Den dansk-norske sørejse til Asien, 1618-1620

Artikler

Den 29. november 1618 sendte Christian 4. (født 1577, regent 1596-1648) den unge adelsmand Ove Giedde (1594-1660) afsted som admiral for en stor oversøisk ekspedition på cirka 400 mand til Ceylon, det nuværende Sri Lanka. Målet var her at anlægge en koloni, således at dansk-norske købmænd selv kunne importere de eftertragtede ostindiske krydderier og tekstilstoffer i stedet for som hidtil at skulle købe dem dyrt i Europa af især hollandske og engelske købmænd. Resultatet blev dog ikke etableringen af en koloni på Ceylon, men derimod i Tranquebar, beliggende i Kaveriflodens frodige delta i det lille kongerige Thanjavur på Sydindiens østkyst. Hertil ankom ekspeditionens fortrop allerede i 1619, mens Ove Gieddes flåde ankom i 1620. I de næste godt 200 år kom Tranquebar til at danne hovedstation for dansk-norsk handel langs den Bengalske Bugt, som dengang udgjorde det største marked i verden.    

Ove Gieddes beskrivelse

Efter hjemkomsten til København afleverede Ove Giedde til Christian 4. sin rapport over turen, som var den første danske sørejse syd om Afrika: Fortegnelse paa alt hvis paa den Indianske Reise forefalden er, fra Begyndelsen den 14. Novembris Anno 1618 og indtil den 4. Martii Anno 1622. Heri beskrev han nogle af de mange genvordigheder på den lange rejse langs fremmede kyster og i farvande, som var ukendte for dansk sejlads. Rapporten er en af hovedkilderne til rejsen og det første kulturmøde med inderne.

Ove Gieddes underskrift i den 258 sider lange rapport til Christian 4. Foto: Rigsarkivet

Flåden udrustes

Denne første danske sørejse til Asien var dyr - den kostede cirka halvdelen af et års statsbudget dengang. Der blev udrustet en flåde bestående af to handelsskibe, et orlogsskib og et admiralskib. Dertil kom et mindre proviantskib ved navn "Den hollandske Fløjte", som skulle følge med noget af vejen. Handelsskibene "Christian" og "København" var ejet af det Ostindiske Handelskompagni, der i 1618 var stiftet med det formål at få en dansk-norsk oversøisk handel i gang i Asien. Orlogsskibet "David" var stillet til rådighed af flåden, mens admiralskibet "Elefanten" var udrustet for kongens egen regning. Med ombord på "David" var den fornemme hollandske gesandt, Marchelis de Boshouwer (død 1619) med sin familie og et stort tjenerskab. Denne gesandt havde før afrejsen fra København på vegne af Kejseren af Ceylon indgået en alliance- og handelskontrakt med Christian 4. om at stille det fuldt udrustede krigsskib "David" til kejserens disposition i dennes kamp mod portugiserne, som havde tilranet sig stor magt på øen. Til gengæld skulle det dansk-norske handelskompagni opnå eneret i 12 år på al handel med Europa.

Admiral Giedde repræsenterede Christian 4. og opholdt sig på "Elefanten", hvis hovedopgave det var undervejs at beskytte handelsskibene mod overfald på den lange fart.

Et par måneder forud for hovedflåden var Roland Crappé afsejlet som leder på skibet "Øresund" for at forberede hovedekspeditionens ankomst. Han var en hollandsk købmand med erfaringer fra tidligere ophold i Ostindien, mens han var i hollandsk tjeneste. Han repræsenterede på rejsen det nystiftede danske handelskompagni og blev i de første år ansvarlig for at gennemføre det ønskede dansk-norske handelsfremstød i Asien.

