C.C. Hall, 1812-1888

Artikler

Carl Christian Hall var en central dansk politiker i perioden fra 1848 til 1864. Han var jurist og fra 1848 til 1849 medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling og af Folketinget fra 1849 til 1881. Hall var en af de ledende nationalliberale med en række ministerposter. Han var konseilspræsident fra 1857 og fra 1858 tillige udenrigsminister frem til 1859, og fra 1860 til 1863 var han både konseilspræsident og udenrigsminister. På det udenrigspolitiske område spillede Hall en hovedrolle, og han var således dybt involveret i den nationalliberale politik, som endte med krigen i 1864 (2. Slesvigske Krig). Halls eftermæle har derfor ikke været positivt, ikke mindst fordi han valgte at gå af som minister, da den krig, han selv havde politisk ansvar for, stod for døren.

Politikeren Hall

C.C. Halls politiske virke begyndte først efter de ophidsede dage i marts 1848 og enevældens fald, selvom han tilhørte den samme kreds af nationalliberale som D.G. Monrad - hans politiske forbillede - og Orla Lehmann, der begge spillede en ledende rolle frem mod enevældens ophør i 1848 og den fri forfatning med Junigrundloven fra 1849.   

Hall var mere moderat og pragmatisk end Monrad og Lehmann. Som politiker var han kendt og anerkendt af både politiske venner såvel som konservative modstandere som forhandleren. Hall var som politiker mægleren og formidleren, der kunne forlige modstridende synspunkter og tale parterne til rette. Hall blev i kraft af disse egenskaber lederen af de nationalliberale og af de nationalliberalt ledede regeringer fra 1857 indtil årsskiftet 1863; han formåede at forlige de modstridende synspunkter, som ofte gjorde sig gældende blandt de nationalliberale ministre, ved overtalelse og personlig påvirkning.

konseilspræsident C.C. Hall (1812-1888)

C.C. Hall (1812-1888) spillede som blandt andet konseilspræsident og udenrigsminister en afgørende rolle i de nationalliberalt dominerede regeringer mellem Treårskrigen (1. Slesvigske Krig) og krigen i 1864 (2. Slesvigske Krig). Fra Wikimedia Commons.

Det altoverskyggende politiske problem for Hall og de nationalliberale mellem 1850 og 1863 var helstaten. Helstaten var oprindelig skabt af den enevældige kongemagt i løbet af århundrederne og bestod af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Men Hall og de nationalliberale mente, at Slesvig var dansk og skulle forenes med kongeriget Danmark under en fri forfatning, den såkaldte Ejderpolitik. Holsten var tysk og kunne forene sig med andre tyske lande. En forening af Danmark og Slesvig var man gået i krig for i 1848. Treårskrigen 1848-1850 (1. Slesvigske Krig) stod mellem Danmark og en slesvig-holstensk hær hjulpet af Preussen-Østrig. Krigen var på den ene side et udslag af de nationalliberales ønske om at forene Danmark og Slesvig i en stat. På den anden side blev krigen udløst af den slesvig-holstenske bevægelse, som i marts 1848 havde gjort oprør og erklæret Slesvig og Holsten for en selvstændig stat, som de ville knytte til de tyske lande som medlem af Det Tyske Forbund. Holsten var allerede medlem af Det Tyske Forbund i kraft af fredsslutningen efter Napoleonskrigene i 1814. Derfor var Preussen og Østrig forpligtet på at hjælpe den slesvig-holstenske bevægelse. Men Treårskrigen blev ikke afgjort på slagmarken. Krigen blev bragt til standsning af stormagterne, som ikke kunne acceptere, at den europæiske magtbalance blev forrykket. Stormagterne dikterede derfor, at helstaten skulle genetableres i den form, den havde haft inden krigen.  

Hall var som de nationalliberale i almindelighed præget af den åndelige skandinavisme, som slog igennem i 1840'erne. Skandinavismen tog afsæt i en forestilling om, at de enkelte nationaliteter i Skandinavien var udviklet af en oldgammel oprindelig nationalitet, en fælles nordisk folkeånd, som kom til udtryk i et fælles oldnordisk stamsprog. Der var således et åndeligt fællesskab mellem de skandinaviske brødrefolk, som man forsøgte at vække til live igen i Halls samtid. For Hall og de nationalliberale gav denne tænkning forhåbninger om en mere konkret svensk-norsk støtte til det ejderpolitiske projekt frem mod 1864.

