Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Danmarks Kommunistiske Parti (DKP)

Artikler

Dansk venstrefløjsparti, dannet 1919. Partiet var det eneste betydelige danske politiske parti til venstre for Socialdemokratiet frem til slutningen af 1950’erne, hvorefter det indgik som væsentlig del af et mere broget venstrefløjsbillede frem til slutningen af 1980’erne.

Politisk linje

DKP var tilsluttet den Kommunistiske Internationale (Komintern) fra 1920 og frem til dennes opløsning i 1943. Den politiske støtte til den sovjetisk ledede verdenskommunistiske bevægelse fortsatte dog helt frem til slutningen af 1980’erne. Det indebar blandt andet, at partiets politiske linje blev stærkt skiftende for hele tiden at korrespondere med den sovjetiske ledelses taktiske vurderinger. Især sås drastiske politikændringer fra 1920’erne og frem til 1950.

Det mest gennemgående træk ved partiets strategiske og taktiske orientering, og det væsentligste middel til partiets forankring i en del af det danske politiske liv, blev folkefrontspolitikken, hvis retningslinjer blev fastlagt på Kominterns 7. verdenskongres i 1935. Denne politik havde til hensigt at styrke taktiske alliancer til forsvar for demokratiske træk inden for det bestående samfund. I sin oprindelige formulering sigtede denne politik på at danne en indenrigspolitisk alliance med socialdemokratiske og borgerlige kræfter, foruden en udenrigspolitisk alliance med demokratiske kapitalistiske lande imod antiparlamentariske højrefløjskræfter, især den tyske nazisme. Det indebar blandt andet, at den strategiske målsætning om en socialistisk samfundsforandring blev nedtonet i den daglige politik. Denne politiske grundtilgang dannede udgangspunkt for bl.a. partiets markante indsats i den danske modstandsbevægelse 1941-45 og senere i modstanden mod EF/EU, der blev fremstillet som en kamp for det ’antimonopolitiske demokrati’.

Forud for folkefrontspolitikken gik dog en stærkt venstreradikal politik, der især var vendt imod den socialdemokratiske ledelse i arbejderbevægelsen, og også efter denne politiks vedtagelse skete betydelige afbræk fra den. Det var ikke mindst tilfældet i perioden 1939-41, hvor partiet suspenderede meget af sit hidtidige antifascistiske udtryk af hensyn til Sovjetunionens ikke-angrebspagt med det nazistisk ledede Tyskland.

Dannelse

Partiet tog navnet Danmarks Kommunistiske Parti ved optagelsen i Komintern i 1920, men var blevet stiftet den 9. november 1919 under navnet Danmarks Venstresocialistiske Parti (VSP). I dannelsen af partiet indgik tre elementer:

1) aktivister fra den ældste organiserede venstrefløj i Danmark, det syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning, der primært opererede inden for fagforeningerne

2) medlemmer af det antimilitaristiske Socialdemokratisk Ungdomsforbund, SUF, der under verdenskrigen havde udviklet en kritik af den officielle socialdemokratiske politik

3) Socialistisk Arbejderparti, der var blevet stiftet i foråret 1918 af tidligere venstreorienterede socialdemokrater.

Mellemkrigstiden: konsolidering

Op gennem 1920’erne gennemgik DKP mangfoldige kampe om den organisatoriske og politiske linje. Med Aksel Larsen (1897-1972) som ny formand fra 1930 blev partiet imidlertid mere ensartet, og betydeligt mere direkte afhængigt af den sovjetisk vedtagne politik, og det lykkedes i 1932 at få indvalgt to folketingsrepræsentanter for et parti med små 3000 medlemmer – en betydelig organisatorisk fremgang.

Hen mod 1930’ernes slutning voksede partiets medlemsskare og dets parlamentariske repræsentation noget. Blandt partiets markante aktiviteter var her solidariteten med den spanske republik mod det falangistiske oprør. Ligesom andre landes kommunistpartier stod partiet centralt i hvervningen af soldater til den Internationale Brigade, der kæmpede i Spanien på den republikanske side. Da det i 1939 valgte at støtte den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt og den sovjetiske invasion af Finland og dermed suspendere folkefrontspolitikken i små to år, blev partiet imidlertid svækket betragteligt.

Under besættelsen 1940-1945: modstandskamp og kommunistforbud

Efter det tyske angreb på Sovjetunionen blev partiet forbudt den 20. august 1941 og mange af dets ledende personer interneret. Partiet kunne nu genoptage linjen fra folkefrontspolitikken. Fra 1942 og frem fik det en ledende rolle i opbygningen af både Danmarks Frihedsråd og væbnede sabotagegrupper. Gennem denne indsats lykkedes det partiet at vinde mere end den tabte indflydelse tilbage. Umiddelbart efter besættelsens ophør nåede partiet således op på over 60.000 medlemmer og 12,5 procent af stemmerne til folketingsvalget.

1945-1960: bruddet i 1956

Fremgangen efter besættelsen var dog ikke langvarig. I 1950 var partiets organisatoriske og parlamentariske styrke mere end halveret, og dets rolle i dansk politik betragteligt marginaliseret.

Under generalstrejken i foråret 1956 lykkedes det atter for DKP at vinde gehør. Succesen blev dog kortvarig, da partiet fra oktober samme år kom i strid med de fremherskende holdninger i Danmark ved at støtte den sovjetiske invasion af Ungarn. Dette gav anledning til en betydelig intern krise i partiet, der endte med, at den mangeårige formand, Aksel Larsen, i 1958 blev ekskluderet og derefter trak en stor del af partiets medlemmer, faglige tillidsfolk og navnlig størstedelen af vælgerstøtten over i sit nye parti, Socialistisk Folkeparti (dannet 1959). Det efterlod atter et isoleret DKP, der ved folketingsvalget i 1960 kun opnåede 1,1 % opbakning – den laveste procentsats siden valget i 1932, hvis man undtager årene under besættelsen, hvor det ikke kunne stille op – mod det nye partis 6,8 %.

1960’erne og 1970’erne: ’det nye venstre’ og EF-modstand

DKP stod forholdsvis svagt i mange af de nye sociale bevægelser, der voksede frem gennem 1960’erne og dannede grundlag for det såkaldte ’nye venstre’, men beholdt dog nogen indflydelse i fagbevægelsen. Først op til folkeafstemningen om dansk EF-medlemskab i 1972 lykkedes det atter for DKP at vinde frem og genetablere sig som tiltrækningspunkt for yngre venstrefløjskræfter op gennem 1970’erne, til dels også begyndelsen af 1980’erne. I 1973 genvandt det parlamentarisk repræsentation.

1980 – i dag: nedgang og med i Enhedslisten

Både den parlamentariske opbakning og interessen for dets dagblad, Land og Folk, svandt dog betragteligt allerede fra slutningen af 1970’erne. Partiet opnåede ikke valg ved folketingsvalget i 1979, og både den internationale politiske udvikling med den kommunistiske østbloks sammenbrud og partiets økonomi bidrog til en stadig mere akut krise, der bl.a. afspejlede sig i interne fløjdannelser og i lukning af partiavisen i 1990.

I 1989 valgte partiets flertal at indgå i dannelsen af en fælles opstilling til Folketinget sammen med andre venstrefløjskræfter uden for SF. Siden da har det tilbageværende DKP’s væsentligste aktivitet været kanaliseret gennem Enhedslisten, der siden 1989 i stadig højere grad har udviklet sig i retning af et parti i egen ret.

Mere traditionalistiske DKP-kræfter valgte derimod at forlade partiet og i stedet opbygge en ny organisation, Kommunistisk Parti i Danmark.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015