2. Befolkning og samfundsgrupper

Pesten kom til Europa i 1347. Efter at have hærget i Asien i årevis kom den via Mellemøsten til havnebyer i Syditalien og Sydfrankrig, slog et sving vest om Alperne og bredte sig gennem Frankrig mod nord. I 1348 nåede den England, Nordtyskland og Norge. Pestbakterien, Yersinia pestis, blev så vidt vides båret af lopper, som tog bolig på rotter og derefter mennesker, og smitten blev måske også overført direkte fra menneske til menneske. Muligvis nåede pestepidemien allerede Danmark samme år eller året efter, men først i 1350 slog den igennem med fuld kraft. Skånske Årbog konstaterer tørt under året 1350: ”der var en meget stor epidemi i hele året i hele verden”. Optegnelser over sjælemesser for døde fra domkirkerne i Ribe, Roskilde og Lund bevidner en voldsom stigning i messestiftelser for afdøde netop i 1350.

Det vides ikke, præcis hvor mange danskere der døde af pesten. For England, Tyskland og Frankrig har man ud fra et langt bedre kildemateriale end det danske udregnet, at 40-50 % af befolkningen gik til. Der er ingen grund til at tvivle på, at en tilsvarende andel af den danske befolkning døde i den første pestbølge i 1350. Nye pestepidemier i 1360, 1368-69 og 1379 slog også mange mennesker ihjel, formentlig omkring 10-15 % af befolkningen hver gang. Og senere fulgte flere epidemier, som dog ikke var lige så dødelige.

Klimaforandringer og befolkningsnedgang

Den sorte død var ikke den eneste ulykke, der ramte Danmark i 1300-tallet. Allerede inden midten af århundredet var effekterne af den såkaldte 'lille istid' begyndt at slå igennem i form af episodisk misvækst og hungersnød. Højmiddelalderens varmeperiode havde bidraget til en vækst i folketallet, som sammen med samfundets stærkt ulige ressourcefordeling medførte, at dele af befolkningen levede på et eksistensminimum. Meget tyder på, at den fattigste del af den danske befolkning bukkede lettere under for pestepidemierne, fordi den i forvejen var ernærings- og helbredsmæssigt svækket.

Der hersker usikkerhed om, hvor mange mennesker der levede i Danmark i middelalderen, både før og efter den sorte død. Det er blevet anslået, at der i kongeriget levede ca. 950.000 umiddelbart inden den sorte død, noget færre end ved midten af 1200-tallet. Folketallet faldt fra 1350 til ca. 550.000 og begyndte først for alvor at vokse igen fra midten af 1400-tallet, fordi efterfølgende pestepidemier tog toppen af en begyndende befolkningstilvækst. Fra 1450 til 1500 voksede befolkningen til ca. 600.000 ifølge dette estimat.

Befolkningsnedgangen medførte en række sociale og økonomiske omvæltninger. På landet blev mange gårde og hele landsbyer lagt øde, fordi deres beboere var omkommet. Det gik ud over godsejerne, som måtte sætte bøndernes afgifter ned for at tiltrække arbejdskraft. De overlevende bønder oplevede derimod økonomisk fremgang, fordi deres afgifter blev sat ned, og mange fik mere jord under ploven. Det blev også muligt for bønderne at omlægge en del af produktionen til husdyrhold med henblik på eksport af især kvæg. Den sorte død kostede flere menneskeliv i byerne end på landet, men i byerne blev befolkningstallet hurtigere rettet op på grund af tilvandring fra landet. Nye eksportmuligheder førte til vækst i de danske byer hen over 1400-tallet.

Samfundsgrupper

Vi skal nu se nærmere på de forskellige samfundsgrupper, og hvordan de interagerede og udviklede sig i senmiddelalderen. Vi skal bl.a. følge, hvilken betydning de økonomiske og demografiske konjunkturer fik for samfundets forskellige lag. Danmark udviklede sig i løbet af senmiddelalderen til et stændersamfund, hvis medlemmer deltes op i ret skarpt afgrænsede grupper med stadig mere veldefinerede rettigheder og funktioner. Den følgende samfundsbeskrivelse er disponeret efter de fire stænder: adelen, gejstligheden, borgerstanden og bondestanden. Herved følger vi senmiddelalderens egne ideologiske kategorier. Som vi imidlertid skal se, var alle stænderne hver for sig temmelig diversificerede, og grænserne mellem dem var ikke lige så skarpe, som den officielle stænderideologi lagde op til.