Perioden 1848-1857

Politisk blev perioden efter den 1. Slesvigske Krig domineret af spørgsmålet om helstatens ordning. De nationalliberale havde udløst Treårskrigen med deres Ejderpolitik, men vundet den havde de ikke. De europæiske stormagter satte betingelserne for freden ved krigens afslutning, nemlig at helstaten skulle bevares i en ligevægt mellem de forskellige dele af staten. Det accepterede den siddende danske regering i 1852, og dette accepterede Hall som grundlag for sin politiske virksomhed, i det mindste så længe de internationale forhold så ud, som de gjorde. Det afgørende for Hall var, at en helstatsforfatning for helstatens fælles anliggender måtte begrænses mest muligt og mindst muligt berøre den danske grundlov fra 1849. En helstatsforfatning blev en realitet i 1855, og Hall spillede en central rolle i at få støtte til dens vedtagelse både hos den kritiske venstrefløj, hos de nationalliberale og de konservative.

Fra 1855 til 1857 var Hall minister for kirke- og undervisningsvæsenet. Som sådan gennemførte han reformer af både kirke og skole, som gav forbedringer og friere forhold. På kirkeområdet afskaffedes dåbstvang, og han gennemførte sognebåndsløsning, som gav sognebørnene ret til at vælge at følge en anden præst end sognets. Men hans indflydelse var ikke begrænset til hans ressortområde; hans betydning i regeringen blev mere og mere central, og det virkede naturligt, at han blev regeringsleder i 1857.

Perioden 1858-1861

Halls politik på Helstatsforfatningens grundlag blev præget af hans ejderpolitiske standpunkt. November 1858 satte Hall og regeringen helstatens fællesforfatning ud af kraft for Holstens og Lauenborgs vedkommende. Dette blev accepteret af Det Tyske Forbund, der besluttede at afvente den danske regerings forsøg på en nyordning af helstaten. Halls udenrigspolitik blev derefter et internationalt politisk spil, hvor en løsning af problemet om en ny helstatsforfatning konstant blev skudt ud i fremtiden. Målet var at undgå helstaten, udsondre Holsten, så Slesvig blev alene tilbage med kongeriget Danmark. Hall udfordrede løbende stormagternes modvilje mod Slesvigs nærmere tilknytning til Danmark, han kom med indrømmelser og forslag, der ikke førte til nogen løsning på de problemer, der var forbundet med Helstatsforfatningens genindførsel. Hensigten var at trække tiden ud og samtidig søge international støtte til en Ejderstat og afvente internationale forhold, som muliggjorde Ejderprogrammets gennemførsel. Forhåbningen om international støtte knyttede sig især til støtte fra Sverige-Norge, en forhåbning som grundede sig på den åndelige skandinavisme, som prægede denne generation af nationalliberale inklusive Hall selv. Den havde ingen bund i virkeligheden. Denne politik blev ført frem til 1861, kun afbrudt af et kort mellemspil med det bondevenlige ministerium Rotwitt i månederne omkring årsskiftet 1859 - 1860. Efter 1861 opgav Hall at gå videre ad denne vej, og kursen blev sat ret mod Danmark til Ejderen. Den offentlige mening i Danmark gav medvind til en sådan kurs. 71.000 underskrifter blev sat under et krav om, at regeringen handlede i Slesvig uden hensyn til ydre krav. Samme stemning lå bag Halls optagelse af Ejderpolitikkens fader, Orla Lehmann, i regeringen fra september 1861.

Den danske helstat 1814-1864

Den danske helstat omfattede i perioden 1814-1864 kongeriget Danmark samt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Perioden 1862-1863 

13. november 1863 udstedtes en fællesforfatning for Danmark og Slesvig, som udløste krigen i 1864. Perioden igennem var præget af krisestemning og forventninger om, at en krig med Preussen og Østrig og Det Tyske Forbund var uundgåelig. Forhandlinger med Preussen og forbundet førte ingen vegne. Hall afviste engelske forslag om at dele Slesvig ud fra en betragtning om, at det ville ende med at føre til Slesvig og Holstens indlemmelse i et tysk rige, og at det danske kongerige ville gå til Sverige. Hall afviste også en helstatsløsning, dels fordi den ikke ville kunne finde støtte i den holstenske stænderforsamling, dels fordi den ville åbne for Det Tyske Forbunds fortløbende indblanding i slesvigske forhold. Endelig ville en sådan løsning ikke have opbakning i den danske befolkning.

