1. Det danske rige 

Fra 1814 var Kongeriget Danmark en del af den enevældige konges rige, der var en konglomeratstat, som ud over kongeriget omfattede hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, og som i det følgende vil blive betegnet helstaten. Statens omfang hang ikke sammen med indbyggernes sprog eller kultur, men alene med det territorium, hvor monarken havde overhøjhed. I helstaten taltes der således flere sprog. De to største var dansk, som taltes i kongeriget og det nordlige Slesvig, og tysk, som taltes i det sydlige Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Styreformen i helstaten var enevælde – også kendt som absolutisme. Suveræniteten – magten i staten – udgik fra kongen, og kongemagten var den instans, der bandt staten sammen som fælles referencepunkt. Loyalitet, ikke ensartethed, var det statslige projekts mål. Ud over dette hørte kolonierne Tranquebar og Serampore i Indien og besiddelser på Guldkysten i Afrika, De Vestindiske Øer og bilandene Grønland, Færøerne og Island til det danske rige.

Slesvig og Holsten med grænserne til kongeriget i 1864 og 1920. Ejdergrænsen var i middelalderen grænsen mellem det tyske og det danske rige og kom i 1800-tallet til at spille en politisk rolle som dansk argument for at inddrage Slesvig i kongeriget. Helstatsgrænsen betegner det danske riges udstrækning fra 1814 til 1864. De to øverste linjer viser henholdsvis grænsen efter krigen i 1864 og den nuværende grænse efter folkeafstemningerne i Nordslesvig i 1920. Fra et dansk perspektiv afspejlede grænsedragningerne en proces, hvor de dansktalende slesvigere gik fra en regional identitet mellem dansk og tysk til en national dansk identifikation. © danmarkshistorien.dk 

Periodisering

Periodiseringen i denne lektion er foretaget med henvisning til to krige. I 1815 afsluttedes den europæiske storkrig Napoleonskrigene, hvoraf et af resultaterne var, at Norge ved en lokal fredsaftale i 1814 ophørte med at være en del af den danske konges rige, som det havde været siden middelalderen. Afståelsen af Norge betød sammen med tabet af flåden i 1807, at helstaten blev en småstat. Det betød også, at monopolet på kornhandel i Sydnorge ophørte. Samtidig åbnedes nye handelsforbindelser til Nederlandene (Holland) og England, hvilket førte til en omlægning af kongerigets udenrigshandel. Kulturelt bestod forbindelserne mellem Danmark og Norge dog århundredet ud.

Periodens afslutning i 1914 markerer begyndelsen på en ny europæisk og global storkrig, 1. verdenskrig. Midt mellem disse to årstal ligger 1864, der ofte har været anvendt som periodiseringsår, fordi krigen i 1864 og det deraf følgende tab af hertugdømmerne gjorde Danmark til en nationalstat. 1864 spiller da også en rolle i denne lektions periodisering af den politiske historie. I perioden indtil 1864 lægges vægten på de politisk-nationale bevægelser i helstaten, der førte til helstatens sammenbrud, mens perioden efter 1864 handler om politiske udviklinger i nationalstaten Danmark.

Samfundets langsigtede sociale og økonomiske forandring skete relativt uafhængigt af krigene. Årtierne efter 1814 var præget af økonomisk krise, hvis årsag var dansk krigsdeltagelse, men i et længere tidsperspektiv betød dette mindre. Urbanisering og befolkningstilvækst – i Kongeriget Danmark voksede befolkningen fra godt 900.000 år 1800 til 2,7 mio. i 1910 – samt infrastrukturens og landbrugets modernisering, den begyndende industrialisering efter 1870 og en ny social ordning af samfundet skete som fortløbende processer.    

Kolonierne

Med hensyn til kolonierne var rationalet bag den danske stats kolonirige rent økonomisk. Kolonierne og de mennesker, der boede der, var kun interessante for den danske stat, så længe der kunne tjenes penge på dem. Det gjaldt både de slavebaserede kolonier i Vestafrika og De Vestindiske Øer og handelsstationerne i Indien. Da det blev klart, at først- og sidstnævnte ikke var rentable, blev de solgt til den ekspanderende imperiemagt Storbritannien, hvilket skete i løbet af 1840’erne.

Undtagelsen var De Vestindiske Øer. Også de gav underskud, men man kunne ikke finde en køber, selvom man forsøgte flere gange efter 1867. Efter et oprør var de slavegjorte blevet frigivet i 1848, men deres levevilkår blev snarere dårligere end bedre, som århundredet skred frem. Den danske stat regulerede ikke som tidligere, hvordan de frigivne slaver skulle behandles, og den foretog heller ikke investeringer i uddannelse, hospitaler og infrastruktur, fordi øerne ikke gav noget afkast.

Grønland fik beskeden opmærksomhed fra den danske statsmagts side – et forhold, som først begyndte at ændre sig efter århundredskiftet. Kolonipolitikken byggede på dansk handelsmonopol, embedsmandsstyre, kristen mission og på princippet om, at grønlænderne skulle vedblive at være en nation af sælfangere. Ikke desto mindre ændrede den danske tilstedeværelse det grønlandske samfund, dels ved at skabe en dansk overklasse, dels ved at de godt 11.000 inuitter i stigende grad bosatte sig i de 12 kolonibyer med sociale problemer til følge.

Islands stilling var markant anderledes og bestemt af en markeret selvstændighedspolitik efter 1830, der resulterede i en gradvis udvidelse af øens selvstyre i takt med en erhvervsmæssig modernisering fra landbrug og fårehold til havfiskeri. Færøernes stilling var nærmere Grønlands. Monopolhandlens ophævelse i 1856 førte dog også her til erhvervsmæssig modernisering, som det var tilfældet i Island. I slutningen af århundredet vandt en national vækkelse frem, som lagde vægt på færøsk kulturel egenart. Efter århundredskiftet dannedes to lejre af politiske partier, der så forskelligt på, om Færøernes fremtid skulle ske med eller uden statsretlig forbindelse til Danmark.