Du er her: danmarkshistorien Materiale Vis

Den danske flygtningepolitik 1933-1939

Artikler

Som nabostat til det nazistiske Tyskland var Danmark i 1930’erne et af tilflugtsstederne for tyske jøder, kommunister og andre forfulgte. Danmark valgte en restriktiv flygtningepolitik, som prioriterede de nationale hensyn. Det betød, at det samlede flygtningeantal blev under 2000.

Jødiske flygtningebørn i Danmark i 1939

Jødiske flygtningebørn. I 1939 pressede danske kvindeorganisationer regeringen til at lade jødiske børn komme til Danmark. Planen var, at børnene skulle videre til Palæstina, men det satte krigen en stopper for. 184 børn strandede i Danmark, og under tyskernes jødeaktion i oktober 1943 måtte de igen flygte. To døde under flugten, og 43 blev fanget og sendt til kz-lejren Theresienstadt. Kilde DIIS og Heltborg Museum.

Flygtninge fra Tyskland

Nazisternes magtovertagelse i 1933 startede en masseflugt fra Tyskland, som fortsatte gennem hele årtiet. Flere hundrede tusinde forlod landet frem til krigsudbruddet i 1939 som følge af nazisternes forfølgelser. Hårdest gik det ud over kommunister og socialdemokrater, hvis partier blev forbudte. Samtidig resulterede nazisternes antisemitisme i en boykot af jødiske forretninger. Flere videnskabsmænd, forfattere og kunstnere – de såkaldte åndsarbejdere – valgte også at forlade Tyskland. Det samme gjorde mindre samfundsgrupper som fx katolikker, homoseksuelle og romaer.

I 1935 blev Nürnberglovene vedtaget, som fratog jøder deres borgerlige rettigheder og forbød ægteskab og seksuelt samkvem mellem jøder og ikke-jøder. Lovene definerede en jøde ud fra afstamning (’blod’) og ikke religion, og den introducerede begreberne halvjøde og kvartjøde. En halvjøde havde en jødisk forælder, mens en kvartjøde havde en bedsteforælder, som var jøde. Personer, som overtrådte Nürnberglovene risikerede fængsel eller koncentrationslejr.

I 1938 blev jødeforfølgelserne yderligere intensiveret. Det kulminerede med Krystalnatten den 9. november, hvor jødiske forretninger og hjem blev plyndret, og mange synagoger, kirkegårde og jødiske forsamlingssteder blev raseret af nazisterne. Påskuddet var en ung polskfødt jødes mord på en tysk embedsmand i Paris. Omkring 100 jøder døde og ca. 25.000 kom i koncentrationslejr. Krystalnatten blev et vendepunkt i nazisternes jødepolitik og medførte, at mange tyske jøder forsøgte at få asyl i andre lande.

Jødiske Landvæsenselever i Glamsbjerg i 1939

Den danske flygtningepolitik i 1930'erne var afvisende over for tyske flygtninge. Midlertidigt ophold var dog en mulighed, der blev sat i system af "Komiteen for de Jødiske Landvæsenselever". På den måde kom jødiske Lothar Glogauer (1919-1974) til en gård i Glamsbjerg i 1939, hvor han mødte Ellen og giftede sig . Han flygtede til Sverige 1943-1945, men boede resten af sit liv i Danmark. Billederne er fra hans private fotoalbum. Kilde: Dansk Jødisk Museum. 

Tyske flygtninge i Danmark

De tyske flygtninge kom også til Danmark og søgte om asyl. Danmark modtog primært socialdemokrater, kommunister og jøder. Velviljen over for disse grupperinger varierede. Frem til 1935 var statens opmærksomhed især rettet mod de politiske flygtninge, som primært flygtede umiddelbart efter nazisternes magtovertagelse. Holdningen var, at socialdemokratiske flygtninge lettere kunne assimilere sig, fordi de delte ideologi og samfundssyn med den danske regering. Det gav dem en fordel i forhold til opholds- og arbejdstilladelse. Kommunisterne blev derimod opfattet som en trussel og underlagt et øget pres for at rejse videre til Sovjetunionen. Under deres ophold i Danmark blev kommunisterne pålagt en hårdere kontrol end de øvrige tyske flygtninge. De måtte ikke bosætte sig uden for København og skulle møde oftere ved politiet. Der ankom ca. 100 tyske kommunister og 200-300 tyske socialdemokrater til Danmark i årene fra 1933 til 1939.

De tyske jøder udgjorde den største flygtningegruppe. Frem til 1935 modtog de ikke særlig opmærksomhed fra de danske myndigheder. Men med den øgede chikane og Nürnberglovenes vedtagelse i 1935 stod det klart, at flugten fra Tyskland var vedvarende, og statens opmærksomhed rettede sig nu mod de jødiske flygtninge. Derfor blev den danske strategi fremover at forhindre jødiske flygtninge i at bosætte sig permanent i Danmark, og kun cirka 1500 jødiske flygtninge fik opholdstilladelse. De afviste ansøgere rejste i mange tilfælde videre, især til Sydamerika eller USA, mens andre blev sendt tilbage til Tyskland.