Man begyndte derfor virkeliggørelsen af Holstens udsondring. Halls første skridt var indretningen af en holstensk regering i november 1862 med en præsident og fire råd, som alene skulle referere til Ministeriet for Holsten. Næste skridt blev taget med den såkaldte martskundgørelse (30. marts 1863), som lovede Holsten og Lauenborg en forfatning, som ville give de to rigsdele så stor selvstændighed som muligt i forhold til Danmark og Slesvig: De to hertugdømmer ville få deres egen lovgivende forsamling, deres egen administration og deres egen hær. På samme vis skulle Danmark og Slesvig have deres egen frie forfatning, administration og hær. Sidste skridt var vedtagelsen af en fælles forfatning for Danmark og Slesvig 13. november 1863.

De tyske magter protesterede mod disse skridt. Novemberforfatningen affødte et massivt pres på Hall. Den preussiske kansler Bismarck, med Den Tyske Forbundsdag i ryggen, ville lade tropper rykke ind i Holsten, hvis forfatningen ikke blev trukket tilbage. Den nyindsatte konge, Christian 9., nægtede at underskrive forfatningen og forsøgte derefter at få helstatsmænd til at danne en regering, som kunne sættes i stedet for Halls ministerium. Da det stod klart, at det sidste ikke kunne realiseres, underskrev kongen. Også Frankrigs, Englands og Ruslands gesandter forsøgte at få den danske regering til at trække Novemberforfatningen tilbage. Men både overfor det udenlandske pres og kongens forsøg på at stikke en kæp i det hjul, som ville føre Ejderstaten og krigen med sig, stod Hall fast.

Inden det kom dertil, havde Hall undersøgt mulighederne for en dansk-svensk løsning på Danmarks akutte sikkerhedspolitiske problem. I de afsøgninger om muligheden af en skandinavisk føderation, som foregik underhånden i januar og februar 1863 med den svenske gesandt Hamilton, var Hall ikke initiativtageren, men han tog aktivt del i dem. Den føderative plan gik ud på, at der skulle skabes en fælles repræsentation for Danmark og Sverige-Norge for den føderative stats fællesanliggender, herunder hær og flåde, og at der på sigt skulle skabes en dynastisk forbindelse. Et forenet Skandinavien skulle sikre de nationalliberales bestræbelse på at skabe et Danmark til Ejderen. Man var altså villig til at ophæve den danske stats suverænitet, den suverænitet man som regering var sat i verden for at forsvare. Hamilton kaldte det landsforræderi; den juridisk korrekte term er højforræderi, som dækker over angreb på statens uafhængighed og/eller forfatning.

Lehmann præsenterede ideen for Hall i februar 1863, men på det tidspunkt havde både han selv og før ham Monrad allerede fremlagt ideen for Hamilton. Hall førte derefter selv samtaler med den svenske gesandt, som dog kun førte til gentagne afvisninger af projektet som urealistisk. Handlingens baggrund var Halls og de nationalliberales opfattelse af, at løsningen af det slesvigske spørgsmål var inde i en afgørende fase, og at den ejderdanske løsning man sigtede på, ville føre til krig med Preussen og evt. andre repræsentanter for Det Tyske Forbund.

Efter denne afsøgning slog fejl, gik bestræbelserne fra dansk side ud på at skabe et forsvarsforbund mellem de to stater. Også det slog fejl, hvilket blev klart i september 1863. Men heller ikke det fik Hall til at ændre politisk kurs. Dette kunne være et udtryk for, at Hall så at sige havde givet op. Der var ikke flere handlemuligheder, ikke noget muligt kompromis, som kunne løse de modstridende synspunkter og interesser. At tilbagekalde Novemberforfatningen ville bare starte hele processen forfra. Hall synes således at mene, at en krig ville komme på et eller andet tidspunkt, og nu var han endegyldigt kørt fast.

