Befrielsen i Odder, maj 1945

Artikler

Odder-egnen oplevede en dramatisk afslutning på en ellers udramatisk besættelsestid. Byens tyske kommandant Erdmann nægtede at overgive sig den 4./5. maj, så Odder blev et af de sidste steder i landet, bortset fra Bornholm, som blev befriet, idet kapituleringen først fandt sted den 7. maj. 

Indhold

Lokale forberedelser

4. maj 1945: Kommandanten, som ikke ville overgive sig

5. maj 1945: Flagningsforbud og uro

Modstandsbevægelsen overtager kontrollen

7. maj 1945: Den tyske kommandant overgiver sig

Befrielsen i den lokale kollektive erindring

Lokale forberedelser

På Odder-egnen havde man allerede i flere år arbejdet på planerne over evakuering eller modtagning af flygtninge fra andre dele af landet i tilfælde af kampe på dansk jord. Med nyhederne om allierede styrker, som nærmede sig landet, og tyske forsikringer om ikke at give op uden kamp var muligheden for at disse planer skulle iværksættes pludselig større end på noget andet tidspunkt under krigen.

Også egnens modstandsgrupper gjorde sig klar til, at de måske skulle i aktion. De første forberedelser havde allerede fundet sted i marts 1945, hvor modstandsbevægelsens byledelse i Odder havde taget kontakt til sognerådsformand Aage Knudsen. Ud over kontakt til sognerådet havde byledelsen også søgt kontakt til politiets illegale modstandsstyrker og fået tilknyttet politifuldmægtig Lemvigh-Müller, hvis opgave det var, i samarbejde med den lokale byledelse, at fungere som militær- og politileder i området.

4. maj 1945: Kommandanten, som ikke ville overgive sig

Da frihedsbudskabet lød i radioen fra BBC om aftenen den 4. maj 1945, brød jublen løs overalt på Odder-egnen, som i resten af landet. Odder-borgerne fandt dog hurtigt ud af, at situationen i Odder alligevel ikke var helt som andre steder.

Ledelsen af den lokale modstandsbevægelse mødtes straks efter befrielsesbudskabet med sognerådsformand Knudsen og politifuldmægtig Lemvigh-Müller. Det blev vedtaget, at Knudsen og Lemvigh-Müller skulle opsøge den tyske kommandant for Odder, major Erdmann, og oplyse ham om, at de lokale modstandsgrupper var parate til at overtage kontrollen med såvel byen som oplandet efter den tyske kapitulation. Da det kunne skabe problemer, hvis Lemvigh-Müller præsenterede sig med sin politititel, før man havde fundet ud af, hvordan kommandanten reagerede på kapitulationen, udgav han sig for at være tolk for sognerådsformanden.

Den tyske kommandant Erdmann, som med sin bataljon var overført fra østfronten få måneder tidligere, oplyste, at han ikke havde fået ordre om at kapitulere, og at der ville blive slået hårdt ned på alle former for demonstrationer på egnen. Han meddelte, at hvis der blev flaget med Dannebrog, ville de pågældende huse blive sprængt i luften, og hvis modstandsbevægelsen viste sig i byen, ville der blive taget gidsler, som kunne risikere at blive henrettet. Afslutningsvis erklærede han, at han ville marchere ud af byen, hvis engelske eller amerikanske tropper nærmede sig, men hvis russiske styrker nærmede sig, ville han kæmpe til sidste mand og jævne byen med jorden.

Efter disse trusler forhandlede man sig frem til, at byen havde frist indtil kl. 9 næste morgen til at få fjernet alle flag og hvad der ellers kunne støde tyskerne. Desuden lovede kommandanten, at han straks ville tage kontakt til byens repræsentanter, hvis han fik ændrede forholdsregler fra det tyske hovedkvarter i Silkeborg.

Aviser og radio havde i dagene op til den 4. maj gjort det klart, at den tyske øverstkommanderende i Danmark, general Lindemann, opfordrede sine tropper til at kæmpe til sidste mand. Da der på det tidspunkt var ca. 1200-1300 tyske tropper i Odder samt næsten 400 i oplandsbyerne Hou og Boulstrup overfor ca. 160 utrænede modstandsfolk, måtte det allerede på vej væk fra mødet tidligt om morgenen den 5. maj stå klart for sognerådsformand Knudsen og politifuldmægtig Lemvigh-Müller, at modstand var fuldstændig umulig. Man havde derudover al mulig grund til at tro på kommandantens trusler.

[til top]

5. maj 1945: Flagningsforbud og uro

Efter mødet udsendte modstandsbevægelsens byledelse et opråb mod flagning og opfordrede til at holde ro og orden. Desuden besluttede man også at forstærke det kommunale vagtværn med brandkorpsets medlemmer og indføre forbud mod spiritusudskænkning på byens værtshuse og restaurationer.

At kommandant Erdmanns trusler ikke var tomme, viste sig om formiddagen den 5. maj. I Odder by kørte højtalervogne gennem gaderne og opfordrede borgerne til at holde sig indendørs og i ro. Både i byen og oplandet patruljerede tyske tropper, som skulle håndhæve flagningsforbuddet, og flere steder kom det til episoder. Borgerne i byen reagerede på den specielle situation på forskellig vis. De fleste fulgte sognerådsformandens opfordring til at forholde sig rolige og ikke stimle sammen, men skuffelsen var stor og en del vrede mennesker samlede sig på gaden og skældte ud over opråbet. Borgerne forsvandt dog hurtigt fra gaderne da tyske patruljer dukkede op og tog de mest højlydte unge mennesker i forvaring.

Ude i landsognene blev forbuddet mod flagning ikke respekteret, hvilket måske skyldtes den glade befrielsesstemning og deraf følgende oprørstrang. Grunden var dog sikkert først og fremmest, at Odders sognerådsformands opråb ikke var nået ud overalt i oplandskommunerne, hvor det strengt taget heller ikke havde nogen autoritet. Odder Dagblad var lørdag den 5. maj udkommet med en morgenudgave, hvori opråbet blev bragt, men da tog og busser ikke af den grund kørte før end normalt, ankom dette særnummer først sammen med den normale avis ud på eftermiddagen.

Tyske ’Flaggestreichen’ (’flagstrygere’) patruljerede i oplandsbyerne øst for Odder fra om morgenen og indtil midt på eftermiddagen. I landsbyerne Boulstrup, Saksild og Nølev vågnede man brat af befrielsesglæden, når patruljerne marcherede forbi og kommanderede hejste dannebrogsflag ned. I enkelte tilfælde skød de på flag og ind af åbne vinduer, hvorfra lyden af den engelske radio BBC kunne høres. Sådanne episoder var dog kun noget man oplevede i de nævnte landsbyer. I Hou, som havde egnens næststørste koncentration af tyske tropper, hejste borgerne deres flag, uden at det kom til sammenstød med tyskerne. I herredets sydlige og vestlige del, hvor der ingen tyske tropper var stationeret, fejredes befrielsen som i resten af landet. Den spændte stemning i Odder dæmpede øjensynligt ikke glæden i omegnen.

Modstandsbevægelsen overtager kontrollen

I løbet af formiddagen den 5. maj, mens højtalervogne og tyske patruljer skabte en spændt stemning i Odder, havde politifuldmægtig Lemvigh-Müller fået etableret telefonisk kontakt mellem det tyske hovedkvarter i Silkeborg og kommandant Erdmann. Efterfølgende kom en aftale i stand, som indebar, at fra kl. 15 og 24 timer frem ville de tyske tropper holde sig i deres kvarterer. Kun officerer og ordonnanser med Ausweis (identifikationspapirer) måtte færdes på gaderne. Kommandanten havde erklæret, at han ikke anerkendte modstandsbevægelsens lokale styrker som militære formationer, men at han ville anerkende og træde i forbindelse med det tidligere danske politi, hvis det dukkede op.

Efter at have opnået denne indrømmelse skiftede Lemvigh-Müller identitet fra tolk og genoptog forhandlingerne, nu som politifuldmægtig og iført uniform. Den efterfølgende forhandling resulterede i, at flagning og ringning med kirkeklokker måtte finde sted, og at dansk politi skulle overtage patruljeringen af gaderne. Da Major Erdmann havde nægtet at lade modstandsfolk komme ind i byen, fortalte Lemvigh-Müller ham, at der var tale om 150 betjente og at det var umuligt at finde uniformer til disse med så kort varsel, hvorfor de ville blive udstyret med et armbind med politimesterens stempel. Dette stillede kommandanten sig tilfreds med. Da aftalen med kommandanten var kommet i stand, udsendtes et nyt opråb til befolkningen, denne gang fra Lemvigh-Müller og ikke sognerådsformanden. Desuden henviste det til hele politikreds 40 og ikke kun til Odder og nærmeste opland. Opråbet, som også blev bragt i den sene udgave af Odder Dagblad, pointerede, at de tyske tropper i politikredsen ikke havde kapituleret, men at dansk politi havde overtaget kontrollen. Fra kl. 15 havde modstandsbevægelsen, under dække af at være politifolk, således officielt overtaget kontrollen med Odder by og resten af Hads Herred. Før modstandsgrupperne rykkede ind i byen, var der dog gået en del forud.

Samtidigt med, at forhandlingerne var i gang mellem sognerådsformand Knudsen og politifuldmægtig Lemvigh-Müller på den ene side, og den tyske kommandant Erdmann på den anden, ventede modstandsgrupperne i Ørting, Gosmer og Hundslund på at de skulle få besked på at køre til Odder, som deres instruks lød på. Den ventede opringning kom først om morgenen den 5. maj, hvorefter de tre oplands-grupper mødtes i Vejlskoven syd for byen, hvor også Odder-grupperne stødte til. Herfra kørte modstandsfolkene ad forskellige ruter ind til Odder, hvor de oprettede hovedkvarter på Centralhotellet. De sendte patruljer ud i byen og oprettede kontrolposter ved indfaldsvejene mod Horsens, Aarhus og Skanderborg. Interneringen af værnemagere tog sin begyndelse fra det øjeblik, modstandsfolkene ankom til byen. Derudover var modstandsfolkenes primære opgave at 'holde gemytterne i ro', som Biilmann fra byledelsen udtrykte det.

Med modstandsfolkenes overtagelse af patruljering og det overordnede ansvar for ro og orden i byen ændredes situationen. Tyskerne havde trukket sig tilbage til deres kvarterer, og denne aftale forlængedes den 6. maj med endnu 24 timer, men formelt havde de tyske tropper stadig ikke kapituleret. Bekymringen i byledelsen over det store antal tyske tropper var derfor ikke overstået med aftalen. Dette i sammenhæng med borgernes befrielsesglæde kan være grunden til, at Odder Dagblad den 7. maj bragte en henstilling fra politi og byledelse, hvor man indtrængende bad byens borgere om ikke at udfordre de tyske soldater.

For den almindelige borger i byen afstedkom de tyske soldaters udskiftning med modstandsfolk, at man nu betragtede sig som befriet. Søndag den 6. maj var der takkegudstjeneste i Odders to kirker. Ud over dette gik mange Odder-borgeres søndagstur ud til modstandsfolkene ved vejspærringerne uden for byen, eller de valgte at stå på Torvet og se på de værnemagere og tyske medløbere, som modstandsfolkene kom kørende med til Centralhotellet, hvor de blev interneret.

[til top]

7. maj 1945: Den tyske kommandant overgiver sig

I løbet af den 7. maj indfandt major Erdmann og dennes stab sig hos Lemvigh-Müller i modstandsbevægelsens hovedkvarter på Centralhotellet, hvor han erklærede, at han nu havde modtaget kapitulationsordren fra det tyske hovedkvarter og agtede at forlade byen. Næste morgen kl. 9 tog major Erdmann officielt afsked med politifuldmægtig Lemvigh-Müller på Torvet foran Centralhotellet, og bataljonen afmarcherede i god ro og orden ad landevejen mod Horsens. Dermed var krisenoverstået og man kunne i Odder, lettere forsinket, fejre befrielsen.

Ertmann foto

Odder by politikommandant politifuldmægtig Lemvigh-Müller gør korrekt honnør for den slagne fjende, Odders meget omtalte tyske bykommandant Erdmann, der her er ved at stige ind i bilen efter den officielle afskedsvisit. Foto: Odder Lokal Arkiv

Befrielsen i den lokale kollektive erindring

Historien om den krigsgale kommandant, som ikke ville kapitulere, er blevet en stor del af den lokale kollektive erindring om besættelsestiden på Odder-egnen, og den er stort set uændret blevet videreformidlet i lokalsamfundet siden befrielsen. Ofte er historien fortalt i sammenhæng med beretningen om de lokale modstandsfolk, som klædte sig ud som politifolk og ved hjælp af denne 'krigslist' overlistede besættelsesmagten.

Når man lokalt således ukritisk har gengivet historien i 60 år og ofte tillagt kommandanten fuldskab og ubændig tro på den nazistiske ideologi som grundene til dennes stejle holdning, skal det nok ses som en ulyst til at ændre på den gode historie og en afspejling af en generel tendens til at se besættelsen som 'de gode danskere' mod 'de onde tyskere'.

I virkeligheden var krisen i Odder et godt eksempel på den nationale situation i de kaotiske befrielsesdage, hvor både modstandsbevægelse og tysk ledelse på lokalt plan til tider agerede uden kontakt til overordnede og præcis viden om begivenhederne. Den tyske kommandant handlede som en professionel soldat og fulgte sine ordrer, men samarbejdede løbende med den lokale øvrighed for at holde ro og orden, indtil ordren om at forlade byen nåede frem og de tyske tropper fra Odder-egnen kunne slutte sig til resten af de tyske tropper i landet, som marcherede sydpå mod grænsen.

[til top]

Om artiklen

Forfatter(e)
Dan Enevold Mikkelsen
Tidsafgrænsning
1945 -
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. maj 2013
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk