Kaffen kommer til Danmark

I 1615 bragte venezianske købmænd de første arabiske kaffebønner til Europa. Først et par generationer senere, i 1665, omtales kaffen første gang i Danmark, og fra 1672 oplyser en medicinaltakst, at et veldrevet apotek skal have kaffebønnerne på lager. I 1681 registrerer Øresundstolden den første lille last kaffebønner ombord på et skib fra Amsterdam til København. De lærde var bekymrede for kaffens helbredsskadelige virkninger, men kongelige kammerregnskaber og skifteopgørelser efter københavnske borgere viser, at man var godt i gang med kaffe­drikningen i slutningen af 1600-årene. Der var dog altid et fuldt teudstyr hos de familier, som be­gyndte på kaffedrikningen, fordi teen var fuldt udbredt først.

Udsnit af Øresundstoldens protokol fra den 17. marts, 1681. Her ses den første indførsel af kaffe. Skipper Doue Jacobssenn havde 6 pund (ca. 3 kilo) kaffe med i sin last fra Amsterdam til København (markeret med rødt). Fra: Soundtoll Registers Online

Arkivmateriale fra Øresundstolden viser, at kaffebønnerne i de første årtier af 1700-årene fortsat blev bragt til Danmark ombord på skibe fra Amsterdam, men fra 1730’erne kommer kaffelasterne oftest fra de franske koloniøer Martinique og St. Dominique via Bordeaux. I Rigsarkivet ligger en sjældent brugt række varelister fra alle danske provinskøbmænd, og vi kan hermed få indblik i, hvor i riget man kunne købe kaffe i 1732. Mens teen kunne købes i de fleste større købstæder, var kaffen langt mere sjælden i kramboderne. Og mængderne var meget beherskede, også hos apotekerne. Varelister fra 1750 viser, at man nu kunne købe kaffe i de fleste danske købstæder, men kaffelagrene var betydeligt mindre end teens; mange byers handlende havde tre til fire gange så meget te på lager.

De tidlige bryggemetoder

De første kaffedrikkere nøjedes med at riste bønnerne på en tør pande og knuse dem i en almindelig køkkenmorter. Det kogende vand blev øst op fra store åbne messingkedler over ilden. Ved at gennemgå mere end 1.000 skifter efter afdøde personer fra hele riget kan vi følge den kaffe-tekniske udvikling i husholdningerne. Omkring 1700 vinder kaffekværne frem i de mere velhavende hjem, og samtidig begynder den lukkede kobbervandkedel med praktisk hældetud at dukke op hos velhavende borgere, præster og på herregårdene. Kafferistere af kobber eller blik til at hænge over ilden i det åbne ildsted kendes fra midten af 1700-årene, mens en ny type kaffekande allerede var udbredt i 1730’erne: en pæreformet tappekande af messing på tre ben og med en eller flere tappehaner nederst. I herskabshusholdninger og hos præsterne begynder man fra 1770’erne at lave filterkaffe. Det foregik på kaffekander af messingblik med tilhørende kaffetragte med småbitte huller, så man slap for kaffegrums i kaffekanden. I mere jævne husholdninger fortsatte man med at lave kogekaffe i kobberkedlen, hvor bønnerne udnyttedes bedre, fordi kaffen stod og trak i kedlen.

En statusdrik for samfundets top

Hos præsterne og på herregårdene blev kaffedrikningen almindeligt udbredt i løbet af 1730’erne, mens mere jævne familier i købstæderne først kom i gang op mod 1750’erne. Kaffehuse var dukket op i København allerede i slutningen af 1690’erne, men der var kun få, og i løbet af 1700-årene var der højst 10-12 samtidige kaffehuse i hovedstaden. I Holbergtidens København blev kaffedrikning – lige som teen - en luksus, man kunne manifestere sin status med. I 1770’erne kom klubber på mode efter engelsk forbillede, og de dannede ramme om litterære, politiske og filosofiske diskussioner over kaffekopperne, samtidig med at de blev samværssted for såvel hovedstadens som købstædernes solide borgerfamilier.

