5. Religion og kultur

Under indtryk af den lutherske reformation har senmiddelalderens religiøse liv fået et temmelig negativt eftermæle. Ikke blot er kirken og gejstligheden blevet fremstillet som korrupt og depraveret, også den brede befolknings religiøsitet har man beskrevet som overfladisk, institutionsbunden og materialistisk i kontrast til lutherdommens mere inderlige og personlige gudsforhold. Dette syn har nyere forskning gjort op med.

Trosliv og kirkereformer

Kirken gennemgik rigtigt nok en række kriser i senmiddelalderen. Den blev svækket og i stigende grad verdsliggjort som følge af kongers og adeliges indgreb i dens selvstændighed. Men den kirkelige udvikling var også præget af reformer, som skulle bøde på misforholdene. Ganske vist lykkedes det ikke at reformere selve pavedømmet, men afgrænsede og lokale reformer fortsatte efter de store konciliers sammenbrud i midten af 1400-tallet. Blandt andet forsøgte man at højne sognepræsternes og domkapitelgejstlighedens sædelighed og moral. Der udfoldedes også betydelige bestræbelser for at reformere klostrene. Initiativet kom ofte fra de gamle klosterordener selv. Samtidig oprettedes helt nye ordener, som hurtigt opnåede stor popularitet. Tiltagene blev støttet af kongemagten (herunder ikke mindst dronningerne), biskopper og adel, både pga. oprigtige reformønsker, men også fordi det gav indflydelse på klostrene og andel i reformbevægelsens popularitet.

Den folkelige religiøsitet

Samtidig med de mange reformer skete der en voldsom opblomstring af den folkelige religiøsitet. En fællesnævner for mange af den senmiddelalderlige religiøsitets knopskydninger var, at trosformer, som tidligere havde været forbeholdt gejstligheden, nu blev taget i anvendelse af lægfolket. For eksempel blev tidebønnerne (bønner på bestemte tider af døgnet), som hidtil havde været karakteristiske for klosterlivet, taget i brug af særligt religiøse personer uden for den gejstlige stand. Lægfolket gik fra at være passive tilskuere til aktive deltagere i fromhedslivet, og man kan dermed tale om en demokratisering af religiøsiteten i senmiddelalderen.

Årsagerne til denne udvikling var mange. En bagvedliggende faktor var de økonomiske og sociale processer, som efter den sorte død skabte mere selvbevidste borgere og bønder, der ønskede større indflydelse på egne vilkår i materielle såvel som åndelige forhold. Af stor betydning var også den etablerede kirkes krise og en udbredt utilfredshed med gejstligheden. Mange følte, at de måtte tage sagen i egen hånd, men dette var der også forholdsvis god plads til i den senmiddelalderlige kirke. I nogle tilfælde kom inspirationen da også fra veletablerede kirkelige institutioner. Tiggermunkeordenerne, som i højere grad end de gamle ordener var vendt udad mod samfundet, fik stor betydning for udbredelsen af et kristent fromhedsliv til alle lag af befolkningen. En af dominikanernes hovedaktiviteter var således at prædike Guds ord på modersmålet, hvorfor de også gik under betegnelsen 'prædikebrødrene', mens franciskanerne arbejdede for at fremme jævne menneskers brug af skriftemålet.

Et vigtigt aspekt af senmiddelalderens religiøse vækkelse var mysticismen. Denne strømning fokuserede på den troendes individuelle følelse for det guddommelige, hvis ypperste mål var den mystiske forening af mennesket med Gud. I senmiddelalderen opnåede personer, ofte kvinder, som på denne måde stod i direkte kontakt med Gud, stor popularitet. I Norden fik den hellige Birgitta af Vadstena (ca. 1303-1373) stor betydning. Birgitta modtog løbende åbenbaringer fra Kristus, som hun havde indgået ægteskab med i en vision. Hun grundlagde i 1370 en klosterorden, birgittinerne, og blev helgenkåret i 1391. I Danmark stiftedes birgittinerklostrene Maribo og Mariager (hhv. 1416 og 1446). Dyrkelsen af den hellige Birgitta af Vadstena støttedes af den danske kongemagt, som ønskede at gøre hende til unionshelgeninde.