Adelen – position, pligter og privilegier

Adelstanden var den dominerende sociale gruppe i senmiddelalderens samfund. Den havde rødder tilbage til højmiddelalderens stormænd og herremænd. Dens funktion var først og fremmest at forsvare riget og de andre stænder mod ydre såvel som indre fjender. Til gengæld for kongetroskab og krigstjeneste nød herremanden en række privilegier og en ophøjet status, som ikke var de andre stænder forundt. Fordi stridshest, udrustning og træning i krigskunst var dyrt og tidskrævende, var denne status af professionel kriger forbeholdt en elite af godsejere. I løbet af 12- og 1300-tallet blev den aristokratiske status arvelig og blev nu givet videre fra forældre til børn af begge køn. Adelen bevarede gennem hele senmiddelalderen en stærk krigeridentitet. Selve ordet 'adel' begyndte man først at bruge fra begyndelsen af 1500-tallet. 'Ærlig og velbyrdig mand' var en af de mest udbredte betegnelser, som satte de ærefulde gerninger før fødselsretten. Andre typiske termer var 'ridder' og 'væbner', som understregede krigeridealet. Enhver adeligt født mand var i udgangspunktet væbner og kunne så eventuelt blive slået til ridder. Det skete gerne på slagmarken eller i forbindelse med kongekroninger.

Det arvelige adelskab medførte en stærk slægtsidentitet, som man især demonstrerede ved at føre den fædrene slægts våbenskjold. Nogle adelige brugte også tilnavn, som signalerede medlemskab af en bestemt slægt (fx Brok, Hak og Frille), men det var langtfra alle. Nogle af de mest magtfulde og selvbevidste adelsslægter gjorde ikke (fx Gyldenstjerne, Thott og Rosenkrantz). Det begyndte de først på, efter at en kongelig forordning i 1526 havde forlangt, at alle adelige tog fast slægtsnavn.

Det vigtigste adelige privilegium var skattefrihed, dvs. fritagelse for skat til kongen. Det omfattede ikke kun adelsmanden personligt, men også hans undergivne bønder. Det sidste kom ikke fæstebønderne (jordlejerne) til gode, men betød bare, at den adelige godsejer kunne opkræve højere afgifter af dem. Den medfødte skattefrihed lå så centralt i adelsbegrebet, at man undertiden omtalte adelige som 'fribårne'. At være fri var at være skattefri. Desuden var adelen privilegeret med retten til at opkræve bøder af deres fæstebønder, når de forbrød sig mod loven. Oprindeligt gjaldt det kun de mindre retsbøder, men i løbet af senmiddelalderen kom dette privilegium også til at inkludere de højeste retsbøder. Endelig blev adelen begunstiget med forskellige undtagelser fra almindeligt gældende regler, bl.a. handelsrestriktioner.

Højadel og lavadel

Privilegierne var det, der juridisk og konstitutionelt definerede adelen som en særlig stand, afgrænset over for de øvrige stænder. I modsætning til andre lande var der ingen formel lagdeling internt i den danske adel; for alle danske adelige gjaldt de samme rettigheder og pligter. I realiteten var adelstanden dog på ingen måde en homogen socialgruppe. Først og fremmest var der meget store forskelle på godsejendom. De rigeste adelige ejede hundredvis af bondegårde, de fattigste kun nogle ganske få, eller måske kun den gård, adelsmanden selv boede på.

Disse forskelle blev uddybet i senmiddelalderen, og årsagen var den økonomiske krise for godsejerne, som blev udløst af den sorte død. Mange lavadelige fik svært ved at opretholde den adelige status, som krævede, at man varetog sine militære forpligtelser og i det hele taget førte en standsmæssig livsstil. Det vides ikke, hvor stor adelen var inden den sorte død, men man regner med, at den var betydeligt større end omkring 1500, og at årsagen til afgangen var, at mange lavadelige havde opgivet deres adelskab og var sunket ned i bonde- eller borgerstanden. Andre lavadelige hang i med næb og kløer ved at tage tjeneste som fogeder og svende hos højadelige, gejstlige institutioner og kongen.

