Du er her: danmarkshistorien Materiale Vis

Dansk-tysk idrætssamarbejde, 1933-1939

Artikler

Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 valgte det nazistiske styre at støtte idrætten økonomisk med enorme summer og satsede massivt på det propagandamæssige aspekt. For tyskerne var idræt en uundværlig del af det folkelige og nationale genrejsningsarbejde i 1930’erne. Tyskernes enorme investeringer og fokus på eliteidrætten fascinerede mange danske idrætsledere og udøvere. I 1936 blev de olympiske lege afholdt i den tyske hovedstad Berlin. Sportsbegivenheden var i høj grad med til at skabe et tæt sportsligt samarbejde mellem Danmark og det nazistiske Tyskland i 1930’erne og dannede grobund for det videre sportslige samarbejde under 2. verdenskrig.

OL i Berlin, 1936

Tyskland var efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 præget af en målrettet forfølgelse af jøder, hvilket medførte kritik og bekymring fra mange andre lande. Op til OL i Berlin i 1936 blev alle antisemitiske indskrifter på mure og skilte overmalet, så landet kunne fremstå fra sin bedste side, når de mange atleter, trænere, journalister og fotografer ankom. OL skulle være en storslået fest, hvor værtslandet præsenterede sig som en fredelig og arbejdsom nation. OL i 1936 havde meget høj prioritet og status for den tyske statsmagt, der så sportsbegivenheden som en fantastisk mulighed for at påvirke en hel generation af unge eliteidrætsfolk, ledere og journalister.

 

Berlin blev op til og under de olympiske sommerlege i august 1936 præget af nazistiske faner og udsmykninger. Her ses hjørnet af Unter den Linden og Neue Wilhelmstrasse den 21. juni 1936. Foto: Bundesarchiv.

 

Dansk deltagelse i OL i 1936

Danmark deltog ved OL i 1936 med 121 deltagere, 105 mænd og 16 kvinder. Resultatet blev en sølv- og en bronzemedalje i svømning, en sølvmedalje i roning og bronzemedaljer i hhv. boksning og ridning.

Særligt ’svømmepigerne’ fik stor bevågenhed. Danmark har traditionelt været en stærk nation inden for svømning, men i 1930’erne præsterede unge kvindelige svømmere meget flotte resultater. Forventningerne var i 1936 derfor store til Ragnhild Hveger (1920-2011) og Inge Sørensen (1924-2011).

Ved OL i 1936 sendte Statsradiofonien for første gang direkte radioudsendelser, og nu kunne hele Danmark heppe med hjemme i stuerne, ikke mindst på Danmarks største idrætsstjerne Ragnhild Hveger, der vandt sølv i 400 m crawl og den 12-årige ’lille henrivende Inge’, der vandt bronze i 200 m brystsvømning. OL i 1936 blev også til et folkeligt gennembrud for radioreporteren Gunnar 'Nu' Hansen (1905-1993), der kom med på et afbud fra socialdemokraten Kai Seier Larsen, som nægtede at dække Hitlers propaganda. Gunnar 'Nu' Hansen fik stor succes med sine livetransmissioner i radioen, og han blev efterfølgende eksponent for den folkelige interesse for dansk idræt i 30’erne og særligt de danske svømmepiger.

 

Dansk-tysk idrætssamarbejde

Under og efter OL i Berlin i 1936 blev der udviklet et tæt sportsligt samarbejde mellem Danmark og Tyskland. Mange idrætsledere, trænere, atleter og journalister blev fascineret af og benovet over den tyske idræt og af, at en nation anså sporten for at være så vigtig. Her kunne danske idrætsledere, udøvere, reportere og publikum se til, mens der ved de tyske idrætsstævner blev spillet nationalsangen ”Deutschland, Deutschland, über alles” med hagekorsflaget vajende i baggrunden. Sangen blev i Tyskland ofte efterfulgt af den nazistiske slagsang Horst Wessel-sangen. Da det hertil blev forventet, at tyske idrætsudøvere og tilskuere skulle heile, var der ingen tvivl om den tyske idræts politisering gennem nazistiske symboler og ritualer.

