Septemberforliget, 5. september 1899

Kilder

Kildeintroduktion:

Septemberforliget var en aftale mellem Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening og De samvirkende Fagforbund, datidens DA og LO. Den blev indgået i 1899 som afslutning på den mest omfattende arbejdskamp i Danmark nogensinde. Konflikten varede fra maj til september og omfattede på sit højdepunkt storlockout af over halvdelen af alle danske organiserede arbejdere.

Forligets resultat var, at arbejdsgiverforeningen accepterede arbejdernes ret til at organisere sig, mens fagbevægelsen anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Med forligets bestemmelser om, at hovedorganisationerne på arbejdsmarkedet anerkendte hinanden, fx i forbindelse med konflikter, forstærkedes centraliseringstendensen i begge organisationer. Forliget blev en afgørende forudsætning for den generelle udvikling af arbejdsmarkedet i Danmark, idet det fastlagde nogle af de fagretlige principper, som siden har været gældende. Principperne går ofte under navnet ’den danske model’ og betegner et arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere indgår frivillige aftaler stort set uden statslig indblanding. 

Overenskomst

mellem

Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening

og

De samvirkende Fagforbund

Alle Overenskomster vedrørende Arbejdstid, Lønforhold, Priskuranter, Voldgiftsregler m. m., som vare gjældende ved Arbejdsstandsningens Begyndelse, vedbliver fremdeles at være i Kraft, dog med de Modifikationer, som resulterer af efterfølgende Bestemmelser. –

Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening og De samvirkende Fagforbund erkjende herved hinandens Berettigelse til henholdsvis at dekretere eller godkjende Arbejdsstandsning; dog maa ingen Lock-out eller Strejke af hvilken som helst Grund eller Omfang dekreteres eller godkjendes af nogen af Parterne, forinden den er vedtaget med mindst ¾ af de afgivende Stemmer af en efter vedkommende Organisations Love dertil kompetent Forsamling. At man agter at forelægge en saadan Forsamling Forslag om Arbejdsstandsning skal tilkjendegives den anden Hovedorganisations Forretningsudvalg ved særlig og anbefalet Skrivelse mindst 14 Dage, før Arbejdsstandsningen efter Forslaget agtes iværksat, og der skal paa samme Maade gives den anden Part Meddelelse om Forsamlingens Beslutning mindst 7 Dage, forinden Arbejdsstandsningen iværksættes. Enhver af Parterne forpligter sig til ikke at godkjende eller understøtte nogen Strejke eller Lock-out, saafremt den er etableret i Strid med ovenstaaende Bestemmelser. Som Strejke eller Lock-out betragtes det, hvis Værksteder eller Arbejdspladser systematisk affolkes eller efterhaanden lukkes under Hovedorganisationens eller nogen under den hørende Organisation Medvirkning eller under dens udtalte eller stiltiende Godkjendelse, efter at den fra Modpartens Side er gjort bekjendt dermed. Det vedtages derhos, at det skal betragtes som Brud paa denne Overenskomst, hvis Arbejder- eller Arbejdsgiverorganisationer, der staa udenfor de to nævnte Hovedorganisationer eller have udmeldt sig af dem, under Strid med nogen af disse eller af de under dem hørende Organisationer understøttes af nogen ved nærværende Overenskomst forpligtet Part. –

Overenskomster, der maatte blive afsluttede imellem de to Hovedorganisationer, skulle respekteres og efterkommes af alle under dem hørende Organisationer under vedkommende Hovedorganisations Ansvar.–

Arbejdsgivernes Ret til at lede og fordele Arbejdet samt til at anvende den efter deres Skøn til enhver Tid passende Arbejdskraft anerkjendes, eventuelt støttes, af Arbejdernes Hovedorganisation. Overfor Arbejdere, en eller flere, hvem et bestemt Arbejde mod aftalt Vederlag (Akkord) uden noget Forbehold er overdraget, og som gjøre deres Skyldighed, ere Arbejdsgivere dog ikke berettiget til at forandre de Forhold, under hvilke saadant Arbejde udføres, til Tab for Arbejderne, uden samtidig at godtgjøre dem det derved lidte økonomiske Tab. Er der Uenighed i saa Henseende, afgjøres den ved faglig Mægling, eventuelt Voldgift, som ogsaa afgjør Klager fra Arbejdsgivere eller Arbejdere over Brud paa Hovedreglen eller Misbrug af den. –

