Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Censur i Danmark fra 1750 til 1849

Artikler

Censuren i Danmark blev juridisk set ophævet i 1770 af Christian 7.s livlæge J. F. Struensee, men diskussionerne omkring dens ophævelse i praksis fortsatte frem til Junigrundlovens vedtagelse i 1849. Disse diskussioner førte bl.a. i 1830’erne til en heftig debat blandt tidens forfattere, og til stiftelsen af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug.

I 1750 regerede kong Frederik 5. enevældigt over Danmark, og der herskede censur i landet. Det betød, at alt hvad der blev skrevet og trykt, skulle kontrolleres og, om nødvendigt, censureres, inden det kunne publiceres. Eventuelle overtrædelser blev straffet hårdt med pengebøder, fængsel og endda dødsstraf. I 1755 kom det første gennembrud, idet kongen og hans regering opfordrede befolkningen til at deltage i den offentlige debat omkring gennemførelsen af en ny landbrugsreform.

Censurens ophævelse

I 1770 kom J. F. Struensee til magten, da den daværende konge, Christian 7., var psykisk syg. Struensee ophævede censuren, blandt andet for at søge at opnå støtte i befolkningen. Det viste sig dog hurtigt, at den totale trykkefrihed ikke kunne opretholdes, fordi kritikken af regeringen, Struensee og systemet fulgte med den nyindførte trykkefrihed. Egentlig censur blev ikke genindført, men der kom regler for, hvad der måtte skrives, og hvad der ikke måtte skrives. Det ville sige, at skrifter ikke skulle godkendes før de blev trykt, men at man efterfølgende kunne straffes, for hvad man havde skrevet. I 1772 kollapsede Struensees regime, og han blev afsat og henrettet.

Trykkefrihedens indskrænkning efter Struensee

Efter Struensees fald blev Ove Høegh-Guldberg udnævnt til stats- og gehejmekabinetssekretær, og han blev i de følgende år den mest magtfulde mand i Danmark. Han sørgede for, at Danmark endnu engang fik en meget indskrænket trykkefrihedspolitik, og hans regering overvejede endda at genindføre censuren. Det skete dog ikke, men der opstod en streng censurlignende kontrol med alt, hvad der blev skrevet. Kontrollen fungerede stort set ligesom censuren før havde gjort. Ikke alt fik lov til at blive udgivet, og såkaldte ”censorer” havde ret til både at rette og slette i tekster. Disse rettelser var formelt kun rettesnore for forfatterne, men hvis en forfatter ikke accepterede rettelserne kunne han anklages og dømmes for overtrædelse af loven. Hans tekst ville naturligvis heller ikke blive udgivet, hvis ikke rettelserne blev foretaget.

Trykkefrihedsforordningen af 27.9.1799

I 1784 blev Ove Høegh-Guldberg afsat, fordi han var blevet upopulær hos arveprins Frederik (den senere Kong Frederik 6.). Høegh-Guldbergs efterfølgere løsnede grebet om trykkefriheden en smule, og perioden var kendetegnet ved, at den såkaldte opinionsstyrede enevælde herskede i Danmark. Dette betød, at de oplyste borgere blev anerkendt uformelt som en slags rådgivende instans for kongen, der bevarede den formelle magt. Under Den Franske Revolution i 1789 tog den offentlige debat til i styrke, men dele af den viste sig også mere og mere kritisk over for enevælden. Under indtryk af kritikken og revolutionen i Frankrig ønskede regeringen at få mere kontrol med den offentlige debat. Det skete med Trykkefrihedsforordningen af 27.9.1799. Med denne lovgivning blev trykkefriheden igen indskrænket, og lovgivningen gjorde det atter vanskeligt at få udgivet noget – dog stadig uden at censuren formelt var genindført ved lov.

Trykkefrihedsforordningen af 27.9.1799 lagde i sin indledning vægt på, at censuren ikke var genindført. Men lovgivningen betød, at der kom særlige regler for journaler, blade, aviser og tidsskrifter, og nogle af de begrænsninger, der var blevet ophævet tidligere, blev genindført. Kontrollen af alt skrevet blev delt op, så der gjaldt forskellige regler, alt afhængigt af hvor lang en tekst var. Tekster under 24 ark skulle kontrolleres for lovstridigheder af politimesteren inden publicering, mens skrifter over 24 ark også skulle kontrolleres men ikke nødvendigvis før publicering. Fandtes der imidlertid noget lovstridigt, blev publikationen standset, og forfatteren sattes under tiltale. Blev en forfatter dømt for overtrædelse af trykkelovgivningen, blev alle skrifter, han herefter skrev, underlagt censur, lige meget om de var over eller under 24 ark.

Trykkefrihedsdebatten 1834-35

I tiden 1799-1834 blev der gennemført en række tilføjelser til Trykkefrihedsforordningen af 27. 9. 1799 som gjorde det stadig sværere og sværere for forfattere at få udgivet det, de havde skrevet. Det førte i 1830’erne til en debat blandt tidens forfattere, og diskussionen gik ikke kun ud på, hvad der måtte skrives eller ej, men også om der i realiteten herskede censur i Danmark, selvom lovgivningen benægtede det. Rettelser og sletninger i forfatteres tekster var stadig en helt almindelig del af hverdagen under denne debat.

Efter Trykkefrihedsdebatten 1834-35

Fra afslutningen på trykkefrihedsdebatten i 1835 og frem til Junigrundlovens gennemførelse i 1849 fortsatte ”kampen”. Allerede i slutningen af debatten i 1834 blev redaktør på ”Fædrelandet” og professor ved Københavns Universitet, C. N. David anklaget for overtrædelse af trykkefrihedslovgivningen. Retssagen varede omkring et år, men til sidst blev han frikendt. Han mistede dog sin professorstilling ved universitetet. Stor betydning for den videre debat fik også Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, der blev stiftet i 1835. I 1841 blev jurist og politiker, Balthazar Christensen, sat under censur i sin post som ”Fædrelandet”s nye redaktør. Samtidig blev udarbejdelsen af Danmarks første grundlov påbegyndt.

Formel censur blev ikke genindført ved lov efter ophævelsen i 1770, men strenge regler for tidens forfattere gjorde det til tider meget besværligt at få udgivet sine tekster, og mindede i perioder meget om egentlig censur. Utilfredsheden med de såkaldte censorers ret til at rette og slette i forfatteres tekster voksede efter Trykkefrihedsforordningens udstedelse i 1799. Debatten i 1834-35 var udtryk for, at den liberale opposition ikke ville finde sig i forholdene, men de kom alligevel til at vente helt til 1849, før de fik en fri trykkefrihedslovgivning med Junigrundloven, der i § 91 gav enhver lov til at offentliggøre sine tanker ved trykken, under ansvar overfor domstolene.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015