5. Individualisering og national identifikation

De sidste årtier af 1800-tallet var kendetegnet ved en kulturel drejning, der i højere grad tog udgangspunkt i det enkelte menneske end i social status eller køn, som man kunne kalde individualisering. De kulturelt fastlagte roller for kvinder og mænd var patriarkalske, men de var også i opbrud.

Hvor langt opbruddet rakte ud i samfundet, er uklart. Erhvervslivet og andelsbevægelsen var mandsverdener, og fagforeningernes førsteprioritet var at sikre mandens løn som familiens forsørger. Men Næringsfrihedsloven fra 1857 gav kvinder over 25 år ret til at drive forretning. Ugifte kvinder fik mulighed for at forsørge sig selv ved undervisning og sygepleje, men den patriarkalske grænse var, at hvis de blev gift, måtte de fratræde stillingen.

I 1903 blev den gamle gymnasiale skoleform kun for drenge ophævet, og der blev skabt et sammenhængende enstrenget system med folkeskole, mellemskole og gymnasium, hvor alle folkeskoleelever – piger som drenge – fik mulighed for at fortsætte til det treårige gymnasium, hvis deres individuelle evner rakte til det.

Reformer af valg til menighedsråd og en kommunalreform i 1908, der begge gav kvinder og tyende valgret, var udtryk for den samme tendens. Her var valgretten ikke længere bundet til husstanden eller til patriarkalske forestillinger om husbonden, men var blevet en individuel rettighed. Individualiseringen viste sig også i de sociale reformer fra 1890’ernes begyndelse, hvor fx alderspension blev en individuel og universel ret uanset køn eller tilknytning til arbejdsmarkedet.     


Kvinder på arbejde i Bejstrupgaards køkken, 1912. Den store gård var en del af det dansksindede miljø ved Rødding, umiddelbart syd for den daværende dansk-tyske grænse. Ufaglærte mænd oplevede ofte perioder med arbejdsløshed, som medførte sult for dem og deres familier. Det gjaldt ikke for kvindernes vedkommende, der arbejdede i huset som tjenestefolk eller med syning og vask. Til gengæld fik de en endnu ringere løn end mændene. Også arbejderbørnene måtte arbejde. Foto: Skrave Lokalarkiv

Religion og tro

Den evangelisk-lutherske lære var statsreligionen i Danmark i det 19. århundrede, både under enevælden og den frie forfatning. Den afgørende forskel var, at der efter 1849 var religionsfrihed, selvom stat og kirke ikke var blevet adskilt.

Karakteristisk er det, at flere kristent-religiøse bevægelser opstod i opposition til statskirken. Bevægelserne var udtryk for en omfattende organisering af det religiøse liv med afsæt i det civile samfund. Det gjaldt vækkelsesbevægelserne i begyndelsen af århundredet, der ønskede en mere bibeltro og traditionel forkyndelse end den, statskirken stod for, og at lægfolk skulle have lov til at forkynde i private hjem, hvilket blev lovliggjort i 1839 under indtryk af de gudelige bevægelsers aktivitet. Det gjaldt grundtvigianismen, som ønskede en kristendom for livet på jorden, der lagde vægt på det talte ord, samtalen og menighedslivet, idet Helligåndens tilstedeværelse i menigheden var det afgørende. Det gjaldt Indre Mission, der lagde vægten på Bibelens bogstav og en asketisk livsførelse for frelse til livet efter døden. De to sidste gjorde sig gældende i den sidste del af perioden og fik også indflydelse på mange af folkekirkens præster.

De ovenfor nævnte bevægelser var i sig selv udtryk for, at religiøsitet både var individuel og gav mening for de fleste. Men som omverdenstolkning stod de religiøse bevægelser ikke blot i et konkurrenceforhold til hinanden, men også til politiske ideologier og troen på videnskaben og naturlige forklaringer. Især darwinismen skilte vandene, men kunne både tolkes som uforenelig og forenelig med kristen tro.    

National traditionsdannelse

Den nationale traditionsdannelse havde sine forudsætninger i især tysk-romantisk tænkning, og den blev udviklet i perioden mellem 1800 og 1850, som betegnes romantikken. Romantikken var præget af opdagelsen af folket. Man tolkede sprog, historie, litteratur, arkæologi og kunst som udtryk for det danske folk og den danske folkeånd, der havde eksisteret siden tidernes morgen. Perioden var præget af en idealistisk organismetænkning, hvor del og helhed altid hang sammen i kraft af et helhedsskabende åndeligt princip. Det danske folk var en sådan helhed, og den danske folkeånd det helhedsskabende princip, hvis vigtigste udtryk var det danske sprog: modersmålet.