Den danske flygtningelovgivning

Da flygtningestrømmen begyndte i 1933 havde Danmark ingen særlig lovgivning på området. Den danske flygtningepolitik byggede derfor på Lov om Tilsyn med Fremmede og Rejsende (Fremmedloven) fra 1875. Loven var flere gange blevet reguleret i forhold til den internationale og nationale situation. Fremmedloven var frem til 1. verdenskrig liberal i den forstand, at personer frit kunne indrejse og tage arbejde uden pas. Med udbruddet af krigen i 1914 indførte Danmark visum- og pastvang. Dette krav varede indtil 1920’erne, hvor visumtvangen ophørte, men forevisning af pas forblev påkrævet. I 1926 blev det vedtaget, at ophold, som strakte sig over tre måneder, krævede opholdstilladelse, ligesom ud­lændinge skulle have tilladelse til at arbejde i Danmark. Disse ændringer blev vedtaget på grund af den høje arbejdsløshed. Det var politikernes mening, at de nye tiltag skulle være midlertidige og ophøre, når arbejdsløsheden var mindre. Derfor skulle loven behandles hvert andet år.

1930’ernes flygtningepolitik blev altså præget af, at loven med jævne mellemrum skulle behandles i Rigsdagen. I 1930 kom der en lettelse i forhold til opholdstilladelsen, som blev forlænget fra tre til seks måneder. I 1934 førte lovbehandlingen til stramninger. Politiet fik tilladelse til at afvise og udvise udlændinge, som efter deres vurdering var uønskede i Danmark. Det var vide beføjelser, da formuleringen i paragrafændringen var åben for fortolkning. Samtidig blev opholdstilladelsens varighed nedsat fra seks til tre måneder.

Behandlingen af loven i 1936 førte ikke til ændringer, mens det i 1938 blev vedtaget, at udlændingenes tilmeldingsfrist blev nedsat fra fem til to døgn, samt at omkostningerne ved udvisninger skulle betales af staten og ikke længere deles mellem stat og kommune. Den største ændring var, at udlændinge mistede retten til at blive bekendt med erklæringer afgivet i forbindelse med deres ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse eller udvisninger. Dermed var deres ankemuligheder begrænset.

Lovændringerne blev vedtaget af Folketingets fire største partier: Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre samt de øvrige partier. Kun Danmarks Kommunistiske Parti stemte imod.

Afslag på indrejsetilladelse for jødisk flygtning i Danmark i 1930'erne

Den danske regering gav afslag på opholdstilladelse til tysk-jødiske Anna Philipsohn i 1938. Hun blev deporteret til ghettoen i Riga i 1942, hvor hun døde et halvt år senere. Kilde Dansk Jødisk Museum.

Den administrative praksis

Fremmedloven opstillede rammerne for politikken, men den egentlige udformning skete gennem den administrative praksis. I 1935 overtog socialdemokraten K.K. Steincke (1880-1963) justitsministerposten fra den radikale Carl Theodor Zahle (1866-1946), og han blev eksponent for en strammere flygtningepolitik. Flygtningepolitikken blev især udmøntet i instrukser til grænsevagterne, som fx skulle være opmærksomme over for personer med jødisk udseende, med en stor bagage og/eller med en påfaldende opførsel. Vagten fremlagde sin mistanke over for sine overordnede, hvorefter sagen blev forelagt ledende myndigheder, som tog beslutningen om afvisning eller ej.

Tildelingen af asyl og dermed sikring mod udlevering krævede, at flygtningen faldt inden for den danske stats definition af en politisk flygtning. I 1933 dækkede det en person, som var i fare ved tilbagevendelse til sit hjemland. I 1937 konkretiserede Steincke definitionen, så den nu dækkede en person, som risikerede straf eller ophold i koncentrationslejr pga. sin politiske overbevisning, religion, race eller samfundsopfattelse. På det tidspunkt var det stadig sjældent, at jøder i Tyskland blev straffet pga. deres race eller religion. Det ændrede sig med intensiveringen af de tyske jødeforfølgelser i 1938. En politisk flygtning blev nu defineret af myndighederne som en person, der var i fare i Tyskland pga. sin politiske overbevisning eller politiske aktivitet. Danmark kunne dermed uden problemer afvise og udvise jødiske flygtninge.

I 1938 blev de danske grænser lukket, og flygtninge skulle efterfølgende indhente en indrejsetilladelse for at komme over grænsen. Udstedelsen af en sådan tilladelse krævede en tilknytning til Danmark. Der er dog eksempler på, at Justitsministeriet havde en snæver fortolkning, hvor en familiær tilknytning ikke altid var nok. 