Fastlønnede Formænd eller Arbejdsledere skulle, saalænge de beklæde saadan Stilling, have fuld Frihed til ikke at være Medlemmer af Arbejderorganisationer. Ved fastlønnede Formænd og Arbejdsledere forstaas saadanne, der i Forholdet overfor Arbejderne ere Arbejdsgivernes Tillidsmænd, ikke deltage i Akkorder og ikke ere interesserede i Akkordoverskud. –

Opsigelsesfristen for Overenskomster angaaende Priskuranter og øvrige Arbejdsforhold fastsættes herefter til mindst 3 Maaneder, medens Opsigelsesterminen vil være at fastsætte i hvert enkelt Tilfælde i den paagældende Overenskomst. Bestaaende Overenskomster forblive uberørte af denne Bestemmelse indtil deres Udløb efter vedtagen Opsigelse. –

Efter Konfliktens Afslutning maa der ikke paa nogen af Siderne finde nogen Art af Boycotting Sted hverken overfor Arbejdsgivere eller Arbejdere. –

Ved Konfliktens Ophør gaa samtlige Arbejdere i Arbejde paa de samme Arbejdssteder, hvor de vare beskjæftigede ved Konfliktens Begyndelse. Ligesom det er en Selvfølge, at samtlige Arbejdssteder aabnes samtidig og saa vidt muligt i samme Omfang som ved Arbejdets Ophør, saaledes skulle samtlige Arbejdere ogsaa, saavidt Forholdene tilstede det, gaa i Arbejde paa de samme Steder, hvor de vare beskjæftigede før Lock-out’en. –

Iøvrigt forudsættes det som selvfølgeligt, at De samvirkende Fagforbund vil være villige til af al Magt sammen med Arbejdsgiverforeningen at virke for rolige, stabile og gode Arbejdsforhold, først og fremmest derved, at der ikke under nogen Omstændighed fra nogensomhelst Organisations Side lægges Hindringer i Vejen for nogensomhelst Arbejder for at benytte sin naturlige Ret til at udføre saa meget og saa godt Arbejde, som hans Evner og Uddannelse tillader ham, ligesom det ogsaa maa betragtes som særligt vigtigt, at Hovedorganisationerne samvirke til at hæmme overdreven Nydelse af spirituøse Drikke, hvor saadan muligt maatte finde Sted. En Opsigelsesfrist mellem Arbejdsgivere og Arbejdere erkjendes tillige i adskillige Fag for at være i begge Parters Interesse. Det samme gjælder med Hensyn til Ordningen af Betalingen for Overarbejde, Ordningen af Lærlingenes Lønningsforhold under Akkordarbejde og Oprettelse af nogenlunde ensartede Voldgiftsregler i alle Fag for Afgørelse af faglig Strid. Hovedorganisationerne ere derfor enige om at samvirke til en for begge Parter tilfredsstillende Løsning af disse Forhold. –

I Tilfælde af, at nogen underordnet Organisation eller nogen enkelt Arbejder eller Arbejdsgiver formenes at have gjort Brud paa nærværende Overenskomst, skal Spørgsmaalet – hvis der ikke i de bestaaende Overenskomster eller i nærværende Overenskomst findes andre Regler, eller hvis Anvendelsen af disse Regler ikke har ført til nogen Ordning – først gøres til Genstand for Behandling af Hovedorganisationernes Forretningsudvalg. Opnaas ikke derved en tilfredsstillende Ordning, kan enhver af Hovedorganisationerne gennem Forretningsudvalget bringe Spørgsmaalet ind for Københavns Landsover- samt Hof og Stadsret som vedtaget Værnething ved Søgsmaalet mod den anden Hovedorganisation paa dens Vegne, som formenes at have gjort Brud paa Overenskomsten.

Saafremt en af Hovedorganisationerne formenes at have gjort Brud paa Overenskomsten, kan Spørgsmaalet herom af den anden Hovedorganisations Forretningsudvalg ligeledes indbringes for den nævnte Ret. –

Foranstaaende Overenskomst underskrives af Forretningsudvalget for De samvirkende Fagforbund paa samtlige derunder hørende Organisationers Vegne og eventuelt de enkelte uden for dette staaende Arbejderorganisationers paa den ene Side, med bindende Virkning for samtlige nævnte Organisationer, og af Forretningsudvalget for Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening paa samtlige under denne hørende Foreningers og Virksomheders Vegne paa den anden Side, med bindende Virkning for samtlige disse Foreninger og Virksomheder.