Ifølge den romantiske tolkning var det danske folk oprindeligt en national enhed bestående af frie og lige selvejerbønder, der demokratisk valgte en konge iblandt sig. Denne enhed gik tabt i løbet af middelalderen. En adel udviklede sig som en lukket stand adskilt fra folket, en adel, der ydermere fjernede sig fra den oprindelige folkeånd ved at efterstræbe fremmed kultur og sprog. Det samme skete for flertallet af kongerne og det hof, de omgav sig med.

Den oprindelige folkeånd blev alene bevaret blandt bønderne, der var uberørt af fremmed kulturpåvirkning, men som i stigende grad blev undertrykt og ekskluderet fra det politiske liv. En nationalt fremmedgjort elitekultur stod med magten, som blev brugt til at undertrykke den nationale folkekultur, hvilket kulminerede med oplysningstidens patriotisme og kosmopolitisme, som slet ikke havde blik for den nationale kultur og modersmålets betydning. Omkring år 1800 vendte denne udvikling.

Stavnsbåndsløsningen i 1788 gav bønderne deres frihed tilbage, romantikkens genopdagelse af bondekulturen som folkets grundlag sammenføjede igen elite og folkekultur, mens stænderforsamlingerne genindførte politiske rettigheder, alt sammen skridt i retning af den oprindelige idealtilstands genoprettelse: den organiske, nationale og demokratiske enhed. Dette er i korte træk grundfortællingen i århundredets mest indflydelsesrige historiebog, Håndbog i Fædrelandets Historie, skrevet af historieprofessor C.F. Allen i 1840.

Det særlige ved den danske folkeånd var, at den oprindeligt havde været en del af en samlet nordisk folkeånd, som kom til udtryk i det fællesnordiske sprog, der taltes i oldtiden, og i en fælles sagnhistorie i den nordiske mytologi. I 1848 kunne Allen bruge sagnhistorien til at vise, at hele Slesvig oprindeligt havde været dansk, idet hertugdømmets befolkning delte sagnhistorie med den øvrige danske befolkning i Kongeriget Danmark. Sammenkædningen af nationalitet og nordisk mytologi blev et fast forankret og centralt element i den nationale traditionsdannelse århundredet ud.    

Højskolebevægelsen

Det mest markante udtryk for sammenkædningen mellem nationalitet og nordisk mytologi fandtes i den grundtvigianske højskolebevægelse, som tog udgangspunkt i teologen N.F.S. Grundtvigs forfatterskab. Grundtvig mente, at en sand dansk-national eller folkelig dannelse burde tage udgangspunkt i folkets egne myter og sagn i stedet for de fremmede græsk-romerske, som var importeret via de tysktalende lande. I stedet for den fremmede og udanske dannelse skulle dannelsen være national og lære eleven at elske fædreland og modersmål.

Især efter 1864 blev der landet over etableret højskoler på dette grundlag som et svar på, hvordan den danske nationalitet skulle sikres efter nederlaget i krigen. Praktiske fag og læren om samfundets indretning spillede en rolle, men det centrale var nordisk mytologi, fædrelandshistorie og kristendom, der skulle vække det nationale og kristne. Højskolerne skulle skabe et åndeligt Dannevirke, der sikrede det danske folks vilje til et selvstændigt nationalt liv. Mellem 1864 og 1890 blev der grundlagt 61 højskoler. Elevtallet til skolernes sommer- og vinterkurser var 2833 i 1872, et tal, som steg til 3806 i 1890. Mellem 30 og 40 % af eleverne var kvinder, der for størstedelens vedkommende kom fra gårdmandshjem ligesom de mandlige elever.    

Det moderne gennembrud

Det moderne gennembrud var også et svar på, hvorledes dansk kultur skulle udvikles efter krigsnederlaget, men et radikalt andet svar end højskolebevægelsen. Georg Brandes var med en forelæsningsrække i 1871 igangsætter af gennembruddet. Det problem, dansk kultur stod over for, var ifølge Brandes, dels at den overdrevne interesse for det danske havde afsnøret kulturen fra nyere kulturelle og videnskabelige strømninger i Europa, dels at den idealistiske verdensopfattelse, med sin vægt på det åndelige, havde ødelagt sansen for verden, som den var.

Løsningen var derfor at lukke op for nye europæiske strømninger og lade dem befrugte dansk kultur og sikre dens udvikling. Traditioner skulle udsættes for kritisk efterprøvelse, videnskabelig metode skulle bruges til at rydde op i nationale myter og fejltolkninger, alt skulle kunne sættes til debat. Realisme skulle erstatte idealisme, så verden kunne fremstå uden forstyrrende elementer og idealistisk tågeslør. Sociale problemer og elendighed skulle ikke maskeres bag bonderomantik, men vises, som de var.    

