten til folket, snarere end kun til kongressen. På dette punkt minder talen om den danske åbningstale der også har udviklet sig til at være en mere folkelig tale. Indholdsmæssigt har åbningstalen også tydelige lighedstræk med den amerikanske tale der fortolker fællesskabets værdier og gør dem til udgangspunkt for konkrete anbefalinger.

Åbningstalens funktion
Formålet med åbningstalen er ikke blot at give en tilstandsrapport, men at skabe en kollektiv fortælling som kan være det idémæssige udgangspunkt for fremtidige tiltag. Grundlovens formulering lægger op til at statsministeren knytter vurderingen af nationens tilstand til de forslag regeringen stiller. De konkrete lovforslag kommer dermed til at stå som en følge af en overordnet analyse og vurdering. Et eksempel på denne forbindelse findes i den første åbningstale fra 1953, hvor den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft leverede en begrundelse for nogle påtænkte sociale og kulturelle reformer. Danmark havde på dette tidspunkt høj arbejdsløshed og vesteuropæisk bundrekord i vækst. Argumenterne var nøje afstemt med socialdemokratiske kerneværdier og talens pessimistiske bedømmelse af situationen for produktion og beskæftigelse: ”Gennem en samlet tilrettelæggelse af den fremtidige udvikling på disse områder vil man lægge vægt på sådanne reformer og investeringer, som kan medvirke til at øge produktionen, forebygge behov for hjælp, støtte familielivet og forbedre ungdommens vilkår.”

Endnu mere udtalt var den ideologiske markering i den konservative statsminister Poul Schlüters åbningstale fra 1983, hvor regeringens økonomiske ”genopretningspolitik” blev funderet i konservative grundideer om individualitet og ansvar: ”En politik, der skal modernisere vort samfund i overensstemmelse med et grundsyn, som bygger på de enkelte borgeres ansvarsbevidsthed og vilje til at gøre en indsats for at betrygge deres egen og deres familiers situation.”

Et lignende opgør med fortidens løsninger indledte statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) første åbningstale i 2002, hvor liberalistiske ideer om ”mennesket før systemet, respekten for det enkelte menneske og retten til selv at bestemme over sit eget liv” blev konkretiseret i indførelsen af bl.a. frie valg i sundhedsvæsenet. Billedet af en effektiv regering blev etableret retorisk ved at opremse sager som var lovet før valget og nu indfriet. Ligeledes blev en handlekraftig og dynamisk ledelse konstrueret retorisk ved at stille befolkningen en politik baseret på handleplaner og projektstyring i udsigt: ”Nu har vi indført det frie valg, og vi vil nøje følge, om det virker efter hensigten. Hvis ikke er vi parate til at tage de nødvendige initiativer.”

Demokrati og danske værdier
Foruden forankringen af de politiske tiltag i værdier eller en grundlæggende ideologi er lovprisningen af grundloven, det danske folkestyre og folketingets samarbejde faste indslag i åbningstaler. Ofte vil dette mere ceremonielle element være en del af en fremadrettet argumentation, der kan rumme en genfortolkning af, hvad det vil sige at være dansk. Eksempelvis holdt den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag i 1972 en åbningstale dagen efter at danskerne havde stemt for Danmarks medlemskab af EF. I talen gjorde Krag Danmarks historie til en højstemt fortælling om en særlig europæisk identitet. Som svar på hvad Danmark ville i EF, trak han det europæiske slægtskab helt tilbage til demokratiets vugge: ”Vi vil hævde og videreudvikle demokratiet, folkestyret, som det fødtes på det europæiske kontinent, og som det udvikledes forskelligt efter nationernes og folkenes vilje og tanke.”

Anderledes gjorde statsminister Poul Nyrup Rasmussen, umiddelbart efter terrorangrebet på World Trade Center d. 11. september 2001, ideen om det danske folkestyre til argument for at terrorbekæmpelsen ikke måtte blive en kamp mod folkeslag og religioner: ”Derfor tror jeg, at der nu er behov for at slå fast – og det så indtrængende, jeg kan – at den danske stat er et demokrati, der bygger på religionsfrihed. At den frihed er gensidig. Den gælder ikke alene en selv, den gælder alle. Den gælder ikke alene den enkeltes religion, den gælder alle religioner. Alle skal forstå, at den frihed er personlig og umistelig. Og en trussel mod den frihed er en trussel mod demokratiet.”

Variation og vægtning
Åbningstalen holdes egentlig på hele regeringens vegne, og talens opbygning og indhold afspejler, at den redegør for lovforslag og tiltag fra forskellige ministerier. Det er talens kendetegn, at den kommer omkring et større katalog af politiske emner som udenrigspolitik og internationale sammenslutninger, økonomi, sundhedsvæsen, beskæftigelse, erhverv, energi, miljø, landbrug, uddannelse, transport, kultur m.m. Dette er dog langt fra en statisk liste, og talerne viser, at variationsmulighederne i vægtning af emner og opbygning af taler er mange. Eksempelvis er internationale begivenheder i nogle taler blevet tildelt en hovedrolle, som da statsminister Poul Schlüter i 1991 forsigtigt udlagde perspektiverne af de dramatiske forandringer i Østeuropa eller statsminister Poul Nyrup Rasmussen lod terror og terrorbekæmpelse fylde mere en halvdelen af talen i 2001. Til sammenligning fyldte globale og udenrigspolitiske spørgsmål noget mindre i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) tale fra 2010.

Åbningstalen er statsministerens mulighed for at rekonstruere rigets tilstand og på dette grundlag at forme fremtiden politisk. Som sådan er åbningstalerne retorik, der både sprogligt og i valg og vægtning af emner er med til at skabe den danske offentlige debat og det danske samfund.

Om artiklen

Forfatter(e)
Marie Lund Klujeff
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. oktober 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Cambell, K.K. og Jamieson, K.H.: Presidents Creating the Presidency. Deeds Done in Words (2008)

Kock, C.: “Åbningstaler i Folketinget,” Danskernes akademi, DR2 d. 29. november 2010.

Knudsen, T.: ”Statsministeren har ordet,” Information d. 5.10 2009

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Marie Lund Klujeff
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. oktober 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Cambell, K.K. og Jamieson, K.H.: Presidents Creating the Presidency. Deeds Done in Words (2008)

Kock, C.: “Åbningstaler i Folketinget,” Danskernes akademi, DR2 d. 29. november 2010.

Knudsen, T.: ”Statsministeren har ordet,” Information d. 5.10 2009

Udgiver
danmarkshistorien.dk