Erik Pontoppidan: "Jule-Lege og deres Umaadelighed", 1736

Kilder

Kildeintroduktion:

I 1700-tallet var de såkaldte julestuer meget udbredte. I mange dage efter jul deltog folk i fester med mad, drikke og julelege. Flere gange blev der ved lov forsøgt at dæmme op for løssluppenheden, og også kirken mente, at julens budskab og den kristne tro ikke stemte overens med julestuerne.

Pietisten og hofpræsten Erik Pontoppidan (1698-1764) udgav i 1735 på latin bogen Everriculum fermenti veteris (oversat: Fejekost til at udfeje den gamle surdej), hvori han i et af kapitlerne tordnede mod de herskende juleskikke.

Nedenfor kan du læse et uddrag heraf, oversat til dansk i 1923. Pontoppidan skrev i sit forord til bogen, at han med vilje udgav den på latin for at begrænse læserskaren: den burde hellere læses af "Sjælenes Læger, som kun i ringe Omfang ere Medvidere i dette lønligt snigende Onde, end af de Syge selv, jeg mener: de ulærde Sjæle". Bogen blev udgivet i anledning af 200-året for den danske reformation og var et opgør med hedenskab og papisme, dvs. de rester af både førkristen og katolsk tro (titlens ’surdej’), som endnu fandtes i Danmark. 

Maleri af hofpræst Erik Pontoppidan
Samtidigt portrætmaleri af hofpræst og pietisten Erik Pontoppidan (1698-1764). Ukendt kunstner. Fra Wikimedia Commons.  

Jule-Lege og deres Umaadelighed

At Hedendommen har aabnet Døren for de Almuens og Ungdommens Narrerier, der opfylde alt med Legeværk saa vel som Slemmen og Demmen[1]  ved vor Frelsers Fødselsfest, er saa vist som noget.

(…)

Denne Aarstid helligede de Gamle til Bryllupper og til de anseligste af Ofringerne, til hvilke fornemmelig Svinestierne leverede Offerdyr, de saakaldte Juule-Svin; men at Gedestierne ogsaa have bidraget deres, synes, om man tør fremsætte en Gisning, at fremgaa af hin berygtede Benævnelse Jule-Buk, for hvilken den frygtsomme Barnealder endnu ryster og skælver, slagen af en Art panisk Skræk. Det var den muntreste Aarstid, da alt var fuldt af Dans og Lystighed; man havde Ret til helt at give Vellysterne Tøjlen, og det var en Forseelse ikke at svømme i Floder af stærkt Øl og Flommefedt; thi man troede i gamle Dage, at jo mere umaadeholdent man i Julefesten gjorde sin Vom til Gode, des frugtbarere et Aar blev man lyksaliggjort med.

Herfra stamme de Fylderier og natlige Sviregilder, som efter vore egne Molboers Mening saa at sige sætte Kronen paa Højtideligholdelsen af Christi Fødselsfest. Dansken plejede fordum, saaledes som det den Dag i dag er Skik hos Amagerne og Svenskerne, i hele Julefestens Tid at fremvise et bestandig dækket og i Særdeleshed med Saltmads-Fade besat Bord, (…)forglemmende hint Apostelens Ord: Guds Rige bestaar ikke i Mad og Drikke, men i Retfærdighed, Fred og Glæde i den Helligaand.

Det fremgaar af det Foranstaaende, at vore Land[s]mænds Julelege (…) nedstamme fra Saturnalierne[2] og ypperligt slægte dem paa. Paa den Tid lader sig se alt hvad der allevegne findes af Piger og Giger[3], Tigelliernes[4] Pibe skingrer, de Yngres Fløjter juble, og midt under al Lystigheden med Julekager og Juleskaaler, under Julens højst fornøjelige Rædsler, nyde de stangende Horn og Forsømmelighedens eller Stivsindethedens Balderoniske[5] Straffe den liflige Frist, som den slemme ørkesløse Oldtid har skaffet dem; hvorved man hverken sparer paa Bysladder eller afholder sig fra liderlige eller utugtige Ord, der efter Apostelens Udsagn ere aldeles uværdige for Christen-Navnet, paa den Tid da Hjærterne skulde være Harper for Gud Fader, hin Aarsag og Udspring til Guddomsvæsenet, og da der skulde siges ham uendelig Tak for hans Søn, Himlens og Jordens Forsoner. Det er sørgeligt, at jo større Festerne ere, des større Synder fremme de, og at de Dage, som fornemmelig skulde bidrage til Guds Ære, fornemmelig bidrage til Spot og Skam for Himmelen. Det er at bemærke og at beklage, at de hellige Dage fremfor de søgne[6], og Frelserens Fødselsfest fremfor de andre Højtider, have Anseende af Svir og Sværm; hvorfor? Fordi man er vant til at beraabe sig paa hint afskyelige Ordsprog: Det er Juul ihvad vi giøre; (…) hvorved de grueligste Skarnsstykker, naar blot de begaas i Juletiden, ikke savne deres Sminke.