Efter Krystalnatten i november 1938 og en øget flygtningestrøm blev kravene yderligere skærpet. Flygtninge skulle nu både bevise en tilknytning til Danmark samt at de var i fare i Tyskland. Det var op til Justitsministeriet at vurdere, hvornår faren var tilstrækkelig grundlag til en indrejsetilladelse.

Hjælpekomiteer

Grundet den økonomiske krise og høje arbejdsløshed var det nærmest umuligt for flygtninge at få arbejdstilladelse. Da staten ikke påtog sig det økonomiske ansvar for dem, var de overladt til private hjælpekomitéer.

I 1930’erne opstod flere hjælpekomitéer, som henvendte sig til forskellige flygtningegrupper. En dansk afdeling af den internationale Matteotti Komité blev grundlagt i 1933 af Socialistisk Forbund og De samvirkende Fagforbund i 1933 og tog sig af de socialdemokratiske flygtninge, mens Komitéen af 4. maj 1933 blev oprettet af Mosaisk Trossamfund og hjalp de tyske jøder. Den danske Komité til Støtte for landflygtige Aandsarbejdere var rettet mod de intellektuelle flygtninge. Disse tre komitéer samt Kirkens Indsamling til landflygtige Ikke-ariske Kristne samarbejdede i De Samvirkende Danske Emigranthjælpekomitéer, som skulle lette samarbejdet med regeringen og politikerne. Uden for samarbejdet stod Røde Hjælp, som primært understøttede kommunistiske flygtninge.

Hjælpekomitéerne havde stor betydning. Hvis en flygtning fik anerkendelse som politisk flygtning af en hjælpekomité, var personen oftest også sikret opholdstilladelse.

Årsagerne til den restriktive politik

Flygtningepolitikken blev bestemt af flere forhold. Usikkerhed omkring udviklingen af flygtningestrømmen samt frygten for, at Danmark skulle blive rendt over ende af flygtninge, var nogle af motiverne bag politikken. Antisemitismen var i mellemkrigstiden ikke kun et tysk fænomen, og det blev brugt som argument for restriktionerne, at en tilstrømning af jødiske flygtninge kunne øge antisemitismen i Danmark og true den offentlige orden.

Foruden de indenrigspolitiske overvejelser var politikken præget af hensynet til Tyskland, som var blevet et aggressivt og ekspansionistisk naboland. Pressen blev bedt om forsigtighed i beskrivelsen af forholdene i Tyskland, ligesom flygtningene blev forbudt at agitere politisk. Tyskland skulle ikke provokeres.

Endelig var det regeringens holdning, at flygtningespørgsmålet skulle løses internationalt af Folkeforbundet og andre internationale organisationer. Flygtningestrømmen fra Tyskland skabte et internationalt problem, men på trods af gentagne forsøg lykkedes det aldrig at skabe en fælles international løsning. De enkelte lande prioriterede deres egne interesser højere.

Tyske jøder havde ingen steder at flygte hen

På Eviankongressen i 1938 forsøgte 32 lande at finde en international løsning for de mange jødiske flygtninge. Kongressen endte resultatløst.

Danmark i en international sammenhæng

Sammenlignet med andre af Tysklands grænselande modtog Danmark et forholdsvis lille antal flygtninge. Schweiz tog imod 10-12.000, mens Holland fik 25-30.000 flygtninge og dermed var den europæiske småstat, som modtog flest. Det var ikke fordi, at den hollandske flygtningepolitik var mere lempelig. Holland udmærkede sig imidlertid ved en større vilje til at afvige fra den almindelige praksis. Demografisk var der også bosat flere jøder nær den hollandske grænse, ligesom der var sproglige, kulturelle og økonomiske ligheder mellem Tyskland og Holland, som gjorde Holland mere attraktivt for flygtningene.

Flygtningepolitikkens eftermæle

Den danske flygtningepolitik i 1930’erne har fået beskeden opmærksomhed efter 2. verdenskrig. Interessen har samlet sig om andre emner i forbindelse med nazismen, fx den danske udenrigspolitik, samarbejdspolitikken under besættelsen og jødeaktionen i 1943. Litteraturen og debatten om flygtningepolitikken var derfor i mange år yderst begrænset.

Omkring år 2000 fik flygtningepolitikken mediernes opmærksomhed. Flere artikler beskrev, hvordan udleveringen af jødiske flygtninge før og under besættelsen havde fået fatale konsekvenser for flere jøder, der var blevet sendt tilbage til Tyskland og omkom i koncentrationslejre. Det fik den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (1943-) til at igangsætte en undersøgelse af den danske flygtningepolitik fra 1933-45. Det førte til et firbindsværk, hvis overordnede konklusioner var, at de danske indre- og udenrigspolitiske overvejelser vejede tungere end de humanitære.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 19.05.2017