Kaffekop og underkop af ostindisk porcelæn, 1795.  Del af Det Warmingske Stel, som blev fremstillet i Kina på bestilling af Frederik Warming (1758-1820), der havde en høj stilling i Asiatisk Kompagni. Stellet bestod af flere hundrede dele og var en gave fra Frederik Warming til Antoinette Marie Berg ved deres bryllup i 1799. Foto: Den Gamle By

Bøndernes drik

På landet havde fæstebønderne ikke haft råd til at begynde at drikke te, og kaffedrikning blev først almindeligt kendt hen imod 1700-årenes slutning, men da bønderne udgjorde mere end 75 % af den danske befolkning, blev dette afgørende for, at Danmark i de første årtier af 1800-årene udviklede sig fra at være et tedrikkerland til at blive et land af flest kaffe­drikkere.

Kongen forsøgte allerede i 1783 at dæmme op for denne udvikling ved at forbyde bønder at drikke kaffe, men få år senere, under indtryk af bøndernes frigørelse fra stavnsbåndet og ophævelsen af hoveriet, måtte man trække denne forordning tilbage. Selvejerbøndernes frihed til at forsøde livet med kaffedrikning kunne man ikke begrænse. Det store befolkningsoverskud på landet midt i 1800-årene resulterede i store vandringer fra land til by, hvor tidligere landarbejdere og jordløse husmænd blev fabriksarbejdere, og de tog deres kaffekultur med fra landet ind til byen. Deri ligger forklaringen på, at kaffen vandt over teen – tedrikkerne i hovedstadens og købstædernes embedsmands- og borgerfamilier kom i mindretal i forhold til den store landbefolkning og industriarbejdernes kaffekultur.

Kaffekulturen: kager, Madam Blå og dansk hygge

Med opfindelsen af støbejernskomfuret og den lille tilhørende bageovn i 1830’erne blev det nemt for generationer af husmødre at bage boller og kager til kaffebordet. Koge­bøgerne har fra 1850’erne mange opskrifter på hjemmebagte kager, der klædte ethvert kaffebord. Denne kagekultur fik særlig næring på andelstidens bøndergårde, hvor man havde rigelig og nem tilgang til æg, smør og fløde. I grænselandet udvikledes det såkaldte sønderjyske kaffebord efter nederlaget i 1864, hvor dansksindede mødtes i forsamlingshusene til fællessang og foredrag, der blev akkompagneret af kaffebord med et overvældende opbud af hjemmebagte kager.

Det emaljerede køkkentøj med Madam Blå i spidsen blev fra 1900 et ikon for den særlige danske kaffehygge, der især udspandt sig som improviserede hyggepauser i de lune komfurkøkkener. Det særlige danske hyggebegreb er knyttet til kaffens specielle rolle som social lim i mange uformelle sammenhænge – uden strikse invitationer, fasttømrede samværsformer eller sirligt opdækkede kaffeborde med sølv og porcelæn. En lille pause i den daglige dont med kaffedrikning af et par skårede køkkenkopper skænket direkte fra Madam Blå, der stod og lunede sig på komfuret, var for mange selve essensen af det at hygge sig. Andre fandt hyggen ved om søndagen at køre hestevognstur ud til skovenes udflugtspavilloner uden for byerne, hvor opmarcherede bænke så langt øjet rakte gav plads til de kaffelystne familier. At tage en sejltur med små dampdrevne udflugtsbåde langs kyster og over store søer til kaffeudskænkningssteder blev umådeligt populært i årtierne omkring 1900.

Kaffevogne, marketenderier, kaffebarer og caféer

I kampen mod brændevinens spøgelse blev kaffevogne fra år 1900 brugt som våben til at gøre mange industriarbejdere ædru og samtidigt sikre, at familiens husholdningspenge på den ugentlige lønningsdag ikke blev drukket op på værtshusene. De store industriarbejdspladser indførte i årtierne herefter store veldrevne marketenderier, hvor man kunne købe kaffe og et billigt måltid mad. Fra 1930’erne fremvoksede en hærskare af kaffebarer, hvor byggepladsernes håndværkere og andre arbejdere kunne holde middagspause i et lunt lokale med kaffe og håndsmurte madder.

En af Københavnske Kvinders Kaffevogne på Rådhuspladsen, 1918. Fra en kaffevogn på Rådhuspladsen blev der solgt varm kaffe for 10 øre pr. kop. Det lunede godt i 6 graders frost. Klippet er fra Ugerevyen Danmark, som var en nyhedsformidlende film, der blev vist i biografer. Fra: danmarkpaafilm.dk, Det Danske Filminstitut.

