Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

EM-finalen i fodbold 26. juni 1992

Kilder

Kildeintroduktion:

I 1992 kom Danmark med til EM i fodbold i Sverige som følge af Jugoslaviens udelukkelse på grund af krigene i det tidligere Jugoslavien. Efter sejr i semifinalen over Holland og finalesejr over Tyskland (2-0) vandt Danmark meget overraskende Europamesterskaberne. Finalen blev kommenteret af Flemming Toft og Preben Elkjær. Flere af deres kommentarer er gået over i historien som symbol på Danmarks sejr. Det danske fodboldhold blev hyldet den sommer, hvor Dronning Margrethe og Prins Henrik fejrede deres sølvbryllup, og Danmark stemte nej til Maastricht-traktaten. Det var derfor en sommer, hvor Danmark og danskheden kom i fokus.

Kampstart

Flemming Toft: "… Kære danskere… knap øllet op, lad propperne springe og Dannebrog kippe. Vi er til en gigantfest, og alle ønskes en rigtig god fornøjelse… Kryds hvad I har, der er ti tæer, ti fingre og hvad man ellers kan finde på. Sat i gang her, danskerne her, altså angribende fra højre mod venstre…".

1.mål

Flemming Toft: "… Forsæt Flemming Povlsen… Henrik Larsen er med inde på midten.. og der kommer John Jensen, jaa-ha-hah, ja-ja-jai, jutlihut, nej-nej-nej… Jamen, jamen, jamen. Nederst i bunken John Faxe Jensen. Og kongelig dansk jubel… Jamen er det ikke bare wunderbar… Prøv at se igen, Flemming Povlsen tager over, der kommer John Jensen, godt set af Flemming Povlsen. Og den er ramt. Danmark i front, spillet knap 19 minutter, en gung mere… Så kan vi godt sætte vand over".

2. mål

Flemming Toft: ".. Claus Christiansen og Vilfort… Vilfort endnu og der Kim Vilfort. JAA, JA, JA, JA, hutlihut… Nej, nej, nej, nej… Det er løgn Preben.. Det passer ikke.. gu gør det så… Danmark foran 2-0…".

12 min. før tid
Flemming Toft: "Franske Jacques Delors, hollandske Van Basten og fantastiske og hvad de hedder og tyske Helmuth Kohl, som vi nu gør Eiskohl… Det er ikke til at tro på. 2-0 til Danmark og vi er 12 minutter fra EM-triumfen…".

5. min. før tid

Flemming Toft: "… Og holdet med de uanede kræfter, der blot ti dage før EM skulle starte fik at vide, at de skulle med i denne turnering".

Preben Elkjær: "Ja, det må give UEFA lidt af nogle problemer må jeg nok sige… så fra nu af ved man aldrig, hvad der kan ske ved et EM. Men det har virkelig givet dem problemer med grupper. Alle de kvalifikationsturneringer og så går et hold hen og vinder, som slet ikke har kvalificeret sig. Og det er den omvendte verden."

Flemming Toft: "Og lidt spekulationer må man også nok sige omkring de utrolige forberedelser, som de andre hold har haft. De har ligget i træningslejr, de har haft hele sigtet på EM siden de kvalificerede sig en gang i november-december sidste år… Og så kommer de danske ferie-drenge og gør det fremragende… Men lad os se.… Riedle!".

Preben Elkjær: "Der er ikke nogen du".

Flemming Toft: "Så kører Flemming Povlsen… Og frispark… Klart frispark".

Preben Elkjær: "Det vil han også gerne have, Flemming... Løber fornuftigt ind foran den tyske spiller, Thom… Og den er hjemme Flemming".

Flemming Toft: "Jeg tror det… Det kan ikke glippe nu…".

Preben Elkjær: "Er du pessimist? Ha-ha-ha-ha".

Flemming Toft: "Nej, men jeg er ved at gøre noget lignende i bukserne i øjeblikket".

Flemming Toft:"… John Jensen… Laudrup… Og dansk hjørnespark, der resterer tre minutter… En kanon triumf for samtlige spillere. Og økonomisk giver det 300.000 kr. per mand at vinde den her EM-finale, plus det løse, må man også sige".

Preben Elkjær: "Ja, de burde gøre det skattefri".

Flemming Toft: "Så skal vi have en skatteminister til at lytte med".

[Længere pause]

Preben Elkjær: "Ja, de danske tilskuere har betalt dyre siddepladser, men de bruger dem ikke".

Flemming Toft: "Nej, de står og de gynger… Og det må gynge over alt… Vores lille herlige nation, 5 millioner er vi, over for denne gigant, der er på 78 millioner. De har lige så mange registrerede fodboldspillere, som vi har indbyggere…".

Flemming Toft: "Jürgen Kohler… Andreas Brehme… 1 minut tilbage… Hässler.. Og der kommer Schmeichel… Det er ikke Prince Light mere, det er en stor Prins Henrik og Prins Frederik der sidder der, de har det godt…".

[Længere pause]

Flemming Toft: "Og Hässler løber den ud over sidelinien… Og prøv at se de cifre i baggrunden, det er dog et herligt skilt, de har fået sat op".

Preben Elkjær: "Ja, de burde sætte det i stå… Hvad er det. Men vi kan vel så småt begynde at runde af og sige, at det her igen overstiger vores vildeste forventninger. Et dansk hold præget, mærket af alle de hårde kampe, men spillende på en fornuftig måde. Organiseret bagud og med få kontraangreb med meget meget skarpe… Og det ser ud, som om det er slut".

Flemming Toft: "Det er slut, vi har gjort det… igen, det danske fodboldlandshold. Det danske fodboldlandsholds største triumf er en kendsgerning, cifrene har vi her: John Jensen, Kim Vilfort, målscorerne, 2-0 over verdensmestrene i denne EM-finale… Og sådan ser det ud, når man har det godt…[De danske spillere omfavner hinanden på banen] Tillykke Danmark, både til dem her i Ullevi og dem derhjemme. En fantastisk præstation…”.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015