De under de to Hovedorganisationer hørende Foreninger eller Virksomheder skulle ikke ved – før eller efter Overenskomstens Afslutning – at træde ud af Hovedorganisationen kunne løse sig fra de Forpligtelser, disse ved nærværende Overenskomst ere gaaede ind paa. De vedblive at staa ved Magt, indtil Overenskomsten for disses Vedkommende opsiges af nogen af Hovedorganisationerne.

Midlertidige Bestemmelser

Samtlige nu eksisterende Konfliktpunkter indenfor Snedkerfaget (herunder indbefattet den ved Skrivelse af 10de April d. A. fra Snedkerlavets Afdeling for Bygningssnedkere i København fremsatte og paa Fællesmødet den 13de s. M. refererede, men ikke behandlede Klage) behandles og afgøres af et Udvalg, hvortil de to Hovedorganisationers Forretningsudvalg hver udnævner 4 Delegerede, under Ledelse af en af de Delegerede i Fællesskab valgt sagkyndig Mand.

Eventuel Forhandling skal omfatte samtlige under Konflikten hørende Arbejder-Organisationer, uanset om disse henhøre under Arbejdernes Hovedorganisation eller ej.

Lock-out’en hæves senest tre Dage efter at Overenskomsten, derunder ogsaa om den indenfor Snedkerfaget eksisterende Konflikt, er tilvejebragt

København, den 5. September 1899.

Forretningsudvalget for Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening:

N. Andersen.

Kaspar Rostrup.

Niels Christensen.

Wilh. Køhler.

F. A. Thomsen

Ludvig Christensen

L. Haslund.

Forretningsudvalget for De samvirkende Fagforbund i Danmark:

J. Jensen

P. Knudsen.

Lyngsie

C. M. Olsen

J. J Møller

Sigv. Olesen

H. Rasmussen

I Tilslutning til ovenstaaende under D.D. underskrevne Overenskomst har Forretningsudvalget for henholdsvis Dansk Mester - og Arbejdsgiver forening og De samvirkende
Fagforbund endvidere vedtaget med bindende Virkning for de nævnte Hovedorganisationer:
at der ved Ordningen af praktiske Arbejdsforhold ikke fra nogen af Hovedorganisationernes Side maa fastsættes eller godkendes nogen Bestemmelse, der staar i Modstrid med Bestemmelserne i ovenstaaende Overenskomst.

Saafremt nogen af Hovedorganisationerne formener, at der er gjort Brud paa denne
Regel, kan den indbringe Spørgsmaalet for Hof- og Stadsretten i København, indtil det kan henvises til en permanent Voldgiftdomstol, overfor hvilken der ved Lov er fastsat samme Vidnepligt som overfor Landets almindelige Domstole. Denne Voldgiftsdomstol skal bestaa af 7 Medlemmer, af hvilke hver af Parterne vælger 3 udenfor vedkommende Organisations Bestyrelse, og Formanden vælges af disse 6 i Forening blandt Landets Jurister. Saasnart denne Voldgiftsdomstol er oprettet, træder den strax i Stedet for Hof og Stadsretten i alle Forhold vedrørende ovenstaaende Overenskomst (jfr. dennes 10. - 11. Stykke).

Nu bestående skriftlige Overenskomster mellem Arbejdsgivere og Arbejdere vedrørende Arbejdsordningen i de respektive Fag forblive uberørte af Bestemmelserne i ovenstaaende Overenskomst, 4de Stykke, og kunne kun bortfalde ved lovlig Opsigelse.

København, den 5. September 1899.

Forretningsudvalget for Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening:

N. Andersen.

Kaspar Rostrup.

Niels Christensen.

Wilh. Køhler.

F. A. Thomsen

Ludvig Christensen

L. Haslund.

Forretningsudvalget for De samvirkende Fagforbund i Danmark:

J. Jensen

P. Knudsen.

Lyngsie

C. M. Olsen

J. J Møller

Sigv. Olesen

H. Rasmussen

Om kilden

Dateret
05.09.1899
Kildetype
Overenskomst
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. april 2013
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk