Den danske frygt for fransk og svensk invasion

Indtil 1807 havde Danmark søgt at bevare sin neutralitet under Napoleonskrigene, hvor Frankrig stod over for skiftende koalitioner med stormagterne Storbritannien, Preussen og Rusland i spidsen. Efter det britiske overfald ved bombardementet af København i 1807 valgte den danske stat side til fordel for Frankrig. Det skete ikke mindst af frygt for, at Napoleon ellers ville udnytte landets svaghed til at invadere hertugdømmerne og Jylland, samt at Sverige ville bemægtige sig Sjælland.

Alliancen blev til efter et kompliceret forhandlingsforløb og undertegnet i Fontainebleau den 31. oktober 1807. Parterne forpligtede sig til at gøre fælles sag i krigen mod Storbritannien og ikke slutte separatfred, ligesom de gensidigt garanterede hinandens territorier. Danmark lovede endvidere at tilslutte sig Napoleons handelsblokade af Storbritannien (fastlandsspærringen) og at tvinge Sverige til at gøre det samme.

Frederik 6. (født 1768, regent 1808-1839) har ofte fået skylden for, at Danmark måtte afstå Norge i 1814, fordi han holdt fast i alliancen med Frankrig. Fra: Wikimedia Commons

Fransk dominans

Alliancen var domineret af Frankrig, og Napoleon støttede kun Danmark i det omfang, det var foreneligt med franske interesser, ligesom hans politik langtfra stemte overens med Danmarks tarv. Således blev Danmark i 1808 tvunget ud i en krig mod Sverige. I 1809 fik Rusland erobret Finland fra Sverige. Det førte til en svensk statsomvæltning, hvorved Napoleons marskal Jean-Baptiste Bernadotte blev valgt til kronprins under navnet Karl Johan. Denne valgte dog snart at bryde med sin gamle herre og i stedet komme til forståelse med Rusland, der til gengæld støttede det svenske ønske om at erhverve Norge fra Danmark som erstatning for Finland. Da de allierede havde hårdt brug for de svenske stridskræfter til slutopgøret med Napoleon, tilsluttede de sig dette krav.

Fra dansk side var der derfor af hensyn til statens integritet ikke andre muligheder end at fastholde alliancen med Frankrig. I medfør af alliancen gjorde danske orlogsbesætninger tjeneste i den franske flåde. Forud for Napoleons felttog mod Rusland i 1812 var alliancen blevet fornyet, og Frederik 6. måtte stille et korps til Napoleons disposition, der skulle kunne operere i hele Nordtyskland, men ikke deltage i selve Ruslandsfelttoget.

Napoleons fald og tabet af Norge

Efter Napoleons katastrofale nederlag i Rusland i efteråret 1812 og nederlaget ved Leipzig i oktober 1813 stod det klart, at Napoleon ville tabe krigen, men Frederik 6. holdt fast ved alliancen, som han endog havde ladet forny så sent som den 10. juli 1813. Det skortede ikke på opfordringer om at bryde med Napoleon og tilslutte sig de allierede. Det afviste Frederik 6. imidlertid kategorisk, men stillet over for en svensk-russisk invasion af hertugdømmerne sidst i 1813 måtte han i begyndelsen af 1814 til sidst nødtvungent acceptere fredsforhandlinger med Sverige og Storbritannien. Forhandlingerne førte den 14. januar 1814 til Freden i Kiel, der indebar, at Danmark måtte afstå Norge.

Frankrigs kejser Napoleon Bonaparte (1769 - 1821) der var allieret med Danmark helt indtil Napoleonskrigenes afslutning i 1814. Fra: Wikimedia Commons

Frederik 6.s bevæggrunde

Frederik 6. har fra historikerside måttet lægge ryg til megen kritik for sin politik. Han er blevet set som værende styret af en misforstået og naiv loyalitet, der fik ham til at holde fast ved Napoleon til den bitre ende. Selv om Frederik 6. ikke var nogen stor statsmand eller feltherre, er der dog et par væsentlige aspekter, som denne kritik overser. Han var konge af både Danmark og Norge, og de norske forhold var i høj grad udslagsgivende for hans beslutninger. Sverige havde som mål at erobre Norge, og når Frederik 6. holdt fast ved Napoleon, så var det, fordi denne var den eneste, der var rede til at garantere ham Norge. Derudover kunne Norge ikke brødføde sig selv, men måtte importere korn fra Jylland og hertugdømmerne. Et brud med Frankrig ville føre til en fransk besættelse af hertugdømmerne og Jylland og derved stop for kornudskibning til Norge. Det ville få katastrofale følger for den norske befolkning.

Efter 1812 havde Frankrig ikke længere styrker til en besættelse af hertugdømmerne og Jylland. Og i maj 1813 lod Frederik 6. da faktisk også en tid sine styrker kæmpe side om side med russerne mod franskmændene for at signalere vilje til at skifte side. Det skete dog på betingelse af, at de allierede ville garantere ham Norge, og da det ikke var tilfældet, endte han med alligevel at blive ved Napoleon.

Det var ikke, fordi Frederik 6. ikke kunne se, at Napoleons militære stjerne var blegnende, men han forestillede sig, at krigen ville ende med en international fredskongres, hvor også Napoleons Frankrig ville være repræsenteret.  Fra dansk side måtte det derfor gælde om at vedblive at være en trofast allieret med Napoleon, så man til gengæld på denne fredskongres ville få fransk diplomatisk støtte til at beholde Norge. I tilfælde af et brud med Napoleon før den forventede fredskongres ville Frankrig derimod ikke mene, at det skyldte Frederik 6. noget. Men det var et naivt, fortvivlet og urealistisk håb, for Napoleons usædvanlige uvilje mod at slutte fred og de allieredes endelige afsættelse af ham havde Frederik 6. ikke forudset.

Fontainebleau-traktaten af 1807, hvori alliancen mellem Frankrig og Danmark blev indgået. Den danske udgave her er ratificeret 11. november 1807 (den franske traktat er dateret 31. oktober). Danmarks neutralitet under Napoleonskrigene ophørte med denne alliance, hvor Danmark tiltrådte den franske fastlandsspærring. Napoleons navnetræk er syet med guldtråde og gyldne pallietter på mørkeblåt fløjl. I Rigsarkivet findes alle traktater som Danmark har indgået med andre lande. Fra: Rigsarkivet