Også adelens mellemlag og højeste lag blev i første omgang hårdt ramt af krisen, men de, der klarede sig igennem, blev på sigt i stand til at opkøbe gods fra lavadelige, der gik fallit. Dette var baggrunden for nogle af de meget store adelsgodser, der blev akkumuleret mod middelalderens slutning. Samlet ejede adelen på det tidspunkt ca. 35-40 % af landbrugsjorden i Danmark.

På papiret var adelen skarpt afgrænset mod de øvrige stænder. Virkeligheden var til tider mere mudret. Især lavadelen var svær at afgrænse over for storbønder og rige byboer. Der kendes eksempler på, at ikke-adelige blev hævet op i adelen, enten stiltiende eller ved officiel adling. I 1475 fik adelen gennemtrumfet, at hvis en adelig kvinde gifter sig med en ikke-adelig mand, mister hun sit adelskab, og hendes gods bliver skattepligtigt. Bestemmelsen markerer på den ene side adelens ønske om at holde standen lukket, på den anden side, at adelige og ikke-adelige faktisk giftede sig på trods af standsskellet.

Adelsfejder i senmiddelalderen

I filmen fortæller Jeppe Büchert Netterstrøm om senmiddelalderens adelsfejder. Fejderne var minikrige mellem adelige slægter, og i Østjylland var der især kamp mellem slægterne Rosenkrantz, Lange og Brok. Filmen er knap ni minutter lang. Klik på 'CC' og vælg 'dansk', hvis du vil se filmen med undertekster.

Adelsmagt og adelsfejder

Selvom der var grænsetilfælde og mulighed for social mobilitet, var adelen som helhed en ret lukket stand, og den økonomiske og demografiske udvikling bidrog til, at den lukkede sig endnu mere til i løbet af senmiddelalderen. Det betød imidlertid ikke, at adelen var enig om alting. Senmiddelalderen var tværtimod præget af talrige konflikter inden for adelen, som til tider brød ud i åbne fejder med hævnaktioner og drab.

Adelen byggede sin magt på økonomisk rigdom, militær slagkraft og social prestige. Men adelen fik også magt fra besiddelse af embeder i den kongelige forvaltning, især som lensmænd på kongens slotte. Gennem rigsrådet fik adelen politisk magt og andel i regeringsudøvelsen. Adelige kunne også forfølge en gejstlig karriere og indtage kirkens højeste embeder. Den indflydelse og rigdom, der fulgte heraf, kunne så bruges til at styrke slægtens position.

Jens Iversen, biskop af Aarhus, afbildet på altertavlen i Aarhus Domkirke fra ca. 1480. Som de fleste af senmiddelalderens biskopper var Jens Iversen adelig. Den adelige afstamning demonstreres her af slægtens våbenskjold med tre røde roser. Jens Iversen forsvarede sin egen magtposition og bispesædets selvstændighed, bl.a. i en fejde mod magtfulde medlemmer af adelsslægten Rosenkrantz, der var blandt Christian 1.s favoritter. Altertavlen blev udført ca. 1478-79 af den tyske billedskærer og maler Bernt Notke (ca. 1440-1509). Foto: Aarhus Domkirke

Gejstligheden som stand

Gejstligheden blev i den katolske tidsalder, dvs. frem til reformationen i 1536, betragtet som rigets førstestand, fordi kirkens mænd stod Gud nærmest. Dens funktion var at formidle Guds nåde og forkynde hans ord til den øvrige befolkning. Som modydelse skulle de andre stænder beskytte og brødføde de gejstlige. Kampen for sjælenes frelse antog mange former. Sognepræster og tiggermunke udbredte den kristne tro blandt almuen gennem prædiken og gudstjenester, mens de klosterbundne munke helligede hele deres liv til at bede for det omgivende samfund, afsondret fra dets fristelser og fordærv. I domkirker, klostre og sognekirker holdtes messer for de døde for at afkorte deres tid i skærsilden. Fordi de gejstlige i en vis forstand var mere hellige end almindelige mennesker, skulle de leve et særligt renfærdigt og fromt levned. Det betød ikke mindst, at alle gejstlige skulle leve i cølibat. I realiteten levede mange gejstlige dog en tilværelse, der på mange måder mindede om resten af befolkningens.

