Dansk fiskeripolitik, 1973-1983

Artikler

I 1973 indtrådte Danmark i EF, hvilket betød, at fiskeripolitikken fremover skulle reguleres i samarbejde med de andre medlemslande. Danmark var EF's største fiskerination og havde derfor store interesser i, hvordan området blev samordnet. Det var dog på ingen måde nemt for de skiftende danske regeringer at navigere mellem egne nationale interesser og EF's interesser, og det blev ikke nemmere af, at der også internt i rigsfællesskabet var forskellige ønsker. Danmark blev flere gange isoleret i EF og beskyldt for ikke at tænke europæisk.

1973: Etableringen af en fælles fiskeripolitik for EF-landene

I 1973 blev Danmark medlem af EF, hvilket betød, at fiskeripolitikken fremover skulle reguleres i samarbejde med de andre medlemslande. Danmark var EF's største fiskerination og havde derfor store interesser på spil i forhold til, hvordan området blev reguleret. Mens landbrugspolitikken længe havde været en del af EF's regelsæt, var der i 1973 endnu ikke udviklet en fælles fiskeripolitik. Da Danmark sammen med Irland og Storbritannien havde forhandlet om optagelse i EF, var det derfor blevet aftalt, at den fælles fiskeripolitik skulle være på plads ved udgangen af år 1982. Indtil da skulle forskellige overgangsordninger regulere fiskeriet ud fra tre hovedprincipper:

  • fri adgang til alle EF-havene for alle EF's fiskere, med undtagelse af en grænse på 12 sømil fra kystnært territorium, der var forbeholdt det pågældende lands fiskere,
  • anerkendelse af EF's ret til at regulere fiskeriet, herunder med kvoter for at forhindre overfiskeri,
  • en ambition om en fælles markedsprisordning ligesom på landbrugsvarer.

De særlige danske udfordringer angående en fælles fiskeripolitik

Danmark havde som EF's største fiskerination mere på spil end de andre EF-lande i forhold til en fælles fiskeripolitik. De danske fiskeriministre havde grundlæggende tre hovedudfordringer i EF-samarbejdet på fiskeriområdet:

  • For det første havde Danmark og Storbritannien konfliktende interesser, fordi en stor del af de danske fangster blev hentet i dele af Nordsøen, som lå tæt på Storbritannien. Storbritannien bekæmpede derfor den frie adgang til havene, mens Danmark omvendt var interesseret i færrest muligt nationale begrænsninger.
  • For det andet var en stor del af dansk fiskeri såkaldt industrifiskeri (i modsætning til konsumfiskeri), og derfor var Danmark særligt sårbar over for de anklager om overfiskeri og ikke-bæredygtigt fiskeri, der fulgte med 1970'ernes øgede opmærksomhed på miljøspørgsmål.
  • For det tredje var der en række modstridende interesser internt i rigsfællesskabet, som der skulle tages hensyn til og prioriteres imellem. De danske fiskere var interesserede i størst mulig fri adgang til havene, mens de grønlandske fiskere omvendt ønskede privilegeret status for deres eget kystnære fiskeri. Desuden havde fiskerne i de indre danske farvande og Østersøen andre prioriteter end nordsøfiskerne, fordi de bedrev konsumfiskeri og i øvrigt var mere interesserede i reguleringsaftaler med Sverige og de baltiske lande end med EF.

I 1970'erne og 1980'erne udgjorde disse forskellige interesser internt i rigsfællesskabet og mellem rigsfællesskabet og EF en stor udfordring for de skiftende danske regeringer, der kom i klemme i midten. Ovenikøbet kom fiskerierhvervet i krise pga. faldende priser på verdensmarkedet, og indførelsen af kvoter, der begrænsede fiskeriet af sild, torsk og rødspætter (konsumfiskeri) og tobis, sperling og brisling (industrifiskeri).

1975 og 1978: Fiskeriblokader

I november 1975 kom det til voldsomme protester, da EF indførte en zone i den nordvestlige Nordsø, hvor industrifiskeri blev forbudt. De danske nordsøfiskere mobiliserede og blokerede en lang række danske havne, hvormed de forhindrede udenlandske fiskere i at lande fangster til fiskefabrikkerne. I flere tilfælde aktionerede fiskerne uden om deres faglige organisationer, hvorfor den siddende socialdemokratiske fiskeriminister Poul Dalsager (1929-2001) nægtede at forhandle med dem. Fremskridtspartiet stillede sig på fiskernes side og forsøgte at udnytte situationen til at fælde ministeren med et mistillidsvotum. Det var der dog ikke opbakning til fra Folketingets andre partier: de erkendte at kvoterne var nødvendige, og at de internationale problemer måtte løses i samarbejde med EF.

I maj 1978 brød en lignende konflikt ud, men denne gang med østersøfiskerne i spidsen. De etablerede ulovlige havneblokader, der lammede Storebæltstrafikken og færgesejladsen til Norge og Sverige. Igen fastholdt regeringen, at der ikke kunne forhandles uden om fagorganisationerne, og at sagen måtte løses i EF-regi.

