Folkebevægelsen mod EU

Artikler

Folkebevægelsen mod EU har sine rødder i forløbet op til folkeafstemningen om dansk medlemskab af EF i 1972. Folkebevægelsen blev stiftet som Fællesudvalget mod EF-medlemskab i 1972.

Folkebevægelse på tværs af partiskel

Da EF-modstanden ofte gik på tværs af partiskel, var der i årene op til afstemningen opstået en række modstanderorganisationer med forskellige politiske ståsteder. Generelt gik skellet mellem nationalt/højreorienterede og mere venstreorienterede eller deciderede kommunistiske organisationer, samt mindre, rent lokale initiativer. Efter længere tids forsøg, skabte man derfor Folkebevægelsen mod EF for at samle kræfterne for et nej, uafhængigt af politisk observans i øvrigt. Valget af navnet folkebevægelse kan tilsyneladende ikke spores til én bestemt person eller begivenhed, men opstod tilsyneladende spontant, sandsynligvis med inspiration fra den tilsvarende norske Folkebevegelsen mot norsk medlemskap i Fellesmarkedet, der blev oprettet i 1970.

Folkebevægelsen baserede sig udover medlemsorganisationerne, der dels var politiske partier, dels andre politiske organisationer, sig på et netværk af lokale komitéer, som stod for det lokale arbejde, og var centrale i bevægelsens selvforståelse som en folkebevægelse.

Socialdemokratiet gik ikke med

Det lykkedes dog trods ambitionerne om det modsatte ikke at samle alle EF-modstanderne under samme tag. En del borgerlige gik ikke med i den nye bevægelse, og VS valgte også at stå udenfor. Mest alvorligt for modstandersiden var dog nok at man ikke fik Socialdemokrater mod EEC med og dermed en stærkere tilknytning til den socialdemokratiske fagbevægelse. Dette sidste blev dog delvist afbødet via lokale fagforeningers aktive EF-modstand til trods for at LO klart anbefalede EF-medlemskab. Således anbefalede Arbejdsmandsforbundets kongres i 1972 et nej til EF på trods af, at forbundets formand og senere statsminister Anker Jørgensen havde opfordret til det modsatte.

Men Folkebevægelsen havde generelt en stor spændvidde, hvilket kan ses af dens meget forskelligartede frontfigurer i 1972. Disse omfattede bl.a. Poul Overgaard Nielsen og Sven Skovmand fra Det Radikale Venstre, Ib Nørlund og Ivan Hansen fra DKP, Gert Petersen fra SF, samt Ib Christensen og Jens Kirk fra Retsforbundet. Der fandtes også enkelte støtter i erhvervslivet, hvoraf den mest prominente var Steen Danø, direktør for Thrige Titan.

På trods af skuffelsen over nederlaget ved folkeafstemningen om EF-medlemskab i 1972 valgte Folkebevægelsen mod EF at fortsætte sit arbejde, nu for at få Danmark ud af EF igen.

Repræsentation i Europaparlamentet

Folkebevægelsen fik også direkte kontakter inden for EF gennem eksempelvis Ib Christensen og Gert Petersen, der begge som folketingsmedlemmer blev udpeget til Europaparlamentet. Da det første direkte valg til Europaparlamentet blev lanceret i 1979 affødte det stor diskussion i Folkebevægelsen om, hvorvidt man skulle stille op som selvstændigt parti, forholde sig passivt, eller direkte opfordre til boykot af valget. Folkebevægelsen endte med at stille op, men blev til dels svækket af, at nogle af deltagerpartierne, nemlig SF og Retsforbundet, stillede op uden for Folkebevægelsen. DKP opstillede derimod udelukkende sine kandidater på Folkebevægelsens liste. Det lykkedes for Folkebevægelsen at blive det største danske parti i det nye, direkte valgte Europaparlament med 4 af de 16 danske pladser. Disse blev besat med hhv. Jens-Peter Bonde (DKP, tidligere De Radikale), Jørgen Bøgh (S), Else Hammerich (partiløs) og Svend Skovmand (De Radikale). I deres eget materiale lagde Folkebevægelsen ikke kun vægt på deres eget gode resultat, men også på andre ’beslægtede’ EF-modstandere i den nye danske Europaparlamentsgruppe: SF’s Bodil Boserup og det grønlandske Siumuts Finn Lynge. Folkebevægelsen kunne således hævde, at næsten 1/3 af vælgerne (32,5%) havde stemt på en EF-modstander. Folkebevægelsen har været repræsenteret i Europaparlamentet lige siden 1979.