I begyndelsen af 1600-tallet rådede Danmark-Norge over en af Europas største handels- og krigsflåder. Maleriet viser orlogsskibe på Københavns Red og udsigt mod Københavns Slot. Malet af Bonaventura Peeters (1614-1652). Foto: Københavns Bymuseum    

Besætningen: hollandske sø- og handelskyndige, tyske lejetropper og danske adelsmænd

Mandskabet ombord på skibene var blandet sammensat, idet nogle hovedsageligt tjente kongen og andre handelskompagniet. Dertil kom nationale forskelle. Kun ganske få dansk-norske søfolk havde i begyndelsen af 1600-tallet erfaring fra de store verdenshave, hvorfor de fleste af styrmændene, matroserne og de handelskyndige var hollændere, der tidligere havde været ansat af det hollandske ostindiske kompagni, som i årene forud havde etableret sig med handelskontorer i en række betydningsfulde markedsbyer langs Den Bengalske Bugt. De cirka 300 landtropper, der ifølge traktaten med den ceylonesiske kejser i en årrække skulle stilles til dennes rådighed, var overvejende tyske lejetropper under kommando af en halv snes danske adelsmænd.

Det var således en yderst sammensat skare, som drog ud på sørejsen syd om Afrika i håbet om at nå det store marked i Den Bengalske Bugt. Undervejs på den lange sørejse voksede modsætningsforholdet da også mellem de øverstbefalende danske adelige og de forholdsvis mange borgerligt sindede hollændere, der sad inde med størst viden om oversøisk navigation og købmandskab.

Sørøvere ved Kap Verde
Sejlturen gik ned gennem den Engelske Kanal og videre ned gennem Atlanterhavet til Kap Verde-øerne. Ud for Kap Verde ventede der imidlertid den danske eskadre en udfordring, idet de blev angrebet af kaperskibe. Det kom til skud, før det største sørøverskibs kaptajn overgav sig. Et andet af de fremmede skibe blev indtaget af "Den hollandske Fløjte", mens et tredje skib under flugten sejlede på grund og dér blev overfaldet af lokalbefolkningen og stukket i brand.

Et par dage efter forsøgte nogle af de tilfangetagne sørøvere med deres kaptajn at springe over borde for at undslippe i landgangsbåden. Det mislykkedes imidlertid, og sørøverkaptajnen blev næste dag sat for retten og dømt til at skulle kastes over borde sammen med nogle af sine mænd.  Imidlertid gik den kejserlige gesandt Boshouwer og hans kone i forbøn for de dømte, hvorefter de blev benådet. De to kaperskibe indlemmedes i den danske eskadre under navnene "Patentia" og "Jægeren", og sørøverne fordeltes mellem de danske skibe til at indgå i besætningen. Dette viste sig imidlertid snart at skulle volde alvorlige problemer, idet dette mandskab gentagne gange undervejs til Asien skabte uro eller søgte at rømme skibene, og senere blev sørøverkaptajnen da også dømt til døden og hængt fra bovsprydet, mens andre flere gange undervejs blev dømt til at blive lagt i jern.

Straffe ombord

Ikke kun de på skibene indrullerede sørøvere forbrød sig mod det sæt af skibsregler, som Ove Giedde var blevet udstyret med fra København af Christian 4., og som set med nutidens øjne satte strenge straffe for selv mindre forseelser. På grund af uroen på skibene undervejs skærpede Giedde efterhånden straffene. Ikke alene blev enhver form for opposition slået ned med hård hånd, men også mere eller mindre uforsætlige fejltrin i forbindelse med skibenes manøvrering kom for retten. Bøder, tab af gage og den frygtede kølhaling hørte til gængse straffemetoder, mens udsmidning og hængning var forbeholdt grovere brud på skibsreglerne.

Gieddes rapport angiver for eksempel straffeuddelingen den 1. april 1619. Her blev overstyrmanden på skibet "David", Per Jacobsen, dømt fra alle sine hidtidige månedslønninger og til to gange at skulle trækkes under skibets køl (kølhaling) for at have bragt den samlede danske flåde ud i stor fare mellem Kap Verde og Porto Dalli på den vestafrikanske kyst. Samtidig blev skibets understyrmand, Jan Kornelissøn, dømt fra sit hverv og til to gange kølhaling for at have udtalt sig nedsættende om de skibsregler, som kongen havde udstyret skibene med.

