Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Christian 7. 1749-1808

Artikler

Christian 7., 29.1.1749-13.3.1808, konge af Danmark fra 1766, søn af Frederik 5. og Louise af England, gift med Caroline Mathilde af England. Christian 7.s opdragelse var overladt til grev Ditlev Reventlow, hvis pædagogiske metoder, moraliseren, skænd og prygl, var lidet egnede for den unge prins Christians sarte og nervøse gemyt. Han gjorde et forvirret og uselvstændigt indtryk og var derfor højst uskikket, da han som 16-årig i 1766 besteg tronen. Ved hoffet regnede man Christian 7.s særheder for ungdommelige griller, der ville gå over med alderen. Derfor fremskyndedes i 1766 vielsen til hans engelske kusine, prinsesse Caroline Mathilde, der i 1768 fødte ham kronprins Frederik (6.). I 1771 fødtes Louise Augusta som resultat af dronningens forhold til Struensee. Dette forhold førte til ægteskabets opløsning i 1772.

Christian 7. valgsprog: Kærlighed til fædrelandet er min ære 

Christian 7. havde ofte voldsomme raserianfald og deltog i natlige hærværks- og svireture i København i selskab med bl.a. den prostituerede Støvlet-Cathrine. 1768-69 var han på en udenlandsrejse til Tyskland, Holland, England og Frankrig. Her optrådte han upåklageligt, sikkert under påvirkning af lægen Struensee, der efterhånden helt fik magt over ham og snart blev dronningens elsker. Christian 7. var en syg mand, og ifølge moderne psykiatri led han af skizofreni. Hans sindssyge blev dog aldrig officielt erkendt, idet det ville have været ensbetydende med en uløselig forfatningskrise (se Kongeloven). Derfor måtte man i hele hans regeringstid opretholde fiktionen om, at kongen regerede personligt. Ethvert dokument skulle således bære Christian 7.s underskrift for at have gyldighed. Det betød reelt, at magten lå hos dem, der havde direkte adgang til kongen og derfor kunne forelægge ham papirer til underskrivelse, først Struensee og efter sammensværgelsen i 1772, der førte til Struensees fald, Høegh-Guldberg.

Da kronprins Frederik (6.) ved et kup overtog regeringen 1784, blev det bestemt, at kongelige ordrer i fremtiden kun havde gyldighed, såfremt kronprinsen også havde underskrevet dem, og dermed var kongen definitivt sat ud af spillet; magten lå nu hos kronprinsen. I Christian 7.s lange regeringstid gennemførtes mange reformer af gennemgribende betydning for det danske samfund. Ingen af dem skyldtes dog kongens initiativ, men dygtige mænd som bl.a. Struensee og A.P. Bernstorff.

 

 

Læs mere om Christian 7. på denstoredanske.dk

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015