Nej til Maastricht – og splittelse

Den næste store succes for Folkebevægelsen lod vente på sig. Først kunne man trøste sig med, at Grønland, som det hidtil eneste eksempel, meldte sig ud af EF i 1985. Derefter tabte man imidlertid endnu en folkeafstemning om EF. Det var afstemningen om den Europæiske Fælles Akt, bedre kendt som EF-pakken, i 1986.

Men endelig i 1992 lykkedes det for første gang at vinde en folkeafstemning: Med 50,7 % mod 49,3 % afviste de danske vælgere Maastricht-traktaten.

Der var imidlertid uenighed om, hvordan nej’et skulle udmøntes. Hardlinerne i Folkebevægelsen mente, at traktaten nu var faldet og ikke kun i Danmark, men totalt, og at man nu måtte tage EF-medlemskabet op til fornyet overvejelse, eller i hvert fald ikke foretage sig yderligere. Heroverfor stod de såkaldte realister eller pragmatikere, der formulerede resultatet som en afvisning af EU, men ikke nødvendigvis af EF, dvs. kun mod unionsdelen. Disse kom med en række udmeldinger, der til forveksling lignede det, der kort efter blev til det såkaldte ’nationale kompromis’: De 4 danske forbehold over for unionsborgerskab, fælles mønt, fælles forsvar og fælles retspolitik. Kort efter brød pragmatikerne med Folkebevægelsen og dannede JuniBevægelsen, der på trods af pragmatismen alligevel anbefalede et nej til den Edinburgh-aftale, der indeholdt de 4 forbehold. På trods af en fælles nej-kampagne endte Edinburgh-afstemningen dog med et ja (56,7%) i 1993.

På trods af indbyrdes bitterhed og stridigheder omkring ’skilsmissen’ mellem Folkebevægelsen og JuniBevægelsen lykkedes det dem at opstille i valgforbund ved de efterfølgende Europaparlamentsvalg for at undgå stemmespild blandt modstanderne.

Folkebevægelsen mod EU, som den har heddet siden 1997, står i dag som den eneste tilbageværende modstanderbevægelse efter JuniBevægelsens valgnederlag og efterfølgende opløsning efter Europaparlamentsvalget i 2009, hvor Folkebevægelsen fik tidligere MF for Enhedslisten Søren Søndergaard valgt ind. Med Dansk Folkeparti er der imidlertid også kommet et EU-skeptiker- eller -modstanderparti med en klart højreorienteret og national profil.

Om artiklen

Forfatter(e)
Morten J. W. Hansen
Tidsafgrænsning
1972 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Hagel, Annie (red.) (Festskrift til Poul Overgaard Nielsen): EF-modstanden 1972-1986. Bidrag til et stykke Danmarkshistorie, 1986.

Helin, David: 30 år i folkestyrets tjeneste. Om Folkebevægelsen mod EU’s historie 1972-2001, 2002.

Hammerich, Else, Christensen, Ib, Bonde, Jens-Peter og Bjørnvig, Birgit: Det fik vi gjort. Folkebevægelsen i EF-parlamentet 1984-89, 1989.

Rasmussen, Søren Hein: Sære Alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark, 1997.

Lang-Jensen, Sebastian og Bjerregaard, Karen Steller (red.): Arbejderbevægelsen, venstrefløjen og Europa 1945-2005, 2009.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Morten J. W. Hansen
Tidsafgrænsning
1972 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Hagel, Annie (red.) (Festskrift til Poul Overgaard Nielsen): EF-modstanden 1972-1986. Bidrag til et stykke Danmarkshistorie, 1986.

Helin, David: 30 år i folkestyrets tjeneste. Om Folkebevægelsen mod EU’s historie 1972-2001, 2002.

Hammerich, Else, Christensen, Ib, Bonde, Jens-Peter og Bjørnvig, Birgit: Det fik vi gjort. Folkebevægelsen i EF-parlamentet 1984-89, 1989.

Rasmussen, Søren Hein: Sære Alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark, 1997.

Lang-Jensen, Sebastian og Bjerregaard, Karen Steller (red.): Arbejderbevægelsen, venstrefløjen og Europa 1945-2005, 2009.

Udgiver
danmarkshistorien.dk