Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Enevældens indførelse 1660-1661

Artikler

Enevælden blev i Danmark indført ved en politisk proces, der strakte sig fra september 1660 til januar 1661, da de danske stænder i den såkaldte enevoldsarveregeringsakt gav deres tilslutning til indførelsen af et absolutistisk kongedømme i Danmark. I perioden indtil 1660 havde landets styreform været adelsvældet eller dyarkiet, hvor den øverste magt var delt mellem konge og adel. Under adelsvældet var bestemmelserne om magtfordelingen nedfældet i den håndfæstning, hver konge måtte underskrive ved regeringstiltrædelsen. Enevældens indførelse markerede overgangen til en styreform, hvor den øverste lovgivende, dømmende og udøvende magt lå hos kongen. Den danske enevælde, der strakte sig frem til 1848, fik sin teoretiske beskrivelse i Kongeloven fra 1665. Kongen var efter Kongelovens indførelse alene bundet af den augsburgske konfession, landets udelelighed og Kongeloven.

Baggrund

Den grundlæggende forklaring på enevældens indførelse er, at den foregående styreform ikke svarede til samfundets kompleksitet. Det stigende antal krige havde f.eks. stillet krav om øgede indtægter og dermed en øget administration, som styreformen havde vanskeligt ved at honorere. Samtidig medførte de tabte krige til arvefjenden Sverige, at det danske rige mistede alle provinser øst for Øresund – undtagen Bornholm. Riget var meget tæt på at være bankerot. Der var store udgifter til lejehærene, som førte krigen fra dansk side, og fremmede hære havde hærget landet og krævet forsyninger direkte af lokalbefolkningen.

Frederik 3. og rigsrådet reagerede på den alvorlige situation ved at indkalde en stænderforsamling, der skulle drøfte nye skatteudskrivninger og/eller besparelser på de militære udgifter. Det skete ved at sende brev ud til adel, gejstlighed og borgere fra hver købstad i Danmark og Norge om at give møde i København den 10. september 1660. Bønderne blev derimod ikke indkaldt, selvom de var de fleste og betalte de fleste skatter. Alt gik indtil da efter forfatningens bestemmelser, som de var nedfældet i Frederik 3.’s håndfæstning.

Stændermødets forløb

De første forhandlinger på stændermødet drejede sig om, hvilke skatter der skulle udskrives – og dermed hvem der skulle dække landets underskud. Adelen forsøgte at skyde sig ind under sine skattefrihedsprivilegier og skubbe byrden over på borgerne. Imidlertid valgte de gejstlige og universitetet side til fordel for borgerne. Adelen stod derfor alene og begyndte for sent at give indrømmelser.

Samtidig foregik der hemmelige forhandlinger mellem kongens fortrolige, lederne fra gejstligheden (biskop Hans Svane fra København) og borgerne (borgmester Hans Nansen fra København). Vi har ingen pålidelige kilder til disse hemmelige forhandlinger, så vi ved ikke præcis, hvem der tog initiativet. Vi ved, at forhandlingerne drejede sig om at tilbyde Frederik 3. Danmark-Norge som et arverige. Slesvig og Holsten besad han som hertug. Og vi ved, at kongen havde militæret på sin side. København blev sat i undtagelsestilstand den 10. oktober 1660 - portene blev lukket og garnisonerne ude i landet blev sat i forhøjet beredskab. Det hjalp på adelens og rigsrådets forhandlingsvilje. Nu ønskede også de at overdrage rigerne til Frederik 3 og hans slægt som arverige. Om aftenen den 13. oktober tilbød biskop Hans Svane officielt Frederik 3 arveriget. Denne beslutning blev i realiteten nået gennem et militærkup.

Forfatningsforhandlinger

Beslutningen om at indføre arverige betød, at den næste konge tiltrådte automatisk ved kongens død uden de sædvanlige forhandlinger om en håndfæstning, dvs. de betingelser, den nye konge skulle regere på og de privilegier, han skulle respektere. Selvom rigerne var blevet et arverige, skulle de imidlertid have en forfatning. Derfor sammensatte kongen et forfatningsudvalg, der skulle holde sit første møde allerede næste dag, søndag den 14. oktober 1660.

Resultatet af forfatningsudvalgets forhandlinger blev, at den gamle håndfæstning blev kasseret, mens det blev overladt til kongen selv at formulere en ny forfatning. De eneste betingelser, udvalget kunne enes om at stille, var rigets udelelighed, en kristelig regeringsform og opretholdelse af standsprivilegierne. Udvalget gav således op over for den krævende opgave at formulere en ny forfatning i stedet for det afskaffede valgkongedømme. Stænderne – og adelen i særdeleshed – arbejdede dog videre på at formulere forslag til kongen om de privilegier, de ønskede at erhverve. Borgerlige kredse arbejdede desuden med forslag, der skulle give borgerne andel i den øverste magt ved siden af adelen.

En stænderforfatning kunne principielt udmærket eksistere sammen med et arverige. Men ikke engang inden for de borgerlige kredse nåede man til enighed, måske fordi det lykkedes Frederik 3 at følge en ’del og hersk’-politik over for stænderne. Det svage kildemateriale tillader ikke at følge forløbet af disse afgørende dage i Danmarks historie.

Resultat

Resultatet af de politiske forhandlinger blev, at stænderrepræsentanterne – herunder også enkelte repræsentanter for bondestanden – aflagde troskabsed til Frederik 3. som arvekonge på pladsen foran Københavns slot den 18. okt. 1660. Den næste vigtige begivenhed var underskrivelsen af enevoldsarveregeringsakten af 10. januar 1661, som to mænd blev sendt rundt i landene med. I dette dokument var der ikke alene tale om arverige, men også et absolutistisk kongedømme. De to mænd havde ordre til at rapportere eventuelle mishagsytringer i forbindelse med underskrivelsen tilbage til kongen. Enevælden var etableret i Danmark-Norge, som i flere andre europæiske lande, på denne tid.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015