Gejstligheden var en meget sammensat stand. Der var stor forskel på gejstliges sociale position, og der var stor variation i deres funktioner. Dette skyldtes den vidtforgrenede, internationale kirkeorganisation, som de kirkelige institutioner i Danmark indgik i, og som alle danske gejstlige var underlagt. Grundstammen i den romersk-katolske kirke udgjordes af et hierarki af gejstlige embeder løbende fra paven i toppen over ærkebiskopper og biskopper ned til sognepræster på lokalt niveau. Den danske kirkeprovins omfattede Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig samt øen Rügen i Nordtyskland. Den kirkelige leder af den danske kirkeprovins var ærkebiskoppen i Lund.

Kirkeprovinsen Danmark var delt ind i otte stifter, som hver var anført af en biskop. Som assistance til at forvalte stiftet havde biskoppen et domkapitel bestående af et antal kanniker, som også valgte biskoppen. Biskop og domkapitel havde sæde i stiftsbyen, hvor stiftets domkirke lå. Lokalt var det sognepræsterne, der tog sig af de kirkelige handlinger, såsom at forestå dåb, begravelser, vielser og skriftemål. Sognepræsterne blev uddannet ved de katedralskoler, der var tilknyttet domkirkerne. De fik en del af deres indtægter fra egen landbrugsdrift. De indgik derved i landbosamfundet, som de fleste af dem også var rekrutteret fra.

Ved siden af denne såkaldte sekulære gejstlighed var der så hele klostervæsenet, som bestod af en række internationale klosterordener. Dels var der herreklostrene, som lå på landet (fx benediktinere, cisterciensere). Dels var der tiggermunkeklostrene, som lå i byerne (franciskanere, dominikanere). De fleste klostre var grundlagt i højmiddelalderen, men i senmiddelalderen kom nye ordener til Danmark (birgittinere, karmelitere og Helligåndsordenen). Med deres separate internationale organisation skar klosterordenerne på tværs af det sekulære kirkehierarki, men klostrene var også (i varierende grad) underlagt den lokale biskop. I sidste ende var de alle underordnet paven.    

Gejstlighedens privilegier, rigdom og magt

Gejstlighedens og de kirkelige institutioners position i det danske samfund var sikret gennem tildeling af omfattende kongelige privilegier. Som for adelen var fritagelse for skat og afgifter samt ret til at opkræve retsbøder af de undergivne bønder centrale privilegier. Derudover nød gejstlige i en vis udstrækning retlig immunitet fra det verdslige retsvæsen.

De kirkelige institutioners og embeders økonomiske grundlag udgjordes af jordegods og indtægter af ejendomme i byerne. Gennem senmiddelalderen blev der fortsat doneret gods til kirken, men ikke i nær samme omfang som i højmiddelalderen. Nogle af de kirkelige institutioner rådede over meget store godser. Bispesædet i Roskilde ejede ca. 2500 gårde, domkapitlet i Lund rådede over mere end 1300, og Sorø Kloster ejede ca. 625. Tilsammen ejede kirken ca. 35 % af landets jord. En stor indtægtskilde var desuden tienden, som skulle betales af alle. Tiende og afgifter blev i vidt omfang betalt i naturalier, som de gejstlige afsatte på markedet. Gejstligheden var således ikke kun præstestand, men agerede også godsejere og handelsmænd.

Som selvstændig magtfaktor blev kirken og gejstligheden svækket i løbet af senmiddelalderen. Først og fremmest blev kirken trængt tilbage af den stadig stærkere kongemagt. Af lige så stor betydning var det, at kirkens indre sammenhold blev splittet ad, fordi adelige trængte sig ind i høje kirkelige embeder. Mange af senmiddelalderens biskopper var adelige med begrænset interesse for kirkelige forpligtelser. Desuden var biskopperne samt abbederne for de største herreklostre medlemmer af rigsrådet, og derved blev kirkens ledere hvirvlet ind i tidens politiske magtkampe. Hele senmiddelalderen igennem bevarede man dog ideologien om kirkens selvstændighed og gejstlighedens ukrænkelighed, og dette var et forhold, som kongerne og det omgivende samfund vedvarende måtte tage hensyn til.