Flere idrætsfolk indgik i forskellige former for samarbejde med den nazistiske idrætsverden. En af dem var Ragnhild Hveger, der efter OL uden sammenligning var den danske atlet, der drog mest til Tyskland for at træne. Hun blev imponeret af nazisternes satsning på idræt og var samtidig meget feteret på grund af sin sølvmedalje i 1936. Hun kom selv fra en nazistisk familie. Faderen var medlem af nazistpartiet og broderen kæmpede under 2. verdenskrig på østfronten.

Også svømmeren Jenny Kammersgaard (1918-1997), der især var kendt for langdistance-svømning i åbent hav, blev flere gange inviteret til Tyskland til opvisninger og fejringer. Idrætspædagogen Niels Bukh (1880-1950) fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup blev også draget af den nazistiske ideologi og var ofte i Tyskland for at lave opvisninger med sine populære gymnastikhold.

 

Danske jødiske sportsudøvere

Efter nazisterne kom til magten i Tyskland i 1933 begyndte en systematisk udelukkelse af jøderne i Tyskland, også fra sportens verden. I Danmark opstod der i forbindelse med OL i Berlin i 1936 en diskussion om boykot på grund af nazisternes jødeforfølgelse. Flere danske atleter valgte i protest mod nazismen at boykotte flere idrætsstævner i Tyskland, herunder også OL i Berlin. En af dem var den i samtiden bedste danske bryder og Danmarks største medaljehåb ved OL i Berlin i 1936, Abraham Kurland (1912-1999). Kurland stillede op for den københavnske jødiske idrætsklub Hakoah og vandt allerede som 19-årig sølvmedalje ved OL i Los Angeles i 1932. Kurland trænede frem mod OL i 1936 hovedsageligt i Tyskland, men det gik her op for ham, hvor stor antisemitismen var, og han overvejede derfor stærkt, om han skulle deltage, om end hans eget ønske var at kunne stille op for Danmark. Kurlands egen idrætsforening Hakoah, der var tilknyttet Det Mosaiske Trossamfund i Danmark, valgte at boykotte hele OL i Berlin. Efter at have rådført sig med sin familie valgte Abraham Kurland ligeledes at følge trop.

 

Her ses den danske jødiske bryder Abraham Kurland, der vandt sølvmedalje ved OL i Los Angeles 1932 og var det største danske medaljehåb ved OL i 1936. Han valgte dog at undlade at deltage på grund af den nazistiske jødepolitik. Foto: hakoah.dk.

 

Idrætssamarbejdet under og efter 2. verdenskrig

Det store idrætssamarbejde mellem Danmark og Tyskland, der var blevet etableret i løbet af 1930’erne, fortsatte efter Nazi-Tysklands besættelse af Danmark den 9. april 1940.

Under besættelsen arrangerede Dansk Idræts-Forbund (DIF) en lang række idrætsstævner og landskampe med den tyske besættelsesmagt, der benyttede idrætten som propagandamiddel. Det varede dog ikke længe, før der opstod protester mod samarbejdet. Den kollektive modstand mod tyskerne under besættelsen fik udtryk ved optøjer på Danmarks nationalstadion, Idrætsparken i København, under en fodboldkamp på Grundlovsdag den 5. juni 1941. Her spillede et dansk fælleshold fra københavnske klubber, det såkaldte Stævnet mod det østrigske mesterhold Admira, der efter Østrigs indlemmelse, Anschluß, i Tyskland den 13. marts i 1938 blev hyppigt udnyttet i propagandamæssige sammenhænge af Det tredje Rige. Urolighederne ved fodboldkampen medførte, at det dansk-tyske idrætssamarbejde fremadrettet blev kraftigt reduceret, da rigskansler Adolf Hitler ikke kunne se den propagandamæssige gevinst i et fortsat idrætssamkvem med Danmark, når der kunne opstå sådanne uroligheder. 

Efter befrielsen den 5. maj 1945 anvendte Danmark sporten som middel til at demonstrere fællesskab mellem befriede og befriere i fodboldkampe mellem danske sabotører og engelske faldskærmsjægere. Dansk Idræts-Forbund valgte efter befrielsen at lægge slør over det dansk-tyske idrætssamkvem under besættelsen og fremhævede i stedet sig selv og prominente danske idrætspersonligheder nærmest som en del af modstandsbevægelsen.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 13.02.2017