En landevej, 1893, malet af H.A. Brendekilde (1857-1942). At male livet, som det var, realistisk og utilsløret var Brendekildes og flere andre maleres program efter 1880. Fattigdom og hårdt arbejde var en realitet og måtte afbildes som sådan. Brendekilde kom selv fra en fattig baggrund, og flere af hans billeder viser fattigdommen og de hårde livsvilkår i landbosamfundet. Her ses en stenhugger og hans familie. De skulle leve af hans arbejde, som bestod i at knuse sten til skærver, der blev brugt til vejbelægning. Tømreren prædiker Guds ord, hvilket giver billedet en nykristelig-religiøs dimension. Foto: Statens Museum for Kunst 

Det moderne gennembrud var stort set en københavnsk affære, der især fik betydning blandt litterater, kunstnere og videnskabsmænd efter 1870. Det banede vejen for den realistiske roman, som kom til at præge tidens litteratur. Hovedpersonerne i disse romaner udførte ikke heltegerninger eller store bedrifter, men kæmpede mere jordnært for at finde deres plads i samfundet. Tidens spørgsmål blev taget op i litteraturen, fx kvindens seksualitet og plads i samfundet, fattigdom og forretningsverdenens kræmmermoral. Fremskridtstro og tiltroen til, at videnskab og teknologisk udvikling ville skabe en bedre fremtid, var udbredt.

Det moderne gennembrud havde stor betydning for periodens litterære produktion, men også for historievidenskaben, hvor radikale historikere søgte at skabe, hvad de opfattede som et mere realistisk billede af Danmarks fortid. Der blev lavet undervisning for arbejdere, men bevægelsen fik aldrig den udbredelse, som den grundtvigianske højskole havde. Den mødte også modstand fra kredse, der ønskede at holde fast i traditionerne og romantikkens organismetænkning. Det gjaldt både grundtvigianerne og kulturkonservative kredse i hovedstaden, der så strømningen som udansk, hvilket på grund af Brandes’ jødiske baggrund ofte blev knyttet sammen med en åbenlys antisemitisme, som var udbredt i samtiden. 

Populærkultur

Troen på videnskab og fremskridt kunne finde næring i massemediernes skriftbårne populærkultur. Ugebladenes udbredelse kan illustreres med tidens største ugeblad Illustreret Familie Journal, som udkom første gang i 1877. I 1885 var oplaget på 100.000, hvilket omkring 1900 var steget til 200.000. Ugeblade og tidsskrifter brugte mange illustrationer, og Illustreret Tidende, der begyndte at udkomme i 1859, markerede her et vendepunkt, mens fotografier efter 1880 også blev en stadig større del af både avisers og ugeblades læseflade. Hvis man kan tage ugebladenes indhold som rettesnor, var tørsten efter viden stor, herunder grundlæggende viden om, hvordan verden var indrettet. Historien, kunstens klassikere, ekspeditioner til jordens ukendte egne, den nyeste teknik og de seneste naturvidenskabelige iagttagelser blev præsenteret i et ’objektivt’ og optimistisk perspektiv.

Side om side med ugebladenes populærvidenskabelige stof stod den nyeste viden om det huslige, om hygiejne og børneopdragelse henvendt til de kvindelige læsere, ligesom mange af reklamerne. Lys, luft og renlighed – og hygge. Det skulle præge det moderne borgerlige hjem. Ugebladene reproducerede de borgerlige dyder og de borgerlige kønsroller, der placerede kvinden som husmor i hjemmet og manden som den udadvendte erobrer af den store vide verden.

National kultur

Til populærkulturen hørte også de erindringssteder med statuer, monumenter eller mindesten, der i løbet af århundredet blev skabt landet over til minde om krigene, heltene og de nationale kampe. De skabte et fælles rum for erindring og var med til at udbrede forestillingen om eksistensen af en fælles kollektiv erindring. Mere ubemærket optrådte nationale symboler på mønter og pengesedler, efter 1850 på frimærker, mens flaget i dagligdagen var en ubevidst påmindelse om det nationale fællesskab.

Fra omkring 1840 begyndte den nationalhistoriske fortælling, som ses hos Allen, at gøre sig gældende i skolebøger for almueskolen. Det rokkede dog ikke ved det kristne grundlag, som skolen hvilede på efter 1814. Kombinationen af religion og nation prægede den identitetsdannelse, som skoleeleverne forventedes at gennemgå. I skolesammenhæng blev de kristne tekster ikke diskuteret, men forkyndt.