Fromhed, bod og aflad

Den sorte død og de efterfølgende epidemier blev en stor drivkraft bag senmiddelalderens religiøse vækkelse. Pesten blev opfattet som Guds straf for menneskenes synder. Individet blev hensat i eksistentiel angst for Guds vrede, og angsten gjaldt ikke kun dette liv, men i endnu højere grad efterlivet. Man frygtede ikke kun sjælens evige fortabelse til Helvedes pinsler, men også skærsildens flammer, hvor den syndige sjæl skulle lutres, før den eventuelt kunne komme i Himlen. En stor del af de religiøse aktiviteter kom derfor til at handle om at undgå Helvede og forkorte tiden i skærsilden.


Djævelen fører de syndige sjæle til Helvede, en munk eller helgen leder de renfærdige til Himmerigs porte. Kalkmaleri i Fanefjord Kirke på Møn.  Foto: Kirsten Trampedach, Nationalmuseet

Én måde at stræbe efter dette på var en from livsførelse, hvor man så vidt muligt undgik at synde og levede i stadig bod. Her tog mange Jesus til eksempel og forsøgte at efterligne hans levevis. Efterligningen af Kristus (imitatio Christi) havde hidtil været forbeholdt de verdensfornægtende klostermunke, men blev i senmiddelalderen udbredt til lægfolket. Hvor man tidligere havde tilbedt den sejrende Kristus, dyrkede og imiterede man nu den lidende, menneskelige Kristus. Samtidig steg tilbedelsen af den syndfri Jomfru Maria til nye højder.

Selv for det menneske, som levede med Kristus og Maria som forbilleder, var det imidlertid umuligt ikke at synde. Så måtte man gøre bod og love bedring. Boden kunne antage mange former. Man kunne skrifte sine synder til en skriftefader, og man kunne gøre forskellige bodshandlinger som fx at tænde vokslys i kirken, fremsige et passende antal Ave Maria’er, faste, give almisser til de fattige eller drage på pilgrimsfærd. Man kunne også forkorte tiden i skærsilden ved at gøre aflad. Læren om aflad gik ud på, at bodshandlinger kunne konverteres til andre fromme gerninger, som var sanktioneret af kirken. Efterhånden kom man frem til, at aflad kunne købes for penge. Jo større betaling, jo flere dage slap man for at tilbringe i skærsilden. I senmiddelalderen voksede afladens betydning voldsomt, dels fordi den blev udbredt til hele befolkningen, dels fordi paverne indså de kolossale indtægtsmuligheder, som salget af afladsbreve indebar. Officielt var afladen kun virksom, hvis køberen oprigtigt angrede sine synder, men ofte glemte man dette aspekt, og afladen blev derved gjort til en vare.

Helgener, donationer og religiøse sammenslutninger

Der var mange måder at forkorte tiden i skærsilden på, og senmiddelalderens religiøse praksis var kendetegnet af, at folk 'helgarderede' sig for at være på den sikre side, så vidt det nu var muligt. Skulle from livsførelse, bod og afladsbreve slå fejl, kunne man sørge for, at der fortsat blev gjort en indsats for ens sjæl, efter at man var død. Man kunne fx få en helgen til at gå i forbøn for sig hos Gud. Helgendyrkelsen var i vidt omfang centreret om tilbedelse af relikvier. I Vor Frue Kirke i København havde man et stykke af det kors, som Jesus var blevet korsfæstet på, en flig af Jomfru Marias underkjortel og lidt jord fra hendes grav samt noget af Johannes Døberens hoved. I andre kirker fandtes store mængder af lignende relikvier.