Alternativt kunne rationalet for Hall til at vælge konfrontationen have været, at en international konference efter en krig, svarende til konferencen efter Treårskrigen, ville være den eneste mulige løsning på den fastlåste konflikt om den danske helstat. Denne ville med stor sandsynlighed ende med Slesvigs deling, men det ville Hall kunne leve med. Regeringen regnede ikke med, at man løb en skæbnesvanger risiko ved at udfordre Preussen og Østrig ved en krig, fordi denne ville blive bragt til standsning af de vestlige stormagter. Det ville aldrig blive et rent dansk-tysk mellemværende, men med det samme blive et europæisk anliggende. Hall synes også at have regnet med hjælp fra Sverige-Norge, som også havde sikkerhedspolitiske interesser at varetage, selvom en officiel alliance ikke var opnået. Den forestående krig blev således ikke opfattet som en krig på liv og død for det danske kongerige og den danske stat, men som en vej til en international konference, som kunne skabe en anden løsning end den helstat, Hall ikke kunne få til at fungere på grund af de interne nationale modsætninger og umulige situation i forhold til Det Tyske Forbund og Preussen.

Perioden 1864-1881

Hall aftrådte som regeringsleder, og D.G. Monrad dannede en ny regering nytårsdag 1864, hvori Hall ikke ønskede at deltage. Selvom Hall havde været central i at lægge kursen mod konfrontationen, blev han ikke regeringsleder under krigen, ligesom det ikke blev Hall, der kom til at repræsentere Danmark ved den efterfølgende fredskonference i London. Kun ved en bestemt lejlighed søgte Hall at gøre sin indflydelse gældende hos Monrad. Hall rådede uopfordret Monrad til, at han burde gøre, hvad der stod i hans magt, for at konferencen nåede frem til et resultat, og at Danmark burde modtage ethvert nogenlunde rimeligt forslag om en deling af Slesvig og ikke lade det komme til fornyede krigshandlinger. Monrad og den anden danske hovedforhandler, A.F. Krieger, tog ikke imod dette råd; Hall ville sandsynligvis ikke have sprængt London-konferencen, som de valgte at gøre.

Selvom Hall havde sin del af ansvaret for den nationalliberale politik, som førte til krigen i 1864, betød krigen ikke, at hans politiske karriere var forbi. Hans person og hans politik blev angrebet i Folketinget, men ikke systematisk eller vedvarende. Hall forblev anerkendt som nationalliberal leder, og han blev genvalgt til Folketinget frem til 1881, hvorefter han ikke genopstillede. Fra 1870 til 1874 var han minister for kirke og undervisning og gennemførte i 1871 den lærde skoles tvedeling i en klassisk og matematisk-naturvidenskabelig retning. Hall var modstander af Venstres krav om folketingsparlamentarisme, men var samtidig imod Estrup-regeringens konfrontationslinje. I international politik var han stemt for at søge alliance med Frankrig, da det trak op til krig mellem Frankrig og Tyskland i 1870, men efter de første franske nederlag blev det aldrig aktuelt. I slutningen af 1870'erne satte et skrantende helbred snævre grænser for Halls politiske formåen og umuliggjorde til sidst fortsat politisk aktivitet.

Om artiklen

Forfatter(e)
Claus Møller Jørgensen
Tidsafgrænsning
1812 - 1881
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. september 2014
Sprog
Dansk
Litteratur

Friis, Aage: Skandinavismens Kulmination. Ministeriet Halls Planer om en nordisk Union forud for Udstedelsen af Martskundgørelsen 1863. Historisk Tidsskrift, 10. rk., bd. 3 (1934 - 1936), s. 584-642.

Møller, Erik: Helstatens fald bd. 1, (1958)

Sjøqvist, Viggo: Peter Vedels Beretning om Danmarks Udenrigspolitik fra Sommeren 1862 til Foraaret 1863. Historie. Jyske Samlinger (1952), s. 85-151.

Vammen, Hans: Den tomme stat, (2011).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Claus Møller Jørgensen
Tidsafgrænsning
1812 - 1881
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. september 2014
Sprog
Dansk
Litteratur

Friis, Aage: Skandinavismens Kulmination. Ministeriet Halls Planer om en nordisk Union forud for Udstedelsen af Martskundgørelsen 1863. Historisk Tidsskrift, 10. rk., bd. 3 (1934 - 1936), s. 584-642.

Møller, Erik: Helstatens fald bd. 1, (1958)

Sjøqvist, Viggo: Peter Vedels Beretning om Danmarks Udenrigspolitik fra Sommeren 1862 til Foraaret 1863. Historie. Jyske Samlinger (1952), s. 85-151.

Vammen, Hans: Den tomme stat, (2011).

Udgiver
danmarkshistorien.dk