Kilder
Kildeintroduktion:
Frederik 6. (født 1768, regent 1808-1839) vedtog i 1834 sammen med Statsrådet en lov om fire stænderforsamlinger i kongeriget Danmark og hertugdømmerne. Valgretten kom alene til at bygge på grundejendom, hvor vælgerne blev opfattet som repræsentanter for deres egen stand. Disse skulle stemme i tre grupper: godsejere, grundejere i købstæderne og mindre landejendomsbesiddere herunder fæstebønder. I alt fik 3 % af befolkningen stemmeret. Stænderforsamlingernes opgave var at rådgive kongen og regeringen i konkrete spørgsmål. Med årene blev det dog også mere almindeligt, at forsamlingerne selv kom med forslag til nye love. Stænderforsamlingerne var med til at skabe en politisk bevidsthed i flere dele af befolkningen, som pegede i en mere demokratisk retning.
Med oprettelsen af stænderforsamlingerne fik også bønderne en mulighed for at komme til orde rent politisk. Ansøgningen, der er gengivet nedenfor, viser, hvordan fæstebønderne på Langeland i 1838 i Roskilde stænderforsamling beskrev de mangler, som der efter deres opfattelse knyttede sig til fæstevæsenet. De foreslog derfor, at alt fæstegods overgik til selvejendom. Fæstegodset blev på dette tidspunkt drevet af bønderne, der ydede en afgift til godsejeren. Ydermere indstillede de til forsamlingen, at skulle det forslag ikke blive vedtaget, da skulle alt hoveri, som var en ydelse i form af arbejdstimer, som en fæstebonde udførte for det gods, hans gård tilhørte, afskaffes imod en passende betaling til godsejerne.
Forslaget blev afvist med den begrundelse, at man ikke kunne krænke ejendomsretten eller bryde indgåede kontrakter. Fæstespørgsmålet fortsatte med at blive diskuteret kraftigt i politiske kredse igennem den sidste halvdel af 1800-tallet. Omkring 1870'erne fandtes fæstegods i større omfang kun i få sogne. Helt afskaffet blev fæstevæsenet dog først i 1919.
Vel hedder det både i lov og i daglig tale, at den danske bonde er en fri mand; men ordet fri bør da tages i en meget indskrænket betydning, thi endnu ligger tunge og svære bånd på ham. Vel er han løst fra stavnsbåndet; men endnu hviler på ham eneforpligtelsen at ofre tid, kræfter og liv, for at forsvare fædrelandet, medens den, der fra vuggen af har nydt den største overflødighed af fædrelandets goder, og aldrig gjort noget til dets vel, kun har nødig at lade bonden bløde for sig, for at han i ro og mag kan tære sin rigdom. Dog, vi ved, at denne sag ligger vor dyrebare konge på hjertet, og vi håber, at han i sin visdom vil finde middel til at gøre denne første almindelige borgerpligt almindelig for alle landets våbenføre borgere.
Vi ved og erkender, at grunden til så mangen bondes sørgelige omstændigheder ene må søges i vort ulykkelige fæstesystem. Der er endnu blevet jorddrotten[1] så mange rettigheder tilbage, at han, når han kun har sans og hjerte for sig selv, i mindre end en menneskealder kan nedstyrte et velhavende gods i elendighed og armod, og det uden at fornærme lovgivningen om fæstevæsenet. I disse altså ligger fæstevæsenets brøst[2], og herom tillader vi os at tale til Danmarks udvalgte mænd i den Roskilde stændersal. Mange varme, mandige og kraftige ord for vor stand er der udtalt, og var end udbyttet hidindtil kun lidet for os, så håber vi dog bestandig på det bedre, og det bedre for os ville være, når der kunne træffes en forandring i fæstevæsenet, til hvis væsentlige mangler hører:
1. Den vilkårlige indfæstningssum (betaling for at overtage en fæstegård). Indfæstningssummen er her i de senere år steget til en størrelse, der stundom når den, der andetsteds gives for selvejendom…
2. Den almindelige måde, hvorpå gården, dens besætning og inventarium, overleveres fæsteren. Efter lovgivningen skal godsejeren overlevere fæsteren gårdens bygninger, den befalede besætning og inventarium, i mangelfri stand, forinden ham meddeles fæstebrev; dette sker også, men på fæsterens regning. Han modtager ved fæsteakkordens[3] afslutning sin fæsteseddel, hvori han forpligtiges til at forskaffe alt komplet inden en vis tid…
I de første år efter gårdens modtagelse kan han ikke sammenspare noget; dør nu både han og hans kone, hvad jo oftere sker, straks efter hinanden, da er deres efterladte børn berøvede, hvad forældrene førhen ejede; de udjages af gården, og overgives enten til frænders eller fattigvæsenets forsørgelse, uagtet deres forældre ejede en kapital, der, sat i en liden landejendom kunne have betrygget børnenes opdragelse.
3. De højst trykkende hoveriforeninger, der blev indgået efter anordningen om hoveriets bestemmelse. Denne anordning gaves i den ædleste hensigt; men bonden skulle ved disse foreninger første gang efter århundreders forløb handle myndigt, da han dog til dels var åndelig umyndig, og hvor ofte forstærkedes ikke hans umyndighed ved frygten for fogdens endnu så nyligt smagte svøbe, ved øl og brændevin, der i mængde skænkedes for ham, for at få ham til at underskrive de bestemmelser, herskabet ønskede?...
4. Tilladelsen, godsejeren har til, efter fæsterens død eller frasigelse, efter forgodtbefindende, at forbigå dennes arvinger. Det er vel almindeligt, at en søn eller datter får gården efter fæsteren, enten ved dennes død eller frasigelse; men det er heller ikke uden eksempel, at herskabet, i hvis magt sligt står, forkynder arvingen, når enten faderen på en eller anden måde, endog med største ret på sin side, har pådraget sig godsejerens mishag, eller en mere begunstiget, en eller anden tro tjener, skal belønnes med det fæsteledige sted. Hvad indflydelse denne omstændighed kan have på fæstebondens forhold til godsejeren, og hvor let det tilfælde kan opstå, at han må tie til en virkelig forurettelse, når han ønsker, at et af hans børn skulle besidde fæstestedet efter ham, behøver næppe at omtales.
5. Den vilkårlige årlige afgift af fæstestedet til godsejeren. Hoveriafgiften kan ikke forhøjes; derimod er de øvrige præstationer til herskabet til dels vilkårlige, og denne vilkårlighed kan jo visselig benyttes til bondens undertrykkelse…
Fæstevæsenet kunne visselig have sine store fordele, såvel for nationalvelstanden i almindelighed, som for bonden i særdeleshed, når såvel indfæstningssummen, som den årlige afgift, bestemtes til en vis sum pr. tønde hartkorn, hvilken sum aldrig måtte overskrides, og når fæsterens børn, under ellers lige omstændigheder, fik lovmedholdeligt fortrin efter deres forældre, enten efter deres død eller fratrædelse, som også, når fæstestedet, i tilfælde af fæsterens og hans kones død, uden indsigelse fra godsejerens side, blev bestyret af værger og formyndere, hvis der var uopdragne og umyndige børn, indtil en af disse blev myndig og kunne overtage gården med forpligtigelse, at sørge for sine yngre søskende indtil en bestemt alder.
Vi ville have gjort disse punkter til vort forslag, hvis det ikke forekom os, at der gives en langt bekvemmere måde at frigive fæstebonden fra hans nuværende tvang, uden at krænke godsejerens rettigheder, og dette middel tror vi at finde i en kongelig lov, der bød, at al fæstevæsen fra en vis tid af for stedse skulle ophøre, og fæstegodset overalt i Danmark gå over til selvejendom. Denne forandring formener vi at kunne ske således:
- Købesummen bestemmes efter den højeste indfæstningssum, der for tiden kunne skønnes at erholdes af fæstestedet, hvilken sum skulle lægges til en kapital, hvis renter var lige med beløbet af alle nærværende forskellige herskabelige afgifter.
- Denne sum måtte, for så vidt køberen ikke udbetalte den, indestå i det købte sted på første prioritet…
Vi drister os således til, med sand fortrøstning til den høje og ærede forsamlings interesse for den danske bondes vel, underdanig og ærbødig at bede om, at det ved denne stænderforsamling må komme under forhandling:
Om alt fæstegodset i Danmark efter de af os gjorte forslag kunne gå over til at blive selvejendom…
Slutteligt tillader alle vi, der gøre hoveri in natura, os den underdanige og ærbødige bøn til den høje og ærede forsamling, at, hvis imod vor forventning, det foregående forslag ikke bliver antaget, det da må blive allerunderdanigst indstillet til Hans Majestæt:
At alt hoveri in natura afskaffes, imod et passende vederlag til godsejerne.
Ordforklaringer m.m.
[1] Jorddrot: godsejer, herremand.
[2] Brøst: ufuldkommenhed, fejl, mangel.
[3] Fæsteakkord: en overenskomst mellem ejer og fæster, som fungerede som en kontrakt.