En anden måde at forkorte tiden i skærsilden på var at stifte en messe i en kirke, hvor der skulle bedes for ens sjæl til evig tid. Stiftelsen foregik ved, at man donerede økonomiske værdier, gerne afkastet af fast ejendom, til en kirke eller et kloster, som så til gengæld skulle sørge for at afholde messer for donatorens og dennes slægtninges sjæle, som regel en gang årligt på donatorens dødsdag. Donationer havde i højmiddelalderen primært været forbeholdt samfundets elite, men i senmiddelalderen sluttede jævne mennesker sig sammen i gilder, lav og broderskaber, som stiftede messer, hvor der blev bedt for afdøde medlemmers sjæle. Disse sammenslutninger kunne defineres af fælles håndværk eller sammenfaldende religiøse interesser. Det sidste kunne være tilbedelse af en bestemt helgen, eller det kunne være en særlig måde at udøve religionen på. Gilder, lav og broderskaber var også sociale og solidariske sammenslutninger, hvor medlemmerne i fællesskab løste praktiske problemer og mødtes i selskabeligt lag. I disse religiøse sammenslutninger mødtes høj og lav, læg og lærd, og en stor andel af medlemmerne var kvinder.

På vej mod reformationen

Sammenfattende kan man sige, at den folkelige religiøsitet langtfra var hensygnende inden reformationen. Tværtimod skete der en demokratisering af troslivet, som blev en forudsætning for den folkelige reformationsbevægelse, der opstod i 1520’erne. Mange af senmiddelalderens nye trosytringer konkurrerede i en vis forstand med den etablerede kirke, men i de fleste tilfælde lod de nye tendenser sig fuldt ud forene med traditionelle religionsformer i kirkens regi. Senmiddelalderens religiøse vækkelse skabte dog også en række praksisser, som mange i samtiden anså for spekulation og narreværk. Afladshandelen og relikviedyrkelsen er nogle af de mest markante eksempler. Ønsket om et radikalt opgør med romerkirken og visse af de folkelige trosformer udgjorde en mere 'negativ' forudsætning for reformationen.

Humanisme og reformkatolicisme

Mod slutningen af 1400-tallet begyndte renæssancekulturen at brede sig fra den italienske halvø til det vestlige og nordlige Europa. Et af de vigtigste træk ved denne strømning var humanismen, som satte individet i centrum og dyrkede den klassiske oldtid som forbillede for det ideale menneske og samfund. I Nordvesteuropa fik humanismen, som i udgangspunktet var en elitær og intellektuel bevægelse, en særlig udformning i den såkaldte bibelhumanisme. Optagetheden af en forbilledlig fortid var her rettet mod Bibelen, som blev nyoversat fra de antikke kilder og studeret på ny. Bibelhumanisterne var stærkt kritiske over for skolastikken, som siden højmiddelalderen havde kombineret de hellige skrifter med græsk-romersk filosofi i et komplekst filosofisk-religiøst tankesystem. Bibelhumanisterne ville vende tilbage til Bibelen som grundlaget for en fornyelse af troslivet. Anført af den nederlandske tænker Erasmus af Rotterdam lancerede bibelhumanisterne en massiv kritik af de herskende forhold i kirken og forlangte vidtgående reformer.

En fremtrædende dansk repræsentant for denne retning var Christiern Pedersen, som var kannik ved domkirken i Lund. Han opholdt sig i årene 1508-15 i Paris, hvor han udgav en række bøger, bl.a. en latinsk-dansk ordbog, Peder Laales ordsprog, en samling af prædikener på dansk og ikke mindst Saxos Danernes Bedrifter. Formålet var bl.a. at udbrede humanistisk og religiøs viden til en bred dansk offentlighed. En anden repræsentant var karmelitermunken Poul Helgesen, som især blev kendt for sin hvasse kritik af misforhold i kirken. Poul Helgesen viste stor interesse for Martin Luthers tanker, da de først blev kendt i Danmark omkring 1520, men fastholdt et reformkatolsk standpunkt og blev efterhånden en hårdnakket modstander af den protestantiske bevægelse. De fleste andre humanister, heriblandt Christiern Pedersen samt flere af Poul Helgesens elever, blev i løbet af 1520’erne overbeviste lutheranere.