Da der i år 1900 for første gang blev formuleret fælles rammer for indholdet af skolens undervisning, førte det til en udbygning af de nationalt-religiøse dannelsesmål i fagene religion og historie og til en styrkelse af dansk som fag. Skolen var i de mellemliggende årtier blevet til en folkeskole i modsætning til den tidligere kristne almueskole, hvor børnene skulle dannes til et folk med fælles kærlighed til Gud, det nationale, fædreland og modersmål.

National identifikation i en national virkelighed

Hvad man med et nutidigt begreb ville kalde massemedierne, havde en dobbelt funktion: De skabte danskernes forestilling om at tilhøre et folk og forestillingen om at tilhøre en bestemt del af dette folk. Højskolerne havde én version af national dannelse, mens det moderne gennembrud havde et andet bud på oplysning og kilderne til den. Fremtrædende i perioden var den højrenationale fædrelandskærlighed, som knyttede forsvarsvilje og danskhed sammen. Forsvarssagen havde en ideologisk overbygning, der gik ud på at genrejse den nationale stolthed efter 1864 og skabe samling om den fælles forsvarssag. Modsat ville socialdemokrater som Gustav Bang efter århundredskiftet erobre nationalfølelsen fra de borgerlige, rense nationalitetsbegrebet for militarisme, royalisme og dyrkelse af stereotype fjendebilleder og forene nationalitet med demokrati og social retfærdighed.

Hvad socialisterne angik, var deres internationalisme en ideologisk betinget hensigtserklæring, men virkelighedens arbejdskampe var nationale, som det som vist ovenfor var tilfældet i 1899. Da danske fagforeningsledere omkring århundredskiftet var foregangsmænd i etableringen af en fagforeningsinternationale, var udgangspunktet da også, at det var et samarbejde mellem nationale fagforeninger, som var forudsætningen for, at det internationale samarbejde overhovedet kom i stand.

Nationalstaten anno 1914 var således den virkelighed, man agerede i, organiserede sig i og orienterede sig imod fra forskellige politisk-ideologiske, kulturelle og sociale udgangspunkter. Som følge af krigen i 1864 var den dansktalende befolkning i Nordslesvig ikke danske statsborgere, men også de udviklede og fastholdt i perioden en identifikation med det danske. 

■ Modernisering, demokratisering og nationaliseringen

I 1914 var Danmark et kapitalistisk land integreret i international økonomi. Befolkningstilvækst og urbanisering havde grundlæggende forandret landet. Industrialiseringen efter 1870 var knyttet til landbruget, men blev suppleret med urban industrialisering og en storindustri med internationalt vingefang med København som omdrejningspunkt. Teknologisk udvikling og mekanisering var centralt på alle felter.

Enevælden var ophørt i 1848, en fri forfatning givet i 1849, og helstaten gået under i 1864 på grund af de danske og slesvig-holstenske nationalbevægelser. Krigen i 1864 gjorde den dansksindede befolkning i Nordslesvig til tyske statsborgere, og Danmark var blevet en lille nationalstat i Europas periferi. Udadtil søgte skiftende danske regeringer at sikre landets eksistens ved en alliancefri neutralitetspolitik, hvor hensynet til Tyskland spillede en hovedrolle.

Indadtil var statens vigtigste aktive rolle udbygning af en infrastruktur, som muliggjorde den økonomiske modernisering, mens der kun blev foretaget en meget begrænset afhjælpning af tidens markante sociale problemer. Der var stor forskel på de grupper, der med velstandsstigninger havde nydt godt af økonomiens internationalisering, og dem, der ikke havde. Virkelig fattigdom var udbredt, og de sociale forskelle var store i by og på land.

Foreningsdannelse blev et væsentligt nyt element i det danske samfund. Foreningsdannelsen begyndte under enevælden i Københavns borgerlige lag, men blev i århundredets anden halvdel et led i alle samfundslags selvorganisering bortset fra de fattigste. Foreningerne omfattede både politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og religiøse formål.

Inden for de snævre forfatningsmæssige rammer for politisk medborgerskab fra 1849 og 1866, der alene omfattede det mandlige husstandsoverhoved, skete der en omfattende politisk mobilisering. Efter 1870 blev den organiseret i politiske partier, der rettede deres agitation mod specifikke samfundsklasser i byerne og på landet. Partiaviser kommunikerede partiernes virkelighedssyn, som spillede ind i et politisk liv præget af modsætninger mellem land og by, høj og lav, i og uden for Rigsdagen.

I slutningen af perioden slog et mere individorienteret syn igennem, som banede vej for politisk medborgerskab til kvinder og tjenestefolk på lokalt plan. Samtidig lagde moderne massekommunikation grunden til en identifikation med det at være dansk, et forestillet fællesskab, som man identificerede sig med fra forskellige sociale og politiske sigtepunkter.