Med jernbanevæsenets udbredelse opstod jernbanerestauranter i de gamle købstæder og nye stationsbyer, og her kunne ventende passagerer få serveret kaffe og mad. En del jernbanerestauranter var i slutningen af 1800-årene nydelige steder, hvor andre også søgte hen efter en kop kaffe, og de første jernbanestrækninger fra hovedstaden gik i øvrigt ud til omegnens vigtigste udflugtsmål – Frederiksberg Have (fra Valby Station) og Dyrehavsbakken ved Klampenborg, hvortil borgere af alle sociale lag valfartede, bl.a. for at drikke kaffe. I byerne bredte smukke, mondæne parisercaféer sig langs byens bedste hovedstrøg, først i København og fra 1890’erne også i Aarhus og andre større provinsbyer. En særlig cafétype var automatcaféerne, de betjeningsløse steder, hvor man de første årtier i 1900-årene ved møntindkast trak sin kaffe og kage fra automater – uberørt af menneskehånd.

Erstatningskaffe under og efter besættelsen 1940-45

I de fem besættelsesår måtte danskerne vænne sig til at drikke erstatningskaffe, men det var faktisk ikke noget nyt. Rødder fra cikorie-planten havde siden Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet været kendt som en vigtig erstatning for de kaffebønner, man ikke kunne importere på grund af krigshandlingerne. 1952 blev den sidste rationering af kaffen ophævet, men kaffen var til gengæld steget voldsomt i pris, så mange fortsatte med at blande op med Rich’s kaffeerstatning.

Rationeringskort fra 1940. Fra: Nationalmuseet

Termokander og kaffemaskiner

Nye kander dukkede op – først termoflasken, der allerede blev brugt i beskyttelsesrummene under besættelsen, og sidst i 1950’erne fremkom Bodum med den ikoniske Santos kaffekolbe – en helt ny måde at brygge sin kaffe på. Termokanderne fulgte efter fra begyndelsen af 1960’erne, og den hjemlige aftenhygge foran TV’et ledsagedes som regel af en kande termokaffe. De første danske kaffemaskiner så ligeledes dagens lys i begyndelsen af 1960’erne, så nu behøvede man ikke bruge tid på at stå i køkkenet brygge kaffen.

 
Reklame for to kaffemaskiner i efterårskataloget for Daells Varehus fra 1977 samt en reklame for forskellige kaffestel fra Daells Varehus’ efterårskatalog fra 1970. Fra: Det Kgl. Bibliotek, se mere her.

Kaffeforretninger og især købmænd med kaffemøllen stående i vinduet havde i årtier solgt deres egne kaffeblandinger af bønner, som var brændt på et lokalt kaffebrænderi. De første supermarkeder fra slutningen af 1950’erne varslede en ny tids komme, hvor vakuumpakkede kaffemærkevarer fra slutningen af 1960’erne konkurrerede med hinanden om at være billigst.

I dag: specialimport og espressomaskiner

Størst er forandringerne dog inden for de sidste 30 år, hvor caféer med espressokaffe efter fransk og sydeuropæisk inspiration har vundet indpas overalt i danske byer. Senest er mikrokafferisterier med specialimporteret gourmetkaffe fra udvalgte afrikanske og mellemamerikanske kaffefarme blevet en del af gadebilledet i større byer, og det er en af tidens trends, at man vil vide alt om oprindelsen på de kaffebønner, man brygger sin kaffe af. Kaffens sundhedsfremmende virkninger er atter et centralt emne, ligesom i 1660’erne. I hjemmet er mange begyndt at brygge kaffen på særlige kapselmaskiner eller egentlige espressomaskiner, hvor man kan tilgodese hver enkelt kaffedrikkers individuelle kaffesmag. Vi er stadig fælles om kaffedrikningen, men hver enkelt kaffedrikker får nu sin specielle kaffetype. Det betyder også, at borddækningen er ved at ændre sig, så man ikke længere dækker et bord med ens kopper til alle. Men der er stadig status, ligesom for de allerførste kaffedrikkere, i at kunne opvise det mest moderne og udsøgte kaffegrej.

Denne artikel er lavet i samarbejde med Den Gamle By, Tidsskriftet Skalk og forlaget Wormianum.