Danmarkshistorien.dk indeholder mange artikler til belysning af stavnsbåndet og dets placering i samfundssystemet. Det kan ikke forstås uden viden om det godssystem, som var hjørnestenen i det danske lokalsamfund uden for købstæderne. Det er beskrevet i periodekapitlet om godsejerstyret (under overskriften godsejernes øvrighedsmagt og pligter), hvorledes godsejerne både ejede det meste af landets jord og samtidig udførte den lokale statslige administration på kongens vegne.

Det var en voldsom landbrugskrise i 1730'erne, der var baggrund for indførelsen af stavnsbåndet. Formelt blev stavnsbåndet udelukkende indført som en følge af det nye udskrivningsvæsen. Når godsejerne skulle administrere denne udskrivning og betale bøder, hvis de ikke kunne stille det nødvendige antal soldater, så ville de også have et bånd på karlene, så de ikke kunne rejse fra godset uden godsejerens tilladelse. Men en anden begrundelse for godsejernes ønske om at holde på karlene var at få bortfæstet deres bøndergårde. Det kunne de heller ikke få under krisen, når karlene rejste for at søge lykken andre steder. Det kan du læse om i artiklen Landbrugskrisen i 1730’erne.

Christian 6. (født 1699, regent 1730-1746) indførte stavnsbåndet for at få mænd til sin hær og for at hjælpe godsejerne, der havde svært ved at få bønderne til at blive på landet under 1730'ernes landbrugskrise. Fra: Kongernes Samling - Rosenborg

Nu må tiden være kommet til at tage fat på den i denne sammenhæng centrale artikel Stavnsbånd 1733-1800. Et helt konkret eksempel på stavnsbåndets betydning for den enkelte er Jens Laursen Elgaards fæstebrev 1771, hvor han fik fæste på en bondegård under Clausholm. Det blev noteret i fæstebrevet, at han var "barnefødt på mit Clausholm Gods udi Hallendrup". Det stod der, fordi det var nødvendigt at fastslå, at Clausholm havde ret til at overdrage Jens Laursen Elgaard en fæstegård. Hvis han havde tilhørt et andet gods, skulle der have været en henvisning til en tilladelse herfra til at fæste på Clausholm.

Hvordan det var for karlene at leve under et sådant system, kan du læse om i artiklen Livet under stavnsbåndet. Til sammenligning kan du læse om dagligliv i by og på land, hvordan dagligdagen formede sig for folk med andre livsvilkår andre steder i Danmark. Det er værd at notere, at pigerne på landet ligesom folk i købstæderne ikke var pålagt noget stavnsbånd.

Ophævelsen af stavnsbåndet og gennemførelsen af mange andre reformer af fæstevæsen og godsejerstyre i Danmark optog sindene i hele sidste halvdel af det 18. århundrede. I den enevældige stat bugnede det med artikler i mange nye tidsskrifter om svagheder ved det gamle system og forslag om nye gode initiativer. Der blev også gennemført vigtige lokale reformer, og der blev nedsat den ene regeringskommission efter den anden. Det er beskrevet i artiklen om landboreformer.

Frederik 6. (født 1768, regent 1808-1839) var som kronprins med til at indføre landbrugsreformerne, der medførte stavnsbåndets ophævelse. Fra: Kongernes Samling - Rosenborg 

Stavnsbåndet var indført ved lov og kunne derfor kun ophæves ved lov. Det lykkedes for Den store Landbokommission (1786-1816) med opbakning fra landets reelle magthaver, kronprins Frederik, at få formuleret det endelige lovforslag, så det kunne forelægges Christian 7. til underskrift den 20. juni 1788. Det blev af sikkerhedsmæssige grunde en successiv ophævelse, således at stavnsbåndet først var endeligt afskaffet i år 1800. Det kan du læse om i artiklen om ophævelsen af stavnsbåndet 1788-1800. Naturligvis er det også vigtigt at læse hele den lange forordning om stavnsbåndets ophævelse 1788. Som ved indførelsen af stavnsbåndet skete det også ved dets ophævelse i forbindelse med en lov om udskrivningsvæsenet. Her kan man ikke undgå at blive slået af de mange muligheder for at undgå soldaterudskrivning, hvis man ellers var i stand til at leve op til de mange nye reformer af landbovæsenet. Men det stod fast, at soldaterudskrivning stadig kun hvilede på landboungdommen. Købstædernes unge mænd gik fri. Dette ændredes først efter Systemskiftet 1849.

Der var mange reformtilhængere både i by og på land i Danmark. Ikke mindst stavnsbåndet havde mange med god grund opfattet som stridende mod de nye frihedsideer. Også mange moderne godsejere havde længe set i øjnene, at det måtte ophæves. En af de enkeltpersoner, der gennem flere årtier arbejdede for "den gode sag", som den kaldtes, var Christian Ditlev Frederik Reventlow. Han var både storgodsejer og leder af Rentekammeret, landets indenrigs- og landbrugsministerium. Hans visioner for det nye samfund kan vi læse om i den tale, kaldet Minerva-talen, han holdt ved overrækkelsen af arvefæstebreve til fæsterne på krongodset i Nordsjælland i 1788. Arvefæstebrevene var et af resultaterne af arbejdet i Den lille Landbokommission, som havde til opgave at gennemføre reformer i et hjørne af landet, hvor kronen var eneejer af jorden. Arbejdet skulle tjene som inspiration for landets øvrige godsejere. Det havde naturligvis selvstændig værdi, men blev generelt overhalet af arbejdet i Den store Landbokommission, der som omtalt stod for ophævelsen af stavnsbåndet.

Frihedsstøtten, der blev rejst i 1792 for at markere, at stavnsbåndet var blevet ophævet i 1788. Stavnsbåndet ophørte dog først reelt i år 1800. Fra: Wikimedia Commons