Borgerstanden

Borgerstanden omfattede som udgangspunkt alle voksne mænd, der havde taget borgerskab i en af landets købstæder. Hver borger var overhoved for en husstand, som omfattede familie og tyende. Købstaden var geografisk afgrænset fra det omgivende landbosamfund af en bymark med tydelige markskel. Juridisk adskilte den sig ved at være begunstiget med kongelige privilegier, som grundlæggende anerkendte byen som købstad og tilstod dens indbyggere en række særlige rettigheder. Hver købstad havde sin egen lov, den såkaldte stadsret, og sin egen domstol, bytinget. Den havde også sin egen kommunale forvaltning. Købstaden blev styret af et byråd bestående af borgmestre og rådmænd, valgt af og blandt borgerne, i fællesskab med en kongelig foged. Denne foged kaldtes efterhånden overalt for byfogeden. I nogle byer fik borgerne privilegium på selv at vælge byfogeden, i andre blev han udpeget af kongen eller den lokale kongelige slotslensmand. Købstadsprivilegierne omfattede derudover fritagelse for forskellige afgifter til kongemagten, fx told af handel med andre købstæder.    

Byvækst

Grunden til, at kongerne gav byerne særbehandling, var, at de som knudepunkter for handel udgjorde et givtigt beskatningsobjekt for ham. Omkring 1350 havde Danmark ca. 80 købstæder. Karakteristisk for det danske bysystem var de relativt mange, men små byer. De fleste landboer havde ganske kort til nærmeste købstad. Her afsatte bønderne deres produkter og købte til gengæld klæde, salt, jernvarer og meget mere. Mange af disse varer var importeret fra udlandet, andre forarbejdet af byens håndværkere. Handelen skabte en gruppe af meget velhavende købmænd, som kom til at dominere byerne. Efterhånden fik de monopol på at sidde i byrådet. Håndværkere kunne normalt ikke frembringe formuer af samme størrelsesorden. Håndværkerne organiserede sig i lav, hvor man aftalte priser, varekvalitet m.m.

Pestepidemierne medførte stor nedgang i købstædernes folketal. Et par af Danmarks små købstæder (Herrested og Skibby) blev så affolkede, at de helt mistede deres status som købstæder og blev landsbyer. Mellem 1350 og 1400 kom der ingen nye købstæder til. Fra begyndelsen af 1400-tallet begyndte byerne at vokse igen, og i perioden 1400-1536 blev der oprettet ca. 30 nye købstæder. Fordi befolkningen voksede hurtigere i byerne end på landet, skete der en forskydning af bosættelsen fra land til by. Inden pesten boede ca. 10 % af befolkningen i byer, omkring 1500 var byboernes andel af den samlede befolkning kommet op på ca. 14 %. Man kan dermed tale om en relativ vækst i byerne, og for nogle af de større byers vedkommende formentlig også en absolut vækst, i løbet af senmiddelalderen. Samlet set førte befolkningsnedgangen således til urbanisering af det danske samfund.

En forklaring på denne overraskende udvikling skal findes i omlægning af eksporten. I anden halvdel af 1300-tallet mistede Skånemarkedet sin betydning som diversificeret varemarked. Sildehandelen på Falsterbo toppede i denne periode, men handelen med andre varer begyndte at overgå til de danske købstæder. En anden vigtig faktor var, at der kom gang i en lukrativ eksport af stude til Tyskland og Nederlandene. Studehandelen tog fart fra midten af 1400-tallet og begunstigede ikke mindst de jyske og fynske købstæder. Disse forhold førte til betydelig økonomisk vækst i byerne.

Danmarks købstæder ved middelalderens slutning. De fleste af købstæderne var opstået i løbet af højmiddelalderen, perioden ca. 1050-1340, men der kom også nye til i senmiddelalderen, ca. 1340-1523. © danmarkshistorien.dk