Navigationen i ukendte farvande var en vanskelig og undertiden nervepirrende opgave, især når mandskabet kunne forvente hårde straffe for fejlslagne forsøg. Nok havde man til denne første ekspedition syd om Afrika prøvet at skaffe erfarne hollandske søfolk, men de fleste af soldaterne og det danske mandskab var uerfarne med sejlads på de store verdenshave. Af Gieddes rapport til kongen fremgår det da også tydeligt, at de danske skibe flere gange mistede mandskab, materiel eller blev bragt i alvorlig fare på grund af ukyndige eller sløsede løsninger. Derfor blev mandskabet holdt inden for strengere og strengere disciplin.

Drikkevand, forplejning og skørbug

Forsyningerne af mad og drikkevand ombord var til tider var både dårlig og utilstrækkelig. Ove Gieddes rapport viser med al tydelighed, hvor vigtigt det har været for mandskabet undervejs at have nok af drikkeligt vand. På et tidspunkt lagde flåden til ud for Senegals kyst i Vestafrika for at skaffe vand og brænde. Giedde havde tilbageholdt et par udsendte fra den lokale afrikanske konge af Porto Dalli, og samtidig gik besætningen i land for at skaffe vand til den lange rejse til næste stop, som var Kap det Gode Håb i Sydafrika. Blandt de soldater, der sendtes i land, var disciplinen imidlertid temmelig lav, idet Gieddes ordrer og forholdsregler mod overfald fra lokalbefolkningen ikke blev overholdt. Alle var nemlig ikke ved deres våben, da de blev angrebet af lokalbefolkningen. Ti af mandskabet blev ved den lejlighed dræbt og 31 mænd blev slået og taget til fange, af hvilke det dog lykkedes lidt efter lidt at få elleve personer fri. Nogle dage efter forsøgte Giedde sammen med to af sine officerer at ro ind til land for at forhandle om frigivelse af de tilfangetagne eller alternativt med magt at hævne den forvoldte skade og tort. Men på grund af den kraftige brænding kom bådene i vanskeligheder og nåede kun med nød og næppe tilbage til skibene, som derefter stod til søs, hvorved de tilbageværende tolv tilfangetagne blev efterladt og anset for tabte ud over de allerede dræbte ti. Således erfarede Ove Giedde og hans mandskab, at kulturmødet mellem europæerne og afrikanerne på denne strækning af Afrikas vestkyst længe havde været karakteriseret af mord, ild og brand.

Ombord var der også forskel på madrationerne til de øverstbefalende og det øvrige mandskab. Den største trussel udgjordes dog af sygdommene ombord. Her var især skørbug, der skyldes ensidig kost og mangel på C-vitamin, en konstant fare, fordi de lange ophold på havet begrænsede mulighederne for adgang til friske fødevarer, især grønsager og frugt.

Det fik ekspeditionen for alvor at føle på den lange rejse fra Kap Verde til Kap det Gode Håb. Vind- og strømforholdene gjorde, at sejlskibene måtte langt ud i Atlanterhavet, faktisk tæt på Brasiliens kyster, før de kunne sætte den direkte kurs mod Sydafrika. Den hårde sejlads tærede på sjæl og legeme, og stemningen forværredes ved, at Giedde også havde svært ved at holde skibene samlet. Alt imens begyndte skørbugen at hærge blandt mandskabet, som svækkedes dag for dag. Derfor foretog han stadige rokeringer af mandskabet, både for at forhindre, at hollænderne sejlede egne veje, og for at vagterne på skibene kunne besættes med raske folk.