1980-1982: Uenigheder om kvotefordelingen og fiskeriet i de grønlandske farvande

I 1980 spillede EF-Kommissionen ud med et forslag til en kvotefordeling, der gav danske fiskere ret til 24 % af EF's samlede fangstmængde. Det afviste Danmark, da man anså det for at være for lidt. EF var også begyndt at interessere sig for at regulere fiskeriet i Grønland. For at beskytte grønlandske interesser blokerede Danmark for flere EF-aftaler med Norge og Canada og protesterede desuden, da EF ville tillade torskefiskeri i grønlandske farvande, hvilket især Vesttyskland var interesseret i. Efter at Hjemmestyreloven var blevet indført i 1979, stod grønlænderne i 1982 over for at skulle stemme om fortsat EF-medlemskab. Ved at kæmpe for de grønlandske interesser i EF håbede regeringen at styrke tilhængersiden i Grønland. Det hjalp dog ikke, da grønlænderne stemte for at forlade EF med virkning fra 1985. Blandt EF-partnerne gav den danske afvisning af kvotefordeling og hele sagen om de grønlandske farvande Danmark ry for at være besværlige. Den danske goodwill i EF led endvidere under, at den socialdemokratiske fiskeriminister Karl Hjortnæs (f. 1934) i oktober 1981 nedlage veto på et spørgsmål om garnstørrelser og markedsordninger for fiskeriprodukter. Hjemme i Danmark kom fiskeriministeren under hård kritik fra partifæller og oppositionen og fik en 'næse' for ikke at have håndteret sagen godt nok.

Konflikten med Vesttyskland blev i første omgang løst ved, at de vesttyske fiskere fik mulighed for torskefiskeri langs Grønlands østkyst, mod at de grønlandske rejekvoter til gengæld blev sat op. I august 1982 anmodede Vesttyskland imidlertid Kommissionen om yderligere torskekvoter ved Grønland og fik Kommissionens accept. Danmark protesterede igen og tog endda sagen op på regeringslederniveau. Konflikten blev ikke løst, før det danske regeringsskifte i 1982, hvor sagen landede hos den nye borgerlige Firkløverregerings udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen (f. 1941). Med accept fra grønlandsminister Tom Høyem (f. 1941) og de grønlandske repræsentanter i Folketinget Moses Olsen (1938-2008) og Lars Emil Johansen (f. 1946) forhandlede Ellemann-Jensen en aftale med EF på plads, hvor de vesttyske fiskere kunne lande yderligere 5000 tons torsk, mod at Grønland til gengæld fik en lukrativ ordning i forhold til det europæiske marked, selvom de forlod EF.

1982: Sammenbrud i forhandlingerne om EF's fælles fiskeripolitik

Den 1. januar 1983 udløb overgangsordningen for den fælles fiskeripolitik.  I forhold til etableringen af en fortsat fælles fiskeripolitik for EF havde den danske regering tre hovedprincipper, der var bredt godkendt i Folketinget:

  • accept af det fælles EF-hav, baseret på fri adgang,
  • accept af kvoteordningerne, men med udgangspunkt i de bestående fiskerimønstre, hvilket ville gavne Danmark,
  • hovedvægten i forhandlingerne skulle være at opnå en regulering af Nordsøen, mens reguleringen af fiskeriet i Østersøen og i de atlantiske rigsdele måtte have særskilte forhandlinger, der inddrog andre lande end EF-landene, bl.a. den nordatlantiske fiskerikommission og den baltiske fiskerikommission.

I juni 1982 fremsatte EF-Kommissionen et forslag til en samlet fiskeripolitisk løsning. Denne blev afvist af Danmark, som stod helt isoleret i EF med sine krav om egne fiskeres fangstrettigheder. På EF's rådsmøde i december 1982 fik den konservative statsminister Poul Schlüter (f. 1929) dog skaffet en aftale, der set fra regeringens synspunkt var acceptabel.

I Venstres folketingsgruppe var der dog ikke fuld opbakning til løsningen, hvilket nærede oppositionens og fiskernes kritik af Schlüters og udenrigsminister Ellemann-Jensens håndtering af sagen. Det førte i Markedsudvalget til en afvisning af aftalen med de øvrige EF-lande med krav om, at den danske regering nedlagde veto. Det fik forhandlingerne med de øvrige EF-lande til at bryde sammen, og ved årsskiftet 1982-83 var der ingen regulering af fiskeriet i EF-farvandene.

25. januar 1983: Etablering af en fælles fiskeripolitik for EF

Sammenbruddet i forhandlingerne om en fælles fiskeripolitik for EF resulterede i, at der fra den 1. januar 1983 herskede en tilstand af total retsløshed på området. Ingen vidste således, hvilken status de hidtil indgåede regler havde. Fx var der tvivl om EF-medlemslandenes 12-sømile-zoner, der hidtil havde været reserveret til det nationale fiskeri, fortsat var gældende.

I et mediestunt og i protest mod Storbritanniens standpunkt på fiskeriområdet valgte den unge Esbjerg-fisker og konservativt medlem af Europa-Parlamentet Kent Kirk (f. 1948) at sejle sin kutter ind i den britiske 12-sømile-zone og kaste garn.  Det førte til, at han straks blev opbragt af en fregat fra Royal Navy, halet i land og idømt en bøde på 30.000 pund. Dette skete i fuld offentlighed, da Kirks båd var fuld af danske og engelske pressefolk. Kent Kirk fik i øvrigt i 1984 tilbagebetalt bøden efter en afgørelse ved EF-domstolen og senere ved Old Bailey i London.

Trods Kirks aktion lykkedes det Ellemann-Jensen og den danske regering at nå et kompromis med de øvrige EF-lande den 25. januar 1983, som Folketinget accepterede. Danmark blev tildelt 24,4 % af de samlede fangster, hvilket var en betragtelig procentdel, landets størrelse taget i betragtning, og det var udtryk for et vidtstrakt hensyn til Danmark fra de øvrige EF-lande.

I 2018 er det stadig de grundlæggende principper og fordelingsnøglen vedtaget i 1983, som er fundamentet for EU's fælles fiskeripolitik.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Astrid Elkjær Sørensen, Thorsten Borring Olesen, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1973 - 1983
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. november 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1 (2017)

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2 (2018)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Astrid Elkjær Sørensen, Thorsten Borring Olesen, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1973 - 1983
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. november 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1 (2017)

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2 (2018)

Udgiver
danmarkshistorien.dk