Paa den Tid skal man have Lov til hvad man lyster, naar de Yngre komme sammen, og med de Yngre ikke saa faa, som ere mere fremrykkede saavel i Alder som i Galskab, paa en hvilken som helst Aften lige indtil Jomfru Marias Renselsesfest[7], for at beflitte[8] sig paa Kortspil, som mesterligt veed at fordrive Tiden, og paa Hærskarer af andre Lege; for at stampe i Gulvet saa med den ene, saa med den anden Fod; og for af alle Kræfter, forrykte i Hovederne, at kaste sig ud i alle mulige Narrestreger, som Daarskaben ved grundigt at ransage sig selv har faaet lært sig.

Om end vore hedenske Forfædre have teet sig som gale til deres Afguders Ære, saa skal dog ikke derfor vore Daarskaber overstryges med den Sminke; thi Sædernes vanhellige Udskejelser ere en Vederstyggelighed for vor allerhelligste Gud, hvis Villie det er at helliggøre os. Alle gamle indgroede Fornøjelser, som Forfædrenes Overbærenhed ikke har villet beskære, endskønt Christendommen her paa Stedet fra Fødselen af undsaa sig ved dem, ere, som vi vide, blevne taalte i den fromme Hensigt, at Ungdommen skulde vænnes til at glæde sig uendeligt over Himmelens aandelige Velgerninger; men den uskyldige Hensigts Od er – ak og vee – blevet sløvet af saa mange forskellige Misbrug, at den er vanslægtet til en usalig Kaabe over Fylderi og Nattesvir og alle mulige Narrestreger.

At Jesu Fødselsfest helt igennem er en Fryde- og Takkefest, som vil gøre baade Sjæl og Legeme glædesdrukne, hvilke den ypperste levende Skabnings tvende Dele ved Christi Mellemkomst ere blevne forsonede med Gud, turde aldrig Nogen ville nægte; men lad dem, efter Apostelens Formaning, glæde sig i Herren og beskedentlig holde sig indenfor Gudsfrygts og Gudhengivenheds Skranker. Den ægte og egentlige Glæde, som Julefesten kræver, ville vi lære af den Englerøst, som aabenbarede Frelserens Fødsel for Hyrderne: Se, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket: Eder er i dag en Frelser fød, som er den Herre Christus i Davids Stad; medens derimod disse Almuens Juleløjer, mod hvilke vi nys have tordnet, ere at anse som Liderligheder, der saa lidet ved nogen Art Slægtskabs Baand ere i Forvandtskab[9] med denne retlinede Glæde, at de snarere, i diametral Modsætning til denne, kvæle den aandelige Glæde i Vuggen og lokke for den ustadige Ungdom, hvilken, om ikke den guddommelige Beskærmelse[10] holder Vagt, lader sig drage bort fra Christi Favn for at fortabe sig i den fortabte Verden ad Syndens gamle Spor, den længst har lært at kende.


Ordforklaringer m.m.

[1] Slemmen og Demmen: sviren og sværmen. 

[2] Saturnalier: i det gamle Rom en folkefest for guden Saturn, fejret i december.

[3] Giger: violiner.

[4] Tigellierne: to berømte musikere i det gamle Rom (1. århundrede før vor tidsregning).

[5] Balderonisk: der hentydes til julelegen Balderone, hvor en person bankes i ryggen af de andre til takten af en remse.

[6] Søgnedage: hverdage.

[7] Jomfru Marias Renselsesfest: Kyndelmisse (2. februar).

[8] Beflitte sig på: beskæftige sig med.

[9] Forvandtskab: familie; forbindelse.

[10] Beskærmelse: beskyttelse. 

Om kilden

Dateret
1736
Oprindelse
Erik Pontoppidan: Fejekost til at udfeje den gamle Surdejg eller de i de Danske Lande tiloversblevne og her for Dagen bragte Levninger af saavel Hedenskab som Papisme (1736), oversat af Jørgen Olrik, Kbh. 1923, s. 23-28.
Kildetype
Kirkelig tekst
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. december 2015
Sprog
Dansk (oprindelig latin)
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1736
Oprindelse
Erik Pontoppidan: Fejekost til at udfeje den gamle Surdejg eller de i de Danske Lande tiloversblevne og her for Dagen bragte Levninger af saavel Hedenskab som Papisme (1736), oversat af Jørgen Olrik, Kbh. 1923, s. 23-28.
Kildetype
Kirkelig tekst
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. december 2015
Sprog
Dansk (oprindelig latin)
Udgiver
danmarkshistorien.dk