Skriftlighed, uddannelse og bøger

Humanisternes ønske om at forbedre uddannelsesniveauet, bl.a. gennem formidling af viden på dansk i stedet for latin, lagde sig i forlængelse af en udvikling, der var sat i gang i slutningen af 1300-tallet. I højmiddelalderen havde lærdom været forbeholdt en snæver gejstlig elite, og latin havde været dominerende skriftsprog. Et begyndende dansk skriftsprog var døet hen i 1300-tallet, sandsynligvis pga. kongemagtens sammenbrud. Mod slutningen af 1300-tallet begyndte både den genetablerede kongemagt og privatpersoner i stigende grad at udforme breve og skrivelser på dansk. Hen over 1400-tallet forøgedes mængden af udstedte dokumenter voldsomt. En vigtig faktor var, at det dyre pergament, som man hidtil havde skrevet breve og aktstykker på, fra omkring 1400 i stigende grad blev erstattet af papir, som var langt billigere. Ikke blot den kongelige administration, men også kirkens, godsejeres og købstæders forvaltning blev i stigende grad skriftlig. Adelige tog fat på at skrive private breve med personligt indhold. I byerne begyndte købmændene at benytte sig af regnskabsbøger for at holde styr på deres økonomiske aktiviteter, og efterhånden opbevarede selv bønderne dokumenter og regnskaber i små 'arkiver' på gårdene.

Gennem hele senmiddelalderen var uddannelsessystemet fortsat under kirkeligt regi. Til hver domkirke var knyttet en katedralskole under bispens og domkapitlets opsyn. Her uddannedes først og fremmest sognepræster, men nogle af eleverne fortsatte uddannelsen ved et universitet. Inden oprettelsen af Københavns Universitet i 1479 måtte man rejse til udlandet for at tage den videregående uddannelse, som var nødvendig for en karriere højere oppe i det kirkelige hierarki. Selv efter 1479 søgte mange danskere til udenlandske universiteter, og i 1520’erne sygnede universitetet i København hen. Større medgang havde de lokale skoler, som fra ca. 1400 blev oprettet i flere og flere købstæder. Succesen skyldtes især, at mange borgere sendte deres børn i latinskole for at give dem basale læse-, skrive- og regnekundskaber til brug for en verdslig løbebane, fx som købmænd.

Læsning og skriftlighed tog yderligere et opsving med indførelsen af bogtrykkerkunsten i anden halvdel af 1400-tallet. De første bøger trykt på dansk bestilling hos udenlandske trykkere var kirkelige værker på latin, men fra 1400-tallets sidste år blev disse suppleret med historiske værker og lovbøger på dansk. På denne tid oprettedes også det første danske bogtrykkeri i København. I løbet af få årtier omfattede bogproduktionen et stort antal værker om en bred variation af emner. Bogtrykkerkunsten muliggjorde derved en hastig spredning af viden, nyheder samt religiøse og politiske synspunkter til brede befolkningsgrupper.

Kulturimport – Danmark som tysk kulturprovins

Danmark stod i livlig kontakt med omverdenen. Religiøse ideer og praksisser blev indført via den internationalt orienterede gejstlighed og valfartende lægfolk. Rejsende købmænd og bønder hjembragte nye skikke for handel og regnskabsførelse. Kongerne importerede statsretsideer, kroningsritualer, hofceremonier og forvaltningsmetoder, og adelen efterlignede aristokratiske identiteter og livsformer ude i Europa. Danmark befandt sig i periferien af de europæiske kulturcentre. Alt fra kirkekunst til tøjmode og luksusforbrug var inspireret af udlandet, men blev fortolket inden for rammerne af en ældre nordisk kultur.

Impulserne kunne komme fra stadig fjernere egne, men den største påvirkning kom fra det tyske område, og man har derfor med en spidsformulering kaldt det senmiddelalderlige Danmark for en tysk kulturprovins. Den tyske indflydelse kom ikke mindst til udtryk i sproget. Det danske skriftsprog, som vi kender det fra omkring 1400, var præget af mange låneord fra plattysk, som var internationalt sprog i hele Nordeuropa. Indflydelsen fik varig betydning. En stor del af det nutidsdanske ordforråd, bl.a. næsten alle ord med forstavelserne an-, be- og und- samt endelserne -hed, -else og -skab, er indlånt fra plattysk i senmiddelalderen. Mod slutningen af middelalderen var den nederlandske kulturindflydelse også stigende.