Amerikanisering

Artikler

Begrebet 'amerikanisering' er en betegnelse for de kulturelle strømninger, der kom fra Amerika til Danmark i efterkrigstiden og som blev en del af den danske kultur, især hos ungdommen. Det var især populær- og forbrugskulturen i form af blade, film og musik, der var under stærk indflydelse fra Amerika.  Andre områder var også under amerikansk påvirkning, det gjaldt for eksempel teknologi og erhvervsliv. Begrebet amerikanisering dækker ikke kun over en passiv overtagelse af amerikanske værdier, men betegner også et kulturmøde, hvor danskerne villigt tog imod de mange nye input.

Amerikanisering er et udtryk for den amerikanske kulturpåvirkning, som Vesteuropa oplevede efter krigen. Før krigen havde der dog også været en kulturel påvirkning fra Amerika. Når amerikanisering alligevel bliver forbundet med efterkrigstiden, er det fordi, de kulturelle strømninger her blev så massive, at det fik stor betydning for den danske kultur. Parallelt med den kolde krig knyttede Vesteuropa sig økonomisk, politisk og kulturelt til Amerika. Man importerede varer fra Amerika, tog amerikanske ord til sig og lod sig inspirere af den amerikanske underholdningskultur.

Amerika blev et forbillede, og alt, hvad der kom derfra, blev set som nyt, moderne og smart. Det var især ungdommen, der tog de amerikanske strømninger til sig og gjorde det til en del af den nye ungdomskultur. Ungdomskulturen blev kendetegnet ved købekraft og købelyst. En stor gruppe unge købte amerikanske varer som Coca-cola og tyggegummi. De lyttede til musik af Elvis Presley, så film med Marilyn Monroe og læste alt om de amerikanske idoler i de danske billedblade.

Den ældre generation tog også det amerikanske til sig, herunder nye teknologi. Især nye hjælpemidler til husmoren, såsom støvsugere, køleskabe og elektriske komfurer, var populære.  Men den ældre generation var mere forbeholden, og selvom det amerikanske kunne fascinere, var det for  mange stadig vigtigt at bevare den danske kultur.  Ligeledes frygtede den kulturelle elite, at amerikanske tegneserier, musik og film havde en dårlig indflydelse på ungdommen. Det negativt ladede udtryk, der ind i mellem blev brugt om den amerikanske indflydelse, var netop 'amerikanisering'.

I dag er den amerikanske påvirkning i Danmark blevet en så stor del af hverdagen, at der ikke længere er fokus på, hvad der er amerikansk, og hvad der ikke er. Eksempelvis bliver ordet 'teenager' i dag brugt, som var det et dansk ord, mens 'hot-dog´en' blevet en del af den danske madkultur.

Om artiklen

Forfatter(e)
Anne Ambrosius Ibsen
Tidsafgrænsning
1945 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. januar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Nielsen, Jens-Emil: Ung i 50erne (2002)

Nielsen, Jens-Emil: Ung i 60erne (2003)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Anne Ambrosius Ibsen
Tidsafgrænsning
1945 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. januar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Nielsen, Jens-Emil: Ung i 50erne (2002)

Nielsen, Jens-Emil: Ung i 60erne (2003)

Udgiver
danmarkshistorien.dk