Eftermælet: Erik Scavenius i dansk historiekultur

Artikler

Erik Scavenius (1877-1962) var udenrigsminister under begge verdenskrige og statsminister 1942-43. Vurderingen af hans rolle i dansk politik og især hans betydning for forholdet til Tyskland har været genstand for diskussioner og uenigheder i hans samtid og vækker fortsat debat.

Scavenius efter befrielsen

Scavenius blev lagt for had af store dele af befolkningen efter maj 1945. Fra de store bladhuses side fik han ingen støtte, og de ledende politikere kom ham heller ikke til undsætning. Selv holdt han hovedet højt. Modsat de ledende politikere, der også havde deres lod i forhandlings- og samarbejdspolitikken, forsøgte han aldrig at løbe fra sin egen politik under besættelsen eller på skrømt at iklæde den modstandslignende træk.

Scavenius forklarede gerne roligt og uden besmykkelse det realpolitiske rationale for sin politik under besættelsen. Om modstandsbevægelsens påstand om, at Danmark til sidst havde været i krig med Tyskland, sagde han, at det da så var godt at tyskerne ikke havde opdaget det! På samme vis gik han også uforfærdet i brechen for de embedsmænd i udenrigsministeriet, som kom i klemme i retsopgøret. Konstant viste han den samme civilcourage, som han også viste, når han var gået op imod besættelsesmagten. Det undgik dog næppe manges opmærksomhed, at den nu også var tilsat et betydeligt stænk bitterhed, som han nok forsøgte at skjule med sin kendte sarkasme, men uden at overbevise.

Efter befrielsen trak Scavenius sig stort set tilbage fra det offentlige liv og levede et stille liv indtil sin død i 1962. I 1948 udgav han dog bogen Forhandlingspolitikken under besættelsen, der er et tørt, men meget konsekvent forsvarsskrift for hans politik.

Selvom de øvrige politikere havde et lige så stort ansvar for samarbejdspolitikken, blev Scavenius ikke desto mindre i høj grad samarbejdspolitikkens syndebuk, og netop hans stilling uden for partierne gjorde, at der efter krigen ikke var nogen aktive politikere, der ønskede at forsvare hverken ham eller hans politik. Scavenius var ganske simpelt en belastning for samarbejdspolitikkens partier efter 1945. At han ikke blev stillet for nogen rigsret efter befrielsen, skyldes næppe finfølelse fra politikernes side. Det var snarere fordi, han med sin skarpe tunge og ligeså skarpe logiske sans med lethed ville kunne have påvist, hvori det fælles ansvar for politikken lå. Den risiko ville politikerne ikke løbe.

statsminister og udenrigsminister Erik Julius Christian Scavenius (1877-1962).

Erik Julius Christian Scavenius (1877-1962). Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

Historikernes vurdering af Scavenius

Scavenius suveræne realpolitiske begavelse kan næppe anfægtes. Men den havde også sine begrænsninger. Han forstod ikke til fulde radikaliteten i nazismen og blev ved med at opfatte Det Tredje Rige som en normal stormagt – i stil med det Kejserrige han med held havde forhandlet med under 1. Verdenskrig – som havde objektive interesser, men ingen ideologiske. Det nazistiske barbari enten så han ikke, eller ville han ikke se. Heller ikke da han mødte en af dets repræsentanter i form af SS-generalen Werner Best, der – selvom han i Danmark gemte det en under realpolitisk tilgang – hørte til en af de fremmeste nazistiske ideologer.

Scavenius’ udenrigspolitiske horisont var også så domineret af Tyskland, at han ikke havde blik for, med hvilken vægt de nye stormagter Sovjetunionen og frem for alt USA deltog i det udenrigspolitiske spil. Derfor forstod han heller ikke, at der også kunne være realpolitiske grunde til at indtænke de allierede i en dansk udenrigspolitik, da disse magter ville dominere Europa efter krigens afslutning. Endelig havde han måske nok på det formelle plan respekt for de parlamentariske spilleregler, men det var ham ingen hjertesag at bringe overensstemmelse eller blot forsøge at mindske konflikterne mellem hans udenrigspolitik, Rigsdagen og den befolkning, som begge var ansvarlige over for. Han havde nok agtelse for forfatningen som institution, men ikke demokratiet som samfundslivsform.

Den første officielle – om end forsigtige – anerkendelse af Scavenius kom i 1955, hvor der på Christiansborg ophængtes et portræt af ham, ligesom alle tidligere statsministre er blevet portrætteret. I 1973 udgav historikeren Viggo Sjøqvist en veldokumenteret og velskrevet biografi om Scavenius, som uden tvivl fra forfatterens side var tænkt som en oprejsning af en stor statsmand. Biografien fik anerkendende ord med på vejen af flere historikere og nuancerede uden tvivl også synet på Scavenius i den del af offentligheden, der var rede til at give slip på sine fordomme. Den mødte bestemt også modsigelse, såvel i offentligheden som i fagkredse. I forskningskredse synes vurderingen af Scavenius i nyere tid ikke at gå i retning af en mere positiv vurdering. Snarere er der tale om et stadigt mere nuanceret billede, med fokus på såvel hans styrker og begrænsninger som den ledende udenrigspolitiker i de absolut to største kriser i nyere dansk udenrigspolitik efter 1864.

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1945 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
22. august 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Sjøqvist, Viggo: Erik Scavenius. En biografi 1-2, 1973.

Kirchhoff, Hans: “Erik Scavenius – Landsforræder eller patriot?”, trykt i Niels Wium Olesen, (red.): Mennesker, politik og besættelse, 1996.

Udgiver
danmarkshistorien.dk