Ankomsten til Kap det Gode Håb

Tre måneder efter, at skibene var sejlet fra Kap Verde øerne, skimtedes endelig fra admiralskibets udkigskurv Taffelbjerget. Sydafrika lå forude, men under sejladsen på ude på Atlanterhavet havde Giedde mistet kontakten med handelsskibet "Christian" og ligeledes med "Jægeren", det ene af de indlemmede sørøverskibe. "David" ankom snart derefter, og omtrent tre uger efter ankomsten til Kap det Gode Håb så Giedde til sin glæde en dag hen imod aften, at skibet "Jægeren" nu stod ind i bugten. Som velkomst fyredes tre skud på hvert af skibene på reden, og lanternerne sattes op. Men skibet sejlede forbi uden at lægge til. Næste morgen erfarede Giedde, at skibet var sejlet direkte på grund, og at engelske handels- og søfolk allerede var i gang med at plyndre skibet. Mandskabets skrin og kister var i færd med at blive brudt op og indholdet sejlet i land. Giedde skyndte sig derhen i en båd, hvorved englænderne erfarede, at det strandede skib hørte til den danske flåde. Derefter blev sagerne leveret tilbage.     

Det flade Taffelbjerg ved Cape Town. Fra ankomsten af Galathea3 ekspeditionen. Foto: Esther Fihl 2006

Ankomst til Ceylon, maj 1620

Efter omtrent en måneds rekreation ved Kap det Gode Håb lod Giedde atter skibene stå til søs. Han skriver i sin rapport, at hans flåde indtil da havde mistet cirka 200 mand, og at der desuden var et større antal syge, som ved afrejsen blev ført ud til skibene, og hvoraf de fleste sidenhen afgik ved døden.

Den dansk-norske eskadre sejlede videre mod øst, først et stykke op langs Afrikas østkyst og derpå ud i Det Indiske Ocean, hvor skibene atter havde svært ved at holde sammen. Giedde mistænkte igen de hollandske deltagere i ekspeditionen for at sejle egne vegne. Ved ankomsten til Ceylon i maj 1620 ventede der imidlertid Giedde en skuffelse. Den ceylonesiske kejser, Rajah Senarat (regent 1604-1635), med hvem Christian 4. via den udsendte gesandt Boshouwer havde indgået en traktat hjemme i København, viste sig nemlig ikke at være kejser over hele Ceylon, men kun noget af øen med centrum i byen Kandy, og portugiserne var i mellemtiden på vej ud af området. Rajahen havde således ikke i sinde at betale for udrustningen af det danske orlogsskib "David", som det ellers var nedfældet i kontrakten – og det var penge, som Giedde skulle bruge til at købe nogle af de eftertragtede returvarer til Danmark. Boshouwer var der ikke til at mægle, for han var afgået ved døden ved øen Madagaskar, men hans balsamerede legeme vistes frem her på Ceylon, og det bekræftedes, at han var tilknyttet kejserens hof som diplomat.

Ankomst til Tranquebar, oktober 1620

Giedde-ekspeditionens fortrop med skibet "Øresund" under Roland Crappés ledelse var nået til Ceylon næsten et år før Gieddes skibe. Crappé gik i forlængelse af aftalen med rajahen ind og hjalp ham mod portugiserne. Efter en dramatisk søkamp med nogle portugisiske skibe strandede han imidlertid med "Øresund" på det sydindiske fastland, hvor han af den lokale konge, Nayaka Raghunatha (regent 1600-1626) af Thanjavur fik lovning på, at det danske handelskompagni var velkommen til at slå sig ned i kystbyen Tranquebar. Crappé fik sendt en af sine mænd til Ceylon med breve til Giedde om at komme til den indiske kyst, for at de sammen med Nayaka Raghunatha kunne forhandle en kontrakt igennem om en dansk-norsk handelsstation i Tranquebar.

I oktober 1620 rejste Ove Giedde sammen med Roland Crappé til nayakaens residens, og den 19. november 1620 indgikkes på Christian den 4.’s vegne en aftale med Nayaka Raghunatha om, at det danske handelskompagni kunne etablere sig i Tranquebar, og kompagniet fik sammen med portugiserne, som allerede havde en handelsstation i kongens rige, eneret på al handel med Europa i hans rige. Dette blev begyndelsen til den 225 år lange danske kolonitid i Indien. Den 1. juli 1621 påbegyndte Ove Giedde hjemrejsen, og han nåede København i marts 1622, mens Crappe blev derude som koloniens første guvernør.


Aftalen om Tranquebar blev beseglet med gaver og dette venskabsbrev fra Nayaka Raghunatha til Christian 4., skrevet på guldfolie (41 cm x 2,5 cm), forfattet på sproget tamil og underskrevet på sproget telegu. I brevet står der blandt andet: "Vi har oprettet en havn, som hedder Tharangambadi [Tranquebar], for at alle folk fra jeres land kan komme og bo her. Vi har foræret peber, fordi det ikke kan fås i jeres land. Vi har skældt de parangiyal [udlændinge-portugiserne] ud og givet dem en bøde på 12.000 pon [guldmønter]. (…) Da der ikke skal gøres forskel mellem jeres land og vort land, har Vi sagt, at folk fra jeres land skulle komme og bosætte sig her. De skal sende eksotiske ting fra Deres land. Vi sender to pitambaram [et silkestof], et hængetæppe, to skjorter, fire malede tæpper, to jamutad-sværd, en daggert med løvehåndtag, en kniv og fire singaram-pile." Foto: Rigsarkivet

Om artiklen

Forfatter(e)
Esther Fihl
Tidsafgrænsning
1618 - 1620
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. december 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Giedde, Ove: Fortegnelse paa alt, hvis paa den Indianske Reise forefalden er, fra Begyndelsen den 14. Novembris Anno 1618 og indtil den 4. Martii Anno 1622", i J.H. Schlegel (red.): Samlung zur Dänische Geschichte, Münzkenntniss, Oekonomie und Sprache, I, bd. 2. (1772)

Fihl, Esther: Tropekolonien Tranquebar (1989)

Fihl, Esther: “Shipwrecked on the Coromandel: The first Indo–Danish contact, 1620”. Review of Development and Change. Guest Editors Esther Filh & A.R. Venkatachalapathy. Vol. XIV no. 1-2 (2009). Tidsskriftet kan downloades her: tors.ku.dk/ansatte/

Fihl, Esther (red.): The Governor’s Residence in Tranquebar. The House and the Daily Life of its People, 1770-1845 (2017)

Brimnes, Niels (red.): "Indien: Tranquebar, Serampore og Nicobarerne", bind 3 i Danmark og kolonierne (2017)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Esther Fihl
Tidsafgrænsning
1618 - 1620
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. december 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Giedde, Ove: Fortegnelse paa alt, hvis paa den Indianske Reise forefalden er, fra Begyndelsen den 14. Novembris Anno 1618 og indtil den 4. Martii Anno 1622", i J.H. Schlegel (red.): Samlung zur Dänische Geschichte, Münzkenntniss, Oekonomie und Sprache, I, bd. 2. (1772)

Fihl, Esther: Tropekolonien Tranquebar (1989)

Fihl, Esther: “Shipwrecked on the Coromandel: The first Indo–Danish contact, 1620”. Review of Development and Change. Guest Editors Esther Filh & A.R. Venkatachalapathy. Vol. XIV no. 1-2 (2009). Tidsskriftet kan downloades her: tors.ku.dk/ansatte/

Fihl, Esther (red.): The Governor’s Residence in Tranquebar. The House and the Daily Life of its People, 1770-1845 (2017)

Brimnes, Niels (red.): "Indien: Tranquebar, Serampore og Nicobarerne", bind 3 i Danmark og kolonierne (2017)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk