Attentat paa Konseilspræsidenten - Leder i Politiken 22. okt. 1885

Kilder

Kildeintroduktion:

Næsten øjeblikkeligt efter det mislykkede attentat på Konsejlpræsident Estrup den 21. okt. 1885, begyndte kampen om hvorledes begivenheden skulle fortolkes politisk. For regeringens støtter og partiet Højre var der ingen tvivl om, at attentatet var en naturlig følge af den "hadske" kampagne Venstre havde ført mod regeringen. Regeringens modstandere, herunder, partiet Venstre, så derimod attentatet som en vildfaren idealist desperate handling. En handling, som man tog al mulig afstand fra, men som man samtidig mente var et resultat af regeringens "frihedsfjendske" politik, som gang på gang tilsidesatte venstreflertallet i Folketinget.

Her bringes lederen i Politiken fra dagen efter attentatet. Politikken støttede under forfatningskampen regeringens kritikere og argumenterede for Folketingsparlarmentarismen, hvor regeringerne skulle stå til ansvar for Folketingets flertal. Lederen påpeger at attentatmandens handlinger ikke kan undskyldes, men tilføjer også at de er et resultat af den "ministerielle Presses brutale Forhaanelser og den Række af Voldsomheder, der udøves mod hæderlige Borgere".

I slutningen af lederen bringes desuden en række korte beretninger fra vidner til attentatet.

Politiken

Torsdag den 22de Oktober.

Attentat mod Hr. Estrup.

Med lige oprigtig Beklagelse vil Venner og Modstandere modtage Efterretningen om det – heldigvis fuldstændig mislykkede – Attentat, for hvilket Konsejlspræsidenten igaar Eftermiddags har været Genstand udenfor sin Bopæl paa Tolbodvejen. Et purt ungt Menneske, 19 Aar gammel, har ladet sig henrive til at affyre to Skud mod Konsejlspræsidenten af en lille, og som det synes meget daarlig Revolver. Uagtet den ene Kugle ramte, gjorde den dog ingen Skade.

Den Tilfredsstillelse, hvormed alle har hørt, at Hr. Estrup er sluppet med Forskrækkelsen, overvejer i Øjeblikket enhver anden Betragtning.

Den gør det muligt at se den unge ulykkelige Mands Gærning i det Medlidenhedens Skær, som vilde være udelukket, hvis hans Forvildelse havde eller kunde have naaet sit Maal.

Den kun alt for begrundede Ophidselse, som Ministeriets fortvivlede Politik har skabt i vort fredelige Samfund, i Forbindelse med den ministerielle Presses brutale Forhaanelser og den Række af Voldsomheder, der udøves mod hæderlige Borgere, kan forklare, men ikke undskylde Handlinger, om hvis Fordømmelighed der kun er én Mening her i Landet.

At hengive sig til det Haab, at Begivenheder som denne, der hidtil heldigvis har været uhørte i vort Samfund, skulde blive et Motiv for Regeringen til at standse paa den ulykkesvangre Vej, den forfølger, vil desværre sikkert vise sig frugtesløst. Efter de Eksempler, som vore politiske Magthavere har stillet sig for Øje, man maa snarere være belavet paa, at denne unge ubesindige Mands ulykkelige Gerning vil blive benyttet som et Paaskud for yderligere Undertrykkelse.

De Tider, vi gaar i møde, kræver hos alle gode Borgere en urokkelig Fasthed og Koldblodighed. Frihedens Venner her i Landet, der med ligesaa meget Maadehold som Standhaftighed har baaret Modstanderens Udæskninger og Overmod, vil ikke lade sig rokke fra deres Vej ved de Forsøg, som nu sikkert vil følge, paa at gøre et helt Folk ansvarligt for et enkelt Menneskes Forvildelse.

Attentatet.

Kl. 5½ omtrent naaede de første Rygter om et Attentat paa Hr. Estrup ud i Byen.

De vandt dog kun liden Tiltro.

Men allerede Kl. 6 – en Time efter Attentatet – kom Politikens første Løbesedler, der blev udsendt i adskillige Tusind Eksemplarer, som Bekræftelse paa Rygterne.

En 19aarig Typograf Julius Rasmussen havde udenfor Hr. Estrups Bolig paa Toldbodvej affyret to Revolverskud mod ham; det første var prellet af mod en Frakkeknap, det andet ramte slet ikke. To Mænd, Skibsfører Larsen og Grosserer Toxen Worm kom til, og Gærningsmanden, der intet Forsøg gjorde paa at undløbe, blev straks anholdt.

Efterretningen vakte en uhyre Opsigt; Folk paa Østergade ligefrem sloges om Politikens Løbesedler og Bladets Kontor bestormedes af Nysgærrige.

I Løbet af et Par Timer kom der Meddelelser ogsaa fra et Par andre Blade, og Bevægelsen fortsattes paa Byens Gader, naar ny Løbesedler blev udspredt.

Ellers forløb alt roligt.

Vi meddeler nedenstaaende forskellige Beretninger om Begivenheden.

Politiets Beretning.

Da Konsejlspræsident Estrup i Eftermiddag Kl. 5 vendte hjem til sin Bopæl paa Toldbodvejen 26, blev han udenfor Porten tiltalt af et ungt Menneske, der paa nært Hold affyrede tvende Revolverskud imod ham, af hvilke det første sønderrev hans Frakke og prellede af mod en Knap, medens det andet slet ikke ramte ham. Personen blev straks paagreben af et Par Mænd, der befandt sig i Nærheden, og overgivet til tvende Politibetjente, der kom tilstede og indbragte ham til Politistationen i Store Kongensgade, hvor han navngav sig Julius Rasmussen, født heri Staden, 19 Aar gammel og Typograf, samt straks afgav Tilstaaelse om Gærningen, og angav som Bevæggrund til samme, at han ansaa det for noget godt, der vilde være til Gavn for Friheden. Han bragtes derpaa til Politiets Hovedstation, hvor den foreløbige Undersøgelse straks er paabegyndt.

Konsejlspræsidenten begav sig straks efter det saaledes imod ham forøvede Mordattentat til et Middagsselskab, til hvilket han var indbudt.

Skibsfører Larsens Beretning.

Skibsfører, Kaptajn C. C. Larsen, Skjoldsgade 5, Stuen, den Mand, der først gik løs paa Hr. Estrups Angriber, var ikke hjemme igaar Aftes Kl. 8; han var i Besøg hos sin Broder, Murermester Larsen, Nørrebrogade 45; dér traf vor Medarbejder ham Klokken 8½.

Skibsfører Larsen er Højremand, Murermester Larsen Venstremand. Skibsfører Larsens Beretning er følgende:

Da jeg igaar Eftermiddags Kl. 4,45 spaserede i Alleen ligeoverfor Estrups Bolig paa Toldbodvej 26, saa jeg Hr. Estrup kommer gaaende fra Bredgade.

Han saa alvorlig ud.

Hr. Estrup tog i sin Portklokke; i samme Øjeblik nærmede en ung Mand sig og sagde :

- ”Er det Estrup?”

Estrup vendte sig halvt om og svarede :

”Jo det er”.

Den unge Mand traadte et Skridt tilbage, tog en Revolver op af Yderlommen og skød paa Estrup i 2 Skridts Afstand.

Estrup trak sig lidt til Siden langs Muren, da Porten endnu ikke var aabnet og sagde :

”Hvad, skyder De paa mig?”

Jeg løb nu over Gaden, men inden jeg naaede de to Herrer, affyrede den unge Mand endnu et Skud. Det forekom mig, at hans Haand rystede; dog tør jeg ikke sige det med Bestemthed.

Saasnart det andet Skud, der slet ikke ramte, var affyret, greb jeg den unge Mand i Brystet og vristede Revolveren fra ham. Kort efter kom Grossere Toxen Worm tilstede og greb ligeledes fat i den unge Mand.

Denne, der var fuldstændig rolig, sagde: ”De behøver ikke at tage fat paa mig, jeg skal ikke løbe min Vej, jeg staar ved min Gærning.”

Skibsfører Larsen: ”Er de gal, hvad skal det føre til?”

”Nej, jeg er ikke gal, jeg har mine Principper at gaa efter, jeg er mig min Gærning fuldstændig bevidst og ved ogsaa, at jeg er færdig nu. Lad være at holde mig, det gør kun Opsigt, jeg skal ikke løbe min Vej.”

Denne Hr. Larsens Fremstilling bekræftes af et andet Øjenvidne, med hvem vor Medarbejder ligeledes har talt.

Hr. Larsen beskriver den unge Mand paa følgende Maade :

Han er af Middelhøjde, lyst krøllet Haar, med et aabent, elskværdigt Udtrykm særdeles velklædt, iført brun Overfrakke, graa Benklæder samt en lavpullet sort Filthat. Han var lidt bleg, men fuldstændig rolig.

Skibsfører Larsen, Gross. Toxen Worm og et Par andre Tilstedeværende ledsagede den unge Mand til Politistationen i Store Kongensgade.

Kl. 5½ gik Skibsfører Larsen hen Toldbodvej 26 for at spørge til Konsejlspræsidentens Befindende.

Saasnart det blev meldt Konsejlspræsidenten, at Hr. Larsen var tilstede, lod han denne straks anmode om at komme op.

Hr. Estrup, der befandt sig i sit Arbejdsværelse, bemærkede bl. a. :

”Da det første Skud faldt, kunde jeg mærke et Tryk paa mit Bryst; jeg kom nu forøvrigt slet ikke tilskade og har kun mistet en Knap i min Overfrakke”.

Samtalen varede forresten kun et Øjeblik, og Hr. Estrup udtalte sig meget lidt om det passerede.

Et Øjenvidnes Beretning.

En Mand, der bor i Huset ved Siden af Hr. Estrup, beretter :

”Jeg sad i min Stue, da jeg pludselig hørte et Skud udenfor Huset. Jeg løb til Vinduet og saa Hr. Estrup staa nede paa Gaden, lige udenfor sin Gadedør, i en tilbagetrukken Stilling, med Armene strakte ud for sig ; lige overfor ham stod en ung velklædt Mand med en Revolver i Haanden, rettet mod Konsejlspræsidenten. I samme Øjeblik faldt det andet Skud, men Kuglen fo’r under Hr. Estrups Arm.

Der havde samlet sig nogle faa Mennesker, der imidlertid syntes at tage det hele temmelig roligt. Et Par gik frem mod den unge Mand, der ikke gjorde noget Forsøg paa at undløbe, og den ene greb fat i hans venstre Haand. Den højre derimod, som holdt Revolveren, lod de være fri. Der var en, der slog Vaabenet til side, men først da der var gaaet flere Sekunder, blev Angriberen afvæbnet. Der var nu kommet adskillige Folk til, deriblandt et Par Politibetjente som første Gærningsmanden med sig. Det hele forløb stilfærdigt og vakte kun lidet Røre.”

Gærningsmanden.

Julius Rasmussen, der er 19 Aar gl. og født her i Byen, skildres af sine Kolleger som en sjælden dygtig og paalidelig Arbejder, en flink og brav Kammerat, et flittigt og ædrueligt Menneske, en elskværdig Personlighed.

For nogle Maaneder siden kom han i Arbejde hos I. Cohen, Tordenskjoldsgade Nr. 16. Han, der tidligere aldrig havde næret Interesse for Politik, holdt nu sammen med en Kollega Dagens Nyheder. Om dette Blad har han for hen ved to Maaneder siden erklæret

- ”Det er det eneste Blad, der er værd at læse.”

Gennem Læsningen af dette Blad naaede han efter 6 Ugers Forløb til en klar og bestemt Opfattelse af, hvor ulykkebringende det Estrupske Regimente er for Danmark. Og for ca. 14 Dage siden afsagde han Hr. Scavenius’s Blad. Han har i den sidste Tid været fanatisk opfyldt af Fædrelandets Ulykke, og tilsidst været ganske betagen af Tanken om, at den eneste Vej til Redningen var Hr. Estrups Fjærnelse.

Igaar Morges sagde Rasmussen til en Kollega :

- ”I Eftermiddag kommer jeg vist ikke paa Arbejde ; jeg er ikke rigtig rask.”

Kl. 11 igaar Formiddags sagde han til en anden Kollega :

”Jeg vil i dag op i Folketinget ; jeg vil derop, selv om jeg skal henvende med til Folketingets Formand, og jeg skal tillige skaffe Dig en Billet.”

Rasmussen kom ikke med nogen Billet – Kl. 4 5/6 Affyrede han de to Revolverskud paa Konsejlspræsidenten.

Smaanotitser.

Lige efter Attentatet henvendte en af de Herrer, der havde grebet fat i Julius Rasamussen, sig til Hr. Estrup med følgende Spørgsmaal :

”Er Deres Ekscellence kommen til Skade.”

”Nej, det tror jeg ikke,” svarede Estrup, der var meget bleg, men ellers fattet.

Kort efter Attentatet tog Hr. Estrup i Middagsselskab hos Fabrikant L. P. Holmblad.

Til Politirapporten har Julius Rasmussen erklæret, at han, der har arbejdet ved Lolland-Falsters Folketid., har købt Revolveren i Nykøbing p. F.

Han var dog dengang fjærn fra Tanken om at benytte den til noget Attentat.

Ude ved Politistationen i St. Kongensgade samlede sig Kl. 6-7 en Mængde Mennesker, der havde læst Politikens Løbesedler. Politiet nægtede imidlertid alle detaillerede Oplysninger. Til Bladene sendte det en kort officiel Beretning.

Kl. 2½ igaar Eftermiddags henvendte Julius Rasmussen sig til Hr. Estrups Portner og spurgte :

- Er Hr. Estrup hjemme?

- Nej!

- Hvornaar kommer han hjem?

- Sandsynligvis henad Kl. 5.