Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

29. august 1943 - Augustoprøret

Artikler

29. august 1943 ophørte den danske regering, Rigsdagen og kongemagten at fungere, hvorefter den tyske besættelsesmagt indførte militær undtagelsestilstand. Dagen kaldes ofte "bruddet med besættelsesmagten" og anses af nogle som ophøret for forhandlings- og samarbejdspolitikken.

Årsager og optakt

Årsagerne til begivenhederne 29. august 1943 skal findes såvel inden for som uden for Danmarks grænser. De udenrigspolitiske årsager skal findes på slagmarkerne på Østfronten og Middelhavsfronten, hvor Tyskland henover sommeren 1943 led en række alvorlige tilbageslag. Hertil kom det politiske nederlag, da Hitlers allierede, den italienske diktator Mussolini, som en konsekvens af de vestallieredes fremrykning blev afsat 24. juli 1943.

De storpolitiske begivenheder påvirkede stemningen i Danmark. Overalt i landet bredte sig en – skulle det vise sig – fejlagtig opfattelse af, at krigen snart ville være slut, og opfattelsen nærede den danske befolknings lyst til at byde besættelsesmagten trods. Sabotageaktiviteten steg kraftigt i juli. Målene var virksomheder, der arbejdede eller leverede til besættelsesmagten, men i stadig højere omfang også jernbanerne, når togene kørte med forsyninger til Tyskland. Sabotageaktioner i flere større provinsbyer, med Odense og Esbjerg som de mest påvirkede, affødte lokale tyske krav om udgangsforbud, som efterfølgende førte til strejker og gadeuroligheder med danskere i klammeri mod tyske værnemagtssoldater. Sideløbende fyrede modstandsbevægelsen op under begivenhederne med yderligere sabotage og med opfordringer til udvidede strejker. Man nærmede sig oprørslignende tilstande i flere byer. Den danske regering blev presset af besættelsesmagten til at sætte hele sin prestige ind på at stoppe urolighederne. Selv med støtte fra fagbevægelsens ledelse og arbejdsgiverne lykkedes det imidlertid ikke i tilstrækkeligt omfang at bringe ro og orden til de oprørte byer.

Tysk ultimatum afvises

Mod slutningen af august blev det for meget for Hitler, som hjemkaldte sin rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best (1903-1989), til en alvorlig irettesættelse. Best blev sendt retur til København med et ultimatum dikteret af Hitler, som bl.a. krævede, at den danske regering erklærede undtagelsestilstand, forbød strejker og sammenstimlen, indførte natligt udgangsforbud, hurtigt arbejdende særdomstole og dødsstraf for sabotage. Partierne bag samlingsregeringen afviste kravene, hvilket regeringen bøjede sig for. Det danske svar til den rigsbefuldmægtigede blev derfor et nej. Regeringen, Rigsdag og kongen ophørte i deres respektive funktioner. De nedlagde så at sige arbejdet.

Sænkede danske krigsskibe efter undtagelsestilstanden 29. august 1943. Fra højre ses artilleriskibet Peder Skram, varmebåd Vb. 2 og motortorpedobåden Hvalrossen (kun masterne ses). I baggrunden fregatten Fyn.

Sænkede danske krigsskibe efter undtagelsestilstanden 29. august 1943. Fra højre ses artilleriskibet Peder Skram, varmebåd Vb. 2 og motortorpedobåden Hvalrossen (kun masterne ses). I baggrunden fregatten Fyn. Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

Militær undtagelsestilstand

Den tyske reaktion på den danske afvisning var indførelse af militær undtagelsestilstand med anvendelse af de forholdsregler, den danske regering havde afvist. Om morgenen den 29. august 1943 blev det danske forsvar afvæbnet af den tyske værnemagt under kampe, der kostede 23 danske og 5 tyske soldater livet. Dele af flåden blev sænket af mandskabet eller forsøgt sejlet til Sverige, for at fartøjerne ikke skulle falde i tyskernes hænder. Størstedelen blev dog overtaget af den tyske flåde.

Den militære undtagelsestilstand blev betragtet som en alvorlig skærpelse af besættelsessituationen i Danmark og antydede, at Danmark nu skulle underlægges de skrappere besættelsesforhold, som herskede i andre lande. Besættelsesmagten valgte dog at afblæse undtagelsestilstanden seks uger efter. Den danske regering, Rigsdag og konge afstod imidlertid fra at vende tilbage i deres respektive funktioner. På vegne af den danske stat fortsatte departementscheferne i ministerierne den fortsatte statsadministration, men nu uden formel politisk ledelse.

Samtidens vurdering af oprøret

I samtiden blev 29. august af modstandsbevægelsen hyldet som en stor sejr for modstandssynspunktet. Politikerne så derimod begivenhederne, der førte til regeringens afgang, som resultatet af en farlig eventyrpolitik drevet frem af antidemokratiske og systemnedbrydende kræfter, der i sidste ende kunne føre til en ultimativ ulykke for land og folk.

Eftertidens vurdering af oprøret

Eftertiden har fejret dagen som en national mærkedag, hvor Danmarks stilling blev gjort klar og landet bragt på den allierede side i verdenskrigen. Eftertidens syn har naturligvis været præget af, at konsekvenserne for land og folk trods alt blev mildere, end man kunne frygte, da man stod i situationen i 1943. Historikere, med Hans Kirchhoff (1933-) i spidsen, har set 29. august 1943 som et folkeligt oprør mod forhandlings- og samarbejdspolitikken. Heroverfor har andre historikere påpeget, at parolerne, hvorunder strejkerne og optøjerne foregik, ikke var vendt mod politikerne, men derimod entydigt mod tyskerne. Som det i øvrigt tit er tilfældet, var der ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem intention og resultat. Intentionen hos det store flertal, der var aktiveret i sommerens uroligheder, var således at protestere mod besættelsesmagtens hele tilstedeværelse. Resultatet blev forhandlings- og samarbejdspolitikkens fald.

Givet er det, at de fleste modstandsfolk ønskede samarbejdspolitikken stoppet, men det har næppe været ønsket hos størstedelen af befolkningen, der nød godt af resultaterne og den beskyttelse af deres levevis, som samarbejdspolitikken leverede.

 

Danske officerer tilbageholdt den 29. august 1943
som følge af den militære undtagelsestilstand, den
tyske besættelsesmagt indførte. Fra